Af Lalitanatha Dasa

Fredag den 16. august 2024 interviewede Dandaniti og jeg Gaurahari Prabhu, der har været med i Hare Krishna i Danmark fra 1980.

Oprindeligt blev han indviet som Pancamukha Dasa, og senere efter Harikesas tid tog han omkring 2000 genindvielse fra Sridhara Swami og fik navnet Gaurahari Dasa.

Ld: Hvad var din første oplevelse af ISKCON?

Gaurahari: Hvor langt skal jeg gå tilbage? Til første gang, jeg hørte, at der var noget, der hed Hare Krishna?

Ld: Gerne.

Gaurahari: Det var tilbage i 1972 i Geneve. Det står helt klart i min hukommelse. Vi var på sommerferie hos min kusine, som boede i Geneve i en periode. Vi var nede i byen, og lige pludselig så jeg de der munke på afstand. De var iøjnefaldende med deres orange tøj og deres ragede hoveder og lille hårtot. Jeg var meget paf over dem. Jeg spurgte min kusine: ”Hvem er det? Hvad er det for nogle?”

Hun var noget ældre end mig og havde prøvet alt muligt. Hun havde været gift med en iraner og boet i Iran og havde ligesom set verden. Hun svarede: ”Det er Hare Krishna. Har du aldrig hørt om dem?”

Nej, det havde jeg ikke. Men mere var det ikke. Vi gik videre, og jeg glemte alt om det. Jeg var kun 16 år dengang. Der gik næsten ti år, inden jeg så dem igen. I mellemtiden stødte jeg lidt på Hare Krishna her og der. Jeg kan huske, vi havde om Hare Krishna i gymnasiet. Jeg husker, at jeg så en avisforside i forbifarten med et eller andet om, at Hare Krishnaerne var blevet smidt ud af Danmark. Det har været omkring 1974. Men det var også bare ganske kort.

I 1980 var jeg kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg måtte tage en beslutning. Med lodder og trisser havde jeg fået en studentereksamen, og jeg var kommet ind på Kunsthåndværkerskolen, som dengang lå ved Israels Plads. Jeg havde gået halvandet år på keramiklinjen, men droppede ud, for det var spild af tid for at sige det rent ud.

Så arbejdede jeg lidt på Den Kongelige Porcelænsfabrik for at følge lidt i samme linje, men det var heller ikke mig. Det var et rent drukhus.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle med mit liv. Jeg havde ikke lyst til bare at blive som alle de andre. Det inspirerede mig ikke at blive en almindelig karmi, som vi siger det. For at gøre en lang historie kort begyndte jeg at bede til Gud. Selv om jeg aldrig havde tænkt over det så meget før, var jeg på en eller anden måde kommet til den konklusion, at Gud måtte findes. Der må være nogen bagved verden, en, som styrer det hele. Hvis jeg bad til Ham, måtte Han hjælpe. At være kommet til den konklusion var et virkeligt vendepunkt i mit liv. Jeg begyndte at bede meget seriøst. Jeg bad Fadervor flere gange om dagen. Jeg gik ind på mit værelse og sagde Fadervor for mig selv flere gange om dagen. Det var ligesom det eneste, jeg kendte. Jeg ventede på et svar. Jeg var meget spændt på, om Gud nu også ville svare på min bøn. Min teori sagde mig, at det måtte Han gøre. Og der gik faktisk ikke så lang tid, før jeg fik et svar.

Jeg mødte først nogle folk fra Guds Børn og tog ud og besøgte dem i et hus, de havde lejet. Jeg talte med en, som bad Jesus ind i mit hjerte. Det foregik ved, at vi holdt hinanden i hænderne med lukkede øjnene og sagde Fadervor. Det slog mig ikke engang, at det var det samme Fadervor. Jeg syntes bare, det var så sentimentalt. Jeg tænkte, at så nemt er det altså ikke. Den hopper jeg ikke på.

Ikke så meget lang tid senere traf jeg vores gamle ven Janesvara fra Sverige. Jeg mødte ham ikke så langt fra, hvor jeg boede hos mine forældre. På det tidspunkt distribuerede de LP-plader. Sammen med LP-pladen solgte han mig en Isopanisad. Jeg forstod, at dette var Guds svar på min bøn. Og som man siger, er resten historie. Der var kun én ting tilbage at gøre. Jeg måtte blive Hare Krishna-munk.

I første omgang rejste jeg til Sverige for at møde en ægte guru. Ved at læse Isopanisad var jeg nået frem til, at man må finde en person, der, som der stod, er en dhira, der ikke er påvirket af den materielle verdens genvordigheder. Jeg måtte finde sådan en person og søge tilflugt og få vejledning.

Under alle omstændigheder havde jeg skrevet et brev til templet og ventede på svar. Jeg brugte adressen, som stod i bogen, men brevet kom tilbage med ubekendt adresse, men så var der også en anden adresse.

Ld: I Danmark?

GP: Ja. jeg tror, det var i Hyskensstræde. Jeg er ikke helt sikker. Men der var også stemplet en anden adresse.

Her finder Dandaniti en Isopanisad ned fra reolen.

GP: Et det den nye Isopanisad? Eller er det den gamle?

Ddd: Den gamle. Der står Kronprinsensgade. Og her er så stemplet med Korfuvej.

GP: Ja, lige præcis. Så da jeg fik brevet tilbage, sendte jeg det igen til den anden adresse på Korfuvej. Der fik jeg heller ikke svar. Men så en dag ringede det på døren. Jeg sad inde i stuen. Jeg havde på fornemmelsen, at det var til mig, men min far var i entreen og åbnede døren. Så kom han ind i stuen. Jeg behøvede bare at se hans ansigtsudtryk, så vidste jeg, at det måtte være nogen, der var kommet fra Hare Krishna-templet, for han var ligesom helt himmelfalden og måbende: ”Der står nogen derude og vil snakke med dig.” Det var ganske rigtigt. Det var Payonidhi, der stod der i fuld mundering med svami-hat og det hele. Jeg inviterede ham ind, og han gav mig et lynkursus i hele filosofien. Han var så entusiastisk og snakkede om alt muligt. Enden på det blev så, at jeg tog med ham ud til Amager, hvor de havde et hus på Korfuvej.

Der mødte jeg Devamrta, som ikke var Swami dengang. Han tog imod mig og inviterede mig ind på sit rum. Jeg talte med ham. Han forstod min situation og snakkede til mig på en måde, som jeg kunne relatere til. Konklusionen var så, at næste lørdag tog jeg med på harinama, og der skete en hel masse. Derefter tog jeg hjem, men mødte så igen op om søndagen og var med til søndagsfesten. Jeg overnattede i templet, og mandag morgen tog jeg toget til Sverige, hvor jeg var i cirka to måneder og var med på bhakta-programmet på Korsnäs. Det var vældig fint. Det var en god introduktion.

Ld: Var det med Raivata eller Dhirasanta?

GP: Dhirasanta var der. Først var det en engelsk Prabhupada-discipel, Mahakratu, som var bhakta-leder. Men efter et lille stykke tid tog Raivata over. Han var bhakta-leder i den sidste periode.

Jeg kom til Sverige den 15. september 1980. Det ved jeg præcist, for nogle år senere snublede jeg tilfældigvis over en en mappe på Korsnäs, hvor de havde ført optegnelser over, hvad der var sket. Der stod der, at Bhakta Peter var kommet fra Danmark den 15. september. Derfor ved jeg, at den 15. september kom jeg til Korsnäs. Ellers havde jeg ikke husket det.

Jeg var der et par måneder, og derefter blev jeg sendt hjem til Danmark og ud på sankirtana med Payonidhi, Dasavatara og Janesvara.

Ld: Adideva var ikke kommet endnu?

GP: Han var i mellemtiden flyttet ind på Korfuvej, men han var blevet sat til at oversætte bøger til dansk. Jeg tror, det var Bhagavad-gita, han arbejdede på, så han var ikke med i begyndelsen i den rejsende sankirtana-gruppe. Det var den første danske rejsende sankirtana-gruppe. Hengivne fra andre lande som England, Tyskland og Sverige havde rejst rundt i Danmark og distribueret bøger og også LP-plader. Men det var den første gruppe, som var baseret i Danmark. Den blev jeg så en del af.

Det var lidt af en ilddåb. Jeg blev kastet ud på det dybe vand. Hvis jeg skal være ærlig, var det svært for mig. Jeg har altid været ret genert og ikke den type, der ligesom bare går hen til folk og giver dem et klap på skulderen. Det var slet ikke min natur, men jeg overgav mig til det.

I begyndelsen solgte jeg ikke mange bøger, men efter et stykke tid kom jeg lidt mere ind i det. Jeg havde det svært med, at det var meget resultatfikseret. Det hele handlede om, hvor mange bøger man havde solgt. Jeg sagde engang til Janesvara, at jeg prøvede at være upåvirket af, at jeg ikke solgte så mange bøger. Men han sagde: ”Nej, Det er forkert. Du skal være påvirket af det, hvis du ikke sælger mange bøger. Så må du forstå, at der er noget galt. Så må du finde ud af, hvad der er galt.” OK, det kunne jeg så godt acceptere. Men Krishna siger alligevel i Bhagavad-gita, at Arjuna skulle kæmpe uden at være påvirket af succes eller fiasko, sejr eller nederlag. På den måde vil han aldrig få syndige reaktioner. Det siger Krishna Selv i Bhagavad-gita.

Det havde selvfølgelig sikkert noget at gøre med, at jeg er ret ambitiøs af natur. Det er jeg vel ikke den eneste, der er. Jeg vil være, om ikke den bedste, så i hvert fald god til det. Men jeg var ikke så god til det der med bøger, så det var lidt hårdt for mit ego. Jeg kan dog huske, at én dag slog jeg faktisk Payonidhi. Det var i Nykøbing Mors, hvor vi distribuerede sammen. Jeg tror, jeg solgte 59 Smagen af en anden verden, og han solgte lidt mindre, måske 50 eller 55. Det var den eneste gang, det skete.

Under alle omstændigheder havde jeg en drøm om at få lov til at arbejde med bøgerne i BBT. Egentligt var det blevet besluttet, at ”Jamen, du distribuerer ikke så mange bøger, så det er måske bedre, du kommer til BBT og hjælper med det.” Jeg blev så glad, at jeg gik ud og gjorde en ekstra anstrengelse med bogdistributionen og gjorde bedre i den uge. Så sagde Devamrta Swami: ”Nu gør du meget bedre, så må du jo hellere blive på gaden.” Jeg tænkte: ”Nej! Det var ikke det, der var meningen.” Men efter lidt tid endte det alligevel med, at jeg kom til BBT. Jeg tror, det var i 1984, jeg begyndte, samme år, som jeg blev gift. Herefter var det i en del år min tjeneste at hjælpe med at oversætte, læse korrektur og redigere Prabhupadas bøger til dansk.

Ld: Lilasakti sad vel med bøgerne i 1981 og 1982. Så gled hun ud. Hvorfor hun gjorde det, ved jeg ikke helt, men de flyttede måske bare, og så overtog du fra hende eller hvad?

GP: Mere eller mindre, ja. Jeg tror, hun havde lavet en ny oversættelse af Bhagavad-gita. Hun var blevet sat til at redigere Adidevas oversættelse, men valgte i stedet at lave en ny oversættelse. Det var vist omkring 1981. Og derefter var det Srimad-Bhagavatams Første Bog. Den kom jeg ind i produktionen af på et ret sent stadium. Den var næsten færdig til udgivelse, men jeg fandt ud af, at den var fuld af fejl. Ikke så meget på grund af Lilasakti, men fordi de havde hyret en mand udefra til at skrive teksten ind på computer, for hun havde oversat bogen ved at indtale den på bånd.

Ld: På skrivemaskine. Computer kan det ikke have været. Der var ikke nogen computere dengang.

GP: Åh jo, de brugte computere, men det kan godt være, at han har skrevet det ind på skrivemaskine. Men nej, jeg tror, han skrev på computer, for der var simpelthen så mange fejl. Fuld af stavefejl og bare almindelig retskrivning og tegnsætningsfejl. Jeg prøvede at rette op på det og få det gjort klar til udgivelse. Det er vist stadigvæk den samme første bog, som vi har, og man vil kunne se, at det er ikke nogen god produktion. Der er for mange fejl i den.

Ld: Jeg mener Lilasakti ….

GP: Hendes oversættelse var måske ikke den allerbedste, men det var primært på grund af ham udefra.

Ld: Lilasakti havde egentligt et godt flydende sprog.

GP: Ja, det vil jeg også sige. Hun var ikke så dårlig rent sprogligt. Hendes filosofiske forståelse var lidt mangelfuld, i hvert fald dengang. Men rent sprogligt var hun ikke så dårlig. Så jeg kom ind på et ret sent tidspunkt, og det var begrænset, hvad jeg kunne gøre. Jeg mener bortset fra mine egne begrænsede kvalifikationer. Men efter det blev det i hvert fald min fuldtidstjeneste i ti år sammen med flere forskellige, som kom og gik.

Ld: Jeg var med til at lave Naturlig Glæde og første del af Srimad-Bhagavatams Anden Bog. Det må også have været i 1984.

GP: Så kom der en, der kaldte sig selv Gopal. Han var ikke indviet, men han kaldte sig Gopal. Så kom Cyavana og senere Mathuresa. Vi to arbejdede en del år sammen. Han var den bedste af dem, jeg har arbejdet sammen med. Ret dygtig. De bøger, vi lavede sammen, synes jeg selv, var rimelig gode.

Der var meget tidspres på. Jeg syntes, der var for meget pres på bogdistutionen, men der var lige så meget pres på i BBT. Hver dag: ”Hvor mange sider har du oversat i dag?” Hvis man ikke havde oversat mindst 30-40 sider, var det ikke godt nok. Når jeg kigger tilbage på det, vil jeg nok sige, at det er ikke sådan, man laver gode bøger. Hvis det bare skal gå hurtigt, er det én ting, men intellektuelt har man brug for at tage sig den tid, det tager at tænke over det og gøre sit bedste. Prabhupadas engelsk er jo forholdsvis enkelt, men stadigvæk har man brug for at tænke over det og finde ud af, hvordan man kan formulere det på dansk. Men det skulle gå hurtigt, så nogle gange blev det bare en lidt for ordret oversættelse.

Ddd: Bøgerne havde alligevel deres virkning.

GP: Ja, det havde de vel. Det havde da bestemt sin virkning på mig, for jeg fik lov til at læse Prabhupadas bøger på fuld tid, 5-6 timer om dagen i mange år. Jeg lærte i hvert fald filosofien at kende. Ellers havde jeg jo læst bøgerne allerede, inden jeg kom i BBT, for dengang var det standarden, at vi skulle læse to timer om dagen på sankirtana. Jeg havde i hvert fald læst Prabhupadas bøger igennem én gang, inden jeg begyndte i BBT. I medfør af BBT-arbejdet fik jeg så læst dem flere gange. Vi oversatte og derefter redigerede og læste korrektur en-to-tre gange, tror jeg, så det blev til en del gange, jeg fik læst Prabhupadas bøger. Det var jo fint.

Ddd: Du arbejdede på Srimad-Bhagavatam og også andre bøger?

GP: Det var mest Bhagavatam. Der var et par andre såsom Liv kommer fra liv. Den oversatte jeg ikke, men den blev også produceret i Danmark i den periode.

Ld: Den var jeg med til at lave.

GP: Det var ikke dig, der oversatte den.

Ld: Nej, men jeg tror, det var mig, der redigerede den. Du lavede Krishnabogen.

GP: Krishnabogen, ja.

Ld: Og til sidst også Caitanya-caritamrta.

GP: Ja.

Ld: Og Prabhupadas biografi. Den kom jeg ind over og var med til at redigere færdig.

GP: Det var noget af det sidste, jeg var med til. Så stoppede jeg i BBT efter det. Det var i 1994. Så kom jeg i køkkenet og fik det som tjeneste i nogle år. Der skete mange ting i de år.

(Fortsættes i næste nummer)