JEG VAR EN AF PIONERERNE

INTERVIEW MED DASAVATARA PRABHU

Danmark havde besøg i september af Dasavatara Prabhu, der var en af de første hengivne i Danmark i 1980erne. Han kom oprindeligt fra det, der dengang var Østtyskland. Her mødte han de første hengivne og blev selv hengiven af Krishna og Prabhupada.

På grund af den politiske situation flygtede han til Vesttyskland, fik politisk asyl og gjorde derefter tjeneste i Vesttyskland og Skandinavien i ti år, indtil han vendte tilbage til Østtyskland, da kommunismen faldt. Jeg bad ham tale frit fra leveren om sin tid her, og hvordan det er at være tilbage. 

Jeg kom til Vesten i januar 1980. Jeg boede først på Schloss Rettershof i Tyskland i nogle måneder, hvor jeg var med til at hjælpe med BBT. Jeg tror, de arbejdede på Fjerde Bog i Srimad-Bhagavatam og også på Caitanya-caritamrta. Så rejste jeg i nogle måneder med Sacinandana Maharaja, Ashok Kumar og Ramsraddha. Vi havde en gul bus og rejste rundt til forskellige festivaler. De spillede bhajanaer, og jeg distribuerede prasadam.

En dag sagde Ashok Kumar, at jeg skulle tage til Danmark og København, hvor Devamrta Swami ville have mig til at komme. Jeg tog et tog fra Hannover og ankom til banegården i København. En hengiven fra Sydamerika tog imod mig, og vi tog ud til templet, der lå på Amager på Korfuvej 9, mener jeg. Det var søndag og søndagsfest. Jeg fik noget prasadam, og en brahmacari viste mig, hvor brahmacari-asramaen var, og hvor jeg kunne lægge mine ting. Kort efter gik jeg i seng, for jeg var træt efter festivalen og rejsen.

Næste morgen sagde Devamrta Swami, at jeg skulle tage på sankirtana med Aristahe og sælge grammofonplader i Hillerød. Jeg svarede, at det kunne jeg ikke, for jeg havde ikke engang rent tøj at tage på. Han sagde, at det var ikke noget problem. Jeg kunne låne en skjorte af ham og vaske mit tøj om aftenen. Så efter morgenmaden tog vi toget. Jeg havde aldrig været i Danmark før og kunne ikke et ord dansk, men der var jeg på gågaden i Hillerød. Jeg skulle sælge disse grammofonplader til danskere, der ikke forstod tysk, og jeg talte ikke engang engelsk. Ved middagstid mødtes jeg på togstationen med Aristahe, der spurgte, hvordan det gik. Jeg svarede, at det ikke gik: ”Jeg kan ikke forstå disse mennesker, og de kan ikke forstå mig. Hvordan skal jeg sælge dem noget, hvis vi ikke kan kommunikere?” Han grinede og sagde, at han ville skrive et mantra til mig på dansk. Så kunne jeg bare læse det op, og måske ville folk forstå mig. Det gik lidt bedre på den måde om eftermiddagen. Vi mødtes igen om aftenen for at tage tilbage til templet, og han spurgte mig, hvor mange jeg havde solgt. 21 svarede jeg. Han blev overrasket, for han havde kun solgt otte. Det var min første oplevelse af min første dag i Danmark.

Fra da af gik vi på gaden stort set hver dag. Vi tog med tog til steder i København og på Sjælland for at sælge grammofonplader. På det tidspunkt var der kun to indviede danske hengivne, Payonidhi og Kamsari. De andre hengivne var fra alle andre steder såsom Janesvara fra Sverige og Vaidyanatha fra Tyskland, og Devamrta Swami var der også.

Vi solgte grammofonplader i nogen tid, og så en dag fik vi at vide, at nu havde vi fået en bog. Nu kunne vi faktisk sælge bøger, så folk kunne læse noget om filosofien. Det var et lille sæt på tre bøger inklusive Sri Isopanisad. Om søndagen pakkede vi bøgerne i æsker, og resten af ugen gik vi ud og solgte dem. Det gik for sig i nogle måneder. Efter at have distribueret så mange grammofonplader og bøger sagde Devamrta så en dag, at nu havde vi penge nok til at købe en bil. Han købte en Toyota Hiace, der var indrettet med indbyggede rum, hvor bøgerne kunne lægges ned i. Vi lagde nogle plader ovenpå, så vi kunne sove og have vores bagage der.

På den måde begyndte vi at rejse på sankirtana, ikke kun på Sjælland, men også til Fyn og Jylland. Vi var væk i en uge ad gangen fra søndag aften og kom tilbage til København lørdag middag for at møde de andre hengivne på gaden til harinama. De havde instrumenter og prasadam med, og så gik vi igennem gågaden og sang og inviterede folk til søndagsfesten. Efter søndagsfesten tog vi af sted igen.

Hvis jeg husker rigtigt, var vi i begyndelsen Janesvara, Payonidhi og mig. Janesvara var chefen og den eneste, der havde et kørekort, så han kørte altid og tog sig af pengene og sørgede for vores indkvartering. Vi boede altid på et vandrehjem et eller andet sted. Payonidhi gjorde bilen ren og pakkede bøger, og jeg var kok. Jeg stod for indkøb og madlavning. Den stod på kichari hver dag. Lidt senere kom Pancamukha og så Adideva. Pancamukha blev kun et par måneder hos os, for Devamrta Swami ville have ham til at hjælpe med at oversætte bøgerne til dansk hjemme i København.

På den måde var vi på sankirtana. Jeg kan ikke huske i hvor lang tid. Men så en dag sendte Devamrta Swami mig til Bergen i Norge, fordi en engelsk hengiven, Ravi, der var gift med en dansk kvinde, Lila-sakti, var der. De havde fået et hus af to norske hengivne, Tilakanatha og Vaisnavi, der havde tilbudt ISKCON, at de kunne bruge det som tempel. Det var et smukt hus med en fantastisk udsigt. Jeg var så der i en periode og solgte på samme måde grammofonplader mm. hver dag.

Jeg mener, jeg kom tilbage til Danmark i slutningen af 1983. På det tidspunkt havde ISKCON købt et rækkehus ved Svanemøllen på Østerbro til tempel. Tempelrummet var nede i kælderen og havde ingen vinduer. Vi lydisolerede det, så vi kunne have nogle meget livlige kirtanaer der, for vi havde naboer til begge sider. Kvinderne boede ovenpå, men der var intet bad der, så vi satte et brusebad op nede i kælderen ved siden af tempelrummet. I forbindelse med istandsættelsen der havde jeg et uheld, hvor jeg fik en metalsplint i øjet. Jeg måtte på skadestuen og få den ud, og siden da har jeg haft et dårligt højre øje og måttet gå med briller.

Jeg havde en god tid i Skandinavien i 1980’erne. Jeg var blandt andet i tre-fire år på gården i Brørup, der vistnok blev købt i 1986, og stod også for templet i Aarhus en overgang. Jeg forlod Skandinavien i 1990 og tog tilbage til Østtyskland, hvor jeg oprindeligt kommer fra. Jeg tror, ​​det var i november, at Berlinmuren faldt, og Østtyskland var åben. Min kone og jeg tog Leipzig, hvor vi havde et lille prædikecenter.

Så nu er jeg her i Danmark i 2022 over 30 år senere, og tingene har ændret sig. Det er rart at se, at de fleste af bøgerne er der på dansk. Jeg har mødt så mange hengivne, som jeg husker fra gamle dage, og nu er der også andre hengivne her. Tingene foregår, mange indere er begyndt at komme, tingene har ændret sig. Der er ikke kun sankirtana-hengivne eller brahmacarier. Templet er ikke mere bare et sted, hvor vi sover, og hvorfra vi går ud for at udføre vores mission, men det er mere som et rigtigt tempel, en offentlig institution,  hvor folk kan komme hver dag, medbringe noget til Krishna og deltage i programmer. Det var rart i går at se alle de skolepiger, der kom her. Måske har de et eller andet om religion i skolen, og så kommer de til Hare Krishna og får en præsentation og noget prasadam og kan stille nogle spørgsmål.

Tingene har ændret sig fra dengang, og det er rart at se, at der nu er faste programmer, og folk har mulighed for at komme og deltage. De har dette blad, de kan læse, hvis de vil forstå nogle anderledes filosofiske pointer, så det er meget, meget opmuntrende at se for os, der var der i begyndelsen og brugte vores tid og energi. Vi kan forstå, at det ikke var for ingenting, men begyndelsen til noget godt, der har udviklet sig gennem årene og årtierne. Jeg tror, ​​det vil fortsætte sådan og udvikle sig endnu mere. Jeg tror, ​​flere og flere mennesker vil komme til Krishnabevidsthed, for de forstår værdien og fordelene ved det. Jeg tror, ​​at dette er et reelt alternativ for mange mennesker, og det er fascinerende at se, hvordan tingene vil udvikle sig, hvordan Krishnabevidsthed vil brede sig endnu mere alle steder i hele verden og også i Danmark. Hvordan dette præcist vil ske, ved vi ikke, men det vil ske på den ene eller anden måde, og det er rart at være en del af dette og at deltage og have noget med det at gøre. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente, før jeg nu kom hertil igen. Jeg vidste ikke, hvad der var sket med den danske yatra, og hvordan den havde udviklet sig gennem årene. Men det er opmuntrende at se.

Ld: Hvordan ser du din egen fremtid?

Dasavatara: Jeg aner det ikke. Vores datter bor på Almviks Gård i Sverige. Hun har været der siden april og kan lide det og vil meget gerne blive der. Men hvad der skal ske med mig selv, ved jeg ikke. Jeg har nu rejst rundt i tre og en halv uge i Skandinavien, og det har været en meget interessant og dejlig oplevelse. Jeg bliver mindet meget om mine ti år i Skandinavien. Hvem ved, måske forlader jeg Tyskland og og kommer tilbage til Skandinavien. Jeg ved det ikke. Jeg tror, det kan ske. Jeg taler en lille smule skandinavisk og har stadig så mange kontakter her, så lad os se, hvad Krishnas plan er. Vi har alle brug for en mission i livet. Vi har alle brug for at gøre noget værdifuldt.

Ld: For 40 år siden havde vi en forestilling om, at hele verden snart ville være Krishnabevidst. Hvis vi var blevet spurgt dengang, hvordan vi troede, verden ville være om 40 år, ville vi helt sikkert have svaret, at så vil hele verden være Krishnabevidst. Men sådan er det ikke gået. Er du skuffet over det?

Dasavatara: Det er ikke sket endnu, nej. Det tager lidt længere tid, end vi troede. Når vi er ungdommelige og fulde af entusiasme og motiverede, tror vi, at om ti år vil hele verden synge Hare Krishna. Selvfølgelig ville det være rart, hvis dette ville være sket, men nu forstår vi, at det tager lidt længere tid. Det kan måske tage et par århundreder i stedet for et par årtier. På den måde er vi ikke resultatbevidste. Vores succes måles ikke i, hvor mange templer eller hvor mange hengivne der er. En moden tilgang er, at ​​vores succes er, at vi forsøger at sprede Krishnabevidsthed, men det er ikke op til os at bestemme, hvor hurtigt eller hvor langsomt dette sker. Det tager den tid, det tager, så det bør ikke afskrække os. Det er ikke os, der styrer det. Det er ikke en god idé at måle succes i antallet af ​​templer eller hengivne.

Og hvordan ved vi, hvor mange personer vi har påvirket og inspireret? Jeg kan fortælle dig, at jeg var i Oslo for to uger siden til Janmastami. Der mødte jeg en dame, der fortalte, at hendes bror plejede at bo i Nordnorge. I 1985 var der nogle munke, der rejste rundt der og solgte bøger, og han fik en. Jeg fortalte, at det kunne have været mig, der solgte ham bogen, eller måske var det Tapasa eller Pranava, som jeg rejste rundt med. Hun svarede, at det var så godt, at jeg gjorde det, for han gav hende denne bog. Hun havde haft den liggende længe, ​​men på et tidspunkt tænkte hun, at hun måske skulle læse den. Så læste hun bogen og kunne lide den, og nu er hun i tre-fire år kommet fast til templet. Hun er i bund og grund en del af fællesskabet, der hjælper til med søndagsfesten. Hun sagde, at det var så dejligt, at jeg gjorde det, for ellers ville hun måske aldrig have hørt noget om Krishna. Nogle gange tager det lidt længere tid. Vi var der i 1985, og nu er det 2022. Hun er kommet i tre eller fire år, så det tog nogle årtier, før hun læste bogen og kunne lide den og værdsatte den og ville være mere involveret i Krishnabevidsthed.

På tysk taler vi om en tidsindstillet bombe. Det kan tage noget tid, før den antændes og eksploderer, men hvad ved vi, hvor lang tid det tager med disse bøger, vi har distribueret? Hvem vil de møde, som skal læse dem, og hvor lang tid vil det tage, før de ændrer livet for én, vi ikke kender? Det er lige meget for os. Vi har sået frøene, og Krishna vil tage Sig af dem. De vil vokse før eller siden, så vi bør ikke være knyttede til resultatet, men bare være tilfredse med, at vi fik lov til at gøre noget for at deltage og bruge vores ungdommelige tid på en måde til gavn for andre mennesker. Hvordan dette vil manifestere sig præcist, får vi se. Vi er bare tilfredse med, at vi kunne deltage og gøre noget.

Når jeg nu husker og ser tilbage, tænker jeg, at jeg var der. Jeg var en af ​​pionererne. Jeg var en af ​​soldaterne. Jeg var en af ​​de første i Danmark, da det første tempel blev startet. Det er en god følelse. Så får man en lille ide om, hvordan Prabhupada må have haft det, da han kom til Amerika. Han vidste ikke, hvad han skulle forvente. Han såede frøene og fortalte folk om Krishna. Så startede han et tempel i New York og derefter i San Francisco og Los Angeles. Så tog nogle til Europa, og så blev det en verdensomspændende bevægelse. Prabhupada må have nydt at se, hvordan hans første bestræbelse var tilsyneladende så ubetydelig – en gammel mand med nogle bøger på vej til Amerika – og inden for så kort tid udviklede det sig til en verdensomspændende bevægelse. Det er en god fornemmelse. Vi var der og prøvede at gøre noget, og nu udvider det sig og vokser. Det giver en vis tilfredsstillelse, at jeg gjorde noget af værdi. Jeg spildte ikke min tid.