– Af Gaurahari Dasa –
I oktober rettede medierne atter engang opmærksomheden mod den årlige uddeling af Nobelpriserne i Stockholm og Oslo. Siden starten i 1901 er denne begivenhed blevet et vigtigt led i den moderne civilisations selvbekræftelse. Denne vel mest prestigetunge af alle udmærkelser er det højeste mål for eliten inden for videnskab og kulturliv. Her bliver civilisationens helte kåret med stor pomp og pragt, og det underliggende budskab – at her er vores ypperstepræster, som har nøglen til løsningen af verdens problemer – er utvetydigt.
Ironisk nok blev det hele startet af en herre, Alfred Nobel, som etablerede ikke mindre end 90 våbenfabrikker, deriblandt Bofors, og som er berømt for at have opfundet dynamit, dette ulyksalige sprængstof, som ikke alene kostede flere af hans egne medarbejdere og familiemedllemmer livet, men også har bidraget væsentligt til civilisationens voldtægt på vores stakkels planet. Han traf beslutningen om at indstifte Nobelprisen efter at have læst sin egen nekrolog i en fransk avis. Det var naturligvis ikke ham, men derimod hans bror, som var død. Journalisten havde taget fejl. Men overskriften på nekrologen: ”Dødens købmand er død,” gjorde Alfred Nobel bekymret for, hvordan han ville blive husket af eftertiden. Derfor besluttede han at testamentere sin formue til den fond, som skulle uddele Nobelprisen.
At Nobel var ateist af overbevisning, er vel ikke overraskende. Hans tro på videnskaben og det menneskelige intellekt, sådan som det kom til udtryk gennem hans beslutning om at indstifte denne pris, afspejler filosofien hos verdens ledere i dag. Den har sin rod i renaissancens humanistiske ideer med troen på, at mennesket med sine egne evner kan forme en lys og smuk fremtid for verden uden at behøve ty til gammeldags ideer om Gud og åbenbaret kundskab.
Nu vil nogle, som ser medlemmer af Hare Krishna-bevægelsen benytte sig af den moderne videnskabs landvindinger, uden tvivl beskylde os for dobbeltmoral. På den ene side fordømmer vi videnskaben, på den anden side viger vi ikke tilbage for at bruge moderne teknologi, som jo er et produkt af denne videnskab. Lad mig præcisere, at det ikke er teknologi og videnskab, vi fordømmer, men den overbevisning, at nøglen til et bedre liv ligger i udnyttelsen og udbygningen af disse ressourcer.
Der findes en analogi om en slange, som krøb ned i et musehul, spiste musen og derefter slog sig ned i musehullet. Slangen var så intelligent, at siden musen allerede havde lavet hullet, tænkte slangen, at den lige så godt kunne bruge det i stedet for selv at skulle lave et. Teknologien findes med andre ord allerede. Den vil blive brugt, så hvorfor ikke bruge den til noget positivt i stedet for at lade dæmonerne bruge den til deres skændige formål. Et andet eksempel er, at man kan bruge et træ til at lave skaftet til en økse, hvormed man kan fælde hele skoven. Det er virkelig intelligens. Vi bruger teknologien i Krishnas tjeneste, hvilket kaldes yukta-vairagya, virkelig forsagelse.
Der er dog en reel fare for, at vi under dette banner af yukta-vairagya bliver slaver af den selvsamme teknologi, eller at vi sælger vores sjæl til djævelen så at sige. Hvordan undgår vi at havne i den faldgrube? Eller hvordan kommer vi op af den, hvis vi allerede er havnet i den? Prabhupadas liv er som så ofte det lysende eksempel, som giver os svaret.
Srila Prabhupada, grundlæggeren af Hare Krishna-bevægelsen, fulgte i sin Guru Maharaja, Srila Bhaktisiddhantas, fodspor og anvendte alle teknikkens vidundere i Krishnas tjeneste. Han rejste verden rundt i flyvemaskiner og biler, og brugte diktafoner, computere og så mange andre moderne indretninger. Men samtidig viste han igen og igen, at han kunne klare sig fint uden nogen af disse ting, og at han egentlig havde det bedst med at leve et enkelt liv uden den moderne komfort, som mange af os andre knapt kan undvære. Hvis valget stod mellem en moderne livsstil og et tidløst enkelt liv, og der ikke var noget vundet ved at bruge teknologi, foretrak Prabhupada det enkle liv.
Således har Radhanatha Swami fortalt en morsom anekdote fra et besøg, Srila Prabhupada engang aflagde i New Vrindavana, vores landsbyprojekt i West Virginia. Toilettet i Prabhupadas hus fungerede ikke, og Radhanatha fik besked om, at det måtte repareres for enhver pris. Det ville være en stor forseelse, hvis det ikke blev lavet, inden Prabhupada kom, fik han at vide. Så Radhanatha arbejdede i døgndrift for at få træk-og-slip’et sat i stand. Det lykkedes i sidste øjeblik, og Radhanatha åndede lettet op med sved på panden. Men hvad var det første, Srila Prabhupada gjorde efter at være ankommet? Uden så meget som at kigge ud på toilettet skiftede han til gumcha (et lændeklæde, som man bruger, når man bader) og gik såmænd ud på marken bag ved huset, hvor han besvarede naturens kald i det fri. Da han kom tilbage til huset, smilede han til Radhanatha og sagde: ”Det er den naturlige måde at gøre det på.”
Da det første tempel i Mayapur (Herren Caitanyas fødested i Vestbengalen) stod færdigt, vægrede Srila Prabhupada sig i første omgang ved at flytte ind. ”Jeg har det fint her i min stråtækte hytte. I vesterlændinge er i lidenskabens kvalitet, så I kan lide at bo i huse af beton med indlagt vand og el. Min hytte er i godhedens kvalitet, så jeg foretrækker at bo her.” Senere lod han sig dog overtale med det argument, at det ikke ville se så godt ud, at guruen boede i en lille hytte, mens hans disciple levede i luksus.
Så vi kan sige det på den måde, at hvis vi har valget mellem teknologi eller et enkelt liv, og der ikke er noget vundet ved at anvende moderne teknologi, bør vi vælge det enkle liv. Hvis vi for eksempel har valget mellem fysisk at komme til templet eller få dækket vores behov for socialt samvær med ligesindede hengivne på facebook, bør vi vælge det simple alternativ at komme til templet, hvis det er inden for rækkevidde. Hvis vi har valget mellem at se en Krishna-bevidst video eller læse Prabhupadas bøger, er det bedre at gøre det sidste. Forskerne hævder faktisk, at risikoen for at få Altzenheimers forøges ved at se TV, mens den formindskes ved, at man læser.
Som bekendt bliver Nobelprisen givet inden for fem discipliner: litteratur, fysik, kemi, medicin og fredsprisen. Derudover gives en pris, som er indstiftet af Sveriges Nationalbank i 1968 og går under navnet ”Nobels Mindepris i Økonomisk Videnskab.” Blandt den lange liste over modtagere finder man jo vores store danske kernefysiker Niels Bohr og hans endnu mere berømte kollega Albert Einstein, kendt for den simple formel e = mc2.
Denne formel er ikke så uskyldig, som den ser ud, for den beskriver de enorme kræfter, som ligger gemt i atomet, og som videnskaben senere fandt ud af at frigøre i form af atombomben, der fortsætter med at give mange af os søvnløse nætter. Der går jo knapt en dag, uden at problemer relateret til kernevåben presser sig på og tages op i medierne. Vi prøver at berolige os selv med, at ingen vil være så tåbelige at anvende disse altødelæggende våben, men vi må nok indrømme, at frygten nager dybt i underbevidstheden. I hvert fald har man vel lov til at påpege, at det synes selvmodsigende på den ene side at uddele fredspriser, og på den anden sider give priser til de mænd, der var med til at opfinde et våben, der fortsætter med at være den største trussel mod verdensfreden.
Jeg husker en TV-reportage i anledningen af 100-året for den første uddeling i 1901. Et medlem (jeg tror, det var formanden) fra det Svenske Videnskabernes Akademi, som vælger nogle af prismodtagerne, blev interviewet. Han udtalte med stolthed, at mens mange ting kommer og går i verden, vil der nok altid være en Nobelpris. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor stærk illusionen er. For slet ikke at tale om Nobelprisen vil der komme en dag, hvor den vestlige verdens ældste institution, nemlig den katolske kirke med paven i spidsen, vil ophøre med at være. Alting har en begyndelse og en ende, og det er vel egentlig meget godt.