– Af Gaurahari Dasa –
Min Guru Maharaja, Sridhara Swami, sagde engang: ”Der er to ting, der er unormale eller forkerte: En kvinde, der altid græder, og en mand, som ikke kan fælde en tåre.” Vi siger ganske vist, at ”store drenge græder ikke,” men i åndeligt liv må vi lære at græde for Krishna. Som Prabhupada også skriver i Nectar of Devotion: ”Med andre ord må man lære at græde for Herren. Man bør lære denne lille teknik, og man må blive meget ivrig og faktisk græde efter at blive engageret i en eller anden bestemt tjeneste. Det kaldes laulyam, og sådanne tårer er prisen for den højeste fuldkommenhed.” (NoD. s 83)
Det er klart, at den traditionelle mandsrolle dikterer, at man behersker sine følelser og holder hovedet koldt, selv i vanskelige situationer. Men det betyder ikke, at vi skal fornægte vores følelser. Et stort problem i den moderne verden er, at vi er blevet så emotionelt lammede, at i stedet for at få forløst vores følelser går vi og ruger på dem, indtil de bliver til dybe psykoser.
Det er interessant at studere, hvordan Arjuna reagerede, da han fik at vide, at hans søn Abhimanyu var blevet dræbt på Kuruksetra. Ingen kan beskylde Arjuna for ikke at være et mandfolk eller for at være svag og sentimental. Men hør blot beskrivelsen i Mahabharata:
”Ingen sagde noget, da Arjuna skridtede hen til sit sæde med sit lange sværd dinglende ved sin side og buen Gandiva i hånden. Hans blik brændte, og hede tårer løb ned ad hans kinder. Han sukkede igen og igen. Ingen vovede at se på ham… Mens han højlydt klagede: ”Åh, min søn,” rullede han rundt på jorden. Alle så på hverandre med tomme blikke. De sagde ingenting, mens Arjuna udtrykte sin sorg… Gradvist genvandt han fatningen og kom på fødderne igen. Han skælvede, som havde han feber, og vred sine hænder, mens han talte med en lavmælt, behersket stemme, der sydede af vrede: ”Så sandelig siger jeg: I morgen vil jeg gøre det af med Jayadratha [som var Abhimanyus banemand], hvis han da ikke svigter Duryodhana af frygt for sit liv.” (Frit efter Krishna Dharmas oversættelse af Mahabharata).
Her ser vi, at selv om Arjuna blev overvældet af sorg og græd uhæmmet i nogen tid, var det ikke noget svaghedstegn. Snarere tværtimod. Under et foredrag, som Srila Prabhupada holdt under sit besøg på Mauritius, blev han udspurgt af en gæst om netop denne hændelse: ”Hvordan var det muligt, at Arjuna kunne opføre sig så latterligt efter at have hørt hele Bhagavad-gita fra Krishna?” Prabhupada reagerede indledningsvist stærkt på dette provokerende spørgsmål, men derefter forklarede han, at det kun var naturligt, at Arjuna reagerede sådan. Den virkelige prøve på hans Krishna-bevidsthed var, at han ikke opgav kampen. Tværtimod kastede han sig den næste dag ud i slaget med fordoblet styrke og beslutsomhed.
Livet vil uundgåeligt udsætte os for tragiske, hjerteknusende oplevelser, som når en kær ven eller slægtning går bort. Den sorg, vi naturligt føler ved sådanne tilfælde, må få lov til at komme ud. Det er ikke nødvendigvis en svaghed eller et tegn på, at vi er i maya. Hvis vi undertrykker sådanne negative følelser, bliver vi tværtimod det, man kalder ”traumatiserede”. Man træder ind i en slags lammelsestilstand, hvor man mister evnen eller modet til at leve et normalt liv med oprigtige og dybe forhold til andre mennesker.
Faktisk har man specielle terapeuter til at tage sig af traumaer, der opstår efter tragiske hændelser, som for eksempel efter den 11. september 2001, hvor World Trade Center i New York blev ramt. Ofte benytter man sig af hunde. Ja, du læste rigtigt. Man tager faktisk en ”sød” hund med hen til sådan en traumatiseret person. Folk har ofte nemmere ved at åbne sig over for en hund, så når hunden kommer hen og kigger bedende på dem, kan det ofte få personen til at åbne op, hvilket er nødvendigt for at komme videre i livet. I gamle dage havde man det, man kaldte ”grædekoner”, som faktisk var ansat til at græde ved begravelser.
I almindelighed var folk i tidligere tider ikke så bange for deres følelser, som vi er i dag. Man kan undre sig over, hvorfor det er blevet sådan, men svaret er igen, at det er på grund af, at vores kultur er blevet så ateistisk. Når man med andre ord forstår, at der er liv efter døden, og at livet derfor har et højere formål end de sanselige glæder, bliver de lidelser, man uundgåeligt bliver udsat for, ikke så kataklysmiske, så altødelæggende, som hvis nuets flygtige glæder er det eneste, man har at leve for. Man kan se dem i øjnene, leve dem igennem og således komme videre.
For eksempel var børnedødeligheden i gamle dage som bekendt meget større end i dag. Når et barn dør, er det naturligt en stor sorg for forældrene. Hvordan undgik folk at blive traumatiserede? Folk fik ganske vist også flere børn dengang, hvilket uden tvivl hjalp dem til at komme over det. Men en anden faktor var helt sikkert, at man forstod, at livet ikke er forbi ved døden, og derfor kunne man forholde sig til sorgen, lade den komme til udtryk, få den ud af systemet, så at sige, og komme videre i livet.
Andre personer falder så til gengæld i den modsatte grøft og bliver overdrevent emotionelle og græder ved den mindste anledning. Dette sker typisk for kvinder, men det er bare den anden side af samme problem. Fordi man har mistet overblikket, fordi man glemmer, at Krishna altid er der og elsker os, bliver man overvældet af negative følelser, som tager kontrollen over hele ens liv.
Ikke længe før Srila Prabhupada gik bort i Vrindavana, kom en mor med sin lille, dødeligt kræftsyge datter til Ham. De græd begge over deres skæbne, men Srila Prabhupada var ganske usentimental. ”Hvem er det, som ikke er ved at dø?” spurgte han. ”Alle skal dø, enten i dag eller i morgen. Reciter det hellige navn og hold op med at sørge.” Med transcendental visdom hjalp Prabhupada mor og datter til at genvinde fatningen og huske, hvad de skulle gøre. Sorger er der nok af, men vi skal ikke fokusere på dem heller. Specielt i en hengivens liv er der også masser af glæder.
Den største glædelige nyhed er, at Krishna elsker os. Så lad os gengælde Krishnas kærlighed og blive lykkelige midt i dette ”slør af tårer”, som er den materielle verden. Det vil øjeblikkeligt løfte os op, og når tiden er inde, vil vi helt sikkert vende tilbage til Krishna. Som antydet i begyndelsen findes der to slags tårer: varme og kolde eller tårer af sorg eller glæde. For at blive kvalificerede til at græde af glæde, kan det være, vi først bliver nødt til at overgive os til at græde af sorg. Den største sorg er, at selv om Krishna elsker os, har vi vendt ryggen til Ham. Det burde vi græde over. Men når vi finder ud af, at Krishna ikke har vendt os ryggen, og at Han stadig elsker os, vil sorgens varme tårer blive til kolde tårer af transcendental ekstase.