Af Kadamba Kanana Swami
Fra en klasse i New York den 10.6.2022.
Livet er kort, og til slut står vi foran Krishna med en mager afslutning, der kaldes mit liv. Det spiller ingen rolle, hvor skinnende safranfarven er på vores tøj, eller hvor stor vores danda er. Vi ved, at vores ofring er mager, når vi kommer foran Krishna.
Det er ligesom Sudama Brahmana: ”Jeg har bragt nogle knækkede ris med til Dig”. For mit vedkommende kan jeg kun sige til Krishna: ”Jeg er kommet med nogle knækkede hellige navne til Dig.” Ja, i et helt liv har jeg reciteret knækkede hellige navne. Her er de, knækkede navne. Det var min ofring. Krishna svarer: ”Ja, Jeg ved det. Det er forfærdeligt.” Krishna hørte hver eneste navn, vi sagde, imens vi ikke gjorde det. Vi hørte det ikke, men Krishna hørte hvert eneste navn, vi sagde. Kan vi forestille os det? Vi siger: ” Krishna, mine runder var forfærdelige.” Krishna svarer: ”Jeg ved det.” Han ved det udmærket.
Tjenesten, jeg gjorde – jeg ønskede egentlig ikke at gøre den, men de tvang mig til at gøre det. Jeg ønskede ikke at se dårlig ud. De smed mig ud af varevognen med en kasse med bøger. Gud, hvor jeg hadede det, men på den anden side ville jeg ikke ligne en fuldstændig idiot, så jeg forsøgte at distribuere nogle bøger. Jeg var overrasket over, at nogle folk overhovedet tog dem. Jeg ved ikke, hvordan det skete. Senere sagde de: ”Fantastisk, du er en stor bogdistributør.” Og sådan er det gået. Vi bliver rost for noget, vi gjorde modvilligt, noget, som vi ikke gjorde med kvalitet, og til slut er det vores liv, det er vores ofring til Krishna, en mager, dårlig ofring. Da bøjer vi os ned og beder til Herren og beder til vaisnavaerne: ”Red mig og bed venligst på mine vegne.”