… SELV OM HAN STADIG ER ET NYT MEDLEM

INTERVIEW MED HH TRIVIKRAMA SWAMI

Af Lalitanatha Dasa

Srila Prabhupada skrev i et brev til Mukunda den 28. juli 1969: ”Hvad Trivikrama angår, er han en super førsteklasses brahmacari.

Hans tjenestementalitet og hans underdanighed er meget fin, selv om han stadig er et nyt medlem.”

I marts 2023 besøgte dette nye medlem København. Selvfølgelig er der gået 54 år, siden Prabhupada kaldte Trivikrama et nyt medlem, men Trivikrama Swami, nu 82 år, er stadig et super førsteklasses medlem af ISKCON og forbløffende aktiv og fuld af vigør ligesom dengang. Fredag den 10. marts havde Dandaniti og jeg en samtale med ham, hvor han fortalte om nogle af sine oplevelser med Prabhupada, og hvordan det er at opleve ISKCON med over et halvt århundredes erfaring i rygsækken.

Trivikrama Swami mødte ISKCON i 1968 og flyttede ind i templet i Buffalo, USA, som 26-årig. Han havde en baggrund fra søværnet og fortsætte i begyndelsen med at studere, mens han boede i templet. ”Jeg klarede mig bedre i skolen, for jeg drak ikke, hvilket jeg nu aldrig havde gjort meget, og røg heller ikke længere marijuana,” fortæller han. Han prøvede livet som hengiven i seks måneder og syntes, det var et godt valg.

Han fortæller, hvordan han testede Srila Prabhupada: ”Som soldat fra Søværnet ville jeg gå andre på klingen. Disse Hare Krishna-folk sagde, at det, de siger, er perfekt, og de har den perfekte filosofi, og Prabhupada er en perfekt person. Det testede jeg, og efter halvandet år var jeg overbevist om, at Prabhupada var tilbedelsesværdig. Jeg testede det som en opblæst amerikaner. Jeg havde en smule uddannelse, og jeg vidste, at om ikke andet kunne jeg altid finde en pige og slå mig ned og blive en almindelig familiemand. Men han bestod alle prøverne, og jeg overgav mig til ham.”

Trivikrama Swami var sammen med Prabhupada i 1969 på John Lennons gods, Tittenhurst, i England. Her fik han lov til at massere Prabhupada. Han lærte at komme sandeltræsolie på hans hoved og sennepsolie på resten af kroppen. Trivikrama Swami: ”Efter at have givet Prabhupada massage den første gang sagde jeg, at jeg ville finde en bog om, hvordan man giver massage, for det havde jeg aldrig før gjort. Prabhupada svarede: ’Det er ikke nødvendigt. Du læser bare Bhagavad-gita, så skal Krishna nok fortælle dig, hvordan du giver massage.’

Prabhupada var så varm og omsorgsfuld over for os. Somme tider viste han det på en hård måde ved at skælde os ud, men jeg vidste altid, at han var en velønsker, så jeg blev ikke forstyrret over det. Han skældte mig ret meget ud, for jeg var ældre end de fleste og lidt hård i nødden efter at have været i Søværnet.”

Efter London blev Trivikrama sendt til Hamborg, hvor han distribuerede bøger på gaden og gjorde andre tjenester. En dag gav de lokale ledere, Hamsaduta og Tamala Krishna Dasa, alle brahmacarierne besked på, at de skulle gifte sig, for de mente, at der var mange hengivne søstre, der havde brug for en mand til at beskytte sig. Det ville Trivikrama ikke gå med til. Han skrev til Prabhupada og bad om at få lov til at komme tilbage til USA. Prabhupada svarede tilbage, at der skulle ikke være nogen hvervning for at få nogen til at gifte sig. Trivikrama Swami: ”Jeg formoder, han også havde brug for sannyasier, der kunne bruge al deres tid på at prædike og sprede Krishnabevidsthed over hele verden. Han vidste, at hans helbred ikke var godt, og sannyasier kunne gøre en stor del af hans arbejde. Han bad mig tage sannyasa. Jeg svarede, at jeg ikke var sikker på, om jeg var klar til det. Jeg havde netop læst en artikel om Bhaktisiddhanta Sarasvati, der tog sannyasa som 45-årig, og jeg var kun 29. Jeg tvivlede på, at jeg var kvalificeret. Prabhupada så på mig. Vi var kun os to. Han spurgte: ”Vil du giftes?” Jeg svarede: ”Nej.” ”Så kan du godt tage sannyasa,” konkluderede Prabhupada.

Det var i 1971. Herefter sendte han mig til Japan, hvor der var nogle problemer. Vi havde et sted ude på landet, og nogle måneder senere kom Prabhupada selv til Japan. Han kom sent om aftenen, så jeg mødte ham ikke der, men om morgenen ventede jeg uden for hans hytte, der lå tæt på templet, i håb om at komme ind til ham. Ganske rigtigt åbnede døren til hytten klokken seks. Prabhupada så mig ikke, så jeg tænkte, at det var min chance. Jeg gik forsigtigt ind og bukkede mig ned for Prabhupada. Jeg følte mig lidt vigtig, fordi han havde givet mig sannyasa, og jeg var der på hans ordre. Det fornemmede han, så da jeg bukkede mig ned og rejste mig igen, så han på mig og sagde: ”Nå, det er bare dig. Kan du ikke kalde på de andre?” Da jeg senere så ind i mig selv, kunne jeg forstå, at Prabhupada havde set, at jeg var stolt, og med det samme skåret mig ned.

Jeg husker en anden ting tilbage i september 1969. Vi var til det første store åbne program i London. Mange, hovedsageligt hinduer, kom, måske 300. Der var en mand, der lavede forstyrrelse. Han rejste sig og nærmest råbte: ”Hvad med Siva?” Prabhupada ville have forsamlingen under kontrol, så til min overraskelse svarede Prabhupada ham hårdt tilbage: ”Sæt dig ned. Du er et vrøvlehoved.” Det var overraskende, for Prabhupada var normalt så ydmyg, men her bad han offentligt en mand om at sætte sig ned. Jeg kunne lide det, så da jeg næste dag masserede Prabhupada, talte jeg om det og tænkte, hvordan jeg kunne give Prabhupada en rigtig god massage, så han og jeg kunne tage ud til endnu en fantastisk præstation. Pludselig sagde Prabhupada: ”Nej!” Mine hænder stivnede på hans krop. Så sagde han med en anden stemme ligesom et barn helt inde fra hjertet: ”Jeg er blot en beskeden tjener.” Jeg følte mig så flov og tænkte, at jeg slet ikke skulle have lov til at være i samme rum med denne person. Han var så aristokratisk, og jeg var sådan en almindelig person. Han lærte os med sit eksempel, hvordan han var ægte ydmyg, og han forsøgte at hjælpe mig til også at blive det. Det var ikke kunstigt, for han tænkte på sin åndelige mester og Krishna, og i det forhold var han en beskeden tjener.

En gang var han virkelig rar ved mig. Jeg blev glad for tjenesten med at massere ham i England. Efter tre måneder skulle han tilbage til USA, og jeg spurgte, om jeg kunne komme med og fortsætte med at være hans massør. Han svarede ikke på det, men senere kom hans tjener og sagde: ”Lad være med at plage Prabhupada om at blive hans massør. Det er allerede aftalt, at Upendra skal gøre det i USA.” Det affandt jeg mig med, og samme dag kørte jeg Prabhupada i lufthavnen. Kun ham og mig. Så jeg sagde til ham: ”Jeg hører, at Upendra skal give dig massage fremover.” Prabhupada sagde ingenting. Der var helt stille længe, så for at bryde tavsheden og også vise, at jeg havde accepteret, at jeg ikke længere skulle være hans massør, sagde jeg: ”Jeg har aldrig mødt Upendra. Er han en fin fyr?” Prabhupada vendte sig mod mig med et stort smil og et glimt i øjet og sagde: ”Ikke lige så fin som dig!” Han ramte mig lige i hjertet. Jeg kunne se, at han virkelig elskede os alle. Hvis nogle overgav sig mere, ville han blæse til ilden og vise det endnu mere.”

Ld: ”Hvordan er dit liv nu?”

Trivikrama Swami: ”Jeg ser, hvordan alt, der sker, er til mit bedste. For eksempel blev jeg afsat som tempelpræsident i Orlando (Florida) for et stykke tid siden, men det var godt for mig. Jeg var der ti måneder om året, men jeg kan lide at rejse, og nu rejser jeg over hele verden. Jeg har netop været i Indien for første gang i 20 år. Jeg blev virkelig imponeret over, hvad der sker der. I Mumbay er der fire templer, og syd for i Pune er der tre, hvor alle er opfyrede. I Bangalore er der tre eller fire templer. Jeg var i Ujjain i Bhakti-caru Swamis tempel. I Hyderabad er der tre eller fire templer, hvor det alt sammen er IT-folk, og jeg ser, hvad Prabhupada gjorde. Han prædikede i Vesten, men hans virkelige hjerte var i Indien. De sidste par år, mens han var her, tog han penge fra Australien, Amerika og Europa for at få gang i Indien, specielt i Bombay, og nu har de ekspanderet så meget.

Jeg tror, det var der, jeg hørte, at de tre bedste steder at prædike i verden er Indien, Bangladesh og Ukraine. Jeg har prædiket meget i Ukraine. Jeg har lyst til at forbande Putin. Skal jeg gøre det? Måske ikke. Vaisnavaer forbander ingen. Folk er allerede forbandede. Men det er en forfærdelig krig, og den ser ikke ud til ikke stoppe snart, om nogensinde. Koreakrigen er heller aldrig ophørt. Men russere og ukrainere er da ellers de samme folk, er de ikke?

Ld: ”Bortset fra tiden med Prabhupada, hvad har været højdepunkterne og de definerende begivenheder i dit liv?”

Trivikrama Swami: ”Den ene dag har taget den anden. Jeg mærker, at min tro vokser, for jeg oplever mere udveksling med Krishna. Fremtiden er lys. Jeg føler mig ikke gammel. Nogle ældre folk på måske 60 eller 65 plejede at besøge universitetsområdet i Orlando hver tirsdag. Jeg blev ven med en mand på 65. Jeg spurgte: ”Hvad er din største glæde nu?” Han svarede: ”At huske fortiden.” Det er virkelig trist. De har ingen fremtid, men bliver bare ældre, og så kommer der problemer med deres ben, og fordøjelsen er ikke så god. Men for mig ser jeg fremtiden blive bedre, for jeg får mere og mere tilknytning til sang af Hare Krishna-mantraet, og jeg kan gøre mere substantiel tjeneste som en ældre hengiven. Folk kan lide at høre fra en sannyasi, og mit helbred er i orden. Jeg har lidt problemer med hørelsen, og benene er ikke så gode. Jeg kan stadig hoppe lidt i kirtana, men ikke som jeg plejede. Men det betyder ikke noget.

Ld: ”Jeg kender en hengiven, der forsøgte at leve som sannyasi. Det blev for meget for ham med altid at være alene og blot rejse rundt og ikke rigtig være en del af noget. Kan det ikke være et ensomt liv som sannyasi?”

Trivikrama Swami: ”Man kan blive ensom. Men Krishna er der i det hellige navn, og der er altid tjeneste at gøre. Det er sandt, at hvis man kun rejser, kan det være hårdt. Det er godt at have en base, ligesom jeg nu forsøger at etablere en base i Polen, hvor jeg har disciple. Det er næsten ligesom at have en familie, bare uden en kone, som Prabhupada sagde det. De behandler mig som en far, så jeg føler mig ikke alene.

Kvinder påvirker mig ikke som før, da jeg var 35 og 40. Og dengang lavede vi hele tiden noget dynamisk, så det gik endda. Men nu kan de forstå, at jeg ikke gifter mig – det ville være helt latterligt i min alder – og nu ser jeg dem som mødre og ikke som genstand for sansetilfredsstillelse. De har mange gode kvaliteter.

Ld: ”Hvad ville Prabhupada tænke om ISKCON, hvis han kom her i dag?”

Trivikrama Swami: ”Jeg tror, at han i store træk ville være dybt tilfreds. ISKCON er selvfølgelig så meget større nu. Som jeg sagde, var jeg imponeret over, hvad der sker i Indien. Men lad os ikke være utopiske. Det er et stort samfund. Der var problemer på Prabhupadas tid, og der er problemer nu.

Jeg ønsker ikke at se splid. Prabhupada arbejdede så hårdt for at holde samfundet sammen. Det går godt i Indien, men på den anden side er der også splid der. Kvinder ser ud til at være marginaliserede der. De siger, det er deres kultur, at man aldrig ser dem. I det mindste så jeg ikke i de templer, jeg besøgte, kvinder være oppe foran og danse. Men på Prabhupadas tid fik de lov til at danse og hoppe. Jeg mener, at de bringer en god energi, men de siger, at man aldrig ser et billede af Herren Caitanya med kvinder på.

Jeg er ikke imod, at kvinder er guruer. Jeg er mere skeptisk over for dem som tempelpræsidenter og GBC-medlemmer, for det er ledende positioner, hvor man somme tider skal være ret så kontant, og der mener jeg ikke, at kvinder er kvalificerede. Der er trods alt forskel på mænd og kvinder. Men de forsøger at gøre alle lige nu.”

Ld: ”Mener du inden for ISKCON eller bare generelt?”

Trivikrama Swami: ”Indenfor ved jeg ikke, men i hvert fald udenfor. Prabhupada blev også konfronteret med dette. Men jeg mener alligevel, at kvinder kan være guruer, for det er en rådgivende position. Ikke mange nødvendigvis, men de kan være det. Og jeg ved, at der er kvinder, der ville være mere trygge ved at have en kvinde som deres guru, så det burde være muligt.

Der er altid arbejdet med at holde bevægelsen kørende. Det er ikke så let, men jeg mener, at GBC har gjort et godt stykke arbejde. De har generelt ikke valgt den forkerte side. Ligesom der tidligt var sagerne med Sridhara Swami og Narayana Maharaja. Hengivne som Tamal Krishna Gosvami og andre af vores store ledere var påvirkede af Narayana Maharaja. De var parate til at bringe ham ind i ISKCON, men han prædikede alle disse rasika-ting, der er direkte modsat det, Prabhupada sagde. Det blev afværget. GBC tog en stærk position. Vi havde også for nylig et tilfælde, hvor ISKCON’s sundhedsminister hoppede på alt dette antivaccinationskonspiration, og ham tog de også en stærk position imod. Jeg har generelt ikke set dem lave de store fejltagelser, så lad os håbe på det bedste.