Af Madhava Puri Dasa
De fleste kender til, at koen er hellig i Indien, men ser man bort fra Indien, har ingen anden nation i verden historisk set udvist større ærbødighed for koen end Japan.
Inden for den traditionelle japanske kultur, der blev etableret for omkring 1500 år siden, da buddhismen gjorde sit indtog, blev køerne betragtet som de helligste af alle dyr, og de nød direkte beskyttelse fra samuraierne, de frygtede japanske krigere.
I april 675 e.Kr. indførte kejser Tenmu et nationalt forbud mod al spisning af kød fra firbenede dyr med køerne i spidsen. Det var dog tilladt at spise fisk. Efter cirka 200 år var kødindtagelsen fuldstændigt ophørt i Japan, og det forblev den i 1200 år. Med amerikansk indflydelse med opførelse af kirker og slagterier på japansk jord gik der dog kun 150 år, før denne ædle ahimsa-kultur forsvandt.
Emnet, der behandles i denne artikel, er de tre relaterede begreber ahimsa (ikke-vold), goraksya (beskyttelse af køer og tyre) og para-duhkha-duhkhi (medfølelse med alle levende væseners lidelse). Artiklens formål er at give læseren en dybere forståelse af, hvordan disse begreber er relaterede, især inden for vaisnava-filosofien, og hvor afgørende det er at dyrke medfølelse for at udvikle ikke-voldelig adfærd og empati under ens personlige åndelige rejse. Artiklen henvender sig primært til Krishnahengivne, der har en grundlæggende forståelse af vaisnava-læren. Emnet præsenteres i artiklen gennem forklaringer af begreberne i historiske sammenhænge og med eksempler, der opmuntrer til aktivt engagement i udforskningen af disse filosofiske principper på en omfattende og lærerig måde.
Må forståelsen af ahimsa, goraksya og para-duhkha-duhkhi inspirere til et liv fyldt med empati, et stærkere ønske om at beskytte alle levende væsener og et engagement i medfølelse som støtte til åndelig fremskridt og harmoni.
Ahimsa
Srila Prabhupada beskriver ahimsa i sin forklaring til Bhagavad-gita 13.8-12, hvor Krishna fastslår aspekterne af viden:
”Ikke-vold opfattes generelt som ikke at dræbe eller ødelægge kroppen, men i virkeligheden indebærer ikke-vold ikke at forårsage lidelse for andre. Mennesker i almindelighed er på grund af uvidenhed fanget i den materielle livsopfattelse, og de lider konstant materiel smerte. Hvis man ikke hæver mennesker til niveauet af åndelig viden, udøver man vold. Man skal gøre sit bedste for at sprede virkelig viden til mennesker, så de kan blive oplyste og lade denne materielle indvikling bag sig. Dette er ikke-vold.”
Da buddhismen grundlæggende set er en ateistisk filosofi, var det ikke samuraiernes opgave at løfte mennesker til nogen åndelig (Gudscentreret) viden. Men den japanske kultur var præget af medfølelse over for materiel lidelse og en grundlæggende forståelse af, at uvidenhed er årsagen til lidelse. Derfor betonede buddhismen også oplysning.
I Bhagavad-gita 16.2 nævner Herren Krishna ahimsa som en af de ”transcendentale egenskaber”, der ”tilhører retfærdige personer, der er begavet med en guddommelig natur.” Og ahimsa er et nødvendigt grundlag for at gøre fremskridt i åndeligt liv.
Jægeren Mrgari
Vi finder et andet eksempel på ahimsa i historien om Mrgari. Engang, da vismanden Narada Muni vandrede gennem en skov, mødte han en jæger, der var i færd med at påføre dyr unødig lidelse. Hans navn var Mrgari (der på sanskrit betyder ”dyrenes fjende”). Men Narada gav værdifuld undervisning til jægeren, hvilket førte til hans forvandling. I dette tilfælde var uvidenhed også årsagen til lidelsen, både for dyrene og jægeren. Efter at være blevet oplyst brød jægeren sin bue i stykker og blev en Gudshengiven sjæl, der fuldstændigt afholdt sig fra at bruge vold. Jægeren og hans kone levede et simpelt liv, dyrkede tulasi og reciterede Hare Krishna-mantraet.
Historien kulminerer, da Narada igen støder på den tidligere jæger og med egne øjne ser, hvordan han endda forsigtigt fjerner små insekter fra vejen for at forhindre, at de bliver trampet ihjel. Narada udbryder: ”Er det ikke vidunderligt, at en hengiven af Herren ikke er tilbøjelig til at forårsage smerte for nogen, ikke engang en myre?” (Skanda Purana).
I Sri Caitanya-caritamrta, Madhya-lila 22.145 kan man læse Mahaprabhus instruktioner til Sanatana Gosvami: ” … gode egenskaber som ikke-vold og selvdisciplin opstår af sig selv hos en Krishnahengiven.” Således tog Mrgari også skridtet fra ahimsa til para-duhkha-duhkhi, som er næste emne, der behandles i artiklen.
Para-duhkha-duhkhi
En generel forståelse af para-duhkha-duhkhi blev givet af Srila Prabhupada i Sri Vrndavana Dhama den 30. november 1976:
”For ham [en vaisnava] er der ingen vanskeligheder. Han er helt tilfreds. Han står under Krishnas beskyttelse. Kaunteya pratijanihi na me bhaktah pranasyati [Bg. 9.31]. Så for sig selv oplever han ikke, at der er nogen fare. Hvad er der at bekymre sig om? Krishna er her. Han er sikker i sig selv, og Krishna beskytter ham mod alle farer. Men han er ulykkelig. Han støder på mennesker, der ligner Jagai og Madhai og udsættes for alle slags farer. Derfor er han Krishnas kraftfulde og autoriserede repræsentant.”
Maharaja Rantideva
Maharaja Rantideva stræbte aldrig efter at blive rig. Han modtog villigt, hvad skæbnen tilbød, og når gæster kom på besøg, delte han generøst med dem, selv på bekostning af stor lidelse for sig selv og sin familie. På et tidspunkt kom nogle halvguder på besøg. Den første var forklædt som en brahmana, den næste som en sudra, derefter fulgte en række hunde med deres ejer, og endelig kom en candala. Rantideva havde fastet i 48 dage og netop fået serveret et lille måltid af mælk og ghee, som han tænkte at dele med sin familie. Men inden de kunne tage del i måltidet, begyndte gæsterne at ankomme. Rantideva, der anerkendte den Højeste Guds tilstedeværelse i hvert levende væsen, bød gæsterne velkommen med tillid og respekt og tilbød dem en del af måltidet, indtil der kun var en lille smule drikkevand tilbage, netop nok til at slukke én persons tørst. Lige da Kong Rantideva skulle til at drikke det, kom en candala og bad: ”Åh konge, vil du ikke nok på trods af min lave stilling være så venlig at give mig lidt at drikke.”
Berørt af den udmattede candalas tilsyneladende miserable bøn udtalte Maharaja Rantideva følgende behagelige ord, der var fyldte med medfølelse:
”Jeg beder ikke Herren om at opnå de mystiske otte fuldendelser inden for yoga og heller ikke om frelse fra gentagen fødsel og død. Jeg vil bare blive iblandt alle levende væsener og påtage mig al deres lidelse, så de kan befries fra disse plager.”
Vasudeva Datta
En af Herren Caitanyas fremtrædende hengivne, Vasudeva Datta, viste en ekstraordinær medfølelse og selvopofrelse, da han bad Herren om at overdrage de karmiske konsekvenser fra alle levende væseners syndige liv til ham selv:
”Herre, mit hjerte brister, når jeg ser, hvordan alle de betingede sjæle lider. Derfor beder jeg Dig om at overføre karmaen fra deres syndige liv og placere den på mit hoved. Min kære Herre, lad mig lide uden afbrydelse i en helvedes situation og modtage alle syndige konsekvenser fra de levende væsener. Vær venlig at stoppe deres usunde materielle liv.”
Srila Bhaktisiddhanta understreger storheden i Vasudeva Dattas medfølelse og adskiller den fra visse praksisser inden for andre religiøse traditioner:
”Jesus Kristus befriede kun sine egne tilhængere fra syndige konsekvenser, mens Vasudeva Datta her er villig til at påtage sig synden fra alle i hele universet. Således er Vasudeva Dattas position sammenlignet med den, Herren Jesus Kristus befandt sig i, millioner gange bedre. En vaisnava er så tolerant, at han er villig til at risikere alt for at redde de betingede sjæle fra den materielle eksistens. Herren Jesus Kristus satte bestemt en stopper for sine tilhængeres syndige reaktioner, men det er en praksis blandt kristne først at bekende deres synder og derefter fortsætte med at synde. Srila Vasudeva Datta ønskede at befri de betingede sjæle fuldstændigt fra det materielle liv, så de ikke længere ville have nogen mulighed for at begå uretfærdige handlinger.”
Ingen må betragte Vasudeva Datta som en almindelig filantrop eller velgørenhedsarbejder. For at illustrere forskellen fortæller Srila Prabhupada historien om en rig mands søn, der driver rundt på gaderne og har glemt sin fars rigdom og ejendom. Af medlidenhed giver nogen ham lidt mad. Men en anden person kommer hen til ham og siger: ”Åh min kære dreng, jeg genkender dig. Du er søn af den og den rige mand. Hvorfor vandrer du på gaderne? Kom herhen, så vil jeg tage dig med til din far.” Hvis den herre nu fører den forsømte dreng til hans far, bliver faderen glad, drengen arver sin fars ejendom, og alle hans livs problemer bliver løst.
Prahlada Maharaja
Sri Caitanya Mahaprabhu fortalte, at Vasudeva Datta var en inkarnation af Prahlada Maharaja. Prahlada bad ikke Herren om nogen velsignelser til sig selv, men bad i stedet om, at Herren ville frelse hans far, selv om han var en stor dæmon.
”Åh Højeste Herre, da Du er så barmhjertig over for de faldne sjæle, beder jeg Dig om en enkelt velsignelse. Jeg ved, at min far allerede var renset ved tidspunktet for sin død, fordi Du kastede Dit blik på ham, men på grund af sin uvidenhed om Din vidunderlige magt og overlegenhed blev han forgiftet af vrede mod Dig og troede fejlagtigt, at Du dræbte hans bror. Derfor udtrykte han direkte hån mod Dig, Herre, der er alle levende væsners åndelige lærer, og udførte meget grove syndige handlinger mod mig, Din hengivne. Jeg ønsker, at han får tilgivelse for disse onde handlinger.”
Vaisnavaer, tilhængere af Herren Caitanya, er kendte som ”para-duhkha-duhkhi”, de, der føler andres lidelser som deres egne. I takt med, at missionen skrider frem, øges deres berømmelse på grund af deres medfølelse og barmhjertighed. Deres barmhjertighed er både videnskabelig og autoriseret, hvilket afspejler selve kernen i en vaisnavas natur.
Goraksya
Køer er tamdyr, der ikke findes i naturen i vild tilstand. Gennem tiderne har køer levet et symbiotisk liv med mennesker. Mennesker giver beskyttelse, foder osv. til køer og tyre, og de giver til gengæld mælk, gødning, urin, arbejdskraft og godt selskab.
Goraksya (go – ko, raksya – beskyt) er et grundlæggende princip inden for den vediske kultur. Ifølge Bhagavad-gita er goraksya en beskæftigelse for vaisyaer inden for varnasrama-systemet. Derudover skriver Srila Prabhupada i en af sine forklaringer: ”Nogle gange bliver brahmanaer eller ksatriyaers sønner vaisyaer (brahmana-vaisyatam gatah). Når en ksatriya eller brahmana påtager sig hvervet eller pligten som en vaisya (krsi-goraksya-vanijyam), skal han faktisk betragtes som en vaisya.”
Ifølge Srila Prabhupada kredser varnasrama-systemet omkring kobeskyttelse. Goraksya er i sidste ende en transcendental aktivitet. Værdien af at have køer nævnes allerede i Vedaerne såvel som i Samhitaerne, Mahabharata og Puranaerne:
”Må køer være foran mig. Må køer være bag mig. Må køer være i mit hjerte, og må jeg bo midt iblandt køer. Må hun, der er velstandens gudinde for alle væsener og fundamentet for dem, der skinner, i sin skikkelse som en ko venligst befri mig fra mine synder.” (Garuda Purana 8.81–82)
Goraksya bygger ikke kun på ahimsa, ikke at forvolde skade på køer og tyre, men faktisk på positivt at beskytte dem, give dem et tilflugtssted, pleje dem med hengivenhed og sørge for, at de har alt, hvad de behøver for at leve et behageligt liv. Da koen er et helligt dyr og samtidig en af vores mødre og ikke mindst Herren Krishnas yndlingsdyr, er tjeneste til hende yderst givende og meget behagelig for Herren.
na kirtayitva gaha supyat
tasam samsmrtya cotpatet
sayam pratar namasye ca
gastatah pustimapnuyat
”Gå ikke i seng om aftenen uden at prise køer. Stå ikke op om morgenen uden at huske køer. Vis respekt for køer hver dag om morgenen. Ved at gøre det opnår en person styrke og næring.” (Gavopanisad)
Konklusion
Mens ahimsa betyder ikke at forårsage lidelse for andre, er para-duhkha-duhkhi den sublime egenskab hos en vaisnava og kendetegnes af ikke at bekymre sig om sin egen lidelse, men derimod at være meget bekymret over alle andres lidelser. Goraksya er transcendental hengiven tjeneste, der specifikt er rettet mod kærlig omsorg for de dyr, som Herren Krishna holder mest af, nemlig køerne og tyrene. Når det kommer til disse ædle væsener, praktiserer en ægte vaisnava automatisk ahimsa og er para-duhkha-duhkhi.