INTERVIEW MED HADAI ODJA PRABHU

Af Lalitanatha Dasa

I serien om ISKCON Danmarks historie fortæller Hadai Odja Prabhu om sine oplevelser af ISKCON sidst i 70’erne og begyndelsen af 80’erne.

Vi får et glimt af templerne på Korfuvej på Amager, Knabstrupvej i Brønshøj og i Åshøj ved Køge og af de hengivne, der var i Danmark dengang. Det var også på den tid, at et Hare Krishna-center i Studiestræde i København for første gang tiltrak rigtig mange direkte fra gaden til Krishna.

Ld: Hvad var din første oplevelse af ISKCON her i Danmark?

Hadai: Jeg havde mødt nogle engelske hengivne på gågaderne i Kolding og Esbjerg omkring 78 og 79. De var dog ikke en del af den danske yatra, men på gennemrejse og havde ikke noget at gøre med dem, der havde gang i noget på Christiania. Første gang, jeg mødte danske hengivne, var i sommeren 1980 i Skive, hvor jeg arbejdede på et hotel. Der rendte jeg ind i Payonidhi, der rejste rundt med vistnok Janesvara, Adideva, Pancamukha – jeg er ikke helt sikker på dem alle.

Jeg var på det tidspunkt begyndt at komme sammen med Anita (senere Ananda-mayi), der arbejdede i en tøjbutik på gågaden. En dag mødte jeg Payonidhi ude foran butikken. Ham slap man ikke lige af med. Han var meget pågående og inviterede sig selv ind i butikken med noget creme fraiche og peanuts, han lige havde købt og nu ofrede inde i baglokalet i butikken. Efterfølgende kom de hengivne til at bo hos os i nogle dage i Anitas lejlighed i Skive.

Det må have været i sensommeren 1980. Jeg havde netop været til Pink Floyd koncert i begyndelsen af august 80, hvor jeg havde mødt engelske hengivne og været på Bhaktivedanta Manor. Jeg var ikke selv begyndt at praktisere Krishnabevidsthed, men havde nogle bøger, som jeg læste. Jeg var derfor åben, da jeg mødte Payonidhi og de andre, der kørte rundt i Danmark.

I 1981 flyttede Anita og jeg ind i en fynsk bondeidyl med stråtag og bindingsværk ved Nyborg, hvor jeg havde arbejde på Hotel Hesselt, og de samme hengivne kom og boede hos os.

Senere på året i 1981 besøgte jeg templet på Korfuvej i København. Hvorfor ved jeg ikke. Eller det gør jeg, men det var ikke mit eget sind eller intellekt, der forstod, at det var den vej, jeg skulle gå. Det var Krishnas barmhjertighed og Oversjælen, der styrede det forløb. Nogle ting blev så meget vigtigere, og andre ting blev helt ligegyldige. Jeg fik helt andre prioriteringer. Jeg havde ikke den store filosofiske forståelse. Jeg havde ikke læst Srimad-Bhagavatam eller Bhagavad-gita. Jeg læste kun de bøger, der blev distribueret dengang, såsom Perfektion i Stridens Tidsalder.

Ld: Det var gode bøger.

Hadai: Det var virkelig en god bog, der var nem at læse og satte rigtig meget på plads. Så det var mit besøg – ingen frygt eller angst for det fremmede. Jeg mødte bl.a. Devamrta Swami, Pancamukha (nu Gaurahari) og Kamsari (nu Kesava Priya). Måske var Adideva der også. Jeg var der to gange, og den anden gang var Harikesa der. Det har måske været i september.

Derefter kom Devamrta Swami og besøgte os for at overtale os til at flytte ind i templet. Det gjorde han ret upædagogisk og skræmte Anita temmelig meget. Det er en helt anden historie.

Jeg holdt op med at arbejde på Hotel Hesselt, for Harikesa havde via Payonidhi overbevist mig om, at hvis man var seriøs med Krishnabevidsthed, kan man ikke arbejde et sted, hvor de fire regulerende principper bliver brudt dag og nat. Sidst på efteråret 81 stak jeg af fra det hele og tog til Korsnäs Gård i Sverige. Der var jeg et stykke tid og rejste lidt frem og tilbage. Jeg var med til maratonet i Stockholm i december, hvor de hengivne solgte bøger, stearinlys mm. Så kom jeg tilbage til Fyn, for jeg var helt åbenlyst ikke klar til at overgive mig. Anita var også gravid med Arjuna, hvilket jeg følelsesmæssigt var i klemme omkring med hensyn til ansvar osv.

I foråret 82 fødtes Arjuna, og jeg havde travlt med alle mulige haveprojekter. På det tidspunkt kom Ravi, der nu var tempelpræsident i København, på besøg sammen med sin kone, Lilasakti. Jeg havde før mødt ham oppe i Bergen, hvor han havde været tempelpræsident. Nu stod han for templet i København, der i mellemtiden var flyttet til Knabstrupvej i Brønshøj. Det var godt. Ravi var rigtig rar og sympatisk, og Lilasakti kunne relatere til Anita om Krishnabevidsthed på en måde, som jeg ikke kunne.

Jeg begyndte så at komme ovre på Knabstrupvej i foråret 82. Jeg husker ikke lige, hvordan det skete, men det havde noget med Ravi og Lilasakti at gøre. Det var virkelig en fantastisk oplevelse. Det var et lille hus i Brønshøj med have. Hele denne afslappede og meget menneskelige facon, som det foregik på med Ravi og Lilasakti. Upåagtet andre ting, så al ære til dem. Det var simpelthen sådan en god oplevelse. Ravi inspirerede én på en helt speciel måde. Det var rigtig nemt, og man følte sig ikke forkert, eller at man var i vejen eller dum og uvidende. Det var på en måde meget pædagogisk, uden at han på nogen måde var selviscenesættende pædagogisk. Det var bare hele hans væsen. Det var virkelig noget, der rykkede. Jeg tog jævnligt derover til søndagsfester mm.

De hengivne inklusive Ravi og en tjekkisk hengiven ved navn Turya var ved at istandsætte et kælderbutikslokale i Studiestræde, hvor de ville starte en Govindas. Det var en meget stor ting, som jeg blev involveret i sammen med andre. Jeg blev sat i gang med at grave, støbe osv. og lærte en masse af det. Det var et kæmpeprojekt, og jeg gav alle mine opsparede penge til det.

Da stedet senere åbnede, var det første gang, at noget så eksplosivt som et prædikecenter var åbnet i Danmark, og lige pludselig kom der så mange mennesker, fordi der blev distribueret bøger, invitationer osv. og der var harinama oppe i gaderne.

Jahnu var også begyndt at komme dengang. Om han var med til at lave Studiestræde, kan jeg ikke huske, men en del af dem, der hang ud på Knabstrupvej, var involverede. Parallelt med arbejdet i Studiestræde lejede Ravi og Lilasakti et skovhus i Åshøj nede ved Køge, og templet rykkede dertil fra Knabstrupvej måske engang i begyndelsen af eller midt på efteråret i 1982. Ramasraddha og Jnana Dasa kom og blev en del af det sammen med Jahnu og dig [Lalitanatha Dasa]. Adideva og Pancamukha må også have været der, imens Kamsari var i Sverige på det tidspunkt.

Adideva blev leder af Govindas, da den åbnede. Det tog Harikesa ham fra igen, for det var vist ikke lige ham. Den 1. januar 1983 flyttede jeg så ind i templet i Køge (Ananda-mayi og vores søn blev ovre på Fyn). Kim Østergård var der også sammen med sin bror Michael og sin kone eller kæreste, Lene, og hendes søn. De var der vist fra efteråret 82. I [Jahnu og Lalitanatha] var allerede ude på sankirtana og sælge bøger.

Raivata kom senere og blev tempelpræsident, fordi der gik ged i noget med Ravi, der blev sat fra posten. Ravi kom så tilbage igen senere. Jeg er ikke lige klar over, hvor han var i mellemtiden. Raivata var der fra primo 83, for jeg husker tydeligt, han var der til Nityanandas fremkomstdag i februar 83. Der var han tempelpræsident, og Ramasraddha, Jnana Dasa m.fl. var der også. Harikesa var også besøg.

Ld: Fortæl lidt om, hvordan det praktiske foregik.

Hadai: Det var det, jeg gerne ville ind på. Det var jo en fantastisk tid. Kim, Michael og jeg blev simpelthen bare smidt ud i køkkenet og skulle lave prasadam til Govindas i Studiestræde hver dag. Jeg havde ikke en pind forstand på det, men alt er muligt med de hengivne og Krishnas barmhjertighed.

Vi fandt ud af at få lavet prasadam og kørte det hver dag op til København i min gamle Volvo og serverede det ud. I løbet af efteråret havde Ravi og de andre fået etableret et prædikecenter med en spiseklub. Der var dog ikke noget decideret køkken. Jahnu gik på Købmagergade hver dag og distribuerede bøger og delte invitationer ud. Det gjorde andre også inklusive os. Så folk kom, faktisk temmelig mange. Holdt vi også søndagsfester der, eller var det derhjemme?

Ld: Der var søndagsfest i Govindas. Ikke i templet i Køge.

Hadai: Jeg kan godt huske, at vi lavede nogle store fester der. Det var egentlig ret primitivt, for vi havde hverken det ene eller det andet. Intet køkkengrej af betydning. På mirakuløs vis fik vi alligevel noget bikset sammen. Jeg bliver meget rørt, når jeg tænker på den tid. Det var en fantastisk tid. Det var ukompliceret.

Vi havde mange hengivnes selskab, uden at jeg overhovedet forstod betydningen af det dengang. De havde deres personlige situationer og dermed forbundne problemer, som vi ikke rigtig kendte noget til, selv om man efterfølgende kan se det. Det fyldte ligesom ikke noget eller var særlig synligt, for der var så megen tjeneste og barmhjertighed.

Det var totalt asketisk. I kælderen i Køge lavede vi et bruserum til mændene, og ovenpå var der en asrama for kvinderne. Hvor brahmacarierne boede, kan jeg ikke lige huske. Kan du?

Ld: Godt spørgsmål. Der var nogle værelser i stuen, og der blev også indrettet noget på førstesalen eller loftet.

Hadai: Jeg kan huske, at Raivata og hans kone boede i et værelse nedenunder. Og jeg mener, at brahmacarierne boede ovenpå. Ja, det gjorde vi, og Kim og hans kone boede ude i det lille hus. Jeg tror, der var to rum derude med en kamin og noget, de fyrede i. Vi gik i bad nede i kælderen i et interimistisk bruserum med koldt vand og det hele.

Parallelt med det havde vi gang i noget udenfor, hvor der blev anlagt have og et drivhus, hvor der blev dyrket grøntsager og blomster. Jeg husker min første bhima-nirjala ekadasi. Det har nok været i maj måned. Ravi var igen tilbage som tempelpræsident. Vi lavede baderum i kælderen og kørte murbrokker og jord ud med trillebør. Det var hårdt fysisk arbejde på en dag uden mad og drikke, så næste morgen omkring klokken 5 efter mangala-arati gik vi amok i prasadam fra dagen i forvejen. Vi sad deroppe på trappen, inden man kom ind i de rum, der var ovenpå, og spiste. Jeg husker det tydeligt.

Så skete der personligt noget for mig og Ananda-mayi, hvor vi rejste til Almvik i Sverige omkring den 1. juni. Jeg ved ikke lige hvorfor. Jeg tror, det var noget, Ravi fandt på, for han havde så mange ideer. Ramasraddha var imod det, for han han kunne forudse, at vi måske ikke kom tilbage. Det endte det også med. Ananda-mayi kom over med toget, hvilket nok har været Lilasaktis hånd, og så tog vi til Almvik. Jeg mener, at Kim og hans bror også var med. Vi var deroppe i 2-3 uger i juni 83 og kom så tilbage igen.

Hvem der efterfølgende tog sig af Govindas, ved jeg ikke. Men i mellemtiden havde Ravi og Adideva arrangeret, at vi skulle på Roskilde Festival. Vi havde et telt, og Ramasraddha, Ravi, Kim og jeg var der. Adideva har helt sikkert også været der og sikkert også Jnana Dasa.

Ld: Jeg var der også.

Hadai: Det hele var meget interimistisk og ikke for godt planlagt. Nærmest kaotisk og på sin vis primitivt, men vi lavede en masse prasadam. Vi havde wok og gasblus med, og jeg kan huske, jeg lavede kichari, der blev distribueret til hundredvis af mennesker. Det var en stor oplevelse.

Men da vi så kommer tilbage, går der ikke lang tid, inden Ananda-mayi og jeg bliver kaldt til Sverige og Almvik af Harikesa. De manglede landmænd deroppe. Det var så slut for os i Danmark de næste tre år. I mellemtiden skete der en masse ting i Danmark. Devamrta Swami kom tilbage for at tage over efter Ravi, Raivata, Jnana Dasa osv. Der har jo nok været en masse med noget kemi og og forskellige måder at gøre tingene på. Devamrta Swami lukkede ned i Køge og købte Soldalen på Østerbro og startede et rigtigt solidt og regulært tempel. Det kender du, for det var du jo en del af. Og Govindas i Studiestræde blev lukket.

Ld: Det var ærgerligt. Vi skulle have beholdt det sted.

Hadai: Jeg kan ikke se, hvorfor de ikke skulle have kørt det videre. Men Devamrta Swami ville køre tingene på en anden måde. Måske var han nødt til at rydde op og skære ind til benet, eller måske var han bare sådan.

Denne første del af Hadai Odjas beretning fra 1980’erne bliver fulgt op af et senere interview, hvor han fortæller om tiden på gården ved Brørup, hvor der var et Hare Krishna-landbrug fra 1986 til engang i begyndelsen af 1990’erne. Hvornår interviewet bringes, er ikke fastlagt endnu.