Af Sankarsana Dasa
I bogen Uttama Bhakti fra 2014 skriver Sankarsana Dasa Adhikari i et kapitel om praktisering af ren hengiven tjeneste. Kapitlet, der bringes her over flere gange, er en meget spændende diskussion af vigtigheden af at udvikle åndelig renhed.
Sankarsana Prabhu er discipel af Srila Prabhupada og selv åndelig mester for flere danske hengivne.
Denne ånd af ydmyghed eller følelsen af, at vi er meget lave, meget degraderede og forkastelige, er alle tiders! Når som helst vi føler os modløse over, at vi bare er så usle og så faldne, bør vi slå mønt på den følelse. Det er en god følelse. Brug den rigtigt. Når vi føler: ”Jeg kan ikke få styr på min Krishnabevidsthed. Jeg er ubrugelig,” må vi ikke tro, at det er en dårlig ting. Husk, at Dronning Kunti bad om vanskeligheder. Hun bad om at måtte være langt nede, for da kunne hun virkelig søge tilflugt hos Krishna, mærke Hans nærvær og føle, at nu var hun immun over for fødsel og død.
Benyt jer på denne måde af hver eneste situation, I er i, til jeres fordel. Der er ingen sådan ting som modgang for den, der er fast forankret i Krishnabevidsthed. Modgang er fejlopfattelsen hos en person, der ikke er absorberet i Krishnabevidsthed. En Krishnabevidst person ved, hvordan han skal bruge alting til sin fordel. Prabhupada sagde engang: ”En succesfuld forretningsmand sælger, når markedspriserne er høje. Når priserne er lave, køber han.” Han bruger altid en hvilken som helst situation på forretningsmarkedet til at gavne sin forretning. På den måde kan vi i hvert eneste øjeblik i vores eksistens udnytte det øjeblik til at forøge vores Krishnabevidsthed. Hvis I føler jer henrykte, hvis I føler jer oplivede, så brug det til at oplive andre i deres Krishnabevidsthed. Jo mere man kan oplive andre i deres åndelige liv ved at prædike og dele Krishnas nåde med andre, desto mere vil man opdage, at ens ekstase blot vokser og vokser og vokser i det uendelige.
Din evige identitet venter på dig
Der er ingen grænse for, hvor meget nektar man faktisk kan smage i Krishnabevidsthed. Mængden af nektar, der kan smages i Krishnabevidsthed, er simpelthen ufattelig. Vi kan ikke engang begribe, hvor meget nektar der er tilgængelig i blot én udtalelse af ’Krishna’. Tag alle ting, der kan nydes i hele den materielle verden, al den sex, folk har, og alle deres penge, prestige, tøj, huse og sansenydelse – læg det alt sammen på den ene side af vægten og gang det med ti milliarder, og læg på den anden side én ren udtale af ”Krish-na”, og vægten svinger med det samme til Krishnas side.
Krishnabevidsthed er ingen vittighed. Den er virkelig. Den bringer os virkelig tilbage til vores oprindelige position fra før, vi faldt ned i denne materielle verden. Den bringer os tilbage til den rene bevidsthed, vi havde, da vi var Krishnas evige ledsagere i den åndelige verden. Prabhupada bemærker dette i introduktionen til Bhagavad-gita. Han forklarer, at der er en tilstand i vores eksistens, der kaldes svarupa-siddhi. Svarupa betyder ”sin egen form”. Hver eneste af os har en åndelig form i den åndelige verden, men vi har glemt, hvad den er. Siddhi betyder ”fuldkommenhed”. Det venter os alle. Vores svarupa-siddhi-fuldkommenhed, hvor vi virkelig husker, hvem vi var i den åndelige verden, venter på os. Uanset om man er en kohyrdedreng eller hyrdepige, en sommerfugl eller en sten, eller hvad end man måtte være – det kunne være i Vaikuntha-sfæren som en hengiven af Herren Narayana – er vores evige identitet der virkeligt og venter på os. Prabhupada nævnte i en klasse, at man faktisk også kan ændre sin rasa. Man er ikke låst fast i en rasa. Men det ønsker man generelt ikke at gøre, for sjælene i den åndelige verden føler normalt, at deres rasa er den bedste. Prabhupada forklarer sågar, hvordan en frugt føler, at han er heldigere end gopierne, for han får lov til at smage Krishnas læber endnu mere, end gopierne gør det.
Pointen er, at vi alle har en fantastisk identitet i Krishnas evige lilaer. Alle har vi en identitet, der blot venter der. Der står kun én ting imellem os, og at vi kommer tilbage til vores svarupa-siddhi, og det er de forbryderiske anarthaer, der lige nu kvæler vores hjerte.
Kan I se, hvorfor det er så dejligt at blive meget entusiastisk for at slippe af med dette onde, denne byrde, vi har båret rundt på i millioner af liv? Hvorfor skulle det være værd at koncentrere sig om at gøre det og ikke blot om de ydre ting? ”Jamen, jeg har sagt mine runder i dag, jeg følger principperne, jeg besøgte templet, jeg hørte en klasse, og jeg har bukket mig ned så mange gange.” Disse er ydre ting, og dem er vi nødt til at gøre. Men det virkelige arbejde er inde i os selv. Vi må arbejde flittigt på at fjerne alt det onde, der holder os fast her i denne falske identifikation med ”Jeg er en mand, jeg er en kvinde, jeg er hvid, jeg er sort, jeg er amerikaner, jeg er det ene og det andet.” Så mange latterlige, absurde ting, som vi bærer rundt på.
Intens længsel
Nogle gange har vi en tilbøjelighed til at undgå kamp. Vi vil have den lette vej. Men det er ikke et klogt træk. Vi bør acceptere kampen for at blive rene hengivne og ivrigt kaste os ud i den. Dette er det mest vidunderlige, spændende eventyr – at overvinde den subtile krop, der har holdt os her i millioner og millioner af liv! At slippe af med den grove krop er som at klø sig i nakken, for hver gang vi dør, slipper vi af med den. Den er færdig. Den grove krop er ikke så stort et problem. Problemet er den subtile krop. Den er et stort, stort problem. Den subtile krop har liv efter liv ført os med igennem millioner af liv. Den subtile krop har lagt os i håndjern og holder os fanget på dette forfærdelige sted, der kaldes den materielle verden. Vi må virkelig arbejde på slippe fri fra den subtile krop. Derfor er anartha-nivrtti så vigtig, så vi kan slippe af med alt det ondskab i hjertet.
Disse sange af Srila Bhaktivinoda og Narottama Dasa Thakura er meget, meget nyttige til dette formål. Vi kan blot intenst længes, ligesom Srila Bhaktivinoda udtrykker det i sangen kabe ha’be bolo se-dina amar. I virkeligheden kan den også synges på dansk: ”Hvornår, ja hvornår, vil den dag være min?”
Vi må have den form for længsel. Denne sang er virkelig god. Hvis I nogensinde føler, at jeres anarthaer bare er for meget, syng da kabe ha’be bolo se-dina amar. Sæt blot jer selv i en stemning af længsel: ”Hvornår, ja hvornår, vil jeg blive fri alt dette ondskab?”
I det andet vers skriver Srila Bhaktivinoda:
”Lavere end et græsstrå, mere tolerant end et træ. Hvornår vil mit sind opnå disse kvaliteter? Respektfuld over for alle og ikke forvente respekt fra nogen, først da vil jeg smage den ædle nektar i Krishnas navn.”
kabe ha’be bolo se-dina amar
”Hvornår, ja hvornår, vil den dag være min?”
Så vi kan længes inderligt. Nu lider jeg bare intenst. Jeg er så opblæst, jeg er så stolt. Jeg tror, jeg er avanceret i Krishnabevidsthed. Jeg tror, jeg er stor. Vi er nødt til at indse, at denne falske stolthed giver os så mange unødvendige kvaler, og blot lære, hvordan vi bliver meget, meget ydmyge.
Jeg anbefaler på det kraftigste, at I synger disse sange af Narottama og Bhaktivinoda. Jeg ved, at Prabhupada engang talte med Visnujana Maharaja, da Visnujana Maharaja var i sit værelse i Los Angeles i Prabhupadas gemakker, og Prabhupada sagde: ”Se, jeg har harmoniummet her. Når jeg intet har at lave, kan jeg derfor sætte mig her og spille på harmoniummet og synge nogle bhajanaer.” Og Prabhupada tilføjede: ”Ingen plads til maya.” Meningen er, at vi hvert eneste øjeblik skal administrere vores tid. Vi hører så meget om at organisere sin tid i den professionelle verden, men i virkeligheden er Rupa Gosvami den oprindelige acarya inden for tidsorganisering. Han sagde: ”Spild ikke et eneste øjeblik uden for Krishnabevidsthed.”
Vi er nødt til at være meget, meget flittige. Ikke kun, når vi står foran andre, men også i vores private tid, når vi er alene. Hvad laver vi, når vi er alene? Det er integritet. Hvad laver I, når I er alene? Hvad farer rundt i jeres sind lige nu? Bob Dylan skrev engang: ”Hvis mine tanker og drømme kunne ses, ville de lægge mit hoved i en guillotine.” Sådan ønsker vi ikke at være. Vi vil have sind, der kunne være på Internettet, hvor alle kunne logge ind og se, hvad der foregår i vores sind, og alle ville tænke: ”Orv! Sikke nogle vidunderlige tanker, han hele tiden har!” Man kunne have sit subtile webkamera derinde og sende vores tanker ud på Internettet døgnet rundt, så alle kunne se, hvad man tænker på lige nu. Vi bør være så helbredte, at vi i virkeligheden kunne have vores tanker sendt ud over hele verden, hvor tusinder kunne se dem hvert sekund. Det er den slags renhed, vi bør stræbe efter i Krishnabevidsthed. (Fortsættes i næste nummer)