Af Janardana Dasa

Vi er nu i Mayapur Dhama, som vi ankom til for tre dage siden. Luften er dejlig ren her på grund af de åbne vidder i denne landlige del af Vestbengalen 150 km nord for Calcutta langt væk fra industri, storbylarm og forurening.

Da de hengivne først kom her for over 50 år siden med Srila Prabhupada, var området bare opdyrkede marker uden nogen form for bebyggelse. Det er næsten ikke til at forestille sig nu. Jeg var her for første gang for 30 år siden, og meget har ændret sig.

For at komme til Mayapur kan man snart glæde sig til at kunne køre ad en firsporet motorvej. Men hvorfor bygge en firsporet motorvej i et landdistrikt i Vestbengalen? Motorvejen går fra Calcutta op til Krishnanagar, der blot er en lille by 10-15 km fra Sridhama Mayapur. Den vestbengalske delstats regering har med denne motorvej villet lette 150 km transport til Mayapur fra Calcutta. Før skete turen ad en landevej, men vil for fremtiden være rustet til mere trafik, når TOVP åbner. Da jeg kom i Mayapur i 1994 og 1997, var Bengalen ledet af kommunister. De havde et anstrengt forhold til ISKCON, men det har ændret sig. Nu er regeringen ikke længere kommunistisk, men så favorabel, at man investerer milliarder af rupier for at facilitere ISKCON’s projekter. Da de hengivne først kom til Indien, var mange indere af den overbevisning, at de hengivne var CIA-agenter. ISKCON’s templer blev blot refereret til som de fremmedes tempel. Meget har ændret sig. ISKCON’s templer er nu mere populære end nogensinde.

På grund af vejkaos ankommer vi sent, forstøvede og udmattede. Vi prøver at finde vej igennem det tilstødende grihastha-område uden for ISKCON’s område, men farer vild. Området har vokset sig meget stort, siden jeg var her sidst for syv år siden. Det er ikke det eneste, der har vokset sig stort. Uanset om man betragter det nye tempel, TOVP [Temple of Vedic Planetarium], på afstand, tæt på, indefra eller delvist, er det uvirkeligt stort. Til den fremtidige drift af dette nye tempel i Mayapur, et tempel, der bedst kan beskrives som ragende ind i himlen, får man virkelig brug for mange hengivne, der kan bo omkring templet. Hvis Rama-templet i Ayodhya var et tilløbsstykke, er én ting sikkert. De får brug for den nye firsporede motorvej mellem Calcutta og Krishnanagar. Selv om størrelsen af TOVP, vores slagskib, er i en klasse for sig selv, er nyheden kun så småt begyndt at sive ud af Bengalen. Med fuldførelsen af dette tempel vil Panca Tattvas varelager af årsagsløs barmhjertighed flyde til alle sjæle i Kali Yuga. Sammen med de store politiske forandringer i Indien og frigørelse fra fortiden som engelsk koloni vil vi med garanti allerede i vores livstid være vidne til Indiens forvandling til Bharata(varsa).

Srila Prabhupada sagde, at hvis 1 procent af Jordens befolkning er hengivne, vil det forvandle planeten i denne hårdt tiltrængte tidsalder. Der bor næsten 1,5 milliarder mennesker i Indien. De fleste identificerer sig med sanatana-kulturen, og mange af dem chanter allerede jævnligt. Hvis blot 5% af inderne tager til Krishnabevidsthed, vil det således ændre planeten. I Indien er der derfor ikke tale om overbefolkning. Når vi tjener Krishna, vil halvguderne, der er Krishnas umiddelbare budbringere og alle Hans tjenere, levere alle elementer. Bhumi vil blomstre og give alt, hvad der er behov for.

Hver gang den Højeste Herre træder ind i Sin egen materielle skabelse, tilrettelægger Hans utallige energier alt til Hans nydelse akkurat, som når et statsoverhoved besøger en anden nation. Længe i forvejen sørger regeringen og dens mange repræsentanter for, at alt er planlagt, når besøget finder sted. I Kali Yuga er Krishna til stede i form af Srimad-Bhagavatam og det hellige navn.

Det endelige mål med sanatana-dharma er, at vi, de levende væsener i den materielle verden, kan komme tilbage til den åndelige verden. Vejledning til, hvordan vi kommer tilbage, bliver givet i Veda-teksterne. Veda er sanskritordet for viden, og i Srila Prabhupadas bøger kan verden nu finde standarden for Veda-teksterne i Kali Yuga. Srila Prabhupadas bøger kan ikke kun forvandle Indien, men hele verden. Nødvendigt er det at læse dem. Bedre er det at forstå dem, og endnu bedre er det at undervise andre i dem.

I Bhagavad-gita (4.2) siger Sri Krishna:

evam parampara-praptam
imam rajarsayo viduh
sa kaleneha mahata
yogo nastah paran-tapa

”Således blev denne højeste videnskab modtaget gennem discipelrækken, og de hellige konger forstod den på den måde. Men i tidens løb blev successionen brudt, og derfor er videnskaben, som den er, tilsyneladende gået tabt.”

Vi har ingen hellige konger, men nu har Indien statsledere, der vil forvandle landet til Bharata. Det er Kali Yuga, men princippet er stadig, at hvad en stor mand gør, vil blive fulgt af den menige mand.

Vaisnava-traditionerne blev med buddhismens udbredelse for 2.500 år siden og advaita-filosofiens udbredelse for 1.500 år siden udvandet. Derefter fulgte 800 års muslimsk destruktion og ydmygelse og 170 års engelsk slaveri, hvor andre religioner blev påtvunget den indiske befolkning. Vaisnavisme var under massiv påvirkning, og kun små lommer overlevede. Mange traditioner og tekster er gået tabt for evigt. Bhaktivinoda Thakura måtte for mere end 150 år siden i Bengalen anstrenge sig for at opdrive en Caitanya-caritamrita. Mange gamle skrifter var i en dårlig forfatning og ikke nemme at finde. Teksterne fandtes kun på de originale palmeblade, der er meget følsomme for elementernes påvirkning. Uden Veda-teksterne er der ikke noget fundament for en vaisnava-kultur.

Herren Caitanya Mahaprabhu instruerede Sine disciple i at kommentere og uddybe indholdet i først og fremmest Srimad-Bhagavatam, der var den primære tekst, og som også var intakt. Acaryaerne efter Mahaprabhu har arbejdet utrætteligt på at nedskrive de religiøse vaisnava-doktriner og deres konklusioner. De har komponeret sange, skrevet tekster og kommenteret.

Derfor spiller ISKCON, der er en siksa-sampradaya, en essentiel rolle i sanatana-dharmas udbredelse og genetablering i form af viden og mantraer, der både skal bevares og præsenteres for eftertiden. Det var Srila Prabhupadas primære opgave at gøre denne litteratur tilgængelig for det engelsktalende publikum. Srila Prabhupada oversatte først og fremmest Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam, og hans disciple er fortsat med at oversætte og udgive tusindvis af bøger efter ham. Alle de tidligere acaryaers bøger og udgivelser er efterhånden blevet oversat. Mange af de gamle sanskrittekster på palmeblade bliver der også gjort et stort arbejde for at bevare og digitalisere.

ISKCON er på den måde hovedet på sanatana-dharma-kroppen. På mange hellige steder, på universiteter, ved turistattraktioner, på togstationer og ved store begivenheder bliver Prabhupadas bøger distribueret. BBT i Indien vil gerne have faste bogudstillinger ved alle hellige steder. Så hvis nogen har lyst til at opleve nektaren af at distribuere Prabhupadas bøger fra et bogbord i Indien, skal jeg gerne formidle kontakten. Prabhupadas bøger giver mening overalt, fordi de i essensen siger alt om disse hellige steder.

Uden hovedet er kroppen blot en formålsløs maskine, og Indien er ikke længere et underudviklet land, men en af de største økonomier i verden, og der er rigeligt med kvalificeret arbejdskraft. Den hjerne, som verden har brug for, kan fås ved at forstå Srila Prabhupadas bøger. De er så kraftfulde, at selv uden hengivne ville man kunne starte en Satya Yuga ved blot at følge opskriften. Prabhupadas bøger findes nu på over 80 forskellige sprog. Alle, der distribuerer dem, får øjeblikkeligt Mahaprabhus specielle nåde, der er en højere smag for hengiven tjeneste.

Når vi siger ISKCON, er det næsten synonymt med Srila Prabhupada. Ligesom hans succes bestod i at blot følge hans åndelige mesters instruktioner, vil vores succes opnås, når vi blot følger Srila Prabhupadas instruktioner. Som vi ved, lykkedes det ham på meget kort tid og overmenneskelig vis at etablere et internationalt samfund af hengivne. På grund af hans renhed er hans ISKCON fortsat med at sprede sig som ringe i vand. Han trænede personligt sine disciple. I utallige breve instruerede han dem, og han rejste sammenlagt Jorden rundt tolv gange for at se til og opmuntre sine disciples arbejde. Han sørgede for, at de trivedes, og for dem var han alt. Inspireret af hans eksempel ofrede de deres liv for at videreføre hans visioner. Han viste aldrig tegn på at være udmattet selv i sin høje alder og fortsatte altid ufortrødent. Selv om han flere gange blev ramt af hjertestop og slagtilfælde, holdt det ham ikke tilbage i hans arbejde.

Som acarya trænede han alle som ledere, der underviser ved deres eget eksempel. Srila Prabhupada lærte os at være tro mod institutionen og tog egentlig aldrig ære for noget selv, men udtrykte kun, at han blot tjente sin egen guru-maharaja, Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura. Srila Prabhupada satte altid Krishna og aldrig sig selv i centrum for sin succes. Ved sit eget eksempel underviste Srila Prabhupada ikke kun sine disciple, men også alle sine seriøse tilhængere til enhver tid. Srila Prabhupada var den person, der bragte Krishnabevidsthed til Vesten, og derfor bør al ære gå igennem ham. Ingen Prabhupada, ingen Krishna. Prabhupada skabte et samfund ved at sætte standarder for ledelse, musik, vaisnava-opførsel og etikette, madtilberedelse osv.

ISKCON har også sat en høj standard for tempeltilbedelse, og vores templer i Indien er højt værdsatte. Når nye templer bliver bygget, lokker det investorer til. Huspriserne stiger i de områder, hvor der ligger eller bliver bygget nye templer.

ISKCON’s templer har sat nye standarder for kirtana i Indien og er derfor meget tiltrækkende. Hare Krishna-mantraet er substansen i Krishnabevægelsen. Ingen funktion er komplet uden sangen af Krishnas navne. For folk i almindelighed verden over og selvfølgelig også i Indien er ISKCON synonymt med Hare Krishna. Der findes i Indien mere end 700 templer og centre, der er den åndelige verdens ambassader og konsulater, hvor man kan lære om hengiven tjeneste.

Hellige steder er populære rejsemål i Indien. Familier rejser i store grupper på kryds og tværs af Indien. Srila Prabhupada var en visionær, men nåede kun at grundlægge fem templer i Indien inden sin bortgang. Både for templerne i Vrindavana, Mayapur og Juhu (Mumbai) valgte han lokationer, der ikke var oplagte til at starte med. Men sidenhen er Mayapur bare vokset, og det samme er Vrindavana og Mumbai, så de tre templer ligger nu helt perfekt. Det er en god ting at vide, hvor man skal placere sit tempel i Indien, men alle templer bliver udflugtsmål, og der findes to millioner af dem.

Srila Prabhupadas strategi med at bringe vestlige hengivne til Indien var fuldstændig genial. Vestlige hengivne er til alle tider en af de helt store attraktioner, og man behøver ikke at være fotogén. Men man skal huske, at man repræsenterer Srila Prabhupada.

Srila Prabhupada havde visioner om vaisnava-uddannelsesinstitutioner. Vaisnava-filosofi er blevet introduceret så langt væk som på Oxford. Oxford sætter den højeste standard inden for akademiske institutioner. Med tiden bliver det populært at studere vaisnavisme i Indien. Men universiteter har været brugt i stor stil til at rekruttere blandt de studerende. Mange af de ledende hengivne i Indien i dag kommer fra førende tekniske universiteter.

Selv om ikke alle indere finder deres egen kultur interessant endnu, er der stadig håb. Vi har mødt mange, der er rejst til Mellemøsten for at arbejde for så at tage til Krishnabevidsthed dér. Hengivne, i særdeleshed Jayapataka Swami, har rejst dertil igennem en årrække og præsenteret Krishnabevidsthed. I både Kuwait og Dubai er der nu store ISKCON-forsamlinger.

Mens jeg sad og skrev dette, er Ugra Narasimhas nye tempelrum i TOVP blevet åbnet den 2 marts. Bare denne ene mindre fløj af TOVP er det største Narasimha-tempel i Bharata, Indien. Hans alter er af sort marmor med ornamenter af guld. Søjlerne er dækkede af rød og grøn marmor. Gulvet er med marmormosaik i alle farver af sten importeret fra alle dele af verden. Storslået og elegant. Han vil de næste mange hundrede år kunne tilbedes i disse smukke omgivlser. Endnu en milesten er blevet rundet.