Af Lalitanatha Das
Danmark havde i juli 22 besøg af Lilasuka Dasa fra Tallinn i Estland, en 36-årig brahmacari, der har været en af støtterne for Krishnabevidsthed i de baltiske lande i en del år.
Han opholdt sig en uges tid i templet i København, hvor jeg benyttede anledningen til at lade ham fortælle om sig selv, og hvad der foregår i de baltiske lande.
Ld: Hvordan kom du i kontakt med Hare Krishna?
Lilasuka: Til alt held viste Krishna mig meget venligt vejen til Ham i 2005, hvor jeg lige var begyndt på universitetet i Tartu. Jeg begyndte at recitere Hare Krishna og læse Srila Prabhupadas bøger og blev vegetar. Jeg mødte også min åndelige mester (Sankarsana Prabhu), men det tog et stykke tid, før jeg blev initieret.
Ld: Har du hovedsageligt gjort tjeneste i Estland?
Lilasuka: Ja. Først var jeg som universitetsstuderende hengiven i fire år på Tartu Universitet, hvor jeg studerede spansk sprog og litteratur. Samtidig reciterede jeg seksten runder, ofrede min mad til Krishna og deltog i de lokale hengivnes programmer. Der var kun søndagsprogrammer i Tartu, for hovedtemplet og nu det eneste tempel ligger i hovedstaden Tallinn. Efter universitetet arbejdede jeg i et år i Tallinn og deltog på samme tid aktivt i templet. Jeg var inspireret af bøgerne, for det var dem, der havde bragt mig hertil, så jeg fik bøger fra templet og gik ud og distribuerede dem sommetider. Tempelpræsidenten Ananda-vardhana Prabhu, der også var brahmacari-lederen, var meget inspireret af det. Jeg hjalp også med at organisere den første Rathayatra-festival i Estland i 2010. Om aftenen efter festivalen reciterede vi nogle ekstra runder i templet, og så sagde en hengiven til mig: ”Leonard, hvorfor flytter du ikke ind i templet, så vi kan fortsætte med at prædike sammen?” I mit hjerte mærkede jeg, at det var Krishna, der talte igennem ham. ”Krishna har givet mig muligheden for at gå dybere i Krishnabevidsthed,” tænkte jeg, så derfor sagde jeg ja til at være i brahmacari-asramaen i et halvt år. Det endte med at blive til ni år, for det var så godt, at jeg fortsatte med at forlænge det hele tiden fra 2010 til 2019.
Jeg gjorde alle former for tjenester som brahmacari – bogdistribution, harinama, madlavning, distribution af prasadam, altertilbedelse, tempelkommandør, tempelpræsident et stykke tid og medlem af tempelrådet. Vi havde mange harinamaer. Tallinn blev en harinama-by. Sommetider varede de hele dagen. Der kommer også mange skoler til Tallinn-templet, hovedsageligt gymnasieklasser og universitetsklasser. De er altid meget favorable, og lærerne fortsætter med at komme år efter år.
Ld: Men i de sidste tre år har du mere været en slags freelanceprædikant.
Lilasuka: Ja. Efter Prabhupada-maratonet i 2019 besluttede jeg at bo derhjemme og ikke i templet og fortsatte så bare med at prædike, lave harinama, distribuere bøger, lave hjemmeprogrammer og tage rundt til andre byer i Estland. Jeg besøgte hengivne. Min fokus er at skabe et mere personligt forhold mellem hengivne og give dem inspiration og kultivering. Da coronaen kom, kunne jeg ikke holde op med at prædike, så jeg arrangerede uofficielle prædikeprogrammer rundt omkring i små grupper. Vi fejrede Nityananda Trayodasi og Gaura Purnima i disse små grupper. Det var en god erfaring at rejse rundt og prædike på estisk. Folk er interesserede, og nu ser jeg mulighed for at kultivere eller udvikle et mere permanent prædikeprojekt i Estland og måske i alle de baltiske lande
Ld: Hvad kan du fortælle om Krishnabevidsthed i de baltiske lande generelt?
Lilasuka: Så vidt jeg ved, kom Krishnabevidsthed allerede til Estland i 1977. Jeg har hørt, at de første estiske hengivne var klar til at blive initieret af Prabhupada, men han var meget syg og forlod planeten, så de blev initieret af Harikesa i stedet. Jeg mener også, at den første harinama fandt sted i Estland i 1978.
Ld: Hvordan kunne det lade sig gøre dengang i Sovjetunionen?
Lilasuka: De gjorde det uden at blive forhindret i det, men jeg formoder, at alt derefter foregik under jorden. I 1991 blev alle de baltiske lande så uafhængige, og vi kunne officielt registrere Hare Krishna og have templer. Disse lande er temmelig forskellige. Estland har én mentalitet, Letland en anden og Litauen en tredje. Lettisk og litausk minder om hinanden, men estisk er noget helt andet med lighedspunkter til finsk. De er meget forskellige lande med forskellige slags mennesker, men samtidig er der et venskabeligt forhold imellem alle landene.
I Estland har vi et meget fint tempel med Jagannatha, Balarama og Subhadra. Dette tempel har været der siden 1998. Jeg tror, vores stærke side er harinama-grupperne. Nu er det kun én gang om ugen, men før var det næsten hver dag. Kirtana-mela-festivalen, som vi har holdt siden 2011, er meget speciel. Jeg har altid været en del af den og en af hovedorganisatørerne sammen med nogle andre hengivne. Det er tre dage fra mangal-arati til 22.00 hver aften. Selvfølgelig også med morgenprogram og Bhagavatam-klasse, morgenmad og frokost og lidt småkager og mælk om aftenen, men ellers er det kirtana hele dagen. Denne festival har været helt fantastisk med tre dage, hvor det kun handler om at glæde Krishna med sankirtana. Hengivne får så meget smag for at synge og tager også sangen med ud på gaderne. Jeg ved, at de også har kirtana-melaer i andre lande, og synes, at alle lande skulle have en sådan kirtana-festival. Under coronatiden kunne vi ikke holde den i to år, men nu var vi tilbage, og det var alletiders. Inspirerende og rensende. Vi håber at fortsætte med det, og alle danske hengivne er også velkommen. Det foregår i begyndelsen af juni.
Med hensyn til de andre baltiske lande har Letland et meget fint tempel i Riga, hvor der er restaurant og Food For Life hver dag og mange gode hengivne. I Riga har de også et bhakti-center, der i virkeligheden er et fællesskab af unge familier med børn. De har et helt boligkompleks med 30 lejligheder, hvor der bor hengivne familier i de femten af dem. De har to programmer samtidig – familier og prædiken. Derudover passer de deres jobs såsom at drive forretninger og arbejde med IT. De har også et lørdagsprogram ligesom ethvert standard ISKCON-program. Der er en meget åben stemning. Det er nærmest ligesom venner, der kommer sammen. Jeg var der netop i fem dage, hvor jeg distribuerede bøger, holdt foredrag og lavede harinamaer. De har harinama tre gange om ugen. Der sker gode ting, specielt omkring bhakti-centret, hvor de fundet en rigtig fin måde at leve sammen på.
Litauen er det mest udviklede sted. De har templer ikke blot i hovedstaden, men også i Kaunas og andre byer samt flere prædikecentre, end jeg faktisk har styr på. Litauen har det største antal hengivne og er det mest aktive sted. De har haft en baltisk sommerfestival siden 2001 eller 2003 og også en vinterfestival hvert år i en uge. Mange åndelige mestre og ældre hengivne kommer der. De har også et bofællesskab, som de forsøger at udvikle til en slags landsby. Det ved jeg ikke så meget om. De har deres eget magasin, som de sælger i butikkerne. Det er et Krishnamagasin, der er skrevet på en universel måde, så alle folk kan læse det, selv om det stadigvæk handler meget direkte om hengivne og alle former for åndelige ting og aspekter af godhed. Der er også et kloster med masser af brahmacarier. Det er et fint program, der faktisk blev startet af vores tempelpræsident i Tallinn, Ananda Vardhana Prabhu. Jeg var en del af det, men så besluttede de at lave noget separat mod øst med klostret, og jeg blev tilbage i Tallinn.
I det hele taget ser jeg meget potentiel i alle landene og er meget inspireret. Jeg er helt sikker på, at disse hengivne vil gøre mange store ting for Prabhupada og deres landsmænd og bringe flere og flere mennesker til Krishnabevidsthed.
Ld: Hvad med forsamlingerne og bhakti-vriksa, namahatta osv.
Lilasuka: Vi har namahattaer i Estland. Det har der altid været i Tallinn, og der er også nogle i det østlige Estland tæt ved den russiske grænse. Der er mange russisktalende hengivne der. De har deres egne søndagsprogrammer, for de er 200 km fra templet i Tallinn. De har ikke et tempel, men har etablerede faste namahattaer. I universitetsbyen Tartu, hvor jeg læste, skete der i flere år ingenting, men nu har vi de sidste ti måneder haft faste programmer og arbejder på at bringe de hengivne sammen. Det går godt, så det kan måske udvikle sig til et lille prædikecenter med tiden. Jeg tror, det er noget tilsvarende i Letland. I Litauen er alt så stort med så mange templer, at jeg er sikker på, at de også har masser af namahatta-programmer.
I Estland kørte jeg et bhaktivriksa-program for nylig, men nu holder vi sommerferie. Lad os se, om vi fortsætter til efteråret. Jeg ved, at de også har bhaktivriksa i Letland, og det må de også have i Litauen.
Ld: Hvordan har din oplevelse været her i Danmark?
Lilasuka: Det har været rigtig hyggeligt! Positivt og varmt at være i templet. Jeg er personligt meget inspireret og glad for at have været sammen med danske hengivne og hengivne fra andre steder. Jeg holdt meget af bogdistributionen. Det var udfordrende, for folk er meget i lidenskab og uvidenhed og farer rundt uden at ville stoppe. Vi fortsatte alligevel med at tilbyde bøgerne og oplevede, at Krishna satte pris på vores bestræbelse og lod os finde de rigtige personer, der skulle have Prabhupadas bøger. Jeg vil gerne komme igen og distribuere flere bøger. Danmark har meget fine mennesker, og I har en god harinama her med gode brahmacarier, der prædiker. Søndagsprogrammet var selvfølgelig også fascinerende. Jeg havde ikke ventet, at så mange kom. Det var utroligt med 100 personer eller flere – helt pakket. Danmark var en positiv oplevelse. På den anden side er den materielle verden i en forstand den samme overalt med fødsel, sygdom, alderdom og død og folk, der løber efter sansenydelse uden at være særlig lykkelige med det. Alle har brug for Krishna. Hver eneste person er en sjæl, så i en forstand er det ene sted ikke så meget anderledes end det andet sted, for vores handlinger er de samme. Vi tjener Krishna. Det spiller ingen rolle, hvor vi prædiker.
Ld: Nu er du 36 år gammel. Hvordan ser du resten af livet foran dig?
Lilasuka: Jeg vil prædike Krishnabevidsthed, indtil jeg forlader kroppen. Jeg har indset, at der er intet bedre, jeg kan gøre. Jeg kan se, at Krishna har givet mig nogle sprogkundskaber. Jeg taler estisk, russisk og engelsk såvel som noget spansk, så det er ret universelt. Jeg vil lave harinama med udendørs sang og inspirere hengivne til at have mere kirtana hjemme hos sig selv. Jeg vil helt sikkert gøre bogdistribution og holde foredrag og tale om alle de vigtige ting, der kan hjælpe hengivne til at være mere Krishnabevidste.
Jeg har brug for at tænke mere over det, men jeg tror, at i Estland skal der for fremtiden gøres noget mere for at bringe Krishnabevidsthed ud til det estiske folk på det estiske sprog. Der skal oversættes flere af Prabhupadas bøger til estisk. Vi har Bhagavad-gita og nogle andre bøger på estisk, men ikke Srimad-Bhagavatam. Så der er en masse arbejde, der skal gøres. At forstå den estiske mentalitet og så forsøge at præsentere Krishnabevidsthed for dem på deres sprog kan jeg forestille mig er et felt, jeg kunne tænke mig at arbejde mere inden for. Men også international prædiken og prøve at inspirere hengivne andre steder ser ud til at passe til mig, så lad os håbe, at alt sammen falder på plads.