Af Vaidhyanatha Dasa

I sidste udgave af Nyt fra Hare Krishna startede vi en serie, hvor vi vil fortælle om, hvordan Krishnabevægelsen blev etableret i Danmark. Vi er i gang med at indhente vidnesbyrd fra forskellige hengivne, og de vil løbende blive bragt her i bladet.

Fra 1969 og op gennem 70’erne kom forskellige hengivne fra Tyskland og England til Danmark i kortere eller længere perioder. En af dem er Vaidyanatha Dasa, der kom til København i 1974 fra Tyskland sammen med en gruppe tyske hengivne. Vi bringer her et interview, der tidligere har været bragt i Nyt fra Hare Krishna, fra 2007. Her fortæller han bl.a. om Hare Krishna-templet, der lå på Christania i midten af 70’erne.

Jeg kom til Hare Krishna-bevægelsen i Hamborg i 1972. Min kødelige bror, som mange nok kender, for det er nemlig Sacinandana Swami, var allerede flyttet ind i templet før mig, og det hjalp sikkert også mig til at blive hengiven. Jeg mødte Srila Prabhupada første gang i Paris i 1972. Min tempelpræsident, Cakravarti Prabhu, havde allerede anbefalet Srila Prabhupada, at jeg skulle initieres, selv om jeg kun havde været med i bevægelsen i tre dage. Srila Prabhupada var altså parat til at indvie mig sammen med andre hengivne, men jeg syntes, at det var for tidligt, så desværre sagde jeg nej. Derefter måtte jeg vente otte måneder, før jeg blev indviet. I den tid gjorde jeg tjeneste i templet i Hamborg.

Omkring 1974 flyttede Tysklands Hare Krishna til et slot ved navn Schloss Rettershof. Hamsaduta Dasa var Tysklands GBC-repræsentant på den tid, og på den tid lancerede han salg af grammofonplader på bekostning af bogdistribution. Pladerne havde Hare Krishna-mantraet på sig. Der var forskellige indsamlingsmetoder, og de hengivne begyndte at sælge mange plader ved hjælp af disse metoder. Indtil da havde jeg arbejdet med at oversætte Srila Prabhupadas bøger, og jeg havde også været på bogdistribution. Jeg tvivlede på denne distribution af grammofonplader. Jeg syntes, at det var for kommercielt, at de hengivne brugte for mange salgstricks, og at det ikke passede sammen med min forståelse af moral. Jeg mente, at man skulle være ærlig og ikke bruge så mange kneb. Krishna-bevidsthed skulle ikke være en forretning. Jeg var ret idealistisk. Hamsaduta blev klar over det og erklærede: ”Det er nok bedst, at du tager et andet sted hen, Vaidyanatha. Dette synes ikke at være stedet for dig. Måske skulle du starte et center i Danmark.”

Så han sendte mig og en engelsk hengiven, min Gudsbroder Narendra Prabhu, der var ældre end mig, til Danmark. Jeg havde været med i Hare Krishna i to år, og han havde været med i fire, så han var en del ældre end mig. Begge blev vi sendt til Danmark med en varebil fuld af Srila Prabhupadas bøger på tysk, engelsk og svensk. De sidste var oversatte af Smita Krishna Dasa [nu Smita Krishna Swami], en svensk hengiven, der boede i templet i Hamborg.

Problemerne med at prædike i Danmark startede allerede ved grænsen, hvor vi blev standset i tolden. Tolderne inspicerede bilen og fandt alle disse bøger, som de ville have os til at betale en stor importtold på. Det havde vi ikke penge til, så vi tog tilbage til Hamborg, hvor vi fyldte to store kufferter med Prabhupadas bøger og tog toget ind i Danmark. Bøgerne, vi havde med, var Beyond Time and Space, en af Prabhupadas små bøger.

Det første, vi skulle gøre, efter at vi var kommet til København, var at finde et sted at bo. Vi tog ud på Christiania og spurgte nogle folk, om de havde et sted, hvor vi kunne være. Vi fortalte dem, at vi var Hare Krishna’er. Deres reaktion var: ”Fantastisk, Hare Krishna’erne kommer nu også til Christiania.” Allerede i 1970’erne var det et levende sted med hippier fra hele verden. Der var kunstnere, esoteriske folk, spiritualister, hele udvalget af hippier, som var vores almindeligste målgruppe og det publikum, som de fleste hengivne var kommet fra.

Vi blev vist et hus, hvor vi kunne bo gratis sommeren over. Det var åbent til nogle af siderne, men vi boede der alligevel.

Min tjeneste var bogdistribution. Jeg gik dagligt ud på Strøget med bøgerne fra kufferterne. Jeg gik op og ned ad Strøget, solgte bøgerne og indsamlede penge. Narendra mødtes med folk, talte med repræsentanter fra det indiske samfund og forsøgte også at finde et bedre sted til os. Dette gjorde vi ugen igennem, og om søndagen havde vi en stor søndagsfest.

På Christiania var det ikke vanskeligt at samle mange mennesker, selv om vi kun var os to hengivne. Narendra havde været fløjtespiller og professionel musiker og var en god kirtana-leder, imens jeg spillede karatalaer og også sang med. Jeg satte plakater op over hele Christiania for at gøre opmærksom på, at vi holdt en søndagsfest på det bestemte sted. Søndagsfesten var overfyldt og meget livlig. Vi var begge to meget seriøse og strikse brahmacarier, imens hippierne var alt andet end strikse, specielt kvinderne. Når kirtanaen blev ekstatisk, smed nogle af kvinderne tøjet og dansede med nøgen overkrop. Det var lidt for meget for mig, for jeg kom fra Tyskland, hvor den slags ikke foregik. En gang tog jeg et tæppe og kastede det over en af disse topløse kvinder.

Sådan fortsatte søndagsfesterne. Vi holdt også harinama på Christiania sammen med nogle af vennerne, vi havde mødt der. I løbet af året blev vi gode venner med mange på Christiania. Vi mødte også nogle af lederne af stedet, og vi fik et andet sted at bo. Vi endte med at stifte bekendtskab med en pige, som vi overtalte til at flytte ud af sin lejlighed og give den til os. Hun flyttede til England på vores forslag, og vi flyttede ind i hendes lejlighed i Rørhusgade [Aarhusgade?], hvor vores gamle venner fra Christiania fortsatte med at komme. De blev ved med at være trofaste, også da vi lidt senere fandt et endnu bedre sted, som jeg ikke lige kan huske hvor var. Jamadagni sluttede sig til os, og en eller anden kvinde begyndte at oversætte Bhagavad-gita til dansk.

Som sagt var grunden til, at jeg overhovedet kom til Danmark, at jeg ikke brød mig om salget af grammofonplader. Men Danmark var også Hamsadutas GBC-zone, så han sendte nogle andre hengivne såsom Alalanatha Dasa, der lærte os at sælge bøger i forretninger sammen med grammofonplader. Vi solgte, hvad vi kaldte ’Yoga-biblioteket’, tre bøger på engelsk i en pakke, nemlig Sri Isopanisad, Beyond Time and Space og Upadesamrta. Dem solgte vi sammen med grammofonpladerne, og gradvist blev det mere og mere grammofonpladerne, der blev solgt. Vi sagde til folk: ”Vi giver ud den her plade. Kender du til Danny Kaye, kender du til George Harrison, de er for sultne børn i Indien, de er for fri køkken i Indien.” Det sagde vi til folk. Under alle omstændigheder hjalp det os til at få et godt sted på Købmagergade. På den tid kom Bhakti Bhusana Swami også herop og var tempelpræsident en overgang. Vi fik faktisk etableret det hele ret godt.

Men vi havde nogle problemer med loven, for vi havde ikke tilladelse til at sælge grammofonplader på gaden eller andre steder. Vi tænkte ikke så meget over det, men hæftede os ved, at det alt sammen spredte Hare Krishna-mantraet. Vi solgte somme tider grammofonplader dør til dør, og bagefter kunne vi fra lejlighederne høre folk spille Srila Prabhupadas bhajana. Vi syntes selv, vi gjorde noget stort ved at sprede åndelige lydvibrationer. Men som sagt var der nogle problemer med salgstilladelserne, og vi endte med at blive smidt ud af Danmark.

Der skete følgende. Efter at have været i København i lang tid kom jeg ud at rejse og sælge bøger i hele Danmark sammen med Krishna-ksetra Prabhu, der var blevet sendt op til os for at hjælpe os. Vi to rejste rundt til alle store og små byer i hele Danmark. Det var dejligt. Vi havde et godt morgenprogram i vores Folkevognsrugbrød. Vi var kun os to, og sammen reciterede vi 16 runder, gav Bhagavatam-klasse til hinanden på skift og sang samsara-bønnerne. Vi sov i bilen, badede i søerne, solgte bøger over hele Danmark og mødte interesserede mennesker.

Men denne dejlige, ligevægtige, Krishna-bevidste måde at sprede det hellige navn på endte med at blive erstattet af det mere kommercielle salg af grammofonplader suppleret med bøger. Til sidst blev hele holdet, fem i alt, taget af politiet i Vordingborg. Først fangede de en af os. Den dag solgte jeg selv grammofonplader om aftenen fra dør til dør. På et tidspunkt måtte jeg træde af på naturens vegne, og imens jeg stod inde i noget buskads i en have, kom der en patruljerende politibil kørende lige så stille forbi. Jeg tænkte, om jeg skulle gemme mig eller ikke, men jeg endte med uskyldigt at gå ud på fortovet. Politifolkene fik øje på mig og udbrød med det samme: ”Der er en mere af dem.”

De anholdt mig og tog mig med hen på politistationen, hvor Krishna-ksetra, Jay Gaura, Taponidhi og Gopesa allerede var forsamlet. Vi blev arresteret og anbragt i hver sin celle. Vi fik nogle bøger fra bilen til at læse i, og vi bad også om at få noget prasadam fra bilen. Så foreslog vi: ”Vi vil i virkeligheden hellere være sammen i én celle. Det er også nemmere og billigere for jer.” Det gik politiet med til, så i den næste uge sad vi fem brahmacarier klemt sammen i en celle i Vordingborg. Der var kun ét toilet uden bad. For at tage bad skulle vi have tilladelse til at blive ført et andet sted hen.

Tiden i cellen var ekstatisk. Vi sad os fem og havde hele dagen et langt åndeligt program. Skiftevis reciterede vi runder, havde kirtana og gav klasse, runder, kirtana og klasse hele dagen. Vi havde tre klasser om dagen, og vi reciterede imellem 25 og 64 runder dagligt. Hele tiden var vi tæt sammen i denne lille celle. En time om dagen kom vi ud for at røre os. Det var meget intenst. Vagterne undrede sig over, hvorfor vi sang. De var officielle, men korrekte over for os, og vi var hele tiden glade.

Der gik vistnok en uge, og så kom vi for retten. Vi forstod ikke meget dansk, men vi havde en tolk og også en advokat, der forsvarede os. Vi endte med at blive vist ud af landet og måtte ikke komme ind i Danmark de næste tre år.

Vi kørte tilbage til Schloss Rettershof, hvorfra vi rejste rundt og solgte bøger og grammofonplader sammen i tre måneder i Tyskland. Derefter spurgte Vegavan og Ajita, om jeg havde lyst til at komme til Sverige og hjælpe til der. Det gjorde jeg. Efter tre år kom jeg tilbage til Danmark sammen med Smita Krishna og andre svenske hengivne. Bevægelsen startede igen, Devamrta Swami kom og satte fart i det hele, vi fik et hus, og Hare Krishna-bevægelsen har eksisteret uafbrudt siden da.

(Bragt første gang i Nyt fra Hare Krishna, juli 2007)