Fra Birkerød via Bali til Krishna i Vanløse – Interview med Madhavasraya Dasa

– Af Lalitanatha Dasa –

Foran gaskomfuret i templets køkken står en to meter høj mand ved middagstid og laver kichari til templets Deiteter, Sri-Sri Gaura-Nitai. Han er klædt i hvid dhoti, og overkroppen dækkes halvt af en omsvøbt bomulds-cadar, så nogle af hans mange slangetatoveringer stadig kan ses. Det er Madhavasraya Dasa, templets daglige leder. Jeg spurgte ham først på formiddagen, om han havde lyst til at fortælle lidt om sig selv til Nyt fra Hare Krishnas læsere. Det ville han godt, men på betingelse af, at det kunne foregå, imens han lavede middag. Templets faste kok er væk et par dage, og kun Madhavasraya er tilbage til at lave middagen, så på grund af de mange andre ting, som en tempelleder har at gøre, var det det eneste tidspunkt, han var til rådighed. Nu fortæller han løs over dampende gryder, imens han svinger med grydeskeen.

Madhavasraya: Jeg blev født i 1972 i Birkerød. Min mor hed Lene og min far Kim, og jeg var enebarn. Mine forældre blev skilt, da jeg var to år, og jeg er vokset op med min mor og stedfar, Mikael, der også var en god far for mig. Jeg blev hurtigt skoletræt og gennemførte kun den almindelige folkeskole, hvorefter jeg blev uddannet som bilmekaniker. Lidt senere gik jeg ind i militæret, hvor jeg var i næsten 7 år som oversergent. Jeg stod lige for at skulle udsendes til eks-Jugoslavien, da jeg sagde op og rejste til Bali, hvor jeg opholdt mig de næste fem år. Jeg fandt ikke længere militæret interessant.

Lalitanatha: Hvorfor Bali?

Madhavasraya: I forbindelse med militæret havde jeg mulighed for uddannelse og skoleophold, og det var derigennem, at jeg kom på en skole på Bali. Der begyndte det så at gå op for mig, at jeg mest af alt spildte min tid i militæret, så jeg opsagde jeg min kontrakt efter tre måneder på skolen og vendte hjem til Danmark. Imidlertid havde jeg fået så megen smag for Bali, at jeg rejste tilbage og fik arbejde som koordinator på Dansk Studiecenter, en slags højskole under Folkeuniversitetet, hvor unge rejselystne mennesker kunne få et skoleophold i udlandet med bl.a. filosofi, psykologi og antropologi under eksotiske himmelstrøg og ordnede forhold.

Mit militærliv havde mest gået ud på at være sammen med vennerne, drikke, bedøve sanserne osv. Det stoppede jeg med efter to år på Bali, for jeg indså, at det slet ikke var sådan, jeg havde lyst til at leve. Jeg havde interessante diskussioner med lærerne på skolen om filosofi og religion, og jeg blev også vegetar. Jeg havde også altid haft en fornemmelse af og tro på Gud eller et eller andet højere.

Lalitanatha: Er du fra en religiøs familie?

Madhavasraya: Overhovedet ikke. Når jeg som barn spurgte om Gud, fik jeg at vide, at det var en privat ting og ikke noget, man talte om. Gud var noget, man selv definerede i hjertet. Men jeg tænkte meget over tingene. Et eller andet sted havde jeg altid været søgende, men havde bedøvet min søgning med alkohol og andre ting. Nu besøgte jeg Balis hindutempler. Det brugte jeg megen tid på.

Jeg husker fra Bali, at nogle venner en dag spurgte mig, hvilken religion jeg havde. Jeg svarede, at jeg ikke havde nogen og ikke rigtig troede på noget. Jeg kunne se i deres øjne, hvordan et lys næsten blev slukket samtidig med, at de syntes, at hvor var det synd for mig.

Lalitanatha: Bali må have været overvældende, for der er vel religion overalt?

Madhavasraya: Alle tror på Gud. Ja, alle tilbeder faktisk Visnu i form af Surya-Narayana [Visnu som solguden]. Det vidste jeg selvfølgelig ikke ret meget om, og det gjorde de egentlig heller ikke. Det er lidt udefineret på Bali, men man skal tro på Gud. Så jeg brugte en masse tid i templerne, tænkte en masse og talte med filosofilærerne på skolen.

Jeg havde egentlig besluttet mig for at blive på Bali for altid og havde lejet mig et lille hus der, men det hele ændrede sig med terrorbomberne i 2002.

Lalitanatha: Jeg husker noget om en bombe på et diskotek. Var du der?

Madhavasraya: Ikke, da bomben sprang, men ellers var jeg midt i det. Der blev sprængt en kæmpestor bilbombe foran ikke kun et diskotek, men flere – ja, det var nærmest en hel gade, der blev ryddet. Det var lige midt i det område, hvor turisterne kom. 300 blev dræbt, deriblandt tre danskere, der alle var mine elever. Jeg var med til at søge efter overlevende og identificere de døde, og jeg var inde at se det hele. Det var som en krigszone. Man kan prøve at forestille sig, at man den ene dag går ned ad Strøget, og den næste dag ligger alt i ruiner og er udbrændt med et kæmpe bombekrater midt på Strøget. Sådan var det. Det var virkelig rystende, at ødelæggelserne var så store.

En ting var slående. Da jeg kom for at lede efter mine elever, var alt spærret af. Man kunne ikke komme ind på diskotekerne, og politiet undersøgte alt for DNA, tænder, rester af lig osv. På Bali har alle hjem husaltre, der er klædt ind i stof, og det underlige var, at ingen af alle de mange altre overhovedet var berørt af bomben. Ingen havde kunnet komme ind og rydde op, så nogle af altrene stod bare der midt i brandtomterne. Det var helt surrealistisk. Hvis man forestiller sig et helt udbrændt hus, og midt i det står der et fint alter, helt uberørt. Selv nu, når jeg taler om det, er det, så hårene rejser sig på kroppen.

Jeg var altså ude og lede efter vores elever og kom også rundt på hospitalerne og de interimistiske lighuse. Det var voldsomt. Der var legemsdele, ben, arme og halve kroppe overalt. Forestil dig at gå rundt, mens fluerne summer, og ligene sveder, så man glider i fedtet på gulvet. Det var helt surrealistisk, ligesom at se en tegnefilm, men samtidig virkeligt. Jeg kunne se, at disse kroppe bare var kødaffald, og de personer, der havde været i dem, var væk. ”Disse personer er her ikke mere, de er ligesom blevet blæst ud af kroppen.” Det var en tydelig fornemmelse – ikke af mig selv og ikke af, at jeg ikke selv var kroppen, men jeg kunne forstå, at disse personer ikke havde været kroppen, men blot havde været i kroppen.

Jeg var i chok og dybt rystet. Men det var også en gavnlig oplevelse. Jeg følte mig meget benovet. Dette var så stort, at jeg ikke forstod det. Jeg blev endnu mere seriøs med at komme i templerne.

Bomben afsluttede mit ophold på Bali, for skolen måtte lukke, fordi Udenrigsministeriet frarådede alle danskere at tage til Bali. Jeg blev tilbudt arbejde i Vietnam og var der et halvt år, men det var slet ikke mig. Jeg var stadig helt ved siden af mig selv oven på den oplevelse. Det var meget traumatisk, men det var især det med de altre, der ikke var blevet rørt, som blev ved med at vende tilbage til mig, og alle de mange kroppe uden sjæle.

Jeg sagde mit job op og vendte hjem til Danmark. Efter nogle småjobs begyndte jeg at arbejde som sikkerhedsvagt i lufthavnen. Og jeg begyndte at meditere. Jeg ville side på stranden og recitere OM. Det var ret kedeligt, men jeg havde på fornemmelsen, at jeg måtte gøre et eller andet. Jeg lavede ofringer derhjemme, ligesom de gjorde på Bali, for de balinesiske traditioner var de eneste, jeg kendte. Jeg havde en japa-kæde eller rosenkrans, jeg havde købt på Christiania, og den reciterede jeg på derhjemme. Jeg reciterede gayatri-mantraet, for det kender alle på Bali, og det bliver sendt over radio og TV tre gange om dagen. Jeg tror, jeg reciterede en runde af det hver dag.

Lalitanatha: Hvordan kom du i kontakt med de hengivne?

Madhavasraya: Det var omkring april 2005. Jeg havde følelsen af, at jeg var i gang med det helt rigtige og ved at få et forhold til Gud osv., men en dag knækkede japa-kæden, og alle perlerne røg ud over hele gulvet. Jeg måtte jo så til at finde mig en ny kæde og kom i tanke om, at Govindas restaurant solgte dem. Jeg plejede hver sommer, når jeg var hjemme fra Bali, at spise på Govindas, for jeg var jo vegetar. Men da jeg kom ind til Govindas, var butikken blevet lukket, og kun restauranten var åben. Jeg var sammen med en ven, så vi stillede os i køen for i det mindste at få noget at spise. Vi stod og talte om en japa-kæde, og Jes, der stadig kommer her i templet, stod også i køen og overhørte samtalen. Han brød ind og sagde, at vi skulle da bare tage hen i templet og få en. Jeg spurgte forbavset: ”Har I et tempel?” På den måde fik jeg adressen i Vanløse.

Et par uger efter aftalte jeg med en indisk ven at mødes en søndag i templet. Han havde været der flere gange og sagde, at det var virkelig godt. Jeg kom ind til bhajanaen, før forelæsningen startede, og jeg blev fuldstændig overvældet. Luften var så tyk af åndelighed, at man kunne skære i den. Jeg satte mig ned på gulvtæppet og så rundt på gulvet. Det var så smukt, og de hengivne var så smukke. Jeg tænkte: ”Hvad er det her for nogle mennesker? Hvad er det her for et sted?”

Forelæsningen startede. Caitanya-candra talte fra Bhagavad-gita. Han citerede sanskrit, og jeg havde hele tiden haft lyst til at lære sanskrit, for det bruges meget på Bali. Jeg fik med det samme lyst til at være præcis som de hengivne. Der var kirtana, de serverede fantastisk mad, og de ville slet ikke have noget for det. Jeg var helt flov. Jeg kan huske, at Caitanya-candra anbefalede Bhagavad-gita under forelæsningen, og jeg fandt ud, at den havde jeg allerede fået på Bali fra skolens bibliotek. Caitanya-candra sad ved siden af mig til søndagsfesten og hørte mig fortælle om min filosofi, og hvordan Gud ikke er en person, men en energi, der gennemstrømmer os alle sammen osv. Da jeg var færdig, sagde han: ”Hvis Gud er den højeste, og du har en form og en personlighed, må Gud så ikke også have det? Ellers er du jo mere end Gud.” Min opfattelse skallede af på stedet. Han havde en pointe der, kunne jeg godt se.

Lige før jeg gik, købte jeg en japa-kæde. Jeg fortalte Caitanya-candra, at jeg reciterede gayatri-mantraet, og han sagde, at det var godt nok, men jeg burde også prøve Hare Krishna-mantraet. Jeg spurgte, om jeg måtte have lov til at komme igen, og han svarede, at det måtte jeg selvfølgelig gerne. Jeg begyndte med det samme at recitere Hare Krishna-mantraet, og jeg kunne næsten ikke vente, til det var søndag igen. Efter en tid spurgte jeg, om jeg ikke måtte få lov til at komme lidt oftere. Snart var jeg der hver søndag og hjalp i køkkenet og tog prasadam i løbet af ugen. Jeg fik efterhånden fast tjeneste, bl.a. med at klæde Srila Prabhupada. Jeg var meget taknemmelig over at få lov til at være sammen med de hengivne, og det er jeg stadigvæk. Uden de hengivne er man ingenting.

Lalitanatha: Du var alene, da du kom hjem fra Bali, ikke sandt? Så hvordan kom din balinesiske kone, Madhava Priya Dasi, ind i billedet?

Madhavasraya: Efter at være kommet i templet hen over sommeren i 2005 tog jeg i september tilbage til Bali, hvor jeg mødte hende. Vi havde kendt hinanden perifert, men nu fandt vi ud, at det skulle være mere end det. 14 dage efter var vi gift, for hendes familie ville slet ikke tillade, at vi omgikkes uden at være det. Jeg kom tilbage til Danmark alene, og hun skulle så komme nogle uger senere. Det interessante er, at da jeg kom hjem fra Bali, gav Caitanya-candra kursus i Bhagavad-gita, og det gik op for mig, at hvis jeg ikke gik i gang med at recitere 16 runder hver dag, kunne jeg sikkert ikke holde mig Krishna-bevidst, når min kone kom fra Bali.

Siden er det gået slag i slag. Vi søgte beskyttelse hos de hengivne, blev initieret af vores åndelige mester, flyttede gradvist tættere på templet, og for halvandet år siden fik vi mulighed for at flytte ind i templet i et par værelser i kælderen. I december sidste år holdt jeg op med at arbejde og begyndte at gøre tjeneste på fuld tid i templet. Jeg blev pujari, hvilket var fantastisk.

Lalitanatha: Så blev du tempelpræsident for trekvart år siden. Hvordan er det?

Madhavasraya: Anderledes end at være pujari! Det er godt. Der er meget renselse i det. Det er godt for ens åndelige liv. Man er nødt til at være seriøs. Jeg er glad for det. Der er mange ting, man skal tage stilling til. Man lærer at være utilknyttet og bare gøre sit bedste og være knyttet til tjenesten til Krishna. Det er dejligt at tjene Krishna – sådan er det bare.

Lalitanatha: Hvad skal resten af livet så bruges på?

Madhavasraya: På at tjene Krishna og de hengivne. Jeg kan godt leve sådan her resten af livet, men hvis der kommer en, der kan gøre denne tjeneste bedre end mig, kan jeg også sagtens gøre en anden tjeneste. Men det skal være sammen med de hengivne, og det gør ikke noget, at der er lidt meget at se til. Det har jeg det egentlig godt med. Selv om jeg somme tider føler, at der er lige lovlig meget, er det Krishnas nåde, for min natur er, at jeg ellers helt sikkert bare ville dovne den af. Jeg er meget taknemmelig for at få lov til at være sammen med de hengivne og tjene Krishna.