Af Dandaniti Devi Dasi og Lalitanatha Dasa
København havde besøg af Hans Hellighed Bhakti Vigna Vinasa Narasimha Swami i midten af juli.
Det viste sig, at han også var en af dem, der havde været i Danmark sidst i 1970erne for at distribuere bøger. Vi talte med ham lørdag den 13. juli 2024 og bad ham først fortælle lidt om sig selv.
BVVNS: Selv om jeg oprindeligt er fra Skotland, kom jeg til Krishnabevidsthed i 1971 i London. Jeg flyttede ind i templet i Bury Street, hvor en halv snes hengivne boede på det tidspunkt. Det inkluderede to kvinder, Mandakini og Aditi. Jeg blev initieret som 22-årig og fik navnet Bir Nrsimha Dasa. Efter et par år rejste jeg til USA for at distribuere bøger. Her mødte jeg bl.a. Gopala Krishna Maharaja, en af Prabhupadas få disciple af indisk oprindelse i Vesten. Da han rejste tilbage til Indien, tog jeg med ham, hvilket vil sige, at jeg var i Indien de sidste år af Prabhupadas tid her på planeten.
Efter Prabhupadas bortgang i 1977 var jeg en kort overgang i 1978 tempelpræsident i Hyderabad. Det var måske ikke lige mig, så det holdt kun nogle måneder. Så var jeg i Nairobi, og det var også hårdt. Jeg endte med at tage tilbage til Vesten, hvor jeg mødte Prabhavishnu Maharaja og hjalp ham med at samle ind til Bangladesh i Skandinavien.
Dandaniti: Kan du dele nogle af dine minder om Srila Prabhupada?
BVVNS: I må forstå, at jeg kun var 21 eller 22, da Prabhupada kom til England. Jeg var meget ung og ny, og Prabhupada, vaisnava-paramahamsaen, var midt i 70’erne. Jeg følte mig virkelig ikke særlig sikker omkring Srila Prabhupada. Jeg ville bare forsøge at lytte og observere Prabhupada, og vi gjorde alting for at glæde ham.
Forskellige hengivne lavede mad til Prabhupada. I templet på Bury Place var køkkenet i kælderen, imens Prabhupada boede på første sal oven på tempelrummet, der var på stueplan. Vi lavede chapatier og ville løbe op med dem én ad gangen og bringe dem til Prabhupada, så han kunne få helt varme chapatier. Det kunne han lide. Han holdt af enkle ting. Vi lavede loki–sabji. Loki er en grøntsag fra Indien.
Når som helst vi havde et program, ville han inspicere prasadam’en for at se, hvad vi serverede for gæsterne. Sommetider smagte han på den og sagde: ”Fint, det er meget godt.”
Der var denne ene hengivne, en indisk mand, der i virkeligheden gjorde en masse tjeneste for Prabhupada. Det var ham, der skaffede grunden i Vrindavana til vores Krishna-Balarama-tempel. Han hed Ksirodakasayi Visnu og ville have Prabhupada til at give en Bhagavata-saptaha [syv dages læsning fra Srimad-Bhagavatam]. Den første aften skulle Prabhupada også installere Deiteter, som manden skulle have i sit hjem.
Prabhupada kom den første aften. Det var i en forstad til London i et sted ved navn South Hall. Det var et meget asiatisk præget kvarter med masser af pakistanere, punjabier og hinduer. Prabhupada kom til programmet, installerede Deiteterne og gav en klasse bagefter.
På vejen tilbage sagde han til en sannyasi, Revatinandana Swami, der var i London på det tidspunkt, at i morgen aften skulle han give klassen. Prabhupada sagde: ”Jeg tager ikke til den hal igen. Den var forfærdelig.” Når vi andre gange lavede programmer for Prabhupada, ville vi leje rådhuset. Det skulle være et stort og ordentligt sted med masser af plads. Men dette program, som denne mand havde arrangeret, var ikke i en ret god sal. Prabhupada sagde ligeud, at han ikke ville tilbage dertil igen. Han sagde, at stedet var helvede.
Engang i London ville en mand, der var blevet initieret af Prabhupada, tage ham med rundt på en tur i London og vise ham turistattraktionerne såsom Buckingham Palace. Det gjorde Prabhupada normalt aldrig. Men så tænkte han over det og tog med ham rundt. Hvorfor? Prabhupada sagde senere, at han ville se arkitekturen, og om han kunne bruge noget af den i Mayapur til vores tempel for det vediske planetarium. Derfor tog han med rundt. Prabhupada tænkte altid på Mayapur.
Templet på Bury Place var et femetagers hus. Kælderen var til køkkenet, templet var på gadeplan, og på første sal var der et par gode værelser. Derefter var der en etage til kvindernes asrama, og øverst et par etager til mændene.
Templet var godt befolket. Flere og flere kom. Prædikenen gik virkelig godt. George Harrison havde udgivet My Sweet Lord, der skete en masse, og mange unge englændere sluttede sig til bevægelsen. Templet var temmelig fuldt.
En hengiven fra USA, Kesava Prabhu, der var bror til Karandhara, tempelpræsidenten i Los Angeles, blev sendt til London. Han var sankirtana-leder i San Francisco og kom for at hjælpe sankirtana og træne os til at være bedre til at samle ind til templet. Da han så templet, sagde han: ”Nej, nej, Prabhupada kan ikke bo her. Dette værelse er ikke nok til Prabhupada. Der er alt for mange hengivne. Der er brug for disse værelser til dem.”
Han skrev til Prabhupada og nævnte, at næste gang Prabhupada kom til London, ville vi leje et hotelværelse til ham, en god hotelsuite, hvor Prabhupada kunne bo, for templet var ikke ordentlig indkvartering for ham.
Prabhupada skrev tilbage: ”Jeg ønsker ikke at bo på hotellet. Jeg vil bo i templet. Jeg kan lide at bo i det værelse. Jeg kommer ikke til at bo på hotellet.”
Vi blev ude af os selv af glæde. Vi var så glade for, at Prabhupada ønskede at bo med os i templet.
Dandaniti: Har du nogle minder af Prabhupada fra Indien?
BVVNS: Jeg husker, at han kom til Delhi, og vi ville altid arrangere, at forskellige livsmedlemmer kunne komme og møde Prabhupada. Prabhupada var kommet til Delhi på vejen til Vrindavana. Han ville altid stoppe over i Delhi. Nogle livsmedlemmer kom for at møde Prabhupada, og han ville spørge dem, hvad de lavede. En mand fortalte, at han havde et transportselskab. Prabhupada var der med det samme: ”Jamen, det er rigtig godt. Kan du arrangere, at jeg kan komme til Vrindavana i morgen?” Manden svarede: ”Ja, intet problem, Swamiji, det kan jeg godt gøre for dig.”
Prabhupada vidste, at vi ikke havde en bil, og at det ville koste flere tusinde rupier at leje en. Så han engagerede straks manden til at sørge for hans transport til Vrindavana. Jeg var imponeret.
Sommetider var Prabhupada ekstremt ydmyg, og andre gang var han kæk og frimodig, som når han bad folk om noget og engagerede dem.
Jeg fik aldrig chancen for at være ret meget omkring Prabhupada. Jeg var ikke tæt på ham på den måde. Vi blev altid gennet ud af hans værelse. Jeg skrev heller aldrig til ham eller stillede ham spørgsmål. Vi fik altid at vide, at vi ikke skulle plage Prabhupada.
Dandaniti: Kan du fortælle noget om din tid i Danmark og Skandinavien dengang?
BVVNS: Jeg husker ikke meget. Det må have været i 1979. Vi rejste rundt i Sverige, Finland og også Danmark, men jeg husker ingen detaljer længere. Jeg husker, at jeg var sammen med Janesvara, og at vi kørte sammen fra Danmark til Sverige for at være på Korsnäs til installeringen af Gandharvika-Giridhari. Jeg husker et eller andet med, at vi var på et skib til Sverige.
Dandaniti: Hvad var din oplevelse af at distribuere bøger i Danmark?
BVVNS: Folk var meget venlige og normale og ikke skøre og aggressive som i England. Jeg rejste bl.a. med Ilapati, der senere er blevet kendt som Bhakti Vikasa Swami, og Janananda, der nu også er sannyasi og hedder Janananda Swami.
Lidt senere kom jeg under Tamala Krishna Gosvamis beskyttelse. Det var først i Hong Kong og også på Filippinerne og derefter begyndte vi at rejse ind og prædike i selve Kina. Jeg blev indviet som sannyasi af Tamala Krishna Gosvami i 1994, men fik at vide, at jeg ikke måtte klippe håret af, da vi skulle kunne rejse ind i Kina så diskret som muligt.
Dandaniti: Kan du sige noget om Kina? Hvor mange hengivne er der?
BVVNS: Måske omkring 1.000 initierede hengivne. Altså ikke mange i betragtning af, at der er en milliard mennesker. Et flertal af de hengivne er kvinder. Vi kan ikke have templer, så al prædiken foregår i private netværk. Tamala Krishna Gosvami var hovedmanden bag aktiviteterne i Kina, så det var et stort tab, da han gik bort i 2002. Men vi prædiker fortsat og har fokus på at distribuere Srila Prabhupadas bøger. Srila Prabhupada sagde: ”Selv hvis I ikke kan komme ind i Kina, så få bøgerne ind, de laver de hengivne.” Specielt i de tidlige år blev der distribueret masser af bøger i Hong Kong til kinesiske borgere, der kom til Hong Kong for at arbejde eller af andre grunde. Vi havde bøgerne på kinesisk og gav dem ud gratis i Hong Kong, så snart vi mødte folk fra Kina.
Dandaniti: Hvor er du ellers involveret nu?
BVVNS: Thailand, Taiwan, Malaysia og Singapore såvel som det østlige Rusland. Da jeg kom til Thailand, havde vi ingen templer, men nu har vi syv. De hengivne der er mest nepalesere, eller det vil sige, de er født i Thailand i familier, der oprindeligt kommer fra Nepal via Burma. Lokale thailandske hengivne har vi ikke så mange af. Folk i Thailand er ikke imponerede af munke. Der er så mange munke der, og deres rygte er ikke altid lige godt. Nogle af dem er gangstere, der gemmer sig i klædedragten som munke. Så det imponerer dem ikke, når de ser ISKCON’s hengivne munke. De tror, at de bare er lige som alle de andre.
I Taiwan er folk buddhister, men de er anderledes end i Thailand, bl.a. ved at være vegetarer. Deres buddhistiske retning er mahayana, imens den thailandske er theravada. En af de praktiske forskelle er, at theravada-buddhister spiser alting, de bliver tilbudt inklusive kød, imens mahayana-buddhister ikke vil spise kød. Vi er aktive på Taiwan, men ISKCON er ikke stor der endnu.
Ld: Hvordan ser du ISKCON nu og i fremtiden.
BVVNS: ISKCON er nu meget domineret af indere og hinduer, og det vil sikkert fortsætte et langt stykke ud i fremtiden med alt, hvad det indebærer. Jeg tror også, at guruer nok bliver mindre prominente i fremtiden og bliver mere lokalt baserede end internationale, som tilfældet er nu. Men fremtiden er altid svær at spå om.