Af Sankarsana Dasa
I bogen Uttama Bhakti fra 2014 skriver Sankarsana Dasa Adhikari om praktisering af ren hengiven tjeneste. Kapitlet, der bringes her over et par gange, er en meget spændende diskussion af vigtigheden af at udvikle åndelig renhed.
Sankarsana Prabhu er discipel af Srila Prabhupada og selv åndelig mester for flere danske hengivne.
Srila Prabhupada plejede at give en meget fin oversættelse af bahir nrsimha hrdaye nrsimho fra vores bøn til Herren Nrsimhadeva. Ordret betyder det ”Narasimha udenfor” og ”Narasimha indenfor”. Men Prabhupada udvidede det til at betyde ”Må Herren Narasimhadeva opholde Sig i mit hjerte og tilintetgøre alle mine dårlige tilbøjeligheder. Må mit hjerte blive fuldstændigt renset, og må jeg være i stand til at sprede fred over hele verden.”
Vi talte om, hvordan vi kan skabe en revolution i cyberspace. Men det kan vi ikke virkelig gøre, medmindre vi har åndelig kraft. Åndelig kraft kommer fra åndelig renhed. Man kan ikke simulere åndelig renhed. I det omfang, vi er rene, er vi kraftfulde.
Så mange gode virkninger kan komme som resultat af denne åndelige renhed. Af natur er vi rene, ligesom vand er rent, når det falder fra himlen, men bliver mudret og forurenet ved at komme i kontakt med jorden. Det levende væsens oprindelige natur er ren. Han er sac-cit-ananda, dvs. evig, fuld af viden og fuld af lyksalighed. Han er ren.
Vores nuværende position i denne materielle tilværelse, der er asat-acit-nirananda, er en kunstig situation. Den er ikke naturlig. Sommetider tror vi, at det er vanskeligt at blive gennemført Krishnabevidste. Vi tænker: ”Ja, jeg kan være en hengiven, men jeg kan ikke være en virkelig ren hengiven. Det er noget, vi læser om i Srimad-Bhagavatam, men det kan jeg ikke virkelig gøre.” Vi har alle denne tvivl om, at vi virkelig kan blive rene hengivne ligesom de store personligheder i Srimad-Bhagavatam. Men ved I, hvad Prabhupada skrev til mig i et brev? Han skrev, ”Nej! Du skal blive kvalificeret til at se Krishna ansigt til ansigt.” Det var alt. Prabhupada gav mig ordre til at blive så ren, at jeg virkelig kan få Krishnas darsana. Det var Prabhupadas instruktion til mig. Og det var ikke kun til mig. Den instruktion gælder i virkeligheden for os alle. Prabhupada vil have os til at blive så rene, at vi virkelig kan få Krishnas darsana – at være på det niveau af renhed. Det er ikke nok blot at have et medlemskort til ISKCON. Vi skal blive rene hengivne.
Hvad er fordelen af at udvikle renhed? Nektar! At være Krishnabevidst betyder i den virkelige forstand af ordet at smage den sødeste nektar hvert øjeblik. Det er, hvad det virkelig vil sige at være Krishnabevidst. Så hvor mange af os er Krishnabevidste? Vi må forstå, at vi ikke smager den sødeste, mest ubeskrivelige, mest ufattelige nektar hvert øjeblik, fordi vi ikke er Krishnabevidste. Ikke, at det er umuligt at smage den, men vi forstår, at vi ikke gør det, fordi vi ikke er Krishnabevidste. Den sindstilstand er en meget dejlig sindstilstand at være i. Det er Narottama Dasa Thakuras sindstilstand, når han synger i sangen Gauranga’ bolite habe:
gauranga’ bolite habe pulaka-sarira
’hari hari’ bolite nayane ba’ be nira
Narottama sørger: ”Jeg er ikke Krishnabevidst! Hvornår kommer den dag, da jeg omsider bliver Krishnabevidst? Og hvad vil tegnet på min Krishnabevidsthed være? Når jeg kan sige Gaurangas navn og mærke ekstase over hele kroppen. Min krop vil skælve i ekstase. Og når jeg synger Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare, strømmer tårer ned ad mine kinder. Da vil jeg være Krishnabevidst.”
Prabhupada viste det. Vi fik lov til at se Prabhupada i ekstase. Så Narottama længes efter den dag, da han virkelig kan græde tårer af kærlighed, når han synger det hellige navn. Han siger: ”Når mit sind bliver helt rent, kan jeg træde ind i Vrindavana.”
Hvordan forestiller vi os normalt, at vi kommer til Vrindavana? ”Jeg kan spare op til billetten. Jeg kan leje en taxa fra lufthavnen. Sådan kommer jeg til Vrindavana.” Beklager, sådan kommer man ikke til Vrindavana! Det er blot en skygge af det virkelige Vrindavana. Det virkelige Vrindavana får vi kun adgang til, når vi udvikler et rent hjerte, eller når sindet bliver suddha, fuldstændigt renset for ethvert materielt ønske.
Det er betydningen af at komme til Vrindavana. Narottama beder om det: ”Hvornår vil mit sind være helt rent, så jeg virkelig kan komme til Sri Vrindavana Dhama?”
Fundamentet for vores åndelige renhed
Så spørgsmålet er: ”Det lyder alt sammen rigtigt fint. Men hvordan kan det blive til virkelighed i mit liv? Hvordan renser jeg virkeligt mig selv?”
Atter er Narottama Dasa Thakura en af de største ressourcer til denne viden. Han skriver:
anande bolo hari bhaja brndaban
sri-guru-vaisnaba-pade majaiya man
Sikke en fantastisk sang! Han nævner fire ting. Syng for det første Hare Krishna. Dernæst siger han, bhaja vrindavana, tilbed Vrindavana. Vrindavana er nu ekspanderet til hele verden. Selv vores egne hjem, hvor vi har et alter, et sted for tilbedelse, er en manifestation af Vrindavana. Vi skal tilbede et helligt Krishnabevidst sted såsom det oprindelige Vrindavana eller New Vrindavana og vores lokale ISKCON-center eller et pilgrimssted, der er manifesteret i vores hjem. Alle hellige tirthaer eller pilgrimssteder er tilbedelsesværdige.
Dernæst siger han, sri-guru-vaisnaba-pade majaiya man. Som disciple skal vi selvfølgelig altid tilbede vores gurus lotusfødder, ligesom vi altid synger sri-guru-carana-padma. Men Narottama siger videre: ”Tilbed fødderne på alle vaisnavaer.” Ikke, at jeg tilbeder min gurus fødder og til pokker med alle andre hengivne. Nej! I virkeligheden skal vi tilbede det hellige navn, den hellige Dhama, den åndelige mester og alle hengivne.
At bygge stærke forhold til det hellige navn, den hellige Dhama, den åndelige mester og vaisnavaerne er selve fundamentet for vores åndelige renhed. Alle disse fire er helt forunderlige. Er der noget mere forunderligt end et godt, kærligt forhold til en hengiven? Det er så rart og fantastisk. Vi er nødt til at mestre kunsten at have forhold til en bestandigt voksende familie af hengivne. Jo mere vi kan bygge stærke, kærlige forhold til vaisnavaerne, desto mere bliver vi renset. Så igennem disse ting, som Narottama Dasa Thakura giver, kan vi finde tilbage til vores åndelige renhed.
Bliv jagad-guru
Åndelig renhed er drivkraften bag ISKCON’s succes. Men vores egen succes er i virkeligheden vigtigere end ISKCON’s succes. Prabhupada sagde, at den vigtigste ting er at redde verden, men endnu vigtigere er det at redde sig selv. I virkeligheden er den vigtigste ting at finde ud af, hvordan jeg kan blive en ren hengiven af Krishna. Det er den vigtigste pligt, vi hver især har: at blive fuldstændigt fejlfrie, rene hengivne af Herren.
Ren hengivenhed er en meget smitsom sygdom. Jo mere ren hengivenhed manifesteres i vores fællesskab af hengivne, desto mere vil vores fællesskab blive en kraftfuld magnet til at suge hele verden ind i denne malstrøm af Herren Caitanyas nåde. Det er en interessant ting. Blot ved at udvikle sin egen renhed kan man have en virkelig indflydelse på verden.
Da jeg for nylig kom tilbage fra Istanbul, tog jeg hen til min akupunktør, der spurgte: ”Så du seværdighederne, da du var i Istanbul?” Jeg svarede: ”Nej, dem er vi ikke interesseret i. Vi vil skabe en revolution, ikke kigge på seværdigheder.” En Krishnabevidst person er ikke interesseret i nyhederne på fjernsynet. En Krishnabevidst person vil hellere selv lave nyhederne eller være nyhederne end at se nyhederne. Det er mere spændende. Hvorfor studere historien, når man kan være historien? I virkeligheden laver alle, der vier sig seriøst til denne Krishnabevidste mission, historie hver dag med det, de gør. Hver eneste af os kan være en central person i verdenshistorien blot ved at praktisere ren hengivenhed på daglig basis i vores hjem, vores kontor, på vores daglige rejse, i vores tempel, når vi køber ind, og hvor som helst vi kommer. Prøv bare altid at manifestere ren hengivenhed.
Hvordan gør man det? Jamen, vi har tre ting, vi handler med, nemlig vores sind, ord og handlinger. Sindet – der begynder det hele. Man bør være meget bevidst og spørge: ”Vil denne tanke, jeg tænker, glæde min Guru Maharaja? Vil den glæde Srila Prabhupada? Vil den glæde Krishna?” Og når vi taler: ”Disse ord, jeg taler lige nu – vil de glæde min åndelige mester? Ville de glæde Srila Prabhupada, hvis han hørte mig tale disse ord lige nu? Ville de glæde Krishna?” Det samme med vores handlinger. Vi bør være meget, meget bevidste omkring alt, vi tænker, gør og siger. Vi skal altid kultivere denne renhed i alting.
I Caitanya-caritamrta siger Prabhupada noget, der slår mig med forbavselse, hver gang jeg husker det. Han skriver, at enhver, der reciterer Krishnas hellige navn rent uden forseelser, bliver jagad-guru eller åndelig mester for hele verden, og under hans indflydelse vil hele verden blive engageret i Krishnabevidsthed.
Mon ikke Prabhupada gerne ville have, at vi alle kommer til den standard af renhed, hvor vi kan påvirke hele verden til at engagere sig i Krishnabevidsthed? Men mente han, at det ikke gjaldt for mig? Mente han ikke bare sannyasierne, guruerne og Prabhupadas disciple eller brahmacarierne og fuldtidsprædikanterne? Han mente det vel ikke virkelig for mig i mit familieliv, eller hvad jeg nu end gør. Men hvor sagde Prabhupada, at det ikke gælder for dig eller mig? Tror vi ikke, at Prabhupada ikke gerne ville have, at vi bliver rene hengivne af de hellige navne? Hver eneste mand, kvinde og barn i denne bevægelse opfordres af Prabhupada i denne udtalelse til at blive jagad-guru, der kan få hele universet til at vende sig til Krishnabevidsthed. Det siger Prabhupada i virkeligheden i Caitanya-caritamrta. Det er, hvor vigtigt åndelig renhed er.
(Fortsættes i næste nummer)