Af Lalitanatha Dasa

Den 11. juni 2024 lavede Dandaniti og jeg et interview med Yadunandana Prabhu, der har været Hare Krishna-hengiven siden 1980 og er et mangeårigt medlem af det danske Hare Krishna-samfund.

Vi mødtes i hans lejlighed på Frederiksberg i København, hvorfra han styrer Radio Krishna, som han har stået for i over 35 år.

Yadu blev født i Sverige af danske forældre, der var flyttet til Nordsverige på grund af arbejde. Her voksede han op de første syv år af sit liv, hvorefter familien flyttede til Stockholm. Her mødte han Hare Krishna-bevægelsen, som han sluttede sig til i 1980 som 18-årig.

Ld: Fortæl lidt om dig selv.

Yadu: Det startede jo i Sverige. Da jeg var kun 11 år gammel, så jeg de hengivne på Sergels Torget i Stockholm i 1973 og tænkte: ”Hvad er nu det for nogen? Hvad har de i der poser? Hvad mon det kan være?” Jeg vidste ikke, hvad det var.

Ld: Krishnarörelsen var lige startet i Sverige i 1973.

Yadu: Ja, deromkring så jeg dem. De var en del. Jeg syntes, der var ret mange.

Ld: Har det været i forbindelse med Prabhupadas besøg, hvor mange hengivne fra hele Europa besøgte Sverige?

Yadu: Jeg ved det ikke. Jeg er ikke engang sikker på, om det var i 1973. Det var meget sporadisk. Jeg så dem bare og tænkte: ”Hm, hvad var det?” men jeg reagerede ikke nærmere på det.

Som det næste fik min far tre små bøger, Sri Isopanisad, Nectar of Instruction og Perfection of Yoga, som en hengiven gav til ham i London og bad om en donation for. Han fik også Govinda-pladen med George Harrison. Jeg lyttede til den og tænkte, at jeg syntes egentlig, at George Harrison havde lavet bedre sange end det. Det slog mig ikke, at det ville jeg beskæftige mig med.

Jeg læste lidt i bøgerne. Maharaja Pariksit, den mest intelligente konge. Jeg tænkte, ”Hvorfor skriver han intelligent? Hvad var det, som gjorde ham intelligent?” Jeg kunne ikke rigtig forstå logikken i det, og så var der Hare Krishna-mantraet. Fint nok.

Før det, da jeg var 15, havde jeg lært Transcendental Meditation (TM) i et kursus på min skole, fordi i 8. klasse skulle man gøre et frit valg af arbejde i Stockholm. Jeg valgte yoga og meditation på et TM-kursus. Der skulle jeg ofre en blomst, en frugt og røgelse. Det var en ren initiering. Jeg skulle meditere på et mantra. Men det blev ikke rigtig til noget. Jeg fik blade fra dem, hvor man kunne lære at flyve. Senere fandt jeg ud af, at de sad og hoppede på en madras. De fløj ikke rigtigt. Det kaldte de levitation, men jeg blev ikke en del af TM.

Tiden gik. Jeg kom på gymnasiet og skulle være ingeniør. Egentlig ville jeg være musiker, men jeg havde ikke karakterer, der var høje nok til musikkonservatoriet. I stedet kom jeg kom ind på gymnasiets tekniske linje og gik der i tre år, hvor jeg lærte matematik, fysik, biologi osv.

I alt det kunne jeg ikke rigtig se mig selv som den person, de forventede, jeg skulle være som voksen. Det havde jeg ikke lyst til. I mit indre ledte jeg efter noget andet. Så var der pludselig noget, der hed Radio Krishna i 1980, da jeg var 18.

Dandaniti: I Nordsverige?

Yadu: Nej, jeg boede i Stockholm. Der er ikke noget Radio Krishna i Nordsverige. I de første syv år af mit liv boede jeg deroppe, hvor Solen ikke går ned, og myggene er lige så store som flyvemaskiner, og man ligner en, der har mæslinger hver sommer med alle de myggestik. Det var et dejligt sted med undtagelse af myggene og bremserne.

Det var i Stockholm, at jeg hørte Radio Krishna med Vegavan og Ajit. De var meget imponerende at høre på. Der gik nogle uger med deres telefonprogrammer. Folk ringede ind og spurgte om intelligente og dumme ting, og nogle gange læste Vegavan fra Srimad-Bhagavatam. Han læste verset mandah sumanda matayo med tilhørende forklaring. Jeg tænkte, at bare han ville læse mere af det. Jeg kunne virkelig godt lide det, når han læste Prabhupadas forklaringer. Dem blev jeg fanget af med det samme. Men jeg satte det ikke sammen med de bøger, jeg havde derhjemme. Mærkeligt nok. Først efter nogen tid. ”Gud, det er jo de samme bøger. Nu forstår jeg, hvad de handler om.” Lige pludselig sagde det ’Bang’. Man skulle ligesom høre det med en hengivens stemme, før man kunne forbinde det.

De anbefalede maha-mantraet, og jeg begyndte at recitere det. Det var jo fantastisk. Jeg tænkte, at det, som dette mantra giver, har jeg ikke oplevet før, og det kan jeg ligesom ikke komme udenom. Jeg prøvede at undgå at overgive mig til det, for jeg skulle ikke ind i et tempel og være munk og alt det der. Nej.

Der gik et år. Da var der ikke andet at gøre – mod min egen vilje, eller hvad ved jeg. Jeg var nødt til at gøre det, tænkte jeg. Så jeg flyttede ind i templet og blev brahmacari. Som det første levede jeg sammen med Dhirasanta Prabhu. Han stod for restauranten i Stockholm, men den var lukket et stykke tid, fordi de skulle lave et eller andet. Jeg var der sammen med ham, og vi lavede prasadam i køkkenet. Det var rigtig hyggeligt.

Men på et tidspunkt sagde han: ”Nu skal du ud på Korsnäs og bo sammen med de andre.” Jeg var ellers knyttet til at være sammen med Dhirasanta. Men nej, jeg skulle på Korsnäs, så jeg flyttede ind i brahmacari-asramaen der. Det var vist lidt hårdt for mig at stå op klokken fire hver morgen, men i betragtning af den lyksalighed, jeg oplevede, var det lige meget. Den havde jeg ikke prøvet før, og det skulle bare blive ved, hvor svært alt andet ellers var. Krishnabevidsthed er jo bare noget, der ikke kan findes andre steder. Man kan ikke erstatte det med noget andet.

Så sendte de mig ud på bogdistribution efter Janmastami i august eller september 1981, hvor jeg havde været bhakta i nogle måneder. Det var hårdt. Det var lige efter, at vi havde haft en koncert, hvor jeg spillede guitar på scenen sammen med Harikesa, og så skulle jeg på sankirtana (bogdistribution). Det var i sensommeren 1981. Jeg kan huske, at det var ved at blive koldt, og vi skulle tage bad ude i det kolde vejr. Det var meget frisk, men asketisk.

Ld: Hvem var din første sankirtana-leder?

Yadu: Yasoda-dulal. Jeg kunne ikke klikke ind i det sammen med ham. Det var hårdt, og jeg kom ikke rigtig ind i det. Vi stod op kl. to hver morgen. Det var lidt for asketisk.

Men så skiftede jeg til Yogindra, en amerikansk hengivens, hold [han bor for øvrigt og er stadig hengiven i Sverige). Han var anderledes. Han havde en Prabhupada-murti på størrelse med en tændstikæske, som han badede hver morgen og lavede puja til. Jeg tænkte, at det her føles meget mere rigtigt. Jeg ved ikke hvad, men hans ånd tiltrak mig på en eller anden måde, fordi han afhang helt af Prabhupada. Det var ikke noget med nogle tricks, eller hvad man skulle sige. Det var Prabhupadas nåde, der gjorde det hele, og på en eller anden måde klikkede det for mig. Efter nogle dage kom han forbi og så, jeg var frustreret over, at jeg ikke kunne sælge bøger, så han sagde: ”Hvis du bare slapper af og forstår, at det ikke er dig, der gør det, så går bøgerne ud.”

Lige pludselig skete der det, at bøgerne begyndte at flyve ud. Jeg tænkte: ”Nå, det er helt en anden sag. Det er en anden energi. Det er Krishna, der gør det her.” Det virker nogle gange og nogle gange ikke. Men hvis nogle vil vide, hvad Krishnabevidsthed er, bliver de altså nødt til at gå ud og sælge bøger. Der er ikke rigtig andre måder at gøre det på og forstå, hvor dyb Krishnabevidsthed er. Man skal gøre et eller andet for at udbrede Prabhupadas bøger.

Ld: Hvordan kom Danmark ind i billedet?

Yadu: Faktisk stødte jeg allerede ind i Krishna i Danmark, før jeg selv blev helt hengiven. Jeg tror, det var i 1980. Min ven Anders og jeg rejste til Danmark og besøgte Christiania for at købe noget pot. Der mødte vi Kamsari, som gav os et stykke halava, som vi spiste.

Men ellers kom jeg til Danmark i forbindelse med bogdistributionen efter et år eller to i Sverige og Norge, fordi jeg kunne tale dansk. Det var meget sjovt.

Ld: Var det i 1984 eller 1985. Vi to var sammen i Oslo i december 1985, ikke sandt?

Yadu: Jeg var i Danmark allerede før det. Jeg var kommet til Danmark, da templet var på Soldalen.

Dandaniti: Var Deiteterne der på det tidspunkt?

Yadu: De små var der, men ikke de store. Jeg kom til Danmark efter julemarathonet i 1984. Nej, jeg var også i Danmark før det sammen med Janesvara. Sikkert i 1982 eller 1983. Vi mødte hinanden, da vi havde restaurant på Studiestræde og hus i Køge. Der kom du ind i billedet.

Ld: Det var dengang, jeg kom.

Yadu: … med din råkostmaskine og dine rødder, som du var ude og hente i skoven hver dag.

Ld: Gjorde jeg virkelig?

Yadu: Ja, og det var det, du spiste. Kogt mad, det var ikke lige dig. Du spiste råkost. Hver morgen gik du ud i skoven og hentede rødder, som du spiste. Det syntes jeg, var meget frisk. Jeg tænkte, at det kan jeg ikke, men du var lavet af en anden støbning.

Jeg kan huske første gang, jeg skulle sælge bøger i Danmark. Det var hårdt, for folk her er ikke flinke og høflige som i Sverige og Norge. Nordmænd er meget flinke. De er glade og prøver altid på at være høflige. Svenskere ikke så meget, og danskere slet ikke. Jeg var i Hillerød og blev afvist af alle. Jeg solgte bare seks bøger på gågaden den dag. Det var supersvært.

Jeg konkluderede, at jeg måtte ty til andre metoder, så da vi var ude at rejse med Janesvara i 1982-83, ville jeg gå ud på markerne om morgenen med hætten over hovedet og chante rigtig høj japa, så jeg virkelig kunne høre mine runder. Det hjalp. Jeg kan huske, at jeg en dag solgte 70 bøger i Silkeborg. Det, syntes jeg, var rigtig meget i Danmark. Det var ikke alle dage, det gik så godt, men det gik, som det gik. Vi solgte Smagen af en anden verden og Naturlig glæde og senere også Bhagavad-gita.

Ld: Kan du huske, hvem der var i Danmark på det tidspunkt? Du har nævnt Janesvara og mig.

Yadu: Ja, du kom, mens jeg var der, og Jahnu kom også. Vi var på Knapstrupvej i Brønshøj.

Ld: Det var, mens Ravi var tempelpræsident.

Yadu: Ja, jeg kom på Ravis tid. Vi var vel lige flyttet til Brønshøj med Ravi og hans kone. Jeg har svært ved at huske det. Omkring januar 1982.

Ld: Kom du først ned på sankirtana med de svenske hengivne og blev så senere en del af den danske yatra?

Yadu: Nej, jeg var altid en del af den danske yatra fra den tid, jeg kom til Danmark.

Ld: Har vi to virkelig rejst sammen?

Yadu: Ja, det har vi. Du var Bhakta Leif, og jeg var lige blevet initieret, og jeg lavede mad på et vandrehjem. Vi rejste sammen, og du sov altid for at åbne vinduer.

Ld: Var det med Janesvara?

Yadu: Ikke Janesvara. Det var efter Janesvara.

Ld: Med Priyavrata?

Yadu: Nej, ham har jeg ikke rejst med. Jeg har rejst med Ciranjiva, og det var under ham. Det er så svært at huske alle detaljer.

Ld: Jeg blev initieret, længe før Ciranjiva kom.

Yadu: Du blev vel initieret i 1984? Jeg blev initieret i 1982 og brahmana i 1983. Blev du initieret i 1983?

Ld: Nej, 1984. Der gik virkelig lang tid, før jeg blev initieret – halvandet år. Og brahmana-initiering i 1985.

Yadu: I begyndelsen, da jeg kom, var det Janesvara, Adideva …

Ld: … og Pancamukha.

Yadu: Ja, men Payonidhi var der ikke på det tidspunkt. Han kom lidt frem og tilbage, kan jeg huske. Men jeg har også rejst med Payonidhi. Jeg har også haft et prædikecenter i Aarhus med ham. Hvornår var det?

Ld: Det var først senere. Det var under Ciranjivas tid.

Yadu: Ja, det var, da vi havde et tempel i Hasle på Septembervej.

Ld: Jeres center lå i Frederiksgade i centrum af Aarhus. Var det ikke i 1986?

Yadu: Jo, deromkring. Payonidhi gik ned på gaden og stoppede folk og gav dem invitationer til at spise halava, som han havde lavet. Det var ikke et overdådigt måltid, men det var prasadam. Det gjorde vi dog ikke så lang tid. Hvad skete der så? Jeg skulle giftes, kan jeg huske, og vi kom til København. Men før det lavede jeg radio i Aarhus omkring 1987. Den hed først Radio Rama og senere Radio Krishna. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle sige eller noget som helst, for godt nok havde jeg spillet guitar før og vidste lidt om elektronik, men det der med at tale i en radio, var ikke mig. Jeg måtte virkelig arbejde på det. Det tog mig årtier, før jeg bare kom tæt på noget, der er okay.

Jeg kom til København, måske fordi der var brug for en til at stå for radioen der, og det har jeg så gjort siden. På den måde startede det. Jeg var på bogdistribution i seks år. Så blev jeg gift og fik gradvist fire børn, som nu er store, og i al den tid har jeg lavet radio. Det gør jeg stadigvæk, og nu sidder jeg her lidt ældre med højt blodtryk og et svagt hjerte, så jeg har ikke så meget energi. Jeg sørger for, at radioen kører videre på FM-båndet, selv om ingen længere ved, hvad det er.

Dandaniti: Var du og din kone, Apremeya, ikke de første pujarier for de store Deiteter af Gaura-Nitai? Kan du fortælle om tandarderne for tilbedelsen dengang?

Yadu: Vi gjorde det efter alle kunstens regler, badede Dem med alle mantraer og pudsede Dem hver morgen med citron og tilaka. Jeg kan også huske, at vi gjorde en sag ud af præcision, så man skulle kunne stille sit ur efter tilbedelsen.

Jeg husker ikke helt standarden om morgenen, men vi fulgte det hele. Der var frokost-ofring, De blev lagt til ro over middag, der var frugtofring om eftermiddagen, om aftenen var der varm mælk med purier. Jeg husker at lave burfi om aftenen til næste morgen. Vi var fuldt engagerede, og så lavede jeg radio ved siden af. Vi tænkte ikke på, om det kunne lade sig gøre. Vi gjorde det bare.

Ld: Du stod også for det berømte musikstudie. Kan du fortælle om det?

Yadu: Omkring 1988 begyndte staten at give støtte til lokalradioer. Indtil da havde templet finansieret radioen. Vi lavede radio, men havde ikke mulighed for at købe en masse udstyr. Da vi så fik støtte, købte vi både godt udstyr og byggede et radiostudie i huset på Jyllandsvej på Frederiksberg. Det udviklede sig også til et lille musikstudie, og Harikesa indspillede noget musik der.

Da vi flyttede til Bauneholm, ville han gerne fortsætte, og han fik BBT til at betale for et kæmpestudie. Krishna-Prema flyttede dertil på grund af studiet, og Ian kom og lavede techno-musik. Jeg følte mig lidt presset ud. Jeg ville bare have et lille studie, hvor jeg kunne arbejde for mig selv. Jeg måtte igen lave mit eget studie, for jeg kunne slet ikke alt det der store. Senere blev Bauneholm solgt, og det hele blev afviklet. Det var lidt ærgerligt, for det var et godt studie, men sådan gik det.