INTERVIEW MED RAVI PRABHU

Af Lalitanatha Dasa

I sidste nummer (i artiklen ’Det var en fantastisk tid’, august 2023) omtalte Hadai Odja sine gode oplevelser med Ravi Prabhu, der var tempelpræsident for ISKCON’s tempel i København et par år i begyndelsen af 1980’erne.

Der var derfor lagt op til at kontakte Ravi og høre hans historie fra den tid. Det må Krishna også have syntes, for pludselig kom Ravi ind ad døren til templet i København her den 13. august. Han var tilfældigvis på gennemrejse og kiggede kort forbi. Efter et hjerteligt gensyn kom mikrofon og lydoptager frem til et interview, hvor han fortalte om sin tid i Danmark.

Ravi måtte indrømme, at han ikke huskede alle detaljerne fra Danmark, og på nogle punkter var hans beretning forskellig fra noget af det, vi har hørt fra andre i vores afdækning af ISKCON’s historie i Danmark. Det er vel også kun at forvente, når man prøver at huske tilbage til begivenheder, der skete for over 40 år siden. Alligevel viser Ravi en interessant side af vores danmarkshistorie. For Hadai Odja såvel som flere af os andre var Ravi den første hengivne, vi lærte at kende, og vi husker altid positivt tilbage på vores venskab med ham.

Ravi er fra England, hvor han kom til Hare Krishna omkring 1973. Prabhupada bad dengang flere engelske hengivne om at tage til Indien og prædike, fordi de som medlemmer af Commonwealth ikke havde visaproblemer med at opholde sig i landet. Ravi fulgte Prabhupadas opfordring og blev i 1974 indviet af Prabhupada i Vrindavana. Han endte lidt senere i Bangladesh sammen med andre ISKCON-hengivne, hvor de blev konfronteret med en levende gaudiya-vaisnava-kultur, som man ikke møder andre steder. Her følte Ravi sig virkelig hjemme. Specielt kirtana-kulturen var enestående, og han blev selv lidt af en mrdanga-virtuos, hvilket vi i Danmark senere fik fornøjelse af. Hans kirtanaer var og er altid fulde af glæde og liv.

Hans involvering med Danmark startede, da han i 1978 sammen med andre hengivne blev sendt til Vesten for at skaffe penge til ISKCON’s arbejde i Bangladesh.

Ravi: Som jeg fortalte, kom vi hertil fra Bangladesh for at samle penge ind til templet der. Der var intet tempel i Danmark, så til at begynde med boede vi hos en favorabel person i hans lejlighed. Det varede dog kun kort, for snart rejste vi rundt fra by til by og gik på gaden. Jeg tror ikke, der er det sted, jeg ikke har været i Danmark. Vi fik selskab af endnu et par hengivne, der samlede ind til Nepal og Mayapur. Ilapati Dasa, der nu er Bhakti-vikasa Swami, og Dhruvanatha plus en italiensk hengiven, hvis navn jeg ikke husker, var med hele tiden, og andre kom og gik.

Ld: I solgte grammofonplader og bøger?

Ravi: Ja, begge dele. Vi havde små engelske bøger, vi gav ud, og brugte grammofonpladerne til at få folk til at give penge. Vores ide var at samle ind til en bil og køre den til Bangladesh. Vi tog ikke til Sverige, for der var der allerede et stort hengivent samfund, men vi var i Danmark og også Norge engang imellem. Det fortsatte indtil omkring jul i 1978. Jeg fortalte vores leder, Prabhavisnu Swami, at jeg ikke vidste, at det ville have taget så længe, og at jeg savnede Bangladesh. Han svarede, at jeg kunne tage til England og være i templet der et stykke tid. Jeg tilbragte derfor julen i Soho Street i London. Det var tiltrængt. Det er udfordrende at bo i en varevogn, tage bad i havet og gå på gaden hver dag. Det er godt for brahmacarier, men dag efter dag i et helt år var udmattende. Andre kom og gik, men jeg var sankirtana-lederen. Det var min første oplevelse af Danmark og Norge.

På vej tilbage til Danmark fra London mødte jeg min senere hustru Lilasakti på færgen til Esbjerg. På det tidspunkt hed hun Lizanne. Overfarten var hård, og ude på dækket blev jeg gennemblødt af en voldsom bølge. Jeg havde kun min dhoti på, så hun forbarmede sig over mig og inviterede mig til sin kahyt. På den måde lærte vi hinanden at kende. Hun fortalte, at hun og hendes tidligere mand havde startet et politisk parti, og jeg forklarede, at politik ikke var løsningen på det materielle liv. Vi havde en voldsom diskussion, og jeg gav hende en bog, vistnok Sri Isopanisad, og fortalte, at hun kunne finde løsningerne på alle materielle problemer der.

I havnen i Esbjerg blev jeg hentet af Ilapati og spurgte ham, om vi havde en dansk bog til kvinden, jeg havde mødt (vi havde vist en lille tynd dansk udgivelse af et eller andet). Han spurgte, hvorfor jeg involverede mig med hende. Han var en meget fokuseret brahmacari. Jeg svarede, at hun var en god kvinde, og jeg ville opmuntre hende. Jeg bad om hendes telefonnummer og fik det.

Som det næste spurgte Prabhavisnu mig, om vi ikke kunne tage et år mere i Danmark, for der var brug for pengene. Det kunne jeg simpelthen ikke overskue og tænkte, at den eneste måde at slippe udenom det på var at blive en uafhængig grhastha. Jeg kunne ikke fortsætte med at være brahmacari under en sannyasi og hele tiden få at vide, hvad jeg skulle. Illusionen om uafhængighed, ikke sandt?

Jeg ringede derfor til Lilasakti og spurgte, om hun ville gifte sig med mig. Jeg kan godt se, at det var en lidt usædvanlig ting at spørge en, man lige havde mødt på en båd, om. Men jeg tænkte, at hun var kvalificeret. Hun var en kvinde, og jeg var en mand, så det virkede da som et rimeligt forslag. Hun svarede, at hun slet ikke kendte mig overhovedet. Jeg sagde, at så kunne vi måske mødes og komme til at kende hinanden. Jeg tænkte, at det var den mest naturlige ting at gøre. Vær ærlig. Hun fortalte mig nu her på Samsø [grunden til, at Ravi netop var i Danmark nu i 2023, var Lilasaktis fødseldag på Samsø], at hun havde tænkt, at denne japaner virkelig var en underlig fyr. Jeg ved ikke, hvorfor hun troede, jeg var japaner. Måske var det mit korte hår. En stemme inde i hende havde sagt til hende, at den person kommer til at ændre dit liv, og jeg tror ikke, at hun mente det som noget positivt. Under alle omstændigheder for at gøre en lang historie kort mundede det ud i, at vi besluttede os for at blive gift, så da Prabhavisnu senere kom og bad mig om at blive i Danmark et år mere, fortalte jeg ham, at jeg var færdig som brahmacari og skulle giftes.

Min plan var at tage tilbage til Bangladesh med min nye hustru, og alt ville være fint. Det gik ikke helt som planlagt. Godt nok kom vi til Bangladesh og var der en periode, men nu var hun gravid og kunne ikke overskue at skulle føde der. Hun ville hjem, så vi kom tilbage til Danmark, hvor vores datter Candravali blev født i 1980. Vi boede på Fyn, hvor Lilasakti er fra, for der var ikke noget tempel i Danmark. Vi tog så en tur til Korsnäs Gård i Sverige, hvor vi mødte Harikesa. Han sagde til Lilasakti, at siden hun var dansk, skulle hun oversætte Prabhupadas bøger til dansk, og jeg kunne starte et tempel. Vi tog derfor ned til København og ledte efter et sted og lejede Knabstrupvej 38 i Brønshøj.

Ld: Var der ikke allerede et tempel på Korfuvej?

Ravi: Det mindes jeg ikke.

Kesava Priya: Jo, jeg var der sammen med bl.a. Premarasa, Kesinasana og Devamrta Swami.

Ravi: Virkelig? Det første sted, jeg husker, var Knabstrupvej. Det må være min dårlige hukommelse. Jeg husker kun Knabstrupvej.

Vores søn Narottama blev født i 1982 på et hospital i København. På den tid begyndte vi at trykke invitationer og gå på harinama og invitere folk til Knabstrupvej. Brahmacarierne boede nede i kælderen, og vores familie var ovenpå. I køkkenet lavede vi søndagsfester, og folk begyndte at komme. Når man kommer til et sted på den måde, dukker der interesserede folk op. De ser de hengivne eller har måske hørt om dem. Der var Kenneth og Bhakta Claus, og der var Payonidhi, Pancamuka, Jahnu, Adi Deva, dig selv osv. Jeg har stadig forbindelse med nogle af dem, men andre har jeg selvfølgelig glemt. Der var også Jan, en rigtig kultiveret fyr. Harikesa boede i hans lejlighed, da han var på besøg, for vi havde ikke meget plads på Knabstrupvej.

Ld: Hvad med Jnana dasa?

Ravi: Jo, han var der også. Som det næste ønskede vi at åbne en Govindas Restaurant og fandt et lille sted i Studiestræde. Der kom en kok, Visvadevi, vist nok fra Argentina. Det endte dog med, og det var nok lidt politisk, at Devamrta Swami, der var regionalsekretær, mente, at det var forkert, at jeg ikke først havde spurgt ham om at åbne en restaurant. Jeg svarede, at pengene var kommet fra forsamlingen, og jeg havde ikke misbrugt ISKCON eller BBT’s penge og syntes, at det var en fantastisk ide. Det gjorde han ikke, og jeg endte med at blive udskiftet, og Raivata fra Sverige kom ned og overtog.

Ld: Men det var da noget senere?

Ravi: Åh jo, for først flyttede vi jo templet ned til stedet ved Køge, men jeg husker ikke helt længere, hvad der skete. Visvadevi var der, og vi havde Studiestræde. Jeg husker, at Jagadisa Maharaja kom på besøg. Han gav os gode instruktioner om, hvordan vi behandler vaisnavaer, uanset hvad deres status er. Jeg tror, det var godt, for vi forstod ikke helt, hvordan man omgås med ældre hengivne.

Jeg husker Kim og Mikael, der lavede et drivhus af plastik, hvor de dyrkede tomater og agurker. Da Harikesa kom på besøg sammen med et følge, fortalte jeg hans tjenere, at de bare kunne gå ud og plukke friske tomater og agurker og give dem til Harikesa i stedet for at købe dem i Brugsen. De udbrød: ”Jamen, de vokser jo i snavset jord! Det kan man da ikke ofre til Krishna!” Det var virkelig en demonstration af manglende forbindelse til den verden, vi er i.

Men som sagt husker jeg ikke alle detaljer fra dengang. Til sidst inviterede Harikesa os op til Sverige til en festival, som jeg ikke præcist husker hvad var. Her kom Tilakanatha og Vaisnavi fra Norge og foreslog, at vi åbnede et tempel der. På grund af situationen i Danmark var det en vanskelig tid for mig, så jeg tænkte, at her var der måske en mulighed, selv om Devamrta Swami også var regionalsekretær i Norge. Vi tog derfor op til Tilakanatha i Bergen.

Her gentog vi den samme proces. Det er altid det samme. Man kommer til et sted, man går ud på gaden og synger, inviterer folk tilbage til prasadam og fortæller dem om Krishna. Det svinger med nogle folk, med andre ikke. På den måde bliver nogle hengivne. Sådan var det, da Prabhupada var her. Hengivne kom til templet, blev trænet og drog ud og åbnede andre templer. Man ville lære at lave mad, tilbede Krishnas Deitet, studere bøgerne og lære at spille mrdanga og lave kirtana, så man selv kunne tage et sted hen og starte et tempel på egen hånd. Hengivne kunne blive anbragt hvor som helst, og de ville starte et tempel, hvor de end var.

I Bergen kom der folk, og nogle af dem blev initieret. Det gik godt. Men så fortalte Devamrta Swami mig, at Harikesa havde sagt, at russerne ville invadere Norge, og vi skulle sælge templet og bruge pengene på at købe en gård i Sverige. Jeg svarede, at det satte mig i en vanskelig situation som tempelpræsident. Hvis vi sagde, at noget ville ske i fremtiden, fordi denne person skulle være en absolut autoritet med forbindelse til Krishna, men det så ikke skete – det ville udfordre de hengivnes tro. Jeg spurgte, om de var helt sikre på, at russerne kom. Han svarede, at Harikesa havde netop sagt det, så jeg gik med til det. Vi solgte Tilakanathas hus og brugte pengene på at købe Almvik, og vi flyttede selv dertil.

Vi var også i Danmark sommetider, for Lilasakti oversatte jo danske bøger. Men min involvering med Danmark var stort set forbi på det tidspunkt. Omkring 1985 prædikede jeg i Østeuropa og rejste frem og tilbage med bøger ind i kommunistlandene. Så fik Lilasakti en dag at vide, at vi ikke længere kunne være på Almvik. Da jeg kom tilbage fra en af mine ture, fortalte hun, at vi var nødt til at tage af sted. Jeg tænkte, at så kan vi jo tage ned til Danmark. Vi havde to børn, og Lilasakti kunne arbejde, for hun var meget mere kvalificeret til at arbejde i Danmark end mig, imens jeg kunne tage mig af børnene. Det var helt fint med mig. Men hun nævnte så, at som alternativ kunne vi tage til England, hvor jeg kunne arbejde, og hun kunne passe børnene, hvilket hun helt tydeligt havde mere lyst til. Vi slog plat og krone om det. Jeg tabte, og vi rejste vi til England i 1985.

Dermed var det slut med min tid i Danmark. Men jeg vil sige, at jeg var stolt af den danske yatra. Da de sendte mig til Danmark, var forståelsen nærmest, at Danmark kunne aldrig blive til noget. Jeg tænkte da, at det får vi at se, for hvis Krishnabevidsthed er sand for alle sjæle, må det også være sandt for danske sjæle. Hvorfor skulle de udelukkes? Jeg elsker at blive udfordret og ville vise, at det kunne lade sig gøre. Da det så skete, blev jeg stolt af Danmark, og jeg er glad for at se, hvordan der stadig er hengivne og Krishnabevidsthed her.