Af Janesvara Dasa

Janesvara Prabhu fra Sverige var en af de første hengivne, der kom til Danmark omkring 1979-1980. På opfordring fortæller han lidt om, hvad han husker fra dengang.

Da jeg i 1978 gik med i Krishnabevægelsen på Korsnäs Gård i Sverige, var bogdistributionen det allermest prioriterede. Harikesa Prabhu og Vegavan Prabhu sendte som GBC-repræsentant og regionalsekretær flere gange sankirtana-grupper (rejsende bogdistributionsgrupper) til Danmark. Jeg husker, at vi blandt andet distribuerede Guds Supreme Personlighed, et lille dansk uddrag fra Krishnabogen.

Vi vidste, at forskellige hengivne havde haft programmer nogle år tidligere på bl.a. Christiania, og nygifte Gopisvara Prabhu, en hengiven fra USA, var rejst ned for at starte forkyndelsen i København. Der blev arrangeret et program med Harikesa, og mange bogdistributører og den indiske forsamling var der. Harikesa Prabhu talte og besvarede spørgsmål. Hen imod afslutningen var der en voldsom ordveksling, da Harikesa nævnte, at Swami Vivekananda og Rama Krishna var mayavadier og dæmoner! Nogle reagerede meget stærkt på det! Vi havde også et sankirtana-møde med Harikesa Prabhu og Krishna-ksetra Prabhu på Lolland på dette tidspunkt.

Under mit første besøg i Mayapur (Indien) i 1980 bad Harikesa Prabhu mig om at tage til Danmark og gøre tjeneste i Københavnstemplet. Vaidyanatha Prabhu havde lejet et hus på Korfuvej på Amager, og han havde brug for hjælp med økonomien.

Jeg begyndte at distribuere LP-plader uden for Københavns Hovedbanegård og solgte 50 plader hver dag i en måneds tid. Siden kom Devamrita Dasa Brahmacari til København og blev tempelpræsident. Harikesa Prabhu kom også på besøg. Devamrita Prabhu købte os en Toyota Hiace, og vi var nu en lille gruppe, der rejste rundt i Danmark og distribuerede bøger i tre år. Det var Payonidhi Prabhu, Dasavatara Prabhu, Pancamukha Prabhu og mig og senere også Adideva Prabhu. Vi var ude at rejse i en uge eller to ad gangen. Engang imellem havde vi søndagsfest på et vandrehjem, og somme tider tog vi færgen fra Frederikshavn til Göteborg og besøgte Prapujaka Prabhu og Sikandini Mataji i templet i Partille til søndagsfest. Devamrita Prabhu inspirerede os med sine klasser og viste os film om ISKCON.

Engang var vi i Køge for at distribuere, og da vi sad i Hiacen ved dagens afslutning og talte laksmi (penge), kom en politibil hylende og bremsede tyve centimenter foran vores bil, imens en anden politibil blokerede vores bil bagfra. Betjentene sprang ud, greb Pancamukha og vred en af hans arme om bag på ryggen med et politigreb og råbte: ”Klokken er 17.56, og I er arresterede!!!” Vi blev alle slæbt med på politistationen, fængslet og afhørt om, hvem vi var, hvad vi lavede osv. De løslod de danske hengivne efter nogle timer, mens jeg måtte tilbringe en nat i fængslet. Det viste sig senere, at nogle timer, før vi var færdige med vores distribution og var mødtes i bilen, var en ældre dame blevet frarøvet 17.000 kr. Hvad mere var, havde nogle set os sidde og tælle penge i bilen! Politiet lagde to og to sammen og troede, at de havde fundet tyvene! Jeg blev sluppet fri dagen efter med en advarsel om ikke at fortsætte med at distribuere bøger på Danmarks gader.

Vi kæmpede videre og forsøgte at distribuere lige så mange bøger som de hengivne i Sverige, men det var svært. Da det var tid til inspirationsmøde på Korsnäs for alle sankirtana-grupperne før Prabhupada-maratonet, der dengang kaldtes julemaratonet, rejste vi dertil. Jeg bad inderligt til Sri-Sri Gandharvika-Giridhari, at vi måtte komme ud af, hvad jeg opfattede som lave distributionstal, og sælge 100 bøger på én dag. Den, som først nåede det, var Adideva Dasa, og siden fulgte vi andre efter én efter én. Jeg gjorde det første gang i Ikast på en snerig decemberdag.

Jahnu Dasa kom til templet, der nu blev ledt af Ravi Prabhu, og distribuerede i København under opsyn af ham, og Lalitanatha Dasa kom også lidt senere. Begge viste sig at være dygtige bogdistributører. På denne tid spekulerede jeg med hensyn til indtagelse af prasadam og begyndte at spise meget lidt, omkring en fjerdedel af, hvad jeg havde brug for at spise. Jeg blev tynd som en kæp! Min bogdistribution gik ned. Jeg blev sendt til Norge for i stedet at indsamle penge til købet af Almviksprojektet gennem salg af malerier. Priyavrata Prabhu erstattede mig som sankirtana-leder i Danmark.

Omkring 1987 tog jeg tilbage til Danmark og distribuerede igen bøger. På den tid drev de et landbrugsprojekt på Tirslunds gartneri i Brørup kommune lidt uden for Kolding. Mange sannyasier og prædikanter besøgte os der såsom Satsvarupa Dasa Gosvami og Dhanur-dhara Swami. Jorden var dog syg, fandt man senere ud af, og gården blev solgt. På den tid mødte jeg min polske hustru, Krishna Bhakti, der lavede oversættelser for BBT. Hun boede forskellige steder, når hun gjorde dette. Vi blev gift i templet på Kongens Tværvej på Fredriksberg den 17. januar 1989. Samme år flyttede vi til Almvik, og jeg begyndte at gøre tjeneste som lærer i Almviks gurukula.

Inden jeg blev hengiven, havde jeg også forbindelse til Danmark. Jeg tog et sytten måneders kursus på Tvindskolerne, Den Rejsende Højskole. Vi rejste i busser til Indien. Der stødte vi på hengivne, der sang Hare Krishna på bredden af Ganges i Benares. Senere arbejdede vi på forskellige fabrikker i København som en del af uddannelsen. Jeg boede i Ryesgade, der dengang kaldtes ”Den sorte firkant”, et slumområde. Min bolig var et nedlagt butikslokale. På væggen hang det typiske maleri af Partha Sarathi med Krishna og Arjuna bag fire hvide heste! En af mine medstuderende forklarede, at Krishnafolket mener, at dette er Gud, og hun fortalte, at hun havde været til et program på Christiania, hvor de uddelte gratis mad og havde mantra-sang. Hun fortalte: ”Alle blev vældigt entusiastiske under sangen, og nogle hippier smed tøjet og dansede nøgne, men det blev ikke værdsat af Krishnafolket. De sagde helt fra!”

Den danske yatra ki jaya!

Sankirtana ki jaya!