– Af Swami B.V. Giri –
Indledning af Lalitanatha Dasa
Hjemme hos Dandaniti og mig har vi i en del år haft en bog ved navn Advaita Prakasa stående på vores boghylde. Ifølge bogens oplysninger er det en biografi, der skulle være skrevet over Srila Advaita Acarya af hans personlige tjener, Isana Nagara. Det er en flere hundrede år gammel bengalsk bog, der blev oversat til engelsk og udgivet af et par hengivne i ISKCON for omkring femten år siden. Jeg har ofte læst den med stor fornøjelse på Srila Advaita Acaryas fremkomstdag.
Imidlertid faldt jeg for nylig over nogle kommentarer fra Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura, der afviste bogen som uægte og uautoriseret. Det fik mig til at undersøge sagen videre, og til sidst blev jeg gjort opmærksom på en anmeldelse af bogen af Swami B.V. Giri. Jeg bringer et uddrag af denne anmeldelse herunder. Den er interessant læsning og kan forhåbentlig hjælpe i hvert fald dem, der er inde i de finere detaljer i Gaudiya-vaisnava-filosofien, til at kunne skelne mellem, hvad der er værd at læse, og hvad der er klogt at undgå.
Anmeldelsen starter med et spørgsmål fra en hengiven:
En bog ved navn Advaita Prakasa blev for ikke så længe siden oversat fra bengalsk til engelsk. Jeg blev meget inspireret af den, og den virker til at være god nok, men jeg hørte for nylig, at det er en uautoriseret bog. Kan du uddybe det?
Swami B.V. Giri:
Advaita Prakasa er en hagiografi eller helgenbeskrivelse af Sri Advaita Acarya Prabhu. Den er skrevet omkring 1560, og det nævnes, at dens forfatter var Sri Isana Nagara, Advaita Acaryas tjener. Men i betragtning af bogens historiske og filosofiske unøjagtigheder kan den ikke anses for at være autoriseret. Bogens gennemgående ånd er, at Advaita Acarya indtager en ontologisk højere position end Sri Caitanya Mahaprabhu, siden det var Ham, der nedkaldte Herren og senere bad Herren forlade denne verden. Med andre ord behandles Mahaprabhu i Advaita Prakasa blot som en funktionærlignende Guddom, der hidkaldes og sendes bort efter forgodtbefindende. Det antydes også i Advaita Prakasa, at Caitanya-træets vigtigste gren er Advaita Acaryas familiedynasti, advaita-vamsa.
Der er mange fejl i bogen. For eksempel står der i kapitel 12, at Advaita Prabhus søn, Sri Acyutananda, gik i Nimai Panditas tol (sanskritskole). Imidlertid er denne udtalelse ikke i overensstemmelse med de autoriserede biografier over Sri Caitanya Mahaprabhu, nemlig Caitanya-bhagavata af Srila Vrndavana Dasa Thakura eller Caitanya-caritamrta af Srila Krishnadasa Kaviraja Gosvami. Dette bliver uddybet af Hans Guddommelige Nåde A.C. Bhaktivedanta Svami Prabhupada i hans forklaring til Caitanya-caritamrta, Adi-lila 12.17:
Advaita Prabhu giftede sig sidst i det femtende århundrede. Da Herren Caitanya Mahaprabhu ville gå til landsbyen Ramakeli på vej fra Jagannatha Puri til Vrindavana i årene 1511 og 1512, var Acyutananda kun fem år gammel. Caitanya-bhagavata (Antya-khanda, kap. 4) beskriver Acyutananda på det tidspunkt som panca-varsa vayasa madhura digambara, ”kun fem år gammel og nøgen”. Derfor er konklusionen, at Acyutananda blev født engang i 1506… I en uautoriseret bog ved navn Sitadvaita-carita… nævnes det, at Acyutananda var Sri Caitanya Mahaprabhus klassekammerat. Ifølge Caitanya-bhagavata er dette udsagn helt forkert. Da Caitanya Mahaprabhu accepterede sannyasa-livets forsagende orden i 1509, besøgte han Advaita Prabhus hjem i Santipura. På det tidspunkt var Acyutananda ifølge Caitanya-bhagavata (Antya-khanda, kap. 1) kun tre år gammel.
Isana Nagara kan logisk set ikke være forfatteren til Advaita Prakasa, for som Advaitas familietjener må han have kendt alderen på sin herres søn og ville ikke begå en sådan fejl som at tro, at Acyutananda var Mahaprabhus elev på et tidspunkt, hvor Acyutananda slet ikke var født.
En anden grel fejl i Advaita Prakasa kan findes i kapitel 17, hvor Caitanya Mahaprabhu møder Prabodhananda Sarasvati. Ifølge Advaita Prakasa var Prabodhananda en mayavadi-sannyasi, der boede i Kasi. Dette er en almindelig opfattelse, der udtrykkes af mange fejlinformerede intellektuelle og af sahajiya-sekten, der forveksler Srila Prabodhananda Sarasvati, en vaisnava tridandi-sannyasi, med Prakasananda Sarasvati, en ekadandi-sannyasi fra Sankaras Vedanta-skole. I sin kommentar til Caitanya-bhagavata afviser Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura denne opfattelse som følger:
Prakasananda var navnet på en intellektuel sannyasi inden for Kevala-advaitas filosofiske skole, og med sine forklaringer af Vedaerne ville han skære Herrens transcendentale krop i stykker. Nogle uvidende mennesker anser Prakasananda for at være den samme person som Vyenkata Bhattas yngre broder, Prabodhananda, der boede på bredden af floden Kaveri. Denne fejlagtige opfattelse findes i sahajiya-bogen Bhakta-mala og selv i mange nutidige intellektuelles bøger. (Caitanya-bhagavata, forklaring til Madhya-khanda 3.37).
Ydermere finder vi i kapitel 10 i Advaita Prakasa en hændelse, hvor den spæde Nimai nægter at drikke Saci-devis brystmælk, fordi hun ikke har taget diksa-indvielse fra Sri Advaita Acarya. For at glæde sit barn lader hun sig derfor indvie af Advaita. Der står imidlertid ingen steder nævnt i de autoriserede biografier over Sri Caitanya Mahaprabhu, at Saci-mata skulle være blevet indviet af Advaita Prabhu. Dette er et falsum fra Advaita-vamsas familie-gosvamier for at antyde, at Advaita Acarya er vigtigere end Sri Caitanya Mahaprabhu.
Der er mange filosofiske mangler (apa-siddhanta) i Advaita Prakasa, og de gør bogen værdiløs for dem, der ønsker at gøre fremskridt i Krishna-bevidsthed. Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura skriver i sin introduktion til Sri Caitanya-caritamrta:
Der er flere andre nyere bøger eller bøger, der blev skrevet lidt senere (såsom Jayanandas Caitanya-mangala, Govinda Dasas kadaca, Vamsi-siksa, Advaita Prakasa og Nityananda-vamsa-vistara). Selv om det hævdes, at disse bøger er gamle, har vi ingen interesse i dem. De udmærker sig ved at være ukorrekte i deres filosofiske sandheder og konklusioner. Deres snæversynede, ondsindede hensigter er indlysende og særdeles påfaldende på grund af manglen på omhu og sand lære i dem.
Caitanya-caritamrta siges at være den oprindelige bog, og disse apa-granthaer (falske bøger) er ikke anerkendte.
Nu om dage er nogle hengivne kendte for at udvise lille eller ingen forsigtighed, når det kommer til at læse eller udgive forskellige bøger uden at være helt klar over deres oprindelse eller indhold. Det er ikke et godt tegn, når hengivne oversætter og udgiver bøger, som klart strider imod den ægte Gaudiya-siddhanta og er blevet forkastet af vores tidligere acaryaer.
I navn af at give vaisnava-samfundet nye og ’nektariske’ bøger spreder nogle personer ubevidst apa-siddhanta (gift). Ved at indtage en sådan gift bliver den uskyldige hengivne tilbøjelig til at acceptere mere og mere apa-siddhanta som de tidligere acaryaers sande konklusioner. En sådan accept af apa-siddhanta lammer en aspirerende hengivens åndelige fremskridt.
Den Højeste Herre Sri Caitanya Mahaprabhu har advaret:
Hvis man læser for mange bøger og accepterer for mange menneskers meninger, vil der opstå tvivl i hjertet. Man vil ikke være i stand til at finde ud af, hvad livets højeste mål er. (Cc. Adi. 16.11)
I deres store medfølelse har vores åndelige mestre skrevet og anbefalet mange skrifter, som vi skal studere, men desværre bliver vi hurtigt trætte af at læse dem og ønsker at læse noget nyt. Vi vil høre noget, som vi ikke har hørt før. Dette er typisk for vores moderne forbrugermentalitet. Srila Prabhupada bifaldt ikke denne mentalitet.
Jeg kan sige, at denne praktiske hengivne tjeneste er hemmeligheden til at forstå sastraerne. Min Guru Maharaja plejede at sige, at for den, der ikke er engageret i hengiven tjeneste, svarer hans læsning af alle bøgerne til at slikke på honningkrukkens yderside. Den, der tror, at bøgerne er nok i sig selv, er tilfreds på den måde. Men vi bør lære hemmeligheden om, hvordan vi åbner krukken og smager på honningen. Hvis vi på denne måde blot forstår én bog eller ét sloka, er fuldkommenheden der. Herren Caitanya advarede imod at læse for mange bøger, selv om jeg kan se, at det er meget populært i Amerika at have læssevis og læssevis af bøger og ikke forstå en eneste af dem. Men hvorom alt er, vil du ved oprigtigt at arbejde og omhyggeligt udføre den åndelige mesters instruktion være fremgangsrig ved Krishnas nåde. (Brev til Pradyumna Dasa den 17. februar 1968)
Den uautoriserede tilbøjelighed til at læse mange bøger gælder ikke blot læsning af såkaldt hengiven litteratur. Det inkluderer også bøger om berømte sahajiya- og mayavadi-guruers liv, kristen mystik, tantra, UFO’er, verdslige romaner, tibetansk buddhistiske meditationsteknikker og Nostradamus’ profetier for at nævne nogle få. Sådanne verdslige bøger kaldes asat-sastresu og falder under kategorien prajalpa [nyttesløs tale], siden de er fuld af emner, der ikke er relateret til hengiven tjeneste. Sådanne bøger er værdiløse, når det kommer til vores fremskridt i Krishna-bevidsthed.
Uanset af hvilken grund, en sadhaka læser for mange bøger, kan det føre til hans ødelæggelse, hvis det ikke gøres under vejledning af en ældre vaisnava. At læse på eget initiativ er kun en jagt efter viden, hvilket ikke er befordrende for ren hengivenhed, suddha-bhakti.
Det forvirrede sind kan fortælle os, at ved at læse mange bøger (såsom Advaita Prakasa) vil vi få en større forståelse af den Højeste Herre, eller vi vil få en større viden om skrifterne, men det er tvivlsomt. Snarere er der fare for, at man ved at studere uautoriserede bøger eller selv ved at høre for mange meninger ødelægger sit fremskridt i Krishna-bevidsthed. Man bør derfor ikke læse, oversætte eller udgive de bøger, der ikke anbefales af Sri Guru og de tidligere acaryaer.