Af Lalitanatha Dasa

I vores afdækning af ISKCON Danmarks historie lavede jeg den 17. oktober 2023 et interview med Ciranjiva Prabhu, der fra sidst i 1970’erne til op i 1990’erne var en del af den danske yatra og i en lang periode tempelpræsident for templet i København.

Første del af interviewet sluttede med, at han begyndte at fortælle om, hvordan Govindas restaurant blev startet i begyndelsen af 1990’erne. Han fortæller videre:

Ciranjiva: Det er interessant, at da vi begyndte at grave i kælderen for at skabe plads til et prædikerum, fandt vi en masse skeletter der. Det viste sig, at huset var bygget oven på en kirkegård eller massegrav fra 1600- eller 1700-tallet, hvor København gentagne gange blev ramt af pestepidemier. Vi fik fat på Citresvara, spøgelsesuddriveren, der lavede et stort yajna for at rense stedet. Nationalmuseet og nogle arkæologer kom også og lavede undersøgelser og trak vores arbejde i langdrag.

Da vi åbnede Govindas, kom pressen og aviserne og skrev om det. Vi var vist den eneste helt rene vegetarrestaurant i København på den tid. Når vi havde tilbud, f.eks. 50% rabat, stod folk i kø ude på gaden og hele vejen rundt om hjørnet. Jagannatha var ude og dele løbesedler ud hver dag. Det gik godt, og vi havde også en lille butik, som denne ældre mataji, Amrta, stod for. Det var hun dygtig til.

Før vi startede restauranten, havde vi et problem med naboerne til templet på Frederiksberg. Vi måtte holde op med at have søndagsfester, som vi ikke havde i en periode. Da restauranten åbnede, besluttede vi at holde søndagsfest der. Jeg husker stadig den første søndagsfest. Vi stillede alle stolene og bordene ind bagest i lokalet, gjorde gulvet rent, og så gav jeg klassen. Jeg var ret skuffet over fremmødet. To unge fyre og to indiske damer var de eneste gæster. Jeg var ikke særlig begejstret. Men så tænkte jeg på, at Bhaktisiddhanta havde sagt til Prabhupada, at hvis der ikke var nogle, skulle han prædike til væggene. Jeg justerede min tankegang og tænkte: ”Nu har Krishna sendt dem her, så jeg må gøre mit bedste.” Det sjove var, at disse fire alle blev faste hengivne. De to fyre var Parigraha og Niels, der endte med at hjælpe med at køre radioen i en årrække, plus Suddha og Uma, der har været vores trofaste hengivne siden dengang. De to fyre købte også hele sæt af Srimad-Bhagavatam. Det viser, at det ikke altid handler om at have en stor flok. Man gør sit bedste, og Krishna udveksler.

Bauneholm

Ciranjiva begyndte dernæst at tale om Bauneholm, et stort landsted uden for Hillerød, der blev købt i 1993 og var ISKCON’s tempel indtil 2002, hvor det blev flyttet tilbage til København til den nuværende adresse på Skjulhøj 44 i Vanløse.

Ciranjiva: Vi havde problemer med naboerne på Frederiksberg, og der var en masse pres på mig fra GBC om, at jeg var nødt til at finde et andet sted, et sted uden for byen. I byen ville vi have det samme problem overalt med naboer. Maharudra og jeg begyndte derfor at kigge på forskellige landsteder, men alle bygningerne var meget gamle og ville koste alt for meget at sætte i stand. Så dukkede Bauneholm op. Jeg så på det og fortalte Harikesa om det. Han fløj ind, så stedet og sagde: ”Køb det.” Der var praktisk taget intet, der skulle gøres på det sted. Alting var der. Køkkenet var perfekt til vores anvendelse, og der var en stor festsal, som vi kunne bruge som tempelrum. Harikesa sagde, at vi skulle købe det, og jeg svarede, at vi ingen penge havde. ”Hvor meget har I brug for?” spurgte han. Jeg svarede: ”Mindst 10% til udbetalingen.” Han sagde: ”Jeg giver jer et lån.” Det var det. Han fløj ind og fløj ud igen, og vi havde gjort en handel. Jeg måtte hurtigt til tegnebordet og regne ud, hvordan vi kunne få råd til dette sted, og hvordan vi skulle køre det. Sådan endte vi på Bauneholm. Han elskede virkelig det sted. Han fortalte mig, at hvis vi kunne udvikle det med tiden, kunne det blive bedre end Korsnäs. Korsnäs havde ikke så mange faciliteter i begyndelsen, men blot nogle få hytter. Her havde vi nu alle disse værelser og et område til brahmacarierne.

Der var selvfølgelig mange ting, vi aldrig havde tænkt på, såsom spildevandssystemet. Det var ikke beregnet til at have så mennesker boende der. Harikesa gav mig igen et lån til at få det ordnet. Så var der varmeanlægget. Vi fik sat pillefyr og solvarme op. Lånte han os også til det?

Ld: Nej, det klarede vi selv. Staten gav os også noget til alternativ opvarmning.

Ciranjiva: Han investerede så mange penge i den bygning. Alle de professionelle musikstudier. Hvis vi havde lejet studierne ud, kunne det have været en rigtig god indtægt for templet. Professionelle musikere kunne være kommet, og Ian kunne have arrangeret det alt sammen.

Men hvorom alt er, så meget er blevet sagt og gjort. Hvorvidt det var et godt projekt eller ej, kan diskuteres, men ISKCON Danmark betalte aldrig lånene tilbage. Harikesa faldt væk i 1998. På det tidspunkt var jeg allerede tilbage i Malaysia. Jeg kom tilbage og blev udnævnt til en af bestyrerne for Visva Toshani-fonden, hvor Harikesa havde opbevaret en større formue. Vi havde møde for at finde ud af, hvad der skulle ske med resten af kapitalen. I relation til Danmark besluttede vi os for at afskrive hele templets gæld. Når det kom til stykket, kom pengene fra templerne via guru-daksina og meget andet. I Tyskland oprettede de Govinda Natur, der stadig kører den dag i dag, med penge derfra.

Ld: I Heidelberg?

Ciranjiva: Heidelberg ja. De naturkonfekter, de laver, blev alt sammen startet med et lån fra Harikesa. Vi afskrev 700.000 for dem. Vi gav penge til Bhakti Vijnana Swami fra Rusland. Navina Nirada havde brug for penge til at færdiggøre sankirtana-huset i Mayapur. Dem fik han. Nu hævder, at det er hans eget. Men i virkeligheden tilhører det sankirtana. Det er ikke hans personlige hus, for han betalte ikke for det.

Installeringerne af Deiteterne

Dernæst talte vi om, hvornår københavnstemplets små Deiteter af Sri-Sri Gaura-Nitai blev indviet. Efter sidste års interview med Dasavatara konkluderede vi, at det var den 16. marts 1985. Men Ciranjiva gjorde opmærksom på, at det kan det umuligt have været. Han kom tilbage til Danmark den 1. januar 1985, og da var Deiteterne der allerede. Vi blev enige om, at så må datoen have været den 16. marts 1984, og Dasavatara og Ayati må være blevet gift dagen efter den 17. marts 1984, for Dasavatara husker, at de blev gift dagen efter installeringen.

Herefter begyndte Ciranjiva at fortælle om, hvordan de store Deiteter kom til København.

Ciranjiva: Med hensyn til de store Deiteter af Gaura-Nitai, tror jeg, at det er den historie, de fleste ønsker at høre. De kom i 1987. Jeg ville hele tiden have store Deiteter. Man kan klæde Dem rigtigt flot på, og De er mere tiltrækkende for folk end små Deiteter. Så jeg bad om tilladelse fra Regionalrådet til at få store Gaura-Nitai Deiteter.

Smita Krishna Maharaja insisterede, at hvorfor fik vi ikke Jagannatha, Baladeva og Subhadra? Jeg svarede: ”Nej Maharaja, vi har allerede Gaura-Nitai. Vi skal ikke have et nyt sæt Deiteter. Vi vil bare have større Deiteter. Det skal mere eller mindre være den samme tilbedelse og ikke et nyt sæt Deiteter.”

I mit sind var jeg altid tiltrukket af de meget smukke marmor-Deiteter af Gaura-Nitai i Vrindavana. Jeg tog til Indien med Dem i tankerne. Jeg vidste, hvor og hvordan jeg skulle få fat på Dem. Jeg spurgte rundt og talte med forskellige hengivne, men de frarådede mig alle at anskaffe Deiteter af marmor. De ville være skrøbelige, og hvis De først gik i stykker, ville vi få en masse problemer med at erstatte Dem osv.

Jeg havde ingen Plan B. Jeg var i Mayapur hele tiden, indtil jeg tog af sted til Vrindavana, hvor jeg stadig ingen anelse havde om, hvordan jeg skulle få fat på nye Deiteter. I Vrindavana besøgte jeg Ganga Prasad for at købe sarier og dhotier til de hengivne. Jeg kiggede over gaden, hvor der lå en murti-walla, og så uden for butikken et sæt Deiteter af Gaura-Nitai på en pæn størrelse. Jeg var med det samme tiltrukket af Dem. Jeg tænkte, at disse Gaura-Nitai er virkelig meget smukke. Jeg fik Kirtiraja til at komme med mig, og jeg talte med butiksindehaveren: ”Jeg vil gerne have Deiteter som Dem der, men bare større.” Vi forhandlede om prisen. Jeg mener, at den kun var på 12.000 rupier. Det var ikke særlig dyrt, selv om det selvfølgelig var mere dengang. Jeg skulle af sted om ni dage, men fortalte dem, at jeg skulle rejse om otte dage. ”Kan I klare det?” De tænkte over det og sagde ja. De arbejdede herefter på Dem hver dag. De kørte i tre skift døgnet rundt. Jeg ville tage derhen hver dag med Kirtiraja for at holde øje med arbejdet. Som det skred frem, tænkte jeg, hvor fantastisk det var, at De manifesterede Sig for øjnene af mig.

Da De endelig var færdige, afleverede forretningen denne store kasse med Deiteterne nedenunder i receptionen i gæstehuset til Krishna-Balarama-templet. Alle undrede sig over, hvad denne kasse, der stod der i to eller tre dage, var for noget. Jeg var nemlig i mellemtiden taget til Delhi i to dage for at købe sarier. Vi besøgte den mest berømte saributik i Nordindien, Ram Chandra Krishan i Chandni Chowk i det gamle Delhi. Premarasa havde taget mig med dertil før. De har virkelig dyre sarier. Vi købte silkesarier til at lave tøj til Deiteterne af og kom tilbage.

Jeg husker, hvordan jeg det år blev nogle ekstra dage i Vrindavana for at vente på, at Deiteterne blev færdige, mens de andre hengivne tog af sted. Jeg sendte alt det, jeg havde købt til butikken og til de hengivne og templet, med dem, men min indtjekningsbaggage og håndbagage var stadig meget tunge. De hengivne gik ind i lufthavnen, men kunne ikke komme få lov til at tjekke ind. Mens jeg ventede udenfor, ringede de til mig, og jeg gik ind til dem. Lufthavnspersonalet sagde: ”Det vejer for meget.” Jeg sagde: ”Nej, noget er tungt, noget vejer ikke så meget, og måske det hele udligner sig.” Jeg diskuterede frem og tilbage. En af embedsmændene spurgte så: ”Hvor kommer I fra?” Jeg svarede: ”Danmark.” Han sagde: ”Nej, hvor kommer I fra nu?” Jeg svarede: ”Vrindavana.” ”Aha, Bhagavan Sri Krishna. Fint, tag af sted,” og de hengivne gik alle igennem.

Men jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle få Deiteterne med til Danmark, for jeg havde 60 kg indtjekket bagage og måske 20 kg til håndbagagen, ligesom min kone også havde det. Plus nu havde vi måske 100 kg ekstra. Deiteterne var meget tunge. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. På dagen, hvor vi skulle af sted, tog vi tidligt ind til Delhi.

Jeg kom ind i lufthavnen og mødte en schweizisk hengiven. Jeg fortalte ham om mit problem, og han svarede: ”Vent, det skal vi nok ordne.” Han gik rundt og spurgte og kom tilbage: ”Det er i orden, jeg har nok folk til at tage denne bagage.” De skulle alle tilbage til Vesten og havde ikke så meget bagage, så vi kunne kombinere det.

Men da vi skulle tjekke ind, fik vi at vide: ”I kan ikke have dette med på alle disse forskellige afgange, for de ender op alle mulige steder. I er nødt til at være på den samme afgang til København. I kan ikke dele vægten på den måde.” Så igen hang jeg på den. Jeg forsøgte at tjekke ind, og en mand sagde: ”Du er nødt til at betale for disse 160 kg.” Men han fortsætte: ”Godt, jeg vil lade dig ind med 60 kg indtjekket. Men du skal betale for 100 kg.” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og jeg ville ikke diskutere for meget, for jeg havde 20 kg mere i min håndbagage. Men så kom jeg i tanke om noget: ”Hovsa, jeg har jo et kreditkort fra min tid med The Art Dogs i Sverige.” Jeg brugte kreditkortet og betalte. Det kostede mere end selve Deiteterne, 13.000 rupier. Det var 130 rupier for hvert kg. Der var ingen vej udenom.

Vi fløj med Aeroflot, og da vi kom ind på sovjetisk luftrum, skulle vi alle gå fra flyet. Da jeg gik ned fra flyet, kiggede jeg ind i bagagerummet og så, at kasserne var der. Jeg var lettet: ”Gaura-Nitai kommer tilbage med mig.”

Så ankom vi til København. Jeg kan stadig ikke huske, hvordan min kone og jeg fandt ud af at transportere hele dette læs til lufthaven i Delhi eller få det ud igen og op på en bagagevogn i København. Sammenlagt havde vi mere end 200 kg, og jeg var også ret spinkel dengang. Men vi klarede det, og derefter var det symaraton. Vi nåede at lave syv dragter.

Ld: Med din kone?

Ciranjiva: Min kone var hovedpersonen, og Aprameya hjalp også med maratonsyningen. Så syv sæt tøj, og derefter arrangerede vi indvielsen. Harikesa var syg i Sverige og kunne ikke komme, så jeg inviterede Suhotra Swami og Smita Krishna Swami som hovedgæsterne, ligesom Krishna Ksetra Prabhu, Premarasa Prabhu og Krishnadas Prabhu fra Holland kom og hjalp med installeringen. Vi installerede Dem, og sikke en fantastisk kirtana vi havde bagefter.

Det første alter på Frederiksberg var lavet af Maharudra. Jeg tog med ham hen til en butik, hvor man kunne leje værktøj på timebasis. Vi tegnede et enkelt design, og han lavede hele alteret. Da Deiteterne så først var installerede, lyste De det hele op, og det var så meget lettere for de hengivne at relatere til Dem.