Afslutningen på 2013 byder på to spændende og længe imødesete bogudgivelser: Bhagavad-gita og Hinsides fødsel og død.
For at tage den sidste først er Hinsides fødsel og død en oversættelse af Srila Prabhupadas Beyond Birth and Death, en rigtig god introduktionsbog til Krishna-bevidsthed. Den er tidligere udkommet som en del af antologien Smagen af en anden verden fra 1979, men det er første gang, at vi har den som en selvstændig bog på dansk. Den bygger på en række foredrag fra New York i 1966, hvor Srila Prabhupada taler over Bhagavad-gitas andet og ottende kapitel og er helt ideel til dem, der for første gang stifter bekendtskab med Krishna-bevidsthed. Bogen er på 64 sider.
Men den store udgivelse er selvfølgelig den nye Bhagavad-gita. Arbejdet på bogen har været undervejs i mere end et årti, og mange har set frem til dens publicering. Det er den anden danske oversættelse af Srila Prabhupadas Bhagavad-gita as it is, som første gang kom i en dansk udgave i 1983. Dengang blev bogen trykt i stort antal og var i 1980’erne og 90’erne en populær bog i mange kredse, der var fascineret af Sri Krishnas udødelige instruktioner til Arjuna for over 5.000 år siden.
At vi nu har valgt at udgive en ny oversættelse og ikke blot genoptrykke udgaven fra 1983, er der flere grunde til. Forklaringen skal hovedsageligt findes i de omstændigheder, som både Srila Prabhupadas første udgave af Bhagavad-gita og den første danske oversættelse blev til under. Srila Prabhupada færdiggjorde sin Bhagavad-gita i 1967 to år efter, at han var kommet til Amerika fra Indien. De nye amerikanske disciple, der hjalp Srila Prabhupada med at gøre manuskriptet klart til udgivelse, kæmpede med flere vanskeligheder. De, der nedskrev båndoptagelserne af hans dikterede tekst, havde svært ved at forstå hans engelske accent, og hans sanskritreferencer var fremmede for deres ører. Sanskritredaktørerne måtte gøre, hvad de kunne, med et manuskript, der var fyldt med huller og fonetiske tilnærmelser. Alligevel blev deres forsøg på at udgive Srila Prabhupadas bog en succes. The Macmillan Company udgav en forkortet udgave af bogen i 1968 og den første uforkortede udgave i 1972, og siden dengang har Prabhupadas Bhagavad-gita været standardudgaven for universitetsstuderende og hengivne af Krishna over hele verden.
Ikke desto mindre havde denne første udgave visse mangler og skønhedsfejl, hvilket Srila Prabhupada var helt klar over. Han bad derfor i det sidste år af sit liv sine nu rutinerede redaktører gennemgå ikke kun Bhagavad-gita, men også hans andre bøger, og fjerne de fejl, der havde indsneget sig, før bøgerne blev trykt igen. Som resultat udkom en nyredigeret engelsk udgave af Bhagavad-gita i 1983, hvor redaktørerne efter at have arbejdet med Srila Prabhupadas bøger i over 15 år var blevet fortrolige med hans filosofi og sprog, og sanskritredaktørerne var blevet eksperter inden for deres felt. Dette havde sat dem i stand til at finde vej gennem de mange forviklinger i manuskriptet ved at gå tilbage til de samme sanskritkommentarer, som Srila Prabhupada havde brugt, da han lavede sin Bhagavad-gita. Ord-til-ord oversættelserne fra sanskrit til engelsk fulgte nu den standard, man finder i Srila Prabhupadas andre bøger, og oversættelserne var blevet revideret for at komme tættere på den originale sanskrit og Srila Prabhupadas oprindelige diktat. I Bhaktivedanta-forklaringerne var mange afsnit og passager, der var faldet ud i den første udgave, blevet indsat på de rigtige steder, og sanskritcitaterne, hvis kilder ikke var at finde i den første udgave, blev nu givet med fuldstændige henvisninger til deres placering i den vediske litteratur med angivelse af bog, kapitel og vers.
Resultatet var et værk af endnu større autenticitet, ægthed og loyalitet over for Srila Prabhupada. Men denne revidering var selvfølgelig ikke at finde i den første danske oversættelse. Selv om den danske oversættelse og den reviderede engelske udgave udkom næsten samtidigt i 1983, havde de danske oversættere ikke haft adgang til de nye engelske korrekturer, men måtte arbejde med teksten fra 1972. I tilgift var alle de danske disciple omkring 1980 helt nye til den vediske filosofi og Krishna-bevidste videnskab, og de var også under tidspres for at få gjort Bhagavad-gita klar så hurtigt som muligt. Som resultat indsneg der sig fejl, sproglige såvel som filosofiske.
Det stod derfor klart, at der var brug for mere end blot et genoptryk, da det sidste oplag af den første oversættelse var ved at være udsolgt for over ti år siden. Resultatet er denne helt nyoversatte danske Bhagavad-gita, som vi håber vil blive modtaget med den samme store imødekommenhed, som den første danske oversættelse blev det for over 30 år siden.
Lanceringstilbud!
For at sætte gang i salget af Bhagavad-gita lige fra starten af fejrer vi den nye udgivelse med et særligt tilbud. Hvorfor ikke give en af verdens store visdomsbøger til familie, venner og bekendte i julegave? Eller bare have nogle ekstraeksemplarer klar på hylden, når du møder nogen, der er klar til Bhagavad-gita? Vi tilbyder en helt speciel kvantumpris på f.eks. ti bøger langt under udsalgsprisen i hele december måned.
Pris ved 1 stk.: 250 kr. (+ forsendelse)
(pris i de almindelige boghandler: 350 kr.)
Pris ved 5 stk.: 750 kr. (+ forsendelse)
Pris ved 10 stk.: 1000 kr. (+ forsendelse)
Kan bestilles igennem:
Nyt fra Hare Krishna, Holsteinborgvej 20, 1.th., 2720 Vanløse, tlf. 5927 1930, e-mail: lalitanatha@krishna.dk
Hare Krishna-tempel, Skjulhøj Allé 44, 2720 Vanløse, tlf. 4828 6446, e-mail: iskcon.denmark@pamho.net
Krishnahuset, Kystvejen 65A, 8000 Aarhus C, tlf. 2888 0377, e-mail: kontakt@krishnahuset.dk
”Når skuffelsen stirrer mig i øjnene, og jeg ikke kan få øje på en eneste lysstråle, vender jeg mig til Bhagavad-gita. Jeg finder et vers her og et vers der, og snart begynder jeg at le selv midt i de mest overvældende sorger. Mit liv har udefra set været fuldt af tragedier, og jeg kan takke Bhagavad-gitas lære for, at disse ikke har efterladt varige spor.” Mahatma Gandhi.
Hinsides fødsel og død
Den ideelle introduktionsbog til Krishna-bevidsthed. 64 sider. Hæftet.
Pris 50 kr. (+ forsendelse).
Kan bestilles igennem Nyt fra Hare Krishna.