Februar byder på hele fire store festivaler, så siden coronarestriktionerne tilsyneladende nu er blevet hævet, kan det forventes, at de alle bliver fejret i stor stil.
Som det første er det Srila Advaita Acaryas fremkomst den 7. februar. Advaita Acarya er en af Herren Caitanyas vigtigste ledsagere og Selv en inkarnation af Maha-Visnu. På Advaita Acaryas kald nedsteg Herren Caitanya for at redde Kali-yugas faldne sjæle.
Søndag den 13. februar er det Herren Varahadevas fremkomst. Varahadeva er Krishnas vildsvineinkarnation, der på et meget tidligt tidspunkt i universets historie reddede Jorden fra dybden af Garbhodakahavet, hvor dæmonen Hiranyaksa gemte den. Alle kan bede til Varahadeva, at hvis Han kunne redde Jorden én gang, kan Han også gøre det igen.
Dagen efter den 14. februar er det Nityananda Trayodasi, Herren Nityananda Prabhus fremkomst. Nityananda Prabhu er inkarnationen af Balarama, Krishnas bror og første ekspansion. Da Krishna nedsteg som Herren Caitanya for 500 år siden, nedsteg Balarama samtidigt som Nityananda. I København er det en ekstra særlig dag, for templets Deiteter Sri-Sri Gaura-Nitai blev indviet på Nityananda Trayodasi i 1984. Derfor vil der her være store festligheder fra kl. 16.