Af Satyaraja Dasa

Tænkere både uden for og inden for den vediske kultur anerkender principperne bag den vediske sociale orden, skriver Satyaraja Prabhu i en artikel i Back to Godhead (37-04-2003).

Jeg havde for nyligt en samtale med en rig hinduherre i New York City, hvor jeg nævnte, at jeg er en dobbeltindviet brahmana-præst, at jeg regelmæssigt reciterer det fortrolige gayatri-mantra og sommetider forretter vediske ceremonier. Han blev overrasket.

“Hvordan er det muligt?” spurgte han. “Du er hverken fra Indien eller født i en brahmana-familie.”

Min hinduven, hvis navn jeg hurtigt fandt ud af var Amarnath, troede, at det at være brahmana var relateret til ens fødsel, en almindelig misforståelse blandt indere. Jeg ønskede at hjælpe ham af med denne misopfattelse, så jeg berettede om det ældgamle varnasrama-system, sådan som det oprindeligt blev forfægtet i de årtusinder gamle vediske tekster. Dette system beskrives i de tidligste tekster i den vediske litteratur (Rg Veda 10.90.12), hvor de forskellige samfundsklasser sammenlignes med menneskekroppen. En gruppering er muligvis højere rangeret end en anden, men alle dele er nødvendige for kroppens opretholdelse. Varnasrama bliver yderligere beskrevet i Visnu Purana (3.8.9) og i Bhagavad-gita (4.13), hvor det omtales som en naturlig bestanddel af ethvert veletableret samfund.

Kortfattet består varnasrama-systemet af fire materielle beskæftigelser eller pligter (varna) og fire åndelige stadier (asrama). Varnaerne er (1) brahmanaer (lærde og præster), (2) ksatriyaer (krigere og ledere), (3) vaisyaer (landmænd og forretningsfolk) og (4) sudraer (håndværkere og arbejdere). Den enkelte vil være draget mod en af de fire former for arbejde, selv om de fleste folk indeholder træk fra flere af kategorierne.

De fire åndelige stadier (asramaer) er (1) brahmacarya (elev i cølibat), (2) grhastha (husholder), (3) vanaprastha (tilbagetrukket) og (4) sannyasa (opgivelse af materielt liv og komplet dedikation til det Absolutte). Vi vil ikke komme nærmere ind på disse åndelige stadier i denne artikel, delvis pga. pladsmangel, men også fordi samtalen, jeg havde med Amarnath, tog et andet spor.

Fødselsret eller fødselsfejl?

Jeg pointerede over for Amarnath, at den vediske kultur tager højde for individets psykofysiske natur, før personen tildeles en plads i varnasrama-systemet. Desværre har dette system undergået en negativ udvikling og er blevet til det nuværende kastesystem, hvor folk kategoriseres i henhold til fødsel. Hvis man for eksempel fødes i en brahmana-familie, anses man automatisk for værende en brahmana, uanset om man er kvalificeret eller ej. Denne overfladiske opfattelse af varna har ledt til jati-systemet med dets utallige underkategorier og variationer af de oprindeligt fire varnaer. Dette system har forårsaget megen forvirring, stridigheder og social uro blandt befolkningen i Indien.

I starten af 1970’erne debatterede Hans Guddommelige Nåde A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada, grundlæggeren af og åndelig mester for det Internationale Samfund for Krishnabevidsthed, med en fremtrædende indolog i Moskva:

Prof. Kotovsky: Ifølge skrifterne, Puranaerne osv., skal ethvert medlem af disse fire varnaer fødes ind i det.

Srila Prabhupada: Nej, nej, nej, nej.

Prof. Kotovsky: Det er grundlaget for alle varnaerne.

Srila Prabhupada: Det, De siger, er ikke korrekt. Med stor respekt beder jeg Dem om at indrømme, at De ikke har ret. I Bhagavad-gita [4.13] står der, catur-varnyam maya srstam guna-karma-vibhigasah. “Disse fire ordener, der består af brahmanaer, ksatriyaer, vaisyaer og sudraer, blev skabt af Mig ifølge kvalitet og beskæftigelse.” Fødsel nævnes ikke.

Prof. Kotovsky: Jeg er enig med Dem i, at det siden hen var brahmanaer, der forsøgte at ændre systemet.

Srila Prabhupada: Og således blev den indiske kultur slået ihjel.

Varna-systemet ifølge Gandhi

Varnasrama-systemet lægger vægt på “kvalitet og beskæftigelse”, ikke fødsel. Folk inddeles i bestemte kategorier ifølge deres kvalifikationer, ikke hvilken familie, de fødes i. Fødsel kan pege i en bestemt retning eller på anden vis være sigende, men vil aldrig være den eneste faktor, når det kommer til at afgøre en persons livslange beskæftigelse. For eksempel kan det at fødes i en dommers familie tildele én en god uddannelse og give én en interesse for dommerfaget, men det garanterer ikke, at man bliver dommer. Igen er dette “kvalitet og beskæftigelse” kriterium i relation til varna soleklart ifølge Bhagavad-gita selv, selv om de færreste nutidige indere er klar over det.

Amarnath insisterede for eksempel på, at selv om de oldgamle vediske tekster og derigennem Prabhupada som en repræsentant for disse mener, at varna baserer sig på kvalitet og beskæftigelse, har “moderne hinduisme”, som han kaldte det, et andet syn på emnet. Han pointerede, at de fleste indere i dag mener, at varna er baseret på fødsel. Vi undrede os begge højlydt: ”Hvad, om noget, bygger dette på?” Selv Gandhi, som mange anser for grundlæggeren af “moderne hinduisme”, understregede, at varna handler om kvalitet og beskæftigelse.

Varna bestemmes generelt af fødsel, men kan kun bevares ved at gøre, hvad der kræves. En søn af brahmanaer vil blive kaldt en brahmana, men hvis han ikke formår at opføre sig som en brahmana, vil han ikke kunne kaldes en brahmana. Så vil han miste sin ret til at være brahmana. På den anden side vil den, der ikke er født brahmana, men opfører sig som en, anses for en brahmana.

Bhaktivinoda Thakuras opfattelse

Social lagdeling er en naturlig ting og kan ikke styres af fødselsret. Bhaktivinoda Thakura (1838-1914), en stor professor og helgen i den Krishnabevidste tradition, bemærker, hvordan varna-systemet naturligt findes i samtlige samfund:

“Når vi anskuer de moderne samfund i Europa, hviler hvad end skønhed, der er at finde i disse samfund, på deres naturlige varnasrama. I Europa er de, der har en sælgers natur, glade for at drive forretning, og derved forbedrer de deres position igennem handel. De, der har en ksatriyas natur, melder sig ind i militæret, og de, der har en sudras natur, elsker at udføre simpel tjeneste.”

Men Bhaktivinoda er kritisk over for det herskende kastesystem, specifikt fordi fødsel er den eneste afgørende faktor for ens varna. Han skriver videre, at det oprindelige varna-system var rent og baseret på videnskabelige (vaijnanika) principper. Han skriver også, at fra Mahabharatas tid (for omtrent 5.000 år siden) var systemet blevet korrupt og afvigende fra dets oprindelige formål, der er gradvist at hjælpe folk til at udvikle kærlighed til Gud. Bhaktivinoda kaldte det oprindelige system, der bygger på åndelige principper, daivi-varnasrama (guddommelig varnasrama), der ifølge ham er milevidt fra det nuværende kastesystem.

Hvad de vestlige samfund angår, anerkender Bhaktivinoda, at der eksisterer et naturligt varna-system i dem, men han omtaler dem ikke som videnskabelige (vaijnanika) varnasramaer: “Selv om de europæiske lande i en vis grad følger varnasrama, er det ikke videnskabeligt … I Europa og for den sags skyld alle andre lande end Indien er det den uvidenskabelige varnasrama, de følger.”

Bhaktivinoda udtrykker her sin værdsættelse af de vediske teksters system, der udførligt begrunder, hvordan det udvælger hvilket samfundslag, et specifikt individ tilhører.

Kortfattet opsummerer Bhaktivinoda det vediske perspektiv således:

1. Varna bør fastslås ved at studere et barns natur efter at have undersøgt barnets omgang og dets indlæringsevne i løbet af barndommen.

2. Når tidspunktet oprinder til, at en varna skal vælges, bør forældrenes respektive varna(er) også tages i betragtning.

3. Varna bør afgøres, når barnet er klart til at modtage undervisning, af familiens præst, faderen, respekterede ældre og en åndelig mester.

4. I tilfælde af tvivl bør en toårig prøveperiode iværksættes sammen med en undersøgelseskomite til at evaluere sagen til den tid.

Bhaktivinoda skriver videre om en skruppelløs klasse af brahmanaer og ksatriyaer, der for at etablere dominans over andre omskrev bøger som Manu-samhita og andre dharma-sastraer, så disse velansete tekster tilsyneladende støttede fødselsret som den vigtigste kvalifikation, der kræves for at være en brahmana. Dette, skriver han, bidrog til faldet af et engang prisværdigt samfund i den indiske verden.

Varna ifølge Platon

Selv om den græske filosof Platon tilsyneladende ikke kendte til de vediske tekster, inddelte han samfundet i sociale opdelinger, der har en slående lighed med varna-systemet. I hans bog Staten argumenterer han for, at de sociale klasser baserer sig på et hierarki af personlighedstyper. Klassen, der domineres af filosofisk intellekt, er ifølge ham den højeste. Dernæst kommer de, der domineres af følelser, og til sidst er der dem, hvor “appetiterne” (sanselige ønsker) dominerer. Platon giver udtryk for, at samfundet naturligt inddeler sig på en lignende facon. På toppen finder vi filosofkongerne, der hersker. Under dem er krigerne, som han refererer til som medhjælpere, siden de assisterer kongen, og nederst er der købmændene og arbejderne, som Platon slår sammen til én kategori.

Han sammenligner herskere med guld, medhjælpere med sølv og de, der tilhører den tredje klasse, med messing og jern. Ifølge Platon får gyldne forældre som regel gyldne børn, sølvforældre vil naturligt få sølvbørn osv. Han indrømmer dog, at sommetider kan gyldne forældre få sølv-, messing- eller jernbørn, og det modsatte kan også forekomme. Når dette finder sted, skriver Platon, må man være fleksibel nok til at anerkende, at et gyldent barn, der for eksempel er født af jernforældre, sandelig er gyldent. Man bør se bort fra dets fødsel og i stedet fokusere på dets naturlige kvaliteter.

Prabhupadas lære er på dette punkt samstemmende med Platons. Ifølge dem begge er ens fødsel ikke den eneste indikator, men den kan tildele én en bedre chance for at kunne præstere inden for et bestemt felt. Prabhupada skriver: “Det forholder sig ikke sådan, at man automatisk bliver en brahmana, blot fordi man er født i en brahmana-familie. Snarere har man en bedre chance for at blive oplært til at blive en brahmana, hvis ens far er en, ligesom man har en bedre chance for at blive oplært som musiker eller skomager, hvis dét er ens fars beskæftigelse. Dog forholder det sig ikke sådan, at en skomager ikke kan blive en brahmana. Hvis han udvikler kvalifikationerne, skal han anses for at være en brahmana.”

Alle varnaer er for Krishna

Amarnath accepterede pointen. Vediske tekster og deres moderne repræsentanter såsom Bhaktivinoda Thakura og Srila Prabhupada anerkender varna-systemet som værende naturligt og gavnligt, og som en hjælp til at udvikle kærlighed til Gud. Gandhi og Platon accepterer de primære præmisser bag varna-systemet inklusive, at det bør baseres på naturlige tilbøjeligheder frem for familiestatus og fødsel. Stadig var vi enige om, at det kunne være en fordel at blive født i en bestemt familie, for modtager man undervisning fra barnsben af i pligterne inden for en bestemt beskæftigelse, vil man have en større chance for at udvikle ekspertise inden for det felt.

Som vi gennemgik et af de andre centrale punkter i vores snak, blev Amarnath forstyrret, men han måtte indrømme, at det lød rigtigt. I den nuværende epoke i verdenshistorien (Kali-yuga, stridens og hykleriets tidsalder) har det faktiske varna-system degraderet til, hvad der nu er kendt som kastesystemet, hvilket hører det moderne Indien til. Som sagt skyldes dette, at brahmanaerne og ksatriyaerne ønskede at bevare deres status uden at besidde den nødvendige uddannelse og kvalifikation. De fremhævede på vildledende vis fødselsret og gennemtvang deres position blandt almindelige mennesker og skabte således den undertrykkende atmosfære, som det indiske sociale system nu associeres med.

“Hvad kan vi gøre ved det?” spurgte Amarnath

Som svar fremlagde jeg Krishnabevidsthedsbevægelsens primære budskab. Ved at udføre det rette arbejde ifølge sin tilbøjelighed kan man gradvist avancere i sin søgen efter Gud. Enhver, der er rigtigt engageret, kan stige til en brahmanas niveau og tilmed til en vaisnavas, en ren hengiven af Krishna. Vaisnavaer både følger og transcenderer varna-systemet. De engagerer deres Gudsgivne talenter i Krishnas tjeneste, hvilket er essensen af varna-systemet, men accepterer også alle klasser som lige, for alle retter deres handlinger mod Krishnas tjeneste. Dette er ifølge Bhaktivinoda daivi eller det guddommelige varna-system.

Prabhupada refererede til en historie, der er fra Mahabharata og er kendt som “den fortryllede dam”. Kong Yudhisthira blev en gang bedt om at svare på nogle spørgsmål, inden han fik tilladelse til at drikke fra en dam af smukt, klart vand. Et af spørgsmålene var: “Hvordan skabes en sand brahmana? Er det igennem fødsel, lærdom eller god opførsel?” Yudhisthira svarede: “Fødsel og overlegen lærdom gør ikke én til en brahmana. God opførsel alene gør det.” Derved kan enhver igennem sine handlinger stige til et højere åndeligt niveau. I denne sammenhæng nævnes fødselsret slet ikke, for det er et ret uvæsentligt hensyn.

Amarnath var overbevist.

“Men hvordan kan vi overbevise andre?” spurgte han. “Få dem til at læse Srila Prabhupadas bøger”, svarede jeg. “Deri finder man essensen af al vedisk viden såvel som store tænkere á la Gandhi og Platons mest dybsindige indblik.”