Af Janardana Dasa

Makara-sankranti er en vedisk astrologisk betegnelse for den dag, Solen går fra stjernetegnet Skytten ind i Stenbukken.

Det korresponderer ikke helt med vestlig astrologi, da der er en smule forskydelse i udregningen. Det kan jeg ikke kommentere, da jeg knapt nok er skribent for slet ikke at tale om astrolog. Men mange festivaler bliver observeret i Indien på denne betydelige astrologiske dag. Den er begyndelsen på foråret.

Den mest interessante af de festivaler er Kumbha Mela, der starter på Makara-sankranti den 13. januar og varer indtil Siva-ratri, der i år falder på den 26. februar. Denne festival, der er den største fredelige forsamling af mennesker noget sted på planeten, er en religiøs festival, som har sin oprindelse i en gammel puranisk fortælling, der går millioner af år tilbage. Hvert år forsamles således millioner af pilgrimme til melaen på et af fire steder: Prayag (Allahabad) i Uttar Pradesh, Haridwar i Uttarakhand, Ujjain i Madhya Pradesh og Nasik i Maharasthra. Den største af de fire – Maha Kumbha Mela – finder sted hvert tolvte år i Prayag, og det er i år. Og i år er en helt speciel én af slagsen, der kun finder sted én gang for hvert 144. år. Den indiske regering forventer, at op imod svimlende 400 millioner hindupilgrimme, 80 gange Danmarks befolkning, vil tage deres bad i Prayagraj i løbet af de seks uger på det sted, hvor floderne Ganges og Yamuna mødes. Også floden Sarasvati, der ikke længere er synlig, løber sammen med de andre på dette sted.

Alle mulige religiøse, velgørende og politiske organisationer stiller op til at modtage det enorme antal pilgrimme. De serverer gratis vegetarmad ud i kolossale mængder. 1,2 millioner frivillige er til stede for at få det til at ske. Hvordan man organiserer bespisning af så mange mennesker er en gåde. Hvis dette kan lykkes, kan det kun lykkes i Indien. Blandt de mange frivillige er der også en gruppe ISKCON-hengivne, der dagligt serverer gratis prasadam og distribuerer bøger. I år er der blevet sponsoreret 70.000 Bhagavad-gitaer, der deles ud til alle, der køber to mindre bøger for 50 rupier (5 danske kroner).

Jeg var selv til stede i Haridwar i 2010, da melaen blev afholdt der. I Haridwar, der blot er en lille by sammenlignet med Prayag, var der i alt 8 millioner mennesker forsamlet på den dag, jeg var der, for at tage sig en kold dukkert i Ganges. De millioner af mennesker kom dertil med tog, bil, fly og bus. Jeg selv ankom med tog. Som vi nærmede os Haridwar, steg flere og flere pilgrimme på toget, og til sidst var der så fyldt, at jeg nærmest måtte sidde i en form for fosterstilling og var ude af stand til at bevæge mig. Folk sad og stod som sild i en tønde. Bedre blev det ikke, da vi omsider kom til stationen. Sammenstuvet blev vi gennet mod Ganges gående i en retning. Området var afgrænset af barrikader på hver side, så pilgrimmene kunne kun bevæge sig i samme retning. De indiske myndigheder må ved disse lejligheder skabe rammerne til millionerne, der både skal transporteres, forsørges og forrette deres nødtørft. Som regel formår myndighederne at skabe orden i dette kaos, men med mellemrum sker det, at titals eller hundredvis af mennesker bliver mast af masserne.

Kærningen af Mælkehavet

Historien om, hvordan halvguderne og dæmonerne kærnede Mælkehavet for millioner af år siden, og hvordan udødelighedsnektaren faldt på Jorden, er beskrevet i Srimad-Bhagavatams 8. Bog.

Halvguderne og dæmonerne er altid i opposition til hinanden, både på de himmelske planeter, men også på jordplaneten. Fordi halvguderne søger tilflugt ved Visnus lotusfødder, kommer de som regel ud sejrrige, men i denne situation havde flere begivenheder svækket deres position som herskere over universet, og dæmonerne havde fået overtaget.

Halvguderne indgik et forlig med dæmonerne om, at de i forening skulle frembringe udødelighedsnektar ved at kærne Mælkehavet. I denne proces faldt nogle dråber på fire steder. Hvor dråberne faldt, forsamles pilgrimme således én gang om året for at få del i denne udødelighedsnektar. Nektaren manifesterer sig i månederne pausa og magha (januar og februar).

Engang passerede Durvasa Muni på sin vej Indra, himlens konge, der kom ridende på sin elefant Airavata. Durvasa Muni ville velsigne Indra med en blomsterkrans, han selv havde båret om halsen, og gav den til ham. Men fordi Indra var konge over de himmelske planeter, var han for optaget af sin egen position som hersker. Han tog nonchalant imod blomsterkransen fra Durvasa Muni uden respekt og placerede den på elefantens snabel. Elefanter er simple dyr, der ikke forstår sig på åndelige værdier, og den smed blomsterkransen mellem sine ben og knuste den. Da Durvasa Muni så denne fornærmende adfærd, forbandede han på stedet Indra, hvis intelligens var forblændet af hans egen materielle velstand. Dette var en af begivenhederne, der førte til, at halvguderne mistede deres styrke og dermed indflydelse og overherredømme i de tre verdener. På den ene side var de plaget af de altid udfordrende dæmoner, og på den anden side blev de ramt af Durvasa Munis forbandelse.

Herren Indra, Varuna og de andre halvguder rådførte sig indbyrdes om situationen, men de kunne ikke finde nogen løsning. Derfor samledes de og fulgtes til toppen af bjerget Sumeru, hvor Herren Brahma har sin bolig. Dér frembar de deres respekt, og i al ydmyghed fortalte de ham om hændelserne, der havde fundet sted.

Herren Brahma lyttede opmærksomt til halvgudernes forklaring om, hvordan de havde mistet al deres indflydelse og styrke, og hvordan dæmonerne samtidigt var blevet mere kraftfulde. Dette var forstyrrende for den universelle orden, og derfor koncentrerede Herren Brahma sit sind på Guddommens Højeste Personlighed og begyndte at bede til den Højeste Herre, Visnu.

På vegne af halvguderne fremførte Brahma på passende vis sine bønner og glorificerede Guddommens Højeste Personlighed. Efter at have hørt om situationen instruerede den Højeste Herre, Visnu, halvguderne og rådede dem til at fremsætte et fredsforlig med et forslag til dæmonerne om, hvordan de i fælleskab kunne frembringe udødelighedsnektar ved at kærne Mælkehavet.

For at kærne Mælkehavet skulle Mandarabjerget roteres med den enorme slange Vasuki viklet rundt om det som et reb. Halvguderne og dæmonerne skulle trække i hver deres ende af slangen. Både gift og mange attraktive ting ville blive frembragt i processen, men Herren Visnu advarede halvguderne om ikke at blive betaget af disse mindre vigtige ting. Halvguderne skulle heller ikke lade sig forstyrre ved eventuelle uregelmæssigheder under udførelsen af dette arbejde. Efter at have rådgivet halvguderne på denne måde forsvandt Herren fra deres midte.

Dæmonerne under ledelse af Bali gik med på forliget med den indbyrdes forståelse, at nektaren, der blev genereret fra kærningen, skulle fordeles ligeligt blandt halvguder og dæmoner.

Processen med at kærne Mælkehavet begyndte med, at dæmonerne og halvguderne greb om slangen Vasuki, og Mandarabjerget blev placeret i midten. Dæmonerne greb slangen om hovedet, og halvguderne tog den modsatte ende af det enorme dyr. Slangen blev viklet om bjerget. Derefter begyndte de med stor anstrengelse at trække slangen skiftevis fra side til side og roterede derved bjerget. Men på grund af Mandarabjergets vægt sank det ned i havet. Således blev både dæmonerne og halvguderne ydmyget.

Guddommens Højeste Personlighed åbenbarede Sig da i Sin form som skildpadde-avataren Sri Kurma for at balancere Mandarabjerget på Sin ryg. Derefter blev kærningen genoptaget med stor kraft. Som resultat blev der produceret en enorm mængde ”kalakuta-gift”. Prajapatierne så ikke anden udvej end at bede Herren Siva om hjælp og tilbad ham med udvalgte bønner. Herren Siva kaldes asutosa, fordi han let kan tilfredsstilles af Visnus hengivne, og indvilgede i at bortskaffe giften, der blev genereret af kærningen, ved at drikke den. Gudinden Durga, der er Herren Sivas hustru, var ikke det mindste forstyrret over, at han ville drikke giften, for hun kender Herren Sivas fortræffeligheder. Faktisk udtrykte hun glæde og hyldede sin kraftfulde ægtemand. Derefter samlede Siva giften i hånden og drak den. I stedet for at synke giften helt samlede han den i sin hals, der fik en blålig farve, og derfor kaldes han Nilakantha. En smule af giften faldt fra hans hånd på jorden. På grund af dette findes der giftige slanger, skorpioner og planter i denne verden.

Under kærningen udåndede Vasuki røg og ild fra sin mund, hvilket især påvirkede dæmonerne, der blev ledet af Pauloma, Kaleya, Bali og Ilvala, da de holdt om hovedet på slangen. Således fremstod dæmonerne som en udbrændt skov og virkede både opgivende og magtesløse.

Halvguderne blev også påvirket af Vasukis dårlige ånde, men ved Guddommens Højeste Personligheds nåde lod Han skyer med regn lindre deres smerte.

Efter at være kommet sig tog både halvguderne og dæmonerne mod til sig og genoptog deres forehavende. Derefter blev der først frembragt en surabhi-ko, som flere vismænd accepterede for at bruge ghee fra hendes mælk i ofringer. Dernæst blev en hest ved navn Uccaihsrava genereret. Denne hest blev taget af Bali Maharaja. Ædelstenen ved navn Kaustubha blev også genereret. Den tog Herren Visnu sig af og placerede den på sit bryst. Derefter blev en parijata-blomst og apsaraerne, de smukkeste kvinder i universet, genereret. Så dukkede lykkens gudinde, Laksmi, op. Halvguderne, de store vismænd, Gandharvaerne og andre tilbad hende respektfuldt. Lykkegudinden så sig om og valgte Herren Visnu til ægtemand. På grund af denne kombination af Laksmi og Narayana blev halvguderne og alle andre tilstedeværende fyldt med en dyb tilfredsstillelse. Dæmonerne blev imidlertid ignoreret af lykkens gudinde og blev derfor meget deprimerede. Så blev Varuni, beruselsens gudinde, frembragt, og på Herren Visnus opfordring tog dæmonerne hende til sig.

Med fornyet energi blev arbejdet med at kærne Mælkehavet genoptaget. Denne gang dukkede en delvis inkarnation af Herren Visnu ved navn Dhanvantari op. Han var meget smuk og bar kanden med udødelighedsnektaren. Da dæmonerne forstod dette, snuppede de straks kanden fra Dhanvantari og løb væk. Halvguderne så med stor skuffelse på, men de huskede Herren Visnus ord om ikke at lade sig forstyrre. Dæmonerne, der havde snuppet kanden, begyndte at skændes indbyrdes. De kunne ikke enes om hvem, der skulle drikke først, fordi de alle mente, at de hver især var mest kvalificeret. Det var under dette slagsmål, at fire dråber faldt til Jorden ved de fire tirthaer i Prayag, Haridwar, Nasik og Ujjain.

Mens stridighederne mellem dæmonerne stod på sit højeste, kom Herren i den smukkeste kvindelige form som Mohini Murti. Denne inkarnation som kvinde var mest fortryllende, og hver del af hendes krop var formet til perfektion. Hendes ører var dekorerede med øreringe, hendes kinder var meget smukke, hendes næse var løftet, og hendes ansigt var fyldt med ungdommelig glans. På grund af hendes øjenbryns bevægelser, mens hun smilede genert hen mod dæmonerne, blev de alle lystne efter at besidde hende.

Dæmonerne havde længe kæmpet i et forsøg på hver især at erobre nektaren, men nu ønskede de, at Mohini Murti skulle afgøre deres indbyrdes skænderi. Ved at udnytte deres svaghed i denne henseende fik Mohini, inkarnationen af Guddommens Højeste Personlighed, dæmonerne til at love, at uanset hvilken beslutning Hun måtte tage, ville de acceptere den. Da dæmonerne havde givet deres løfte, fik den smukke kvinde, Mohini-murti, halvguderne og dæmonerne til at sidde i rækker, så hun kunne fordele nektaren. Hun vidste, at dæmonerne var helt ukvalificerede til at drikke nektaren. Derfor snød hun dem og fordelte al nektaren til halvguderne.

Da dæmonerne så dette, forblev de aldeles tavse. Men en enkelt blandt dæmonerne ved navn Rahu klædte sig som en halvgud og satte sig i rækken af halvguderne. Han sad ved siden af Solen og Månen. Da Guddommens Højeste Personlighed forstod, hvad Rahu var ude på, skar Hun straks dæmonens hoved af. Rahu havde imidlertid allerede smagt nektaren, og selv om hans hoved var afskåret, forblev han i live. Efter at halvguderne var færdige med at drikke nektaren, antog Guddommens Højeste Personlighed Sin egen skikkelse.

Således lykkedes det med Herren Visnus hjælp endnu engang halvguderne at overvinde dæmonerne. Halvguderne eller de hengivne vil til alle tider overvinde alle udfordringer, fordi de tager tilflugt ved Herrens lotusfødder. Selv om der i ens bestræbelser i hengiven tjeneste til at begynde med er et ønske om at nyde, vil man blive løftet gradvist til godhedens kvalitet. Derimod vil dæmonerne eller de ikke-hengivne, uanset hvor meget de bestræber sig, altid mødes med gentagen fødsel og død, fordi de ikke tager til tilflugt i hengiven tjeneste til Krishna.