Af SB Kesava Swami  (Oversat af Jesper Frydenlund)

Planlægger magtsyge undergrundsgrupper som Illuminati at regere menneskeheden ved at etablere en ny verdensorden? Var 11/9 et Al-Qaeda-terrorangreb, eller hjalp Bush-administrationen med at orkestrere hele hændelsen for at retfærdiggøre militærpolitik i Mellemøsten?

Dækkede den amerikanske regering over en UFO-landing og rumvæseninteraktion i Roswell, New Mexico, for et halvt århundrede siden? Blev aids-virusset skabt af KGB som et middel til at reducere verdensbefolkningen? Var Shakespeare, det engelske sprogs største forfatter, ansvarlig for de værker, der bærer hans navn, eller blev de i virkeligheden forfattet af andre mennesker? Vi kunne fortsætte i en uendelighed, men det er rimeligt at sige, at den moderne verden er fyldt med konspirationsteorier, som ser ud til at formere sig dag for dag. Når det kommer til stykket, hvordan ved vi så, hvad vi skal tro?

Vil vores omhyggelige forskning føre til nogle håndgribelige konklusioner? Hvem ved – teorierne kunne i sig selv godt være en del af en større sammensværgelse for at forvirre folk og skabe tvivl om alt! Selv hvis teorierne på den anden side er sande, hvad kan vi så gøre for at ændre tingenes tilstand? Hvis samfundets højere lag styrer verdens fremtid fra røgfyldte lokaler, er det usandsynligt, at det vil have nogen særlig indflydelse, selv hvis vi råber vagt i gevær. Når det er sagt, er der fortsat et argument for nødvendigheden af kritisk tænkning i en verden, der kan klassificeres som ”bedragerne og de bedragede”.

Der er dog én sammensværgelse, som vi alle kan være sikre på. Det er en sammensværgelse, der er tæt på os, en sammensværgelse, der har været i gang siden vores første åndedrag i denne verden. Bhagavad-gita forklarer, at det ubeherskede sind, den lavere natur indeni, konspirerer mod os fra tid til anden. Det udgiver sig som vores ven, men frister og distraherer os hele tiden. Vores lavere natur, som kan identificeres som den ”djævelske stemme indeni”, konspirerer konstant for at aflede os fra den mest progressive, pragmatiske og tilfredsstillende vej i livet.

Krishna forklarer, at kun gennem åndelig skarpsindighed og ubrydelig beslutsomhed kan vi forvandle den lavere natur og bringe sindet under kontrol, så det på den måde bliver vores bedste ven. Dette bringer ægte frihed, hvor man bliver styret af intelligens i stedet for instinkt. For at kunne erobre sindet kræver det fokus, vedholdenhed, ihærdighed og en stærk handlekraft. Det er en livsmission, og vi skal bruge al den tid, vi har. Dette er den indre historie, historien om fjenden indeni, historien om konspiratoren, som vi har for vane at glemme.

”Man må udfri sig selv ved hjælp af sit sind og ikke fornedre sig. Sindet er den betingede sjæls ven såvel som hans fjende.” (Bhagavad-gita 6.5)