– Af Amogha-drk Krishna Dasa –
Her fortsætter Amogha-drk Krishna Dasa med at causere over begrebet forsagelse. Første del blev bragt i sidste nummer af Nyt fra Hare Krishna.
Den naturlige tilbøjelighed
Som vi ved det, lærer Krishna den modløse Arjuna, at man ikke bør undertrykke sin sva-bhava eller naturlige tilbøjelighed til arbejde. I Arjunas tilfælde var han en naturlig kriger – han holdt af at kæmpe – så hvad skulle han ellers gøre nu, hvor han stod på Kuruksetras slagsmark?
Interessant nok kan vi her og nu også finde os selv i en tilsvarende situation. Vi tøver med at kæmpe for Krishna (læs: prædike), for vi er knyttet til forskellige ting, der på en eller anden måde blokerer os fra at træde ud på slagmarken med den krævede livskraft. Når vi strækker sammenligningen videre, kan det virke, som om alle Krishna-hengivnes oprindelige åndelige natur blot er dette: at kæmpe for Krishna på slagmarken og prædike til de ikke-hengivne, der tilfældigvis er vores materielle slægtninge, venner osv.
Men Prabhupadas ISKCON har så mange løsninger for os, som endnu ikke er helt klar til at overgive os et hundrede procent til at prædike. Krishna giver Arjuna forskellige alternativer. Hvis han kan overgive sig fuldt ud, kan han udføre reguleret hengiven tjeneste. Hvis han ikke kan gøre det, kan han arbejde for Krishna og ofre frugterne af sit arbejde til Krishna osv. På samme måde kan vi gøre Deitets-tilbedelse eller alle former for praktisk tjeneste i templet, eller hvis det er for meget, kan vi tage et arbejde i overensstemmelse med det, vi kan lide at gøre, og give resultatet som en gave til Krishnas mission. På den måde kan vi se, at det står ikke højt på listen at arbejde ifølge vores naturlige materielle tilbøjelighed. Det er varnasrama eller sakama karma-yoga (arbejde, der er en blanding af hengivenhed og materielle ønsker), hvilket er et lavere niveau end pancaratrika (reguleret hengiven tjeneste) og bhagavata-marga (spontan hengiven tjeneste).
Men uanset hvilket niveau arbejder en vordende hengiven af Krishna på at opgive sine materielle tilbøjeligheder. Han bryder sig ikke om dem, for han ønsker faktisk at blive en helgen i ordets sande betydning. Krishnas ord i Vedaerne beordrer os til altid at stræbe efter fromhed som en betingelse for enhver form for åndelig aktivitet. Så vi kan ikke spise ikke-vegetariske ting, vi kan ikke indtage rusmidler, vi kan ikke spille hasard, og vi kan ikke have utilladt sex. Disse er meget vigtige restriktioner. Hvis vi skal blive hengivne af Krishna, er vi nødt til at følge disse fire regulative principper.
Hvad jeg kan lide, men for Krishnas skyld
Når vi studerer ånden hos vores tidligere acaryaer, opdager vi måske, at mange af de ting, vi holdt af, før vi involverede os i Krishna-bevidsthed, er værdiløst tidsspilde. For eksempel fortalte en ældre hengiven mig, at før han gik med i Hare Krishna, holdt han af at spille skak. Men da han forstod, at der ikke er nogen måde, hvorpå man kan tjene Krishna ved at flytte brikker rundt på et skakbord, opgav han det. På samme måde forordner Vedaerne cølibat. Vi kan ikke tjene Gud med vores kropslige lyst bortset fra, når et gift par gerne vil have et barn, og det kan kun ske én gang om måneden på et gunstigt tidspunkt efter afholdelsen af en samskara.
Selv om man tillades en vis mængde materialistisk nydelse ifølge de vediske pålæg, skal man ikke regne med at gå fri af de involverede karmiske reaktioner. Som det ovennævnte eksempel viser, er det meningen, at reaktionen på sexnydelse er, at et barn bliver født, hvilket indebærer, at manden og hustruen tager sig af barnet og opdrager det, hvilket igen skal ske ifølge de vediske regler. At et barn for eksempel bliver døbt og uddannes af en lærer, er alle vediske love. Enhver foranstaltning, der forhindrer den reaktion, som det er meningen skal være resultatet af sexnydelse, dvs. barnefødsel, tilhører kategorien af utilladt sex.
Ved på samme måde at udføre et andet sæt af vediske riter kan man slå et dyr ihjel og spise dets kød som en tilbagevendende månedlig begivenhed, men den alvorlige karmiske reaktion på denne aktivitet er, at man kommer til at bytte roller med dyret i sit næste liv. Man bliver med andre ord selv dyret, der skal dræbes af ens forudgående offer, der nu har fået en menneskeform. Ved at bytte rundt på omstændigheder og begivenheder bringer karma det samme tilbage til os, så det er bedre, at vi fuldstændigt undgår karma, hvilket vil sige den hengivne tjenestes vej.
I ren hengiven tjeneste tjener man Krishna ifølge Hans vejledninger uden tilknytning til materiel nydelse. På denne særdeles ophøjede platform af åndeligt samkvem med Gud er man så absorberet med kærlighed i sin tjeneste til Krishna, at man virkelig ikke kunne være mere ligeglad, om ens sanser får sansenydelse eller ej.
Problemet er, at indtil vi når til dette stadie af Krishna-prema, kan vi ikke fungere uden en passende mængde sansenydelse. Hvilken sansenydelse man har brug for, er forskellig fra den ene person til den anden ifølge ens guna og karma, hvilket vil sige ens psykofysiske natur og særlige livssituation. Hvis man er i fængsel, kan man ikke gå på sankirtana hver dag, og på samme måde vil en politimand, der er blevet en hengiven, nok ikke med det samme iklæde sig safrangult og bo i et tempel. Det er en gradvis proces, så man må udstikke sin egen vej – hvordan man kan tjene Krishna i overensstemmelse med den situation, man er i lige nu – imens man hele tiden er på udkig efter, hvordan man gør fremskridt på vejen.
Der er en mulighed for at bruge vores materielle sanser i Krishnas tjeneste, hvilket tilmed anbefales for os alle, der er på begynderstadiet. Men kun delvist og ikke fuldt ud, for hvis man virkelig ønsker at gøre fremskridt så hurtigt som muligt i den Krishna-bevidste proces, må det foregå temmelig reguleret. Tag for eksempel, at alle kan lide musik, ikke sandt? Nogle er mere optaget af det end andre. Nu skal vi så sammenlænke den forkærlighed fra at lytte til enhver form for lyd, vi kan lide, til noget i Krishnas tjeneste. Det kaldes kirtana. Kirtana vil sige at udbrede en eller andens herligheder. Så hvis jeg kan forherlige Krishna gennem musik, er det godt eller sat. Sanskritordet sat refererer til den evige tilstand, der er forbundet med Herrens godhed. Hvis den slags musik, jeg kan lide, ikke forherliger Krishna, sker den musik ikke i Herrens tjeneste, og jeg er nødt til at lægge den fra mig. Den er asat, dvs. ikke i godhed. Med andre ord kan musik i de lavere kvaliteter, nemlig lidenskab og uvidenhed, ikke umiddelbart anvendes i Herrens tjeneste.
Tag mit eget eksempel. Før jeg gik med i ISKCON, var jeg meget optaget af vesterlandsk musik. Men der er ingen form for vesterlandsk musik, der undgår lidenskabens og uvidenhedens kvaliteter for at kultivere ren godhed i hengivenhed til Herren. Da jeg vendte blikket mod øst, var jeg imidlertid i stand til at finde en meget sattvisk form for hengivenhed til Krishna i kirtanaens musiktradition.
Ren forsagelse
Hvis vi virkelig ønsker at opnå ren hengiven tjeneste til Krishna, må vi kæmpe imod selv vores egne materielle præferencer. Vi må tage inspiration fra dem, der tilmed opgav deres egen personlige lykke for andres velfærds skyld. Ligesom Bhismadeva, der opgav lykken af at nyde med det modsatte køn for at gavne sin fader, Santanu. Santanu kunne kun få lov til at gifte sig med sin nyfundne kærlighed, Satyavati, hvis deres fremtidige søn kunne blive den næste konge. Men Santanu havde allerede lovet Bhismadeva, at han skulle være den næste konge, og selv om Bhismadeva selv var rede til at forsage tronen, ville hans fremtidige søn sandsynligvis kræve tronen tilbage. Så Bhismadeva lovede Satyavatis far, at han ville leve i cølibat, så der aldrig ville være nogen, der kunne kræve tronen inden for hans slægt.
Det er den slags forsagelse, som Krishna i sidste ende ønsker fra os. Pointen er, at før eller senere må vi opgive vores personlige præferencer for at kunne overgive os fuldstændigt til Krishna. Det er den virkelige vairagya, der til fulde vil forbinde vores ellers besværlige sind og krop med Ham ligesom tyren, der kun manifesterer sin praktiske værdi i det øjeblik, han forbindes med ploven.