Vedaerne

– Af Amogha-drik Krishna Dasa –

Et kik på de forskellige vediske skrifter i lys af Srila Prabhupadas forfatterskab.

Hvad er Vedaerne? De fleste traditionelle tilhængere såvel som akademikere er enige om følgende:

Betegnelsen ’Vedaerne’ udspringer fra ordet veda, der betyder ’viden’ eller ’kundskab’ og kan føres tilbage til roden vid, der betyder ’at vide’ på sanskrit.

Vedaerne repræsenterer en enormt indflydelsesrig visdomskultur fra Oldtiden med en mundtlig tradition af overlevering fra mester til discipel.

Der er dog uenighed om følgende spørgsmål:

Hvilke skrifter kan kaldes vediske?
Er Vedaerne evige, åbenbarede skrifter af Guddommelig oprindelse eller ej?
Hvad er forholdet imellem den klassiske (sruti) og den folkelige (smrti) sanskritlitteratur?

Hvilke skrifter er vediske?

Vaisnavaernes opfattelse af, hvilke skrifter kan kaldes vediske, er blevet etableret af Madhvacarya, en af de største vediske læremestre (acaryaer) nogensinde. Han citerer i sin kommentar til Vedanta-sutra (2.1.6) følgende vers fra Bhavisya Purana:

”Rg Veda, Yajur Veda, Sama Veda, Atharva Veda, Mahabharata, Pancaratra samt den oprindelige Ramayana betragtes alle som vedisk litteratur. Puranaerne (såsom Brahma-vaivarta Puraṇa, Naradiya Puraṇa, Visnu Puraṇa og Bhagavata Puraṇa) er specielt bestemt for vaisnavaerne og er også vedisk litteratur. Som sådan er alt, der bliver talt i Puranaerne, Mahabharata og Ramayana, selvindlysende. Der er intet behov for fortolkninger. Bhagavad-gita er også en del af Mahabharata, hvorfor alle Bhagavad-gitas udsagn er selvindlysende. Der er intet behov for fortolkning. Hvis vi alligevel kommer med vores egne fortolkninger, vil hele den vediske litteraturs autoritet gå tabt.”¹

Det er værd at bemærke, at ’veda’ i udgangspunktet ikke henviser til et bestemt forfatterskab eller samling af skrifter (kanon). Ordet betyder simpelthen kundskab eller viden. Skrifterne lærer os, at kundskab eller vedisk viden er noget, der bliver ”set”, ikke forfattet, af forskellige vediske rsier, der i kraft af deres rene hjerter modtager forskellige vediske mantraer, der senere danner udgangspunktet for Veda-litteraturen. Opnåelse af viden er med andre ord en nedadstigende proces (avaroha-pantha), hvor man modtager viden gennem åbenbaring, ikke en opadstigende proces (aroha-pantha) af empirisk forskningsarbejde. Som Svetasvatara Upanisad (6.23) proklamerer: “Til de store sjæle, der har ubetinget tro på både Herren og den åndelige mester, bliver alle den vediske kundskabs betydninger automatisk åbenbaret.”

I særdeleshed er vaisnavismen parat til at acceptere enhver litteratur, der tjener Vedaernes sande formål i overensstemmelse med skrifternes doktriner. Som Satsvarupa Dasa Gosvami udtrykker det:

”Under alle omstændigheder må et skrift for at blive accepteret som vedisk bibeholde samme formål som den oprindelige vediske litteratur. De vediske skrifter (sastra) udgør en harmonisk helhed med en harmonisk konklusion (siddhanta). Følgelig kan vi godtage ethvert værk, der udtrykker den vediske siddhanta uden at ændre dens betydning, selv om værket ikke er et af de originale skrifter. Den vediske tradition kræver i virkeligheden yderligere autoritative værker, som udtrykker det vediske budskab i overensstemmelse med tid og sted. For at være ægte må disse tillæg til den vediske litteratur dog være i nøje overensstemmelse med Vedaernes, Puranaernes og Vedanta-sutras doktriner.”²

Den evige, guddommelige Veda

Angående Vedaernes guddommelighed giver Bhagavad-gita (3.15) os følgende information: ”Vedaerne manifesteres direkte fra den ufejlbarlige Guddommens Højeste Personlighed.” Og Gopala Tapani Upanisad (1.24) fastslår: ”Det var Krishna, der i begyndelsen underviste Brahma i vedisk viden og udbredte vedisk viden i fortiden.” Satsvarupa Dasa Gosvami forklarer i den forbindelse, at den vediske viden ”…betragtes som evig, men fordi det materielle kosmos er i konstant forandring, må den vediske viden bestandigt etableres på ny. Selv om det materielle kosmos også betragtes som evigt, gennemgår det også stadier af skabelse, vedligeholdelse og ødelæggelse. Tidligere blev Vedaerne videregivet mundtligt, men senere samlede den lærde Vyasadeva alle de Vediske sastraer i skreven form.”³

Den mundtlige overlevering af de fire Vedaer har ifølge traditionen foregået siden tidernes morgen, da folk ikke havde behov for skriftsprog på grund af deres skarpe hukommelse. I sin bog “India – What can it teach us?” (s.93) giver Max Müller en redegørelse for, hvordan en person bliver optrænet som en brahmana i Rg Veda. Drengene i denne tradition lever i guruens skole i 8 år for at lære 10 bøger, der sammenregnet udgør næsten 30.000 verslinjer på 32 stavelser hver. Ved hjælp af et meget disciplineret træningsprogram bliver de i stand til at kunne gengive disse tusindvis af vers fra hukommelsen, komplet ned til den mindste stavelse inklusive den vediske sanskrits særlige accenter.

Den nedskrevne Veda

Lad os tage en kig på den nedskrevne Veda-litteratur.

De fire Vedaer: Rg, Sama, Yajur og Atharva, der har de fire underafdelinger Samhita, Brahmana, Aranyaka og Upanisad (hvoraf de 11 vigtigste er Isa, Kena, Katha, Prasna, Mundaka, Mandukya, Taittiriya, Aitareya, Candogya, Brihad-aranyaka og Svetasvatara Upanisad).
De seks Vedangaer: Siksa (udtale), Canda (poetisk versmål), Nirukta (etymologi og leksikologi), Vyakarana (grammatik), Kalpa (ritual) og Jyotisa (astronomi og astrologi). De første to lærer, hvordan man taler Vedaerne, de næste to giver betydningen af Vedaerne, og de sidste to lærer, hvordan man praktiserer Vedaerne. Kalpa er indelt i fire sutraer: Srauta (kollektive ritualer), Grihya (familieritualer), Dharma (pligter ifølge varnasrama) og Sulba (alterkonstruktion og matematik).
De atten Puranaer: seks i godhedens kvalitet (Visnu, Narada, Bhagavata, Garuda, Padma og Varaha), seks i lidenskabens kvalitet (Brahmanda, Brahma-vaivarta, Markandeya, Bhavisya, Vamana og Brahma) og seks i uvidenhedens kvalitet (Matsya, Kurma, Linga, Siva, Skanda og Agni).
De to Itihasaer: Mahabharata og Ramayana.
De tyve Smrtier skrevet af Manu, Atri, Visnu, Harita, Yajnavalkya, Usana, Angira, Yama, Apastambha, Sanivarta, Katyayana, Brhaspati, Parasara, Vyasa, Sankha, Likhita, Daksa, Gautama, Satatapa og Vasistha. Der findes også Upa-smrtier af Narada, Pulaha, Garga, Pulastya, Saunaka, Kratu, Baudhayana, Jatukarna, Vishvamitra, Pitamaha, Jabali, Skanda, Kasyapa, Vyasa, Sanatkumara, Janaka, Vasista, Bharadvaja og andre.⁴
De seks Darsanaer: Nyaya (logik), Vaisesika (atomteori), Sankhya (analyse af stof og ånd), Yoga (selverkendelsens disciplin), Karma-mimamsa (videnskaben om handlingernes resultater) og Vedanta (Gudserkendelsens videnskab). Disse kaldes astik-filosofier, fordi de alle anerkender Vedaerne som autoritet i modsætning til carvakaernes, buddhisternes og jainisternes nastik-filosofier, der forkaster Vedaerne.⁵
De fire Upa-vedaer: Ayur (lægevidenskab), Gandharva (æstetiske fag som musik, dans og poesi), Dhanur (kampsport) og Sthapatya (arkitektur).
De 64 tantriske skrifter. De blev talt af Siva til Devi og er opdelt i kategorierne Vaisnava, Saiva og Sakti samt Agama, Yamala og Tantra.
De 108 Pancaratra Agamaer. De blev talt af Herren Visnu til Brahma og er opdelt i hovedkategorierne Vaisnava, Saiva og Sakti, hvoraf Narada Pancaratra inden for vaisnavismen er den, der giver os instruktioner i Deitets-tilbedelse.
Der findes også mange andre afdelinger af viden såsom politisk administration (artha-sastra), håndværkskunst (silpa-sastra), de 64 kalaer (omtalt i Srimad-Bhagavatam 10.45.35-36) og jordbrug (krsi-sastra).

Nogle af disse kategorier opererer med underafdelinger, der i visse tilfælde tæller hundreder af vedhæftede skrifter som for eksempel de fire Vedaers Samhita-, Brahmana-, Aryanaka og Upanisad-skrifter, der oprindeligt hver skulle have bestået af 1130 tekster, men nu kun tæller henholdsvis 11, 18, 7 og 220 skrifter.⁶ På lignende vis er mange af skrifterne, der er nævnt i denne liste, ikke længere tilgængelige.

Sruti eller smrti?

Et argument imod, at de fire vediske ”sruti-skrifter” er mere betydningsfulde end “smrti-skrifterne”, får vi i det følgende udsagn fra Mundaka Upanisad (1.1.4-5):

”Der findes to typer uddannelsessystem. Et af dem omhandler transcendental kundskab [para vidya] og det andet materiel kundskab [apara vidya]. Alle Vedaerne – Rg Veda, Yajur Veda, Sama Veda og Atharva Veda sammen med deres tillæg siksa, kalpa, vyakarana, nirukta, canda og jyotisa – tilhører det lavere system af materiel kundskab [apara vidya]. Med para vidya kan man forstå aksara – Brahman eller den Absolutte Sandhed.” Srila Prabhupada forklarer, at “for så vidt angår den vediske litteratur bliver Vedanta-sutra accepteret som para vidya. Srimad-Bhagavatam er en forklaring af denne para vidya,” og “…ethvert skrift, der giver information om den åndelige verden, åndeligt liv, åndelig identitet og den åndelige sjæl, kaldes para vidya.”⁷

De fire Vedaer har verdslig status, fordi de hovedsageligt beskæftiger sig med at tilfredsstille halvguderne og give en harmonisk tilværelse i dette liv og det næste. Dette kaldes karma-kanda religion. De vedhæftede Upanisader fokuserer på opnåelse af kundskab om sjælens transcendentale situation (brahman) hinsides den materielle illusion. Dette kaldes jnana-kanda religion. Eftersom det levende væsens højeste åndelige aktivitet (bhakti-yoga) ikke bliver forklaret til fulde i skrifternes karma-kanda og jnana-kanda afdelinger, bliver man nødt til at opsøge de supplerende vediske tekster for at finde upasana-kanda, den teistiske essens. Som Steven Rosen forklarer det i Essential Hinduism:

”Selv om dette højeste mål kun blev omtalt i vage termer i de tidligste vediske tekster, blev denne sandhed fremmanet af den senere tradition.”⁸

Dette bringer os til nødvendigheden af de supplerende vediske skrifter.

Den femte Veda

En analogi, der forklarer, hvordan de fire Vedaer naturligt sameksisterer med Puranaerne og Itihasaerne, er sammenligningen med håndens fem fingre. Den femte finger er ikke et øre eller en næse. Den er en finger af samme natur som håndens fire andre fingre. Så Itihasaerne og Puranaerne er den femte Veda, der er vedisk af natur, ligesom de andre Vedaer er det. Ifølge Candogya Upanisad: ”Rg, Yajur, Sama og Atharva er navnene på de fire Vedaer. Itihasaerne og Puranaerne er den femte Veda.”⁹

Forskellen er, at Puranaerne ikke som Rg-veda kræver at blive ”båndoptaget” gennem flere års udenadslære under streng disciplin, hvilket selv kun få indiskfødte brahmanaer er i stand til at gøre i dag. Medens sruti-skrifterne er skrevet på det klassiske sanskrit (vaidika), der kun kan bruges til ritualer, er smrti-skrifterne skrevet på det folkelige sanskrit (laukika), der kan bruges i den daglige tale. Med andre ord er der lagt op til, at smrti-litteraturen skal udbredes frit og bruges til at kommunikere med, medens sruti-litteraturen spiller en mere esoterisk rolle.

Midt i deres ritualisme har mange vediske præster glemt essensen, hvilket indologerne har bemærket. A.L. Basham, en af de kendteste akademiske autoriteter inden for hinduisme, var chokeret over at opdage, at de vediske præster tilsyneladende var ligeglade med betydningen bag ordene: ”Vældig få traditionelle panditaer [lærde] havde i gamle dage, selv om de huskede Rg-veda perfekt, mere end blot en svag anelse om, hvad den betød.”¹⁰

Hvis betydningen af de urgamle vediske tekster begyndte at gå tabt i havet af ritualisme selv for de præster og vismænd, der brugte dem i svunden fortid, hvad håb er der så for, at vi kan forstå deres betydning i dag? Skrifterne fastslår derfor, at de fire Vedaer er ikke nok. Vi har brug for den femte Veda til at give essensen eller selve betydningen af den vediske tradition til folk generelt.

Som det bliver sagt af Siva i Narada Purana: ”O Parvati, jeg anser Puranaerne og Itihasaerne for vigtigere end Vedaerne, for i disse ældgamle værker bliver uanset hvilke sandheder, der bliver fremlagt i Vedaerne, og en hel del mere også forklaret.”¹¹

Og Skanda Purana erklærer: ”O du bedste blandt de to gange fødte, Puranaernes budskab er uforanderligt ligesom Vedaernes. Vedaerne har alle helt sikkert søgt tilflugt i Puranaerne. Veda-kundskaben frygter, at ukvalificerede folk vil læse hende og forvrænge hendes betydning. Det, der ikke findes i Vedaerne, findes i smrti-skrifterne [her refereres der til Vedangaerne]. Det, som ikke findes der, findes i Puranaerne. De, som tilmed kender Vedaerne, Vedangaerne og Upanisaderne, er ikke lærde, hvis de ikke kender Puranaerne.”¹²

Prabhupadas bøger: essensen af Vedaerne

Der er god grund til, at Srila Prabhupada generelt bad ISKCON’s medlemmer studere hans bøger i stedet for at læse anden vedisk litteratur. For en hengiven, der begynder at læse andre tekster uden grundigt kendskab til Prabhupadas bøger, opstår der nemlig tit forvirring over skriftlige udsagn, der tilsyneladende er i modstrid med, hvad der bliver sagt i Prabhupadas bøger.

Det er dog ikke tilfældet, at hvad der bliver sagt i andre vediske skrifter, på nogen måde anfægter det, der står i Prabhupadas bøger, for Prabhupada gav os de mest autoritative blandt de vediske skrifter. Allerede på Caitanya Mahaprabhus tid var Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam de to skrifter, der blev refereret til af vaisnavaerne som de vigtigste vediske vidnesbyrd. Og det vigtigste værk inden for litteraturen, der blev skrevet på Caitanyas tid, er Caitanya-caritamrta. Bhakti-rasamrita-sindhu, som blev oversat af Prabhupada under titlen ”Nectar of Devotion”, bliver på lignende måde betragtet som en af Gaudiya-vaisnavaernes vigtigste tekster, fordi den redegør for Deitiets-tilbedelse ifølge Narada Pancaratra, der ifølge vore acaryaer er absolut nødvendig for menneskenes åndelige fremskridt i denne tidsalder.

Endvidere citerer Prabhupada i sine kommentarer tit fra de elleve bøger, der bliver anset for at være de vigtigste blandt Upanisaderne. Og han skrev en kommentar til Sri Isopanisad, der topper listen over de vigtigste Upanisader. Af dette kan vi forstå, at Prabhupada gav os det bedste, som Vedaerne har at byde på. Når vi studerer Prabhupadas bøger, studerer vi med andre ord essensen af den vediske litteratur.

Fodnoter

1 A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada, Caitanya-caritamrta, Madhya 6.137 (kommentar).

2 Satsvarupa Dasa Gosvami, 1977, ”Vedisk filosofi og religion”, s.13.

3 Satsvarupa Dasa Gosvami, 1977, ”Vedisk filosofi og religion” (s.17).

4 Stephen Knapp, “A Complete Review of Vedic Literature and the Knowledge Within.”

5 Suhotra Swami, “Den vediske filosofis seks systemer.”

6 Jiva Gosvami, Tattva-sandarbha, der diskuterer Kurma Purana 52.19-20.

7 A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada, Caitanya-caritamrta, Madhya 19.17 (kommentar)

8 Steven Rosen, 2006, ”Essential Hinduism”, s.60.

9 nama va rg-vedo yajur-vedah sama-veda atharvanas caturtha itihasa-puranah pancamo vedanam vedah (Candogya Up. 7.1.4).

10 Steven Rosen, 2006, ”Essential Hinduism”, s.54.

11 Jiva Gosvami, Tattva-sandarbha, Anuccheda 16.11.

12 Skanda Purana, Prabhasa Khanda, 2.90-93.

Del endelig denne artikel med andre!