Af Dandaniti Devi Dasi og Lalitanatha Dasa

Dette er anden del af interviewet fra den 15. august 2023 med Kesava Priya (oprindeligt Kamsari), hvor hun fortæller om sin første tid i Hare Krishna.

Hendes beretning dækker årene 1980-83 i Krishnabevægelsens templer på Korfuvej på Amager, Knabstrupvej i Brønshøj og Åshøj uden for Køge. Første del bragtes i Nyt fra Hare Krishna, november 2023.

Kesava Priya: Jeg blev flyttet meget rundt. Jeg følte mig ensom som eneste kvinde blandt brahmacarierne. En dag kom Devamrta Swami ind i køkkenet. Jeg fortalte ham, at jeg følte mig ensom. Han svarede: ”Vil du hjem til mor?” Jeg svarede nej. Han sagde: ”Vil du til Sverige, ligesom en ko? Græsset er altid grønnere på den anden side.” Jeg sagde: ”Nej, jeg føler mig bare ensom.” Så fik jeg lov til at komme til Sverige i et år, hvor jeg rejste rundt med Kausalya og Rastra-Palika, der var vores sankirtana-leder. Jahnu fortalte, at han fik sin første tallerken prasadam på Korsnäs af mig. Det var lidt sjovt.

Jeg kan huske, at vi flyttede fra Korfuvej til Knabstrupvej efter et års tid. Pancamukha og jeg gjorde stedet fuldstændigt rent.

Lalitanatha dasa: Han kom efter dig, ikke sandt?

KP: Jo.

Dandaniti dasi: Var Korfuvej en lejlighed?

KP: Nej, det var et hus med et stort tempelrum og et lille værelse ved siden af, hvor jeg boede, plus et køkken. Ved siden af køkkenet var der et lille prasadam-rum. Jeg var den eneste kvinde, så de kunne heller ikke finde ud af at vise mig, hvordan man tager en sari på. Jeg plejede at dække mig helt til, så jeg ikke skulle forstyrre nogen, og sådan sad jeg også og spiste. Jeg kan også huske, at jeg handlede ind. Jeg havde mange pligter. Jeg handlede ind, jeg lavede mad, og jeg var også på sankirtana (bogdistribution).

En dag kom alle brahmacarierne hjem. En af dem kiggede ind i tempelrummet: ”Planterne er døde.” Så begyndte jeg at græde: ”Gud, jeg havde glemt at vande planterne.”

Jeg følte mig ensom, da Devamrta og alle de andre var væk på rejsende sankirtana. Kesinasa og Premarasa var lige blevet deporteret tilbage til Frankrig, så jeg var alene i hele huset. Jeg tog en masse gamle kalendere og klippede billederne ud og satte dem op med tape i hele templet på alle døre og vinduer. Da Devamrta kom hjem, udbrød han: ”Hippiehouse.”

Når jeg kom hjem fra sankirtana med bussen, plejede jeg at synge Nama om visnupadaya … rigtigt højt, indtil jeg kom hjem til villaen på Korfuvej. En dag sang jeg ikke, så Devamrta Swami kom ned og spurgte: ”Hvad er der sket? Du synger ikke.” Jeg var glad, selv om jeg var alene.

På Korfuvej kom der en pige, der var inter-esseret. Jeg ville gerne engagere hende i noget, så jeg spurgte hende, om hun kunne lide at lave mad, eller hvad hun gerne ville gøre. Jeg kan huske, at Devamrta Maharaja bagefter kritiserede mig for, at hun ikke vidste, hvad hengiven tjeneste var, og ikke selv skulle bestemme, hvad hun skulle lave.

På sankirtana mødte jeg også en ung pige, der gerne ville have, at jeg kom hjem og besøgte hende. Jeg fortalte Devamrta Maharaja: ”Jeg tror, at jeg har arrangeret et hjemmeprogram.”

Jamen, det var jo fint, men vi var så få. Det endte med, at Devamrta kørte af sted i en bil, og jeg sad på bagsædet. Vi kom ind og besøgte pigen et eller andet sted inde på Nørrebro. Hun havde to ølkasser, en til Devamrta Maharaja og en til mig. Det var meget usle kår. Men hun var rigtig sød og stillede nogle gode spørgsmål. Devamrta sagde på et tidspunkt noget utroligt morsomt. Jeg sad på min ølkasse og kunne ikke lade være med at klappe ham på skulderen og sige: ”Det var en god vittighed.” Han blev helt stiv ligesom is. Vi var der ikke så meget længere. Vi kørte hjem i bilen i fuldstændig tavshed. Så sagde han: ”En brahmacarini rører aldrig ved en brahmacari.” Han var meget striks, men han fik altid det bedste frem i mig.

Da jeg kom op til Bergen i Norge og gjorde sankirtana der, kom Ravi og Lilashakti derop. Hun havde lige født Candravali, og jeg blev bedt om at passe hende. Jeg gjorde først sankirtana deroppe i nogle måneder, og så skulle jeg passe det lille barn. Det eneste, jeg kunne sige, var ”Prabhupada, Prabhupada,” og så ellers skifte ble. Da Devamrta Swami kom op og besøgte os efter nogle uger, spurgte han, hvordan alting gik. Jeg svarede, at jeg var mere lortebevidst end Krishnabevidst. Han svarede, at det var heller ikke den rigtige tjeneste for en brahmacarini.

Jeg fortalte, hvad der skete, og at Lilashakti sagde, at jeg var for sensitiv. Han svarede: ”For sensitiv? Det tog os et helt år at gøre dig bare en smule sensitiv.” Han var i det hele taget meget støttende. Uden Devamrta Maharaja havde jeg umuligt kunnet overleve det alt sammen. Han inspirerede mig på alle mulige måder. Hans klasser og foredrag var rigtig gode.

Som sagt gjorde vi hele templet rent på Knabstrupvej. Det var en villa ligesom på Korfuvej. Men jeg husker det ikke så tydeligt.

Ld: Da vi talte med Ravi, havde han indtryk af, at det var Danmarks første tempel. Han vidste ikke, at der havde været noget på Korfuvej. Han mente, at han selv startede templet i Danmark, hvilket han ikke kan have gjort, for det flyttede jo fra Korfuvej til Knabstrupvej.

KP: Ja, der var en masse aktivitet på Korfuvej.

Dd: Hvem startede Korfuvej?

KP: Kesinasa og Premarasa fra Frankrig. Premarasa var lige vendt tilbage fra Mellemøsten. Jeg kan huske, at han sagde, at holde harinama og distribuere prasadam på Christiania var mere udfordrende end at være i Mellemøsten, hvor kuglerne fløj rundt omkring dem. At være på Christiania om sommeren var vanskeligt for munke. De havde i hvert fald været der i et stykke tid, da jeg flyttede ind, men de blev der ikke så længe efter. Og Janesvara var der helt sikkert, for det var ham, der talte med mig allerførst.

Dd: Nævnte du ikke også Aristahe?

KP: Det var faktisk ham, der kom ud og besøgte mig. Jeg havde lige mødt dem, og så efter to dage var han allerede ude i mit kollektiv. Jeg kan huske, at han sad inde i vores kæmpestue. Han kom uanmeldt og sad der i sofaen. Nogle havde inviteret ham ind. Jeg havde lige forberedt noget frokost Jeg var heldigvis vegetar. Han sagde: ”Krishna spiser ikke løg.” Jeg svarede: ”Men det gør jeg.” Så spiste jeg min frokost, men jeg flyttede alligevel ind i templet næste dag. Jeg kan ikke huske, hvad han prædikede. Jeg kan kun huske, at jeg var så fræk at sige: ”Men det gør jeg.”

Vi kom ud på Knabstrupvej i vinteren 81-82. Der var sne. Jeg kan huske, at Niels, jeg havde været forlovet med, kom hjem efter et halvt år i Himalaya og besøgte mig på Knabstrupvej. Devamrta Swami sagde lige ud til ham, at hvis han ville se mig, skulle han chante seksten runder. Så begyndte han at chante seksten runder, men han var ikke interesseret. Devamrta Swami sad engang ude i haven og prøvede at forklare ham filosofien.

Jeg sagde til ham: ”Du har været et halvt år i Himalaya og lavet åndedrætsøvelser, og nu vil du sejle i en båd over Atlanterhavet. Men du behøver slet ikke at tage nogen steder hen. Du skal bare blive og chante Hare Krishna, så får du alting. Det er lige meget hvor i verden, du er.”

Devamrta Swami kom og så os ude i haven. Efter han var gået, sagde han: ”Tror du, du kan gøre ham Krishnabevidst?” Han ville ikke have, at jeg prædikede til ham. ”I det mindste kan jeg forsøge,” svarede jeg. Men han blev ikke. Han levede sit liv, og vi holdt ikke forbindelsen. Der var ikke internet og telefoner dengang. Det er det eneste, jeg rigtig kan huske fra Knabstrupvej.

Ld: Det betyder, at Devamrta Swami var på Knabstrupvej til at begynde med.

KP: Ja, men jeg kan ikke huske ret meget om Ravi og Lilashakti eller fra Knabstrupvej og Køge. Jeg kan kun huske, at jeg var oppe i Sverige.

Ld: Jeg kom der på Knabstrupvej, nok i juli ’82. Du var der ikke. Kort tid efter kom jeg med til Sverige til Janmastami på Korsnäs, hvor jeg kan huske, at du var i køkkenet. Du må være kommet til Danmark lidt senere derefter.

KP: Ja, jeg var kun deroppe i et år. Jeg mistede min stemme på sankirtana, så jeg blev bedt om at gå i køkkenet på Korsnäs. Jeg fik anden initiering efter otte måneder, fordi de lige pludselig manglede en kok. Sådan var det bare. En eller anden gav mig en ren sari og sagde: ”Der er ildoffer og initiering nu.” Jeg blev initieret første gang efter et år, og otte måneder senere fik jeg anden initiering.

Jeg blev bedt om at lave morgenmad, frokost, frugtofring klokken 4, ofringen klokken 6 og sødsager til mangala-arati klokken 8. Jeg stod der med alle disse ofringer og sov kun 3-4 timer om natten. Da jeg klagede til Locan, svarede han bare: ”Jeg har heller ikke altid tid til at spise morgenmad.”

Det gode var, at Harikesa indspillede plader deroppe på det tidspunkt. Han kom sommetider ind i køkkenet, imens jeg lavede sødsager til mangala-arati omkring midnat, og bad om noget vand. Jeg ville give ham helt klart vand fra Almvik. Og så en dag – jeg tror, jeg var træt – tog jeg en flaske med, hvad der lignede vand, og hældte det op i hans kop. Så gik han ud og ovenpå. Lidt senere hørte jeg ham stå oppe i prasadam-rummet og sige til Svarupa: ”Hun gav mig opvaskevand.” Jeg tænkte: ”Nu er mit åndelige liv ødelagt.” Men han var meget barmhjertig.

Jeg havde rigtig megen tjeneste, og så en dag ville de også have, at jeg skulle lave brød. Jeg var så træt, for jeg skulle lave én slags prasadam til 100 BBT-hengivne, der skulle have det hele dampkogt og kun let prasadam, og så var der 20-30 byggearbejdere og jugoslaviske hengivne, der skulle have alt friturestegt. Jeg kan huske, at da de begyndte at spørge om brød, havde jeg siddet inde på biblioteket og kom ud med tårer i øjnene. Så åbnede Harikesa døren og sagde: ”Haribol!”. Haribol. Så var jeg glad igen. Men det var nonstop med alle de BBT-hengivne.

Jeg husker ikke meget fra Køge. Kun, at Harikesa kom og sagde, at vi manglede noget økonomi. Nogle var begyndt at lave stearinlys i Sverige, så kunne jeg finde ud af at sælge dem? Jeg syntes, det var nogle fine lys, men jeg tænkte: ”Hvordan gør man det?” Det var vinter, så jeg tog en masse tøj på og blev sat af inde på Strøget, men politiet kom og sagde, at jeg ikke måtte stå der. Man skulle gå. Man måtte godt sælge noget, så længe man ikke stod stille. Jeg kom lysene op i en barnevogn og gik over på rådhuset og bad om tilladelse et eller andet sted. Jeg fik nej, men når politiet så kom og spurgte, om jeg havde været på rådhuset, svarede jeg ja. Så gik jeg videre med barnevognen og solgte rigtig mange lys. Harikesa bad mig: ”Vil du ikke nok samle en masse laksmi ind nu, for jeg afhænger helt af dig.” Det var meget inspirerende. Det er det eneste, jeg kan huske fra Køge.

Ld: Kan du huske, hvornår Adideva og Pancamukha kom? Det var på Korfuvej, ikke? Kom du først?

KP: Ja. Jeg kan ikke huske, hvornår Pancamukha kom, men vi blev initieret samtidigt. Jeg har jo dårlig hørelse, så jeg hørte kun Harikesa sige mit navn som Kamsa. Jeg følte virkelig, at det var synd for mig, at jeg havde fået sådant et dårligt navn igen. Så sagde nogen: ”Kamsari, dræberen af dæmonen.” Jeg var lettet, men alligevel. Jeg havde troet, jeg skulle have et romantisk navn på Srimati Radharani.

Ud over, at jeg godt kunne lide filosofien, var en af årsagerne til, at jeg flyttede ind, en hengiven fra USA. Jeg tror, han var Prabhupada-discipel. Han var meget meget ydmyg og spillede så fint på mrdanga. Vi dansede en masse, og Premarasa var også rigtig dygtig. De fik inspireret nogen. Jeg var ikke så god til at invitere folk hjem. Jeg vidste dårligt nok, hvad jeg skulle sige på sankirtana. Jeg havde knapt nok læst en hel bog færdig.

Der var en ufattelig entusiasme. Jeg har kun gode minder. Der var nogle småting, men jeg er overbevist om, at Krishna er der til at holde os oppe, i hvert fald de første mange år, og så efterhånden skal vi selv gøre det, når vi får mere forståelse af det hele, og det bliver mere en integreret del af os selv, og vores frie vilje kommer mere frem.