Af Svayam Bhagavan Kesava Swami (Oversat af Jesper Frydenlund)
Det er mere end femten år siden, den først blev udgivet, men folk taler stadig om The Secret af Rhonda Byrne.
Hemmeligheden, som Byrne mente, hun havde opdaget, var ”loven om tiltrækning”. Uanset hvad man tænker og fokuserer på, bliver det til sidst til ens virkelighed.
Universet er ifølge hende i bund og grund energi, og al energi vibrerer med forskellige frekvenser. Eftersom hver person også vibrerer med en bestemt frekvens, tiltrækker vi hver især det samme inden for det større energifelt. Således tiltrækker vi genstande, glæder, mennesker og situationer, der er på en lignende frekvens som vores.
Det er et lækkert og mundret koncept – muligheden for at tiltrække alt, hvad man ønsker. Mens østlige lærere ville være enige i den generelle opfattelse af at skabe vores skæbne, er der mere til historien end som så. Filosofisk udforskning og praktisk observation viser tydeligt, at kræfter uden for vores kontrol også påvirker vores skæbne. Det kaldes karma. Vi kan ønske os en række forskellige ting, men uden den nødvendige karmiske kredit vil disse ting forblive uden for rækkevidde. Hemmeligheden er altså ikke så enkel og ligetil, som den lyder.
Bhagavad-gita afslører imidlertid en langt dybere livshemmelighed. Mens Rhondas bog handler om at tiltrække, opfordrer denne klassiske sanskrittekst én til først at forstå, hvad der er værd at blive tiltrukket af. De fleste mennesker laver hastigt deres huskeseddel over livet uden nævneværdigt at overveje handlingen. Vores grundlæggende problem er, at vi er tiltrukket af de forkerte ting – ting, der ikke vil give os det, vi i sidste ende leder efter. Når vi omstrukturerer vores ønsker og vender vores opmærksomhed mod de rette ting, åndelige ting, ting, der gør det muligt for os at forbinde os med vores essens, går alt op i en højere enhed. Varig fred, lykke og glæde er tilgængelig for alle, men kun på det åndelige plan. Vi leder efter det rette, men kigger det forkerte sted. Det er hemmeligheden bag hemmeligheden.
”Hvis man kan modstå de materielle sansers drifter og bremse indflydelsen fra begær og vrede, før man opgiver sin nuværende krop, er man velsitueret og lykkelig i denne verden.” – Bhagavad-gita 5.23.