Af Lalitanatha Dasa
Her følger afslutningen på interviewet, som Dandaniti og jeg lavede den 16. august 2024 med Gaurahari Prabhu. Første del bragtes i sidste nummer.
Dandaniti: Kan du huske noget om installeringen af Deiteterne af Sri-Sri Gaura-Nitai, de små såvel som de store?
Gaurahari: Ja, specielt de små. Jeg tror ikke, jeg var der til installeringen af de store Gaura-Nitai. Det er jeg ikke helt sikker på, men jeg var der i hvert fald, da de små Deiteter blev installeret i 1984. Det var Devamrta Swamis ide. Senere fandt jeg ud af, at grunden til, at han besluttede, at vi skulle have Gaura-Nitai, var, at Krishna Bhakti Devi, der senere blev gift med med Janesvara, ikke havde lyst til at bo i København. Et af hendes argumenter var, at der ingen Deiteter var. Hun ville gerne bo i et tempel med Deiteter. Men Devamrta Swami ville have hende i København, så han sagde: ”Godt, jamen, hvis du vil have Deiteter, så installerer vi Dem.” Det var for hendes skyld, at de små Gaura-Nitai blev installeret dernede i kælderen.
Det var en fuld installering. Krishna-ksetra Prabhu kom, Harikesa var der, og selvfølgelig Devamrta Swami. Det var en fuldstændig installering med abhiseka og det hele. Så fik vi de små Gaura-Nitai dernede i den lille trange kælder, der var vores tempelrum på Soldalen.
Jeg var vældig glad for at have Gaura-Nitai, og jeg blev Deres første mandlige pujari. Jeg lavede BBT-tjeneste og tilbad Gaura-Nitai på samme tid. Når jeg tænker tilbage på det, var det var en ret intens tid, for det forventedes, at der skulle komme noget fra BBT, men samtidig var det også min pligt, at jeg skulle være pujari. Der var ikke tid til andet end at gå ned på alteret og så op og oversætte og ned på alteret igen. Det var egentlig ekstatisk. Jeg var fuldt beskæftiget. Sidde og læse Prabhupadas bøger og så ned og tilbede Gaura-Nitai. Det var meget Krishnabevidst, når jeg tænker tilbage på det. Det var ret fint. Men det var også lidt hårdt.
Jeg tror, det var i 86, at jeg havde været på bogdistribution sankirtana-julemarathon, men jeg var blevet syg, og så var jeg kommet hjem. Min kone, Manasacandra, skulle til Polen. Det var mellem jul og nytår, tror jeg. Jeg stod næsten alene med Gaura-Nitai, og så blev jeg syg. Jeg blev så syg, som jeg aldrig har været før eller siden. Jeg fik sådan en influenza, ligesom jeg fik en hammer i hovedet. Lige da det ramte mig, var det bogstaveligt talt, som om jeg havde fået en hammer i hovedet. Jeg lå inde på en sofa, og jeg kunne ikke se. Jeg blev faktisk blind. Jeg har aldrig før eller siden været så syg, at jeg blev blind. Jeg lå med åbne øjne, men det var helt sort. Det varede heldigvis kun en dag, men dagen efter havde jeg det stadigvæk virkelig dårligt. Adideva insisterede alligevel på, at han ikke havde tid til at gå alteret, og jeg blev nødt til at gøre det. Jeg var så pligtopfyldende, at jeg gik ned og lavede puja og arati. Jeg stod der og var lige ved at kaste op. Jeg håbede, at der ikke skete noget og prøvede at holde mig, og heldigvis kastede jeg ikke op. Det var svært. Men jeg fik helt sikkert noget barmhjertighed der for at lave det yajna for Gaura-Nitai.
Dandaniti: Du er ikke sikker på, at du var der, da de store Gaura-Nitai blev installeret?
Gaurahari: Nej. Det var jo i 1987, tror jeg. Var det ikke der, de store Gaura-Nitai blev installeret? Jeg tror, at jeg var enten i Brørup eller Sverige, for jeg mener ikke, at jeg var i København. Men jeg så billeder derfra. Harikesa var der ikke, men Suhotra Swami var der og Smita Krishna Swami. Jeg ved ikke, om Krishna Ksetra var der, men Premarasa var der i hvert fald.
Jeg kan huske, jeg sagde til Ciranjiva, om han var sikker på, at de var klar til at få disse store Deiteter. Det ville han ikke høre på. Men det gik jo også fint. Han fik installeret de store Gaura-Nitai i vores tempel på Kgs. Tværvej på Frederiksberg.
Det var et fint sted, synes jeg. Jeg kunne godt lide det. Der var også mange, der syntes, vi skulle være blevet der. Vi skulle ikke være flyttet til Bauneholm.
Dandaniti: Problemet var, at vi ikke kunne holde offentlige programmer.
Gaurahari: Det tror jeg personligt, man godt kunne være kommet omkring. Måske kunne vi ikke annoncere det, men vi havde da lov til at invitere vores venner. Det primære var, at det var ISKCON’s sted. Det var ikke et lejet sted, så der skulle have været noget til, før de kunne have fået os ud derfra. De kunne klage og lave en masse postyr, men når man ejer stedet, skal der noget til, før man kan blive tvunget til at flytte. Som sagt tror jeg, at det kunne man godt være kommet omkring. Jeg tror også, at det var noget med, at der var nogle, der ville det, så det var lidt af en undskyldning.
Jeg kunne bare godt lide det sted derinde, men min kone og jeg var selvfølgelig også heldige, fordi vi havde vores egen lejlighed på Mathildevej. Vi var virkelig privilegerede. Der var ingen andre, der havde så gode forhold. Fra min synsvinkel var det ret perfekt. Men det var tid til at komme videre af en eller anden grund. Templet flyttede til Bauneholm, og jeg flyttede med. Så skete der en masse ting. Der skete mange ting i den periode.