Af Sankarsana Dasa

I bogen Uttama Bhakti fra 2014 skriver Sankarsana Dasa Adhikari om at udvikle åndelig renhed. Sankarsana Prabhu er discipel af Srila Prabhupada og åndelig mester for flere danske hengivne. Her afsluttes hans diskussion.

Kærlighedsforhold

Nogle gange spørger hengivne mig: ”Hvad gør man, når man er misundelig på andre eller har dårlige følelser over for hengivne?” Mit svar er: ”Tilbed dem.” Lad os sige, at vi er misundelige. Det betyder, at en bestemt hengiven har en god kvalitet, som vi ikke har. Men i stedet for at værdsætte ham forsøger vi at trække ham ned i vores sind ved at finde fejl hos ham, fordi han får os til ikke at se så gode ud. I stedet for at være misundelige på den hengivne bør vi imidlertid vælge at tilbede ham inde i vores sind. Tænk på, hvor fantastisk den person i virkeligheden er. Han har den kvalitet, som vi ikke har, så derfor kan vi værdsætte og forgude ham inde i vores hjerte. Resultatet vil være, at vi får hans kvaliteter. Ved at tilbede andre, der har kvaliteter, vi ikke har, får vi deres kvaliteter. Derfor forguder jeg altid Satyaraja for hans evne til at skrive, og på en eller anden måde har jeg med årene også fået en lille smule skriveevne. Fordi jeg altid på en positiv måde misunder hans utrolige dygtighed til at anvende ord, er jeg nu ved Krishnas velsignelse også blevet i stand til at skrive en lille smule, hvilket jeg ikke kunne før.

Vi må på alle måder sørge for at udvikle denne renhed, for det er den, der gør os ekstatiske. Den fylder os med viden, giver os erkendelse af vores evige natur som åndelige sjæle og vil gøre vores bevægelse fremgangsrig. Det vigtigste er i virkeligheden at have korrekte forhold til hinanden. Vi kan recitere Hare Krishna fra nu indtil dommedag, men hvis vi ikke har korrekte forhold til andre hengivne, vil vi altid begå forseelser mod det hellige navn. Det vigtigste, vi kan gøre, er at kultivere korrekte forhold til de hengivne, hvilket betyder at tjene dem med kærlighed. Blot at tjene dem er ikke nok. Jeg kan tjene en person og tænke: ”Han er virkelig en modbydelig ka’l, men jeg er tvunget til at tjene ham.” Det er ikke godt nok. Vi er nødt til at tjene de hengivne med en ægte følelse af kærlighed og hengivenhed. Det var Prabhupadas hemmelighed! Det, han gjorde, gjorde han ikke mekanisk. Han gjorde det med en dyb følelse for os. Sådan fangede Prabhupada os.

Tænk over det. Vi kan stille os op i en by med et skilt, hvor der står: ”Tror du på Gud?” Mange folk vil sikkert komme forbi og svare ja. Så sig: ”Hvis jeg nu fortalte dig, at Gud er en lille kohyrdedreng, der har en påfuglefjer i håret og løber rundt i sarats fuldmåneskin og spiller på Sin fløjte, hvad ville du sige til det?” Folk ville løbe skrigende væk og tilkalde politiet: ”Der står en galning på gaden.”

Så hvordan kunne Prabhupada overbevise os om dette? Det kunne han på grund af sin ægte og dybe kærlighed til os. Det rørte vores hjerter, og vi var villige til at høre alt, han havde at sige. Det var selvfølgelig også solid filosofi, men det var hovedsageligt Prabhupadas dybe kærlighed og hengivenhed, der fik os til at høre, hvad han havde at sige. Vores prædiken vil på samme måde være effektiv, hvis vi har ægte kærlighed og hengivenhed til hinanden og til alle levende væsener. Det er konklusionen i sidste vers i Bhaktivinodes sang kabe ha’e bola se-dina amar: ”Hvornår vil jeg holde op med at tænke på min egen bekvemmelighed og udelukkende ønske at give Krishnabevidsthed til andre? Det er min eneste tanke nu.” 

Det er den renhed, vi skal udvikle i vores hjerter. Det er villigheden til at gøre hvad som helst for at tjene Prabhupadas mission. ”Min kære Srila Prabhupada, jeg er blot et instrument i dine hænder, og jeg tigger dig om at lede mig til at se, hvordan jeg bedst kan tjene din mission.” Vores indstilling skal være at ville gøre, hvad Prabhupada end vil have os til at gøre. Det ønske kommer selvfølgelig ned til os igennem vores egen åndelige mester, der er Prabhupadas repræsentant for os, ligesom vores tempelautoriteter er det. Vi må ønske at opgive alle tanker om personlig sansetilfredsstillelse og blot tjene missionen.

Kultiver renhed hvert minut

Heldigvis negligerer Krishna ikke vores behov, hvis vi handler sådan. Prabhupada gav sit eget eksempel: ”Jeg opgav min familie, og nu har jeg mange flere kærlige børn, der tager sig af mig.” Så hvis vi har denne ånd af at ville ofre alting og gøre alt for at blive rene hengivne og sprede Krishnabevidsthed, lover Krishna: ”Jeg bevarer, hvad de har, og bringer, hvad de mangler.” Jeg har set det i mit eget liv. Krishna har givet mig så mange faciliteter. Jeg har intet andet at lave end at prædike og behøver ikke at bekymre mig om penge. Krishna giver på en eller anden måde min kone og mig det, vi har brug for, så vi kan rejse over hele verden, prædike døgnet rundt og sprede Krishnabevidsthedsbevægelsen.

Renhed virker helt sikkert! Selv om jeg er særdeles uren, gengælder Krishna mit forsøg, når jeg bare bestræber mig på at blive virkelig ren. Når jeg inderligt ønsker at blive ren, gengælder Krishna straks. Derfor må vi gøre det til vores mål at gøre alt, hvad der skal til for at blive rene hengivne hurtigst muligt. En af mine disciple spurgte mig: ”Skal jeg ønske straks at blive en ren hengiven i dette øjeblik?” Jeg svarede: ”Ja, hvert eneste sekund!”, for der kommer et øjeblik, hvor vi faktisk vil opnå ren hengivenhed. Vi kan tænke: ”Jeg vil være en lille smule mere ren.” Det er ikke nok! Vi bør stræbe hvert øjeblik på at blive absolut rene hengivne.

Der er eksemplet med Khatvanga Maharaja fra Srimad-Bhagavatam. Han var en meget magtfuld jordisk konge, der blev tilkaldt af halvguderne. Dæmonerne var på nippet til at overtage det himmelske rige, og halvguderne bad Khatvanga Maharaja hjælpe dem. Derfor tog han til den himmelske verden og kæmpede tappert med stor kraft, udholdenhed, intelligens og beslutsomhed i mange, mange lange år. Med sin store entusiasme besejrede han til slut dæmonerne. Halvguderne var dybt taknemmelige og sagde til Khatvanga Maharaja: ”Vi vil gøre, hvad du end ønsker. Hvad vil du gerne have?” Khatvanga Maharaja svarede: ”Fortæl mig, hvornår jeg skal dø.” Halvguderne, der havde evnen til at se fortid, nutid og fremtid, svarede: ”Maharaja, du skal dø straks.” Khatvanga Maharaja svarede: ”Mange tak,” søgte tilflugt hos Krishna og vendte i samme nu tilbage til Guddommen. Således giver Prabhupada ham som et eksempel på, hvordan vi kan opnå ren hengivenhed på et øjeblik.

Før eller senere kommer der et øjeblik, hvor vi omsider virkelig slipper af med alle anarthaerne og opnår ren hengivenhed. Det er et faktum. Hvorfor længes vi ikke hvert sekund efter, at det øjeblik kommer så hurtigt som muligt? ”Min kære Herre, velsign mig, så alle disse urenheder i mit hjerte kan forsvinde. Velsign mig nu i dette minut, så jeg kan blive Din rene hengivne.” Hvorfor længes vi ikke sådan hvert minut? Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare! Hvorfor siger vi ikke Krishnas navn i den ånd? Lad mig opnå ren hengivenhed i dag, mens jeg siger mine runder. Lad mig omsider bryde igennem efter at have lidt i millioner af liv i dette helvede! Lad mig bryde igennem, Krishna, red mig nu! Jeg er træt af at være uren! Vær så venlig at gøre mig ren!

Smid yndlingsstenen væk

Hvis vi på denne måde koncentrerer os om renhed, vil hver dag være et ekstatisk eventyr i ekspansionen af vores bevidsthed, og med den slags fokus vil vores prædiken have stor virkning på folk. Det vil inspirere dem til selv at gå i gang med Krishnabevidsthed. Hvis vi er inspireret hvert sekund til at gøre fremskridt på bhaktiens vej, garanterer jeg, at andre folk vil blive oplivet af det, og de vil også ønske at gøre, hvad vi gør. Vi skal bare være inspireret hvert øjeblik til at kultivere ren hengivenhed, så kan vi lave tusinder og millioner af hengivne. Det er fuldt ud muligt, at vi i vores levetid kan se hele denne planet blive Krishnabevidst. Kun én ting forhindrer os, nemlig vores urenheder. Det er problemet. Vi holder fast på disse urenheder i vores hjerter, hvilket bremser udbredelsen af denne Krishnabevidsthedsbevægelse. Derfor er vi nødt til at give slip på dem.

Der er en gammel historie i den forbindelse. På den ene side af en flod var der et paradis med smukke haver, blomster, festivaler og folk, der sang og dansede. På flodens anden bred var der en ørken, hvor folk slæbte rundt på store sten. En mand på ørkensiden fik øje på den anden side af floden. Han var fuldstændigt udmattet og så godt som død, så da han kiggede over til den anden side af floden, fik han straks lyst til at komme derover. Folk på den anden side råbte: ”Bare kom, svøm over floden! Det er en let svømmetur. Bare hop i!” Men da manden forsøgte at svømme over, trak hans sten ham ned. Folk på den anden side sagde: ”Smid stenene væk.” Men det kunne manden ikke. Det var hans yndlingssten, og han ville ikke give slip på dem. Derfor kunne han ikke svømme over floden.

Alle har vi vores yndlingssten i form af vores anarthaer, som vi holder fast på og nægter at slippe. Vi tror, at de er vores sikkerhedsnet, så vi holder tåbeligt fast på dem. Derfor kan vi ikke tage del i ren hengivenhed.

Vi har brug for at få øje på, hvad det er, der holder os her. Derfor behøver vi at være i selskab med hengivne, der er mere avancerede end os. De ældre hengivne og den åndelige mester kan se anarthaerne i vores hjerter og hjælpe os til at blive dem kvit. De kan hjælpe os til foretage overgangen til ren hengivenhed.