Af Sankarsana Dasa
I bogen Uttama Bhakti fra 2014 skriver Sankarsana Dasa Adhikari om praktisering af ren hengiven tjeneste. Kapitlet, der bringes her over flere gange, er en meget spændende diskussion af vigtigheden af at udvikle åndelig renhed.
Sankarsana Prabhu er discipel af Srila Prabhupada og selv åndelig mester for flere danske hengivne.
Jeg kalder åndelig renhed ”Drivkraften bag ISKCON’s succes”. Mit bevis på det er Prabhupadas egne ord. Sagt på en anden måde har vi indflydelse på denne planet i forhold til den individuelle renhed, som vi udviser i vores praktisering af Krishnabevidsthed. Vi kan ændre slagterierne, bordellerne, alkoholforretningerne og regeringerne i det omfang, vi selv er rene.
Et sted siger Srila Prabhupada, at verden styres af slyngler og tyve. Så fortsætter han: ”Gør nu jeres liv fremgangsrige og overtag styringen af denne planet.” Kan I forestille jer, at Prabhupada vil have os til at lede hele verden? Vi er ikke blot en religiøs organisation, hvor vi nyder søndagsprogrammet og lytter til en forelæsning. Ideen er, at vi skal være åndelige ledere for hele denne planet! Ikke blot af navn, men virkelig af gavn. Hver eneste af os skal være så ren, at vi kan lede hele nationen. Led kongen, premierministeren eller præsidenten i, hvordan hele landet bliver Krishnabevidst. Når jeg således diskuterer renhed her, sigter jeg til en meget seriøs renhed. Der er tale om mere end: ”Jeg følger principperne, jeg siger mine runder, jeg kommer for det meste til mangala-arati.” Jeg taler om ren hengivenhed. Prabhupada vil have os til at komme til det niveau.
Helt sikkert værd at kultivere
Nogle vil måske sige: ”Det er bare for meget at bede om. Det er for nedslående hele tiden at tragte efter ren hengivenhed, for jeg ved, at jeg ikke kan opnå det. Hvorfor skulle jeg overhovedet forsøge?” Men lige et øjeblik. Ren hengivenhed er vores naturlige, oprindelige bevidsthedstilstand. Det levende væsens oprindelige, naturlige energi er at være en ren hengiven af Krishna. I virkeligheden er det urenhederne og anarthaerne, som vi for øjeblikket har i vores hjerter, der er unaturlige. De er ting, der ikke hører til der. De er noget udefrakommende. De er ikke, hvem vi virkelig er. Vi er ikke disse lystne tanker eller de grådige eller vrede tanker, der hele tiden går igennem vores sind. Det er ikke os. Vi er i virkeligheden rene hengivne, men nu dækkes vi af disse anarthaer.
Derfor er vi nødt til at gå i gang med et meget aggressivt program for at få anarthaerne ud af vores hjerte. Jeg tror, alle kender listen over de ni stadier i hengiven tjeneste, men den tåler at blive gentaget. Det er en meget værdifuld liste fra Rupa Gosvami.
Det første skridt er tro, sraddha. Vi er nødt til at have en meget stærk tro på, at Krishna er Gud, og at de hengivne er rigtig gode folk at omgås med. Når vi kommer til niveauet af en sådan tro, og vi omgås med hengivne, kaldes det sadhu-sanga, selskab med hengivne. Vi finder ud af og ser, hvad de hengivne laver – synger, følger principperne og bliver indviet under ledelse af en ægte åndelig mester, der leder deres liv. Det er det næste trin, som Prabhupada forklarer: bhajana-kriya. Hvad sker der så efter bhajana-kriya? Det næste stadie, anartha-nivrtti, er at få alt snavset ud af hjertet, og efterhånden som snavset renses ud fra vores hjerte, kommer vi til stadiet, der kaldes nistha. Man bliver fast forankret i hengiven tjeneste. Urokkeligt grundfæstet. I gamle dage plejede vi at sige: ”Han er virkelig en fikseret hengiven.” Sanskritordet for dette er nistha, der betyder den, der er meget solidt grundfæstet eller fikseret i Krishnabevidsthed.
Hvad sker der, når man bliver fast forankret. Man begynder at opleve en meget, meget dyb smag, når man synger eller siger Hare Krishna. Det bliver den optimale smagsoplevelse: Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare, Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare. Det bliver sådan en nydelse. Og hvad sker der da efter dette stadie af ruci? Man kommer til asakti. På det stadie er man fuldstændig afhængig af det hellige navn. Hvis man ikke kan synge eller sige Hare Krishna, får man abstinenssymptomer. Man kan ikke undvære Hare Krishna i så meget som et sekund. At være ude af Krishnabevidsthed vil være som at få en kniv stukket i hjertet.
Efter stadiet af asakti kommer man til bhava, hvor man oplever vulkanske udbrud af Krishnabevidsthed inde i hjertet. Det er ligesom en vulkan inde i hjertet, der er i udbrud. Og omsider kommer man til prema, hvor ens oprindelige rasa med Krishna bliver genetableret.
Det beskrives af Visvanatha Cakravarti Thakura i Madhurya-kadambini, at hengivne, der er på dette fuldkomne stadie, kan være i deres rasa med Krishna, selv når de går rundt i deres materielle kroppe. Når deres kroppe dør, lægger de ikke engang mærke til, hvad der sker. De er ikke klar over det, for på det niveau kan de være helt optaget af deres rasa med Krishna i den åndelige verden, selv imens de er i en materiel krop på dette plan. De ved ikke engang, at de er døde. Hvordan kan der så være tale om frygt for døden, når man ikke engang ved, hvad der skete? Man har så travlt med at vifte Krishna eller undersøge, hvad Moder Yasoda har kommet i Hans madpakke. Man vidste ikke engang, at den materielle krop faldt død om. Det er meget høje niveauer af bevidsthed, der beskrives af Visvanatha Cakravarti Thakura. Vi kan se, at ren hengivenhed helt sikkert er værd at kultivere.
Den oprindelige formel er den bedste
Det er så, hvad der sker i det indre. Ud af til er det drivkraften bag ISKCON’s succes. Nu er der nogle, der vil hævde: ”Vores principper er virkelig for strenge. Vi er nødt til at slække på dem for at tiltrække den moderne verden.” Det er noget vrøvl. Hvis man har en medicin, der faktisk virker og kan helbrede den materielle galskabs sygdom, skal den medicin gives i sin oprindelige, rene form. Man kan for eksempel se, hvor omhyggeligt de vogter opskriften på Coca-Cola. Kan I huske, hvordan de for nogle år siden prøvede at lancere en ”ny, forbedret” Coca-Cola? Der var et absolut oprør. ”Vi vil have den oprindelige Coca-Cola!” På samme måde ser vi sommetider i vores bevægelse en tilbøjelighed til at tænke: ”Vi skal have et nyt, forbedret ISKCON.” Men ligesom den originale opskrift på Coca-Cola er den bedste, er den oprindelige opskrift, som Srila Prabhupada har givet os på ISKCON og vist igennem sit praktiske eksempel, den bedste opskrift, og vi kommer til at holde fast ved den opskrift. Den opskrift og ikke justering er det, der vil gøre ISKCON fremgangsrig. Vi er ikke nødt til at justere os til de nye tider. Vi er ikke nødt til at have homoseksuelle ægteskaber eller gøre det ene og det andet og følge med tiden. Nej, tiden skal følge med os. Det er ikke en hovmodig udtalelse. Det er den virkelige standard for en menneskelig civilisationen, som Srila Prabhupada gav os. Prabhupada sagde: ”Jeg er ikke kommet for at lære deres skikke. Jeg er kommet for lære dem mine skikke.”
Vi må ikke være flakkende i vores tro eller i vores faste bevidsthed om, at Prabhupada har givet os den perfekte formel. Den skal utvivlsomt præsenteres i henhold til tid, sted og omstændighed, men som Sridhara Swami engang sagde: ”Det er i orden at komme ind som en nål, så længe man kommer ud som en plov.” [Prabhupada beskrev engang sin taktik som: ”Ind som en nål og ud som en plov.”] På den måde kan vi tilpasse os. Da jeg for nyligt talte i Istanbul, tilpassede jeg mig godt nok til et muslimsk publikum. Jeg vidste, at jeg ikke talte til et lokale, der var fyldt med hinduer. Vi var i et meditationscenter, så jeg talte om den Absolutte Sandhed. Vi kan tilpasse budskabet på tusinder og millioner af måder i overensstemmelse med publikum. ”Ind som en nål.” Men den endelige konklusion ender altid præcist det samme sted. Krishna er Gud, jeg er hans evige tjener, og jeg er nødt til at overgive mig til Ham via den ægte åndelige mester i parampara-systemet.
Kom ned, når I er nede
Den virkelige udfordring for os alle er denne: ”Hvordan bliver jeg den rene hengivne, jeg så gerne ville være? Hvordan bærer jeg mig virkelig ad med at gøre det? Der er tider, hvor jeg er meget oplivet og inspireret i min tjeneste, mens jeg til andre tider helt har mistet modet og er nede og deprimeret og ikke har entusiasmen. Hvordan bliver jeg vedholdende og fast forankret i Krishnabevidsthed, så jeg virkelig hvert minut kan have den ønskede renhed på et urokkeligt grundlag og aldrig flakke fra min uforanderlige bevidsthed?”
Den anden dag inspirerede Krishna mig i denne forbindelse. Jeg talte i Amsterdam over dette emne og sagde: ”Når I er nede, så kom ned.” Når vi med andre ord føler os modløse og ikke mærker entusiasmen, og når vi mærker, at anarthaerne bare er for meget, bør vi på det tidspunkt bøje os ned på gulvet foran Deiteterne, foran vores åndelige mesters billede eller foran Srila Prabhupadas form. Vi skal sætte os selv i en ydmyg position. Ned på gulvet og bed. Tig om nåden, at vi kan blive rene. Vi er nødt til at blive meget dygtige tiggere. Narottama giver et fint eksempel. Han siger: ”Min kære Herre, Caitanya Mahaprabhu, Du er berømt som patita-pavana, de faldnes ven, men du kan ikke finde nogen, der er mere falden end mig. Derfor kommer mit krav på din nåde først. I den lange kø af folk, der venter på Din nåde, kommer jeg først, for ingen er så falden, som jeg er.” (Fortsættes i næste nummer)