Tiden, der er en form af Krishna, lader sig aldrig standse, og nu siger vi velkommen til endnu et nyt år.

Nytår er en anledning til nytårsforsætter. Her har vi et forsæt om at holde fast i beslutsomheden om, at hvert øjeblik af dette liv skal bruges på at gøre vores nuværende menneskeliv vellykket ved at holde fast i Prabhupada og Sri Krishnas tjeneste med ønsket om at afslutte livet i fuld Krishnabevidsthed og vende hjem, tilbage til Guddommen, der er vores virkelige hjem. Vi håber, I alle vil være med til at dele dette forsæt, og beder til, at ingen af os bliver distraheret af midlertidige omvæltninger og situationer, der altid kommer og går i den materielle verden.

Vi starter det nye år med et flot billede af Govardhana på forsiden. Hvorfor? Fordi Janardana har skrevet en artikel til dette blad om Govardhana. Det var en pludselig inspiration, fortæller han. Han kunne ikke sove en nat, så han stod op og skrev, og det kan nu læses på side 6.

En anden lang artikel er fra Hare Krishnas engelske magasin Back to Godhead. Back to Godhead blev kritiseret for ikke at respektere alle guder ligeligt, og Jayadvaita Swami skrev et skarpt svar, der stadig er interessant at læse (side 9), ligesom resten af bladet forhåbentligt også er det. Godt nytår til alle.

Hare Krishna. Ld.