– Af Gaurahari Dasa –

Alle, der har haft noget at gøre med den norske psykiatri, kender navnet Arnold Juklerød. Arnold Juklerød, født 1925, var en byggearbejder, som i 1968 tog kampen op mod myndighederne på grund af nedlæggelsen af Holtane Skole i Kragerø, der ifølge ham var sket i strid med norsk lov. Faktisk endte han med at stille spørgsmål ved lovligheden af nedlæggelserne af mange skoler over hele landet. Han skrev i den efterfølgende periode en stor mængde læserbreve til forskellige aviser om de påståede ulovlige nedlæggelser. Samme Arnold Juklerød blev, officielt på grund af en uoverensstemmelse med sin kone, i 1971 tvangsindlagt med diagnosen ”Paranoia 297,0, religiøs kværulant type”. Hovedargumentet for diagnosen var hans indædte modstand mod nævnte skolenedlæggelser.

Mange år senere i 1995 blev det af Kirke-, Uddannelses- og Forskningsdepartementet indrømmet, at han faktisk havde haft ret i sin kritik, og at nedlæggelsen af Holtane Skole havde været ulovlig. I mellemtiden havde Arnold Juklebo imidlertid været tvangsindlagt i henved 14 år indtil 1985, i hvilken periode han blandt andet var blevet tvangsmedicineret og holdt i spændetrøje. Efter udskrivelsen i 1985 nægtede Gaustad Sygehus at ophæve diagnosen ”Uhelbredeligt og alvorligt sindslidende”, hvilket fik Juklerød til at belejre Gaustad Sygehus i Oslo i de næste 11 år indtil sin død i 1996 med det formål at få lægerne til at ændre diagnosen, så han kunne få et ”normalt” liv. Han nægtede at forlade sygehusområdet og endte med at bo i telt udenfor, selv midt om vinteren i 20 graders frost.

Det er klart, at historien kan ses fra mange synsvinkler, og at fremstillingen ovenfor ikke er fuldstændig. Ikke desto mindre ser det ud, som om der selv i et land som Norge, hvor ytringsfriheden hyldes som en grundlæggende menneskeret, i hvert fald indtil for nylig har foregået undertrykkelse af systemkritikere i stil med, hvad vi kender fra bl.a. Sovjet-tiden. Om det ser bedre eller værre ud i Danmark, skal jeg lade være usagt.

At den ”frie verden” ikke er så fri, som vi får fortalt, burde ikke komme bag på os. I Srimad-Bhagavatam (5.18.12) findes følgende vers:

yasyasti bhaktir bhagavati akincana
sarvair gunais tatra samasate surah
harav abhaktasya kuto mahad-guna
manorathenasati dhavato bahih

”En person, som er urokkeligt hengiven mod Guddommens Højeste Personlighed, besidder alle ophøjede kvaliteter. Den, der derimod ikke er Herrens hengivne, kan ikke have nogen gode kvaliteter. Sådan en ikke-hengiven person svæver på sindets platform og kan derfor ikke have nogen gode kvaliteter af virkelig værdi, selv om vedkommende måske ser ud til at være en gentleman. Han vil med sikkerhed blive tiltrukket af den ydre energis illusion.” (frit oversat) Den materialistiske tendens er at se alle, der truer vores sansenydelse, som fjender, uanset om de har ret eller ej. En ophøjet sjæl karakteriseres derimod ved, at han altid er parat til at acceptere sandheden, selv hvis den kommer fra en modstander.

Vores ledere er ikke hengivne, så vi skal ikke forvente os ærlighed og retskaffenhed fra deres side. Samtidig er det et faktum, at vi har de ledere, vi fortjener, specielt i et demokratisk system. Derfor nytter det heller ikke noget at gå i krig mod myndighederne, sådan som Juklerød gjorde det. Vi kan hverken forvente eller forlange retfærdighed her i denne verden. Et andet vers fra Bhagavatam (10.14.8) forklarer, hvordan vi bør tænke:

tat te’ nukampam su-samiksamano
bhunjana evatma-kritam vipakam
hrid-vak-vapurbhir vidadhan namas te
jiveta yo mukti-pade sa daya-bhak

”Man bør tolerere alle former for modgang og lidelse, mens man fortsætter med at bøje sig ned for Herren med den forståelse, at ”Jeg modtager blot en symbolsk straf for de ugerninger, jeg har begået i det forgangne”. Hvis man lever sit liv på den måde, er man sikker på at få en plads i det åndelige rige, akkurat som en rig mands søn arver sin fars formue, hvis han bare har tålmodighed til at vente.” (frit oversat)

I en forstand er den, der råber på retfærdighed, lige så skyldig som forbryderen, han anklager. Alt, som sker, sker på grund af Herrens vilje. Derfor er der yderst set ikke noget, som er uretfærdigt, og der er ingen, som er uskyldige. Som påpeget af psykiaterne var Juklerød en religiøs mand, men hans synd var den selvretfærdiges. Man skal ikke være blind, men at tro, man er bedre end andre, bare fordi man kan se deres fejl, er i sig selv en alvorlig fejl. Kun når Krishna giver ordren, har vi lov til at gå i krig.

Hvornår ved vi, at det er Krishna, som giver ordre? Vi er ikke så avancerede, at vi kan høre Krishna, som sidder i vores hjerter og leder os. Derfor må vi lade os lede af Krishnas repræsentant, den åndelige mester. Kun den, som har viet sit liv til at tjene Krishnas repræsentant, er bemyndiget til at kæmpe for Herrens sag. Krishnas repræsentant siger ikke noget andet end Krishna. Det står enhver frit at studere Bhagavad-gita og selv bedømme, hvem der er loyal mod Krishnas budskab. Og hvis man følger Krishna ved at tjene hans repræsentant, bliver man lykkelig, helt enkelt. Det er nok tvivlsomt, om Arnold Juklerød døde som en lykkelig mand, selv om han kæmpede for det, mange ville anse for at være en retfærdig sag.

Samtidig kan vi godt lade os inspirere af hans beslutsomhed og den måde, hvorpå han ene mand var i stand til at ”handlingslamme” hele den norske psykiatri, som en journalist udtrykte det. Hans situation blev sågar taget op på regeringsplan, og ministeren gav personligt ordre til, at strømmen til Juklerøds elovn ikke måtte afbrydes. Det var mens han ”camperede” på Gaustad i bidende vinterkulde. Man var bange for, at han skulle fryse ihjel. Selv om vi ikke er ret mange i Hare Krishna-bevægelsen, kan vi på tilsvarende måde handlingslamme hele den dæmoniske civilisation, hvis vi er lige så beslutsomme som Arnold Juklerød. Og hvorfor skulle vi ikke være beslutsomme? Vi har en meget højere sag, der er yderst presserende, at kæmpe for. Vi må ikke være selvretfærdige og tro, vi er bedre end andre, men samtidig er det vores pligt at kæmpe for det, vi ved er rigtigt, for den lidende menneskeheds skyld.

Da en af Juklerøds sympatisører i 2002 offentliggjorde hans sygejournal på nettet, resulterede det i politirazzia og beslaglæggelse af dataudstyr. Så sent som i 2011 udkom der to forskellige bøger om Juklerød-sagen. Jo – manden har skabt dønninger, der fortsætter længe efter hans død.