– Af Gaurahari Dasa –
Mere end noget andet er fred det, som mange åndeligt søgende håber at finde gennem meditation, yoga eller andre åndelige processer. Vi er så forstyrrede, specielt i disse tider, at vi knapt kan tænke på andet end bare at få lidt fred. Det er imidlertid ikke nogen tilfældighed, at Krishna taler Bhagavad-gita på en slagmark. Som Prabhupada sagde: ”Åndeligt liv betyder mere eller mindre at erklære krig mod maya, den illusoriske energi.”
Én ting må vi forstå, nemlig at der ikke findes fred her i denne materielle verden. Hvis vi vil have fred, må vi acceptere Krishnas fredsformel:
bhoktaram yajna tapasam
sarva loka mahesvaram
suhridam sarva bhutanam
jnatva mam santim ricchasi
”Kun den, som forstår, at Krishna er nyderen af alle vores offerhandlinger og bestræbelser, herskeren over alle planeter og deres beboere, og alle levende væseners bedste ven og velønsker, kan opnå fred for den materielle verdens lidelser:” (Bhagavad-gita 5.29)
Fordi den materielle verden er det sted, hvortil alle, som har gjort oprør mod Krishna, bliver sendt, kan vi ikke få fred her. Når der er krig, må man indtil videre lægge alle sentimentale ideer om fred på hylden. Ellers dør man. Tilsvarende er der ingen vej uden om at tage kampen op mod illusionen, hvis man vil gøre sig håb om nogensinde at opnå fred.
Og tro mig: det er en kamp. I min tid som aspirerende tjener af Krishna har jeg udkæmpet mange slag for Krishna. Jeg er faktisk begyndt at få smag for det:
yadricchaya coppannam
svarga-dvaram apavritam
sukhinah ksatriyah partha
labhante yuddham idrisam
”Lykkelige er de ksatriyaer, til hvem sådan en mulighed for at kæmpe kommer af sig selv, for den åbner døren for dem til de himmelske planeter.” (Bhagavad-gita 2.32)
Den vigtigste kamp er den daglige kamp mod vores eget uregerlige sind og sanser. Sanserne er som vilde heste, og sindet er som tøjlerne. Vores våben er det hellige navn. Udstyret med transcendental kundskab må vi tage kampen op ved at recitere det hellige navn: Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare. Sindet hader at recitere det hellige navn. Det kommer med alle mulige udflugter og ”flipper” helt ud. Men vi må tage kampen op som store krigere og uden barmhjertighed ”slagte” det materialistiske sind og tvinge det til at overgive sig til det hellige navn.
Det bør ikke overraske, at det ikke bare er vores eget sind og sanser, som gør oprør og bliver aggressive, når vi prøver at tjene Krishna. Men uanset hvem eller hvad der prøver at stoppe os, må vi tage kampen op. I Norge, hvor jeg har prøvet at sprede Krishna-bevidsthed i nogle år, kom vi for år tilbage i en situation, hvor vi var tvunget til at tage kampen op mod vores naboer og et af Norges største ejendomsselskaber. Vi var lige flyttet ind i en lejlighed, da vi fik en opringning fra udlejerne, hvor de bad os flytte ud med det samme Det på trods af at vi havde gjort vores bedste for at overholde alle husregler og kontraktlige forpligtelser. Begrundelsen: At vi sang Hare Krishna og specielt, at vi inviterede venner og bekendte til at synge sammen med os til vores søndagsfester.
Men det er vel en menneskeret at spille lidt musik i sin lejlighed og en gang imellem at invitere venner hjem, skulle man mene. Argumentet bed ikke, og vi måtte gå rettens vej. Ejendomsselskabet stævnede os med andre ord. På et tidspunkt foreslog vores sagfører, at vi kunne “kaste håndklædet i ringen,” som hun sagde. Men jeg troede nok på vores sag til at satse på, at vi ville vinde retssagen, hvilket vi da også gjorde. Jeg måtte dog undervejs minde mig selv og min assistant Madangopal om, at vi kunne tabe. Altid når det kommer til kamp, må man være forberedt på det værste, yderst set at miste livet. Ok, i det her tilfælde var risikoen måske ikke så stor for, at det ville komme så vidt, men det kunne godt have kommet til at stå os dyrt. De samlede omkostninger beløb sig til omkring 70.000 kr., men reglen er jo, at taberen betaler.
Der findes noget højere end bare at opnå fred. Lykke og fred er nemlig ikke helt det samme. Naturligvis kan man ikke blive lykkelig, hvis man ikke har fred i sindet; men bare at have fred bliver kedeligt i længden. Vi behøver kærlighed eller at være omgivet af personer, vi elsker, og som elsker os. Faktisk behøver vi intens kærlighed for at være lykkelige. Men som det er blevet påpeget igen og igen på disse sider, er det kun Krishna, som kan tilfredsstille dette behov for intens kærlighed. Først må vi dog lære at elske Ham med samme intensitet, som vi vil, at Han skal elske os med. Den intensitet hjælper Krishna os til at opnå ved at sætte os i situationer, hvor vi må kæmpe for Ham.
Ved at risikere alt for Krishna, som vi nogle gange må, når vi prøver at tjene Krishna i en fjendtlig verden, udvikler vi en intensitet i vores kærlighed til Ham, som ellers ville være svær at opnå. Når vi på den måde gør fremskridt, og når Krishna ser håndgribelige beviser på, at vi er parate til at ofre alt for Ham, overøser Han os med en kærlighed så intens, at det trodser al beskrivelse – en kærlighed så overvældende, at den gør lykke til et fattigt ord. Som Krishna siger (Bhagavad-gita 6.22), yam labdhva caparam labham manyate nadhikam tatah: “Når man opnår dette, forstår man, at der ikke findes noget højere.”