– Af Gaurahari Dasa –
Søren Kierkegård og efter ham personer som Freud og de moderne eksistentialister anført af Jean Paul Satre har gjort dette ord, angst, til et internationalt begreb inden for filosofi, psykologi, kunst osv. Det handler om den irrationelle, dybtliggende frygt, som er så meget en del af vores eksistens, at vi ikke engang tænker over det. Srimad-Bhagavatam beskriver den grundlæggende årsag til denne angst:
bhayam dvitiya
bhinnivesata syat
isad apetasya
viparyayo ‘smrithi
”Når det levende væsen glemmer sit evige forhold til Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, og prøver at konkurrere med Gud, bliver han overvældet af frygt.” Edvard Munch skildrede også denne angst i sit berømte maleri ”Skriget”. Vi prøver at undertrykke den, glemme den, men den er ikke så nem at blive af med, og fra tid til anden kommer den til udtryk, somme tider på en chokerende måde.
Jeg glemmer sent en sommerdag for mange år siden på Bornholm. Jeg gik på en parkeringsplads i Gudhjem og forsøgte uden det store held at sælge nogle af Prabhupadas bøger. Jeg fik øje på en bil med en gruppe unge mennesker, højst sandsynligt feriegæster fra København. De var optagede af deres indbyrdes konversation og lagde ikke mærke til mig. Jeg gik hen til vinduet på passagersiden, hvor der sad en ung pige, og bankede på ruden.
Hendes reaktion kom helt bag på mig, for der gik fuldstændig panik i hende. Hun satte i med et øresønderrivende skrig, mens hun stirrede på mig med rædselen malet i ansigtet. Jeg forstod ingenting, havde svært ved at acceptere det – jeg forsøgte at gå om på den anden side af bilen for at få chaufføren i tale. Febrilsk lænede pigen, som fortsatte med at skrige i vilden sky, sig over og fik lukket vinduet, inden jeg kunne nå rundt. Opgivende gik jeg min vej. Jeg måtte ind på et offentligt toilet for at se mig i spejlet. Var jeg virkelig så uhyggelig at skue?
Vi har sikkert alle sammen været ude for den slags oplevelser, hvor enten vi selv eller nogen anden blev overvældet af angst, eller nærmere rædsel, ofte uden alvorlig ydre årsag, der kunne forklare sådan et anfald af paranoia, som det også kaldes. Den dybere årsag er som forklaret, at vi har vendt os bort fra Krishna, og hvis vi vil denne angst til livs, må vi tage fat om ondets rod. Srimad-Bhagavatam forklarer (2. 1.11):
etan nirvidyamananam
icchatam akutobhayam
yoginam nripa nirnitam
harer namanukirtanam
”Konstant recitation af det hellige navn, sådan som det er blevet demonstreret af de store autoriteter, er den sikre og frygtløse vej til fremgang for alle, både de, som er frie for materielle ønsker, de, som ønsker materiel nydelse, og de, som er tilfredse i selvet i kraft af transcendental kundskab.”
Problemet er dog ofte, at vi ikke engang tør indrømme, at vi er bange. Vi prøver at holde facaden, at narre fjenden, så at sige. Men at turde indrømme eller erkende sine svagheder er også en slags styrke. Ærlighed er en dyd, den sidste, som er tilbage i denne tidsalder. Med ærlighed kommer man langt, for det er begyndelsen til eller forudsætningen for at kunne gøre noget ved et problem. Vi må i det mindste prøve at være ærlige over for os selv og erkende, at vi behøver beskyttelse og hjælp. Det er ydmygende, ja, men vi må blive ydmyge, hvis vi vil gøre fremskridt.
Man ser så mange mennesker, som går rundt som zombier uden at turde åbne sig, uden at turde være sig selv på godt og ondt. De sidder måske fast i nogle traumer, har udviklet nogle fobier på grund af hændelser, ofte endda i tidligere liv, som hæmmer dem og forhindrer dem i at genopvække deres slumrende kærlighed til Krishna. Hvis man ikke kan åbne sig for Krishna, kan man heller ikke åbne sig for andre. Samtidig er det, hvis man ikke kan åbne sig for andre, også en indikation af, at man ikke har åbnet sig for Krishna.
Det gør ondt at se, og en hengiven, som er fuld af medfølelse med de faldne betingede sjæle, prøver altid at hjælpe andre til at acceptere, at de behøver Krishnas beskyttelse mere end noget andet. Vi ved, at vi rører ved et ømt punkt og må være meget forsigtige. Vi ved, at det er en risiko, vi løber, når vi afslører en anden persons svaghed, og medmindre vi først har vundet hans tillid, bør vi slet ikke tænke på at gøre det.
I den forbindelse er det interessant at huske, at Srila Prabhupadas navn er Abhay Caran, hvilket betyder ”han, som er frygtløs,” fordi han har søgt tilflugt ved Krishnas lotusfødder. Srila Prabhupada begav sig alene af sted til et ukendt kontinent, uden støtte, næsten uden penge på lommen – og det i en alder af næsten 70 år. Hvilket mod det må have krævet! Han var i livsfare mange gange, men Prabhupada var frygtløs. Han vidste, at han ikke kunne dø, for sjælen er udødelig. Hvis jeg ikke kan dø, hvad er der så at være bange for?
Hiranyakasipu, den store dæmon, troede sig udødelig på grund af velsignelserne, han havde fået af Brahma. Men da han ikke kunne dræbe sin lille søn Prahlada, blev han panisk, fordi han forstod, at det betød, at Prahlada var stærkere end ham og ville blive hans banemand. Denne historie fra Srimad-Bhagavatam er meget instruktiv, for den viser med stor tydelighed, at vi kun kan opnå frygtløshed ved at huske Krishna, ikke hvis vi prøver at søge tilflugt i vores egen styrke.