Af Akhandadhi Dasa (Oversat af Christopher Thuesen)
Denne artikel stammer fra en tale, Akhandadhi Prabhu gav ved konferencen “Consciousness in Science” i Gainesville, Florida, i januar 2019.
Filosoffer og videnskabsmænd er ikke altid de bedste venner. Jeg har hørt mangen en videnskabsmand sige: “Filosoffer er gode til at stille spørgsmål, men knap så gode til at besvare dem.” Det er muligvis upræcist formuleret, da videnskabsmænd som regel ikke bryder sig om de spørgsmål, som filosofferne stiller. Og filosoffer frustreres over, at videnskabsmænd fokuserer på andre spørgsmål end dem, filosofferne ønsker besvaret. Der er en gammel vittighed om, at det meste videnskab svarer til en fulderik, der vralter nedad gaden mod sit hjem, taber sine nøgler ved sin hoveddør, men går ud på gaden igen for at lede efter nøglerne under gadebelysningen, fordi han bedre kan se her. Min rolle som filosof er at stille ubehagelige spørgsmål og bede videnskabsmændene om at søge efter svar andre steder end der, hvor de er vante til at lede, og hvor de føler sig komfortable, men i stedet lede der, hvor de har en bedre chance for at finde svar. Ingen steder er dette vigtigere end i studiet af bevidsthed.
Hvad er bevidsthed? Ved et seminar i 2016 refererede Anil Seth, en britisk neurovidenskabsmand, til bevidsthed som et mysterium, vi konstant er i kontakt med. Han sagde: “Bevidsthed er på en og samme tid det mest familiære og det mest mystiske aspekt ved vores eksistens.” Der findes stadig ingen bredt accepteret definition af, hvad bevidsthed er. Vi har ikke rigtig andet at anvende ifølge Seth end “folks fornemmelser.” I den ånd er en af mine favoritdefinitioner: “Bevidsthed – den irriterende periode imellem man står op, til man går i seng.” Ja, det er dette besynderlige fænomen, der forstyrrer fra morgen til aften.
Hvad forbinder vi mere præcist med bevidsthed? Er det blot indholdet af vores indre såsom tanker, ideer og følelser? Er det den neurale proces, der producerer vores mentale indhold? Er bevidsthed oplevelsen af det mentale indhold? Eller er det egenskaben, der muliggør oplevelsen af at være til? Måske er bevidsthed det, der besidder evnen til at erfare subjektivt og evnen til at opleve? Det empiriske studie af bevidsthed fokuserer som regel på, hvad der så at sige er en armslængde fra vores faktiske bevidsthed. Disse aspekter – især at behandle det mentale indhold i korrelation til det neurovidenskabelige studie af hjernen – er vigtige, men de danner kun en del af billedet, da den empiriske fremgangsmetode ignorerer både subjektet og oplevelsen af subjektets oplevelse.
Lad mig stille et stort spørgsmål: ”Eksisterer du?” Vi tror, vi gør, selv hvis vi postulerer, at vi måske ikke gør det, når det kommer til stykket. Derfor må vi gøre op med ideen om at være personer, der gisner om eksistensen. Hvad leder os til at tro, at vi eksisterer? Vi accepterer intuitivt os selv som værende væsener, der oplever livet og er overbeviste om, at vi er subjektet for vores personlige erfaringer, ikke blot i nuet, men at vi har været det samme vidne til livet siden vores tidligste minder. Hvad er så det væsen, der er subjektet for alle vores erfaringer?
Descartes forsøger i sin anden Meditation at besvare spørgsmålet om, hvad man kan vide med sikkerhed? Hans konklusion: Det eneste, vi kan være helt sikre på, er, at vi er væsenet, der grubler over spørgsmålet. Vi er en tænkende ting. Tankerne, vi tænker, er måske fulde af fejl, illusion og tåbelighed, men alligevel er min eneste vished sandheden om, at jeg er personen, der har oplevelsen. Jeg har ikke meget til overs for Descartes videreudvikling af denne tankestrøm, men propositionen om, at hvert “jeg” opfatter sig selv som værende et sammenhængende selv, der oplever sindets luner, er forblevet problematikken vedrørende subjektiv bevidsthed for filosoffer og videnskabsmænd lige fra de historisk østlige kontemplative traditioner og frem til dags dato. For eksempel beskriver Patanjalis Yoga-sutra selvet som observatøren af sindets uophørlige aktivitet. Jeg læste for nyligt et lignende udsagn i en kommentar online: “Mit sind er som en internetbrowser: 17 faner er åbne, 3 af dem er fastfrosne, og jeg har ingen anelse om, hvor musikken kommer fra.”
Efter årtiers behaviorisme og kognitiv neuropsykologi fik studiet af subjektiv bevidsthed for alvor sit comeback omkring 1990. Vi kan takke Stuart Hameroff for at opildne til emnets genoptagen ved at organisere den første Science of Consciousness konference i 1994. Ved det arrangement deltog den unge, langhårede David Chalmers, der kom med tesen om, at oplevelsen af qualia må være central i enhver teori om bevidsthed. Han stillede også et spørgsmål, der stadig hjemsøger neurovidenskabsmænd og filosoffer i dag, og som han kaldte bevidsthedens hårde problem. Chalmers skrev: “Det hårde problem angående bevidsthed er subjektiv oplevelse … Hvordan kan en samling af 86 milliarder neuroner, der interagerer inde i hjernen … producere den subjektive oplevelse af sindet og af verden?”
Eller som John Searle bød ind med: De essentielle bevidsthedstræk, vi må forklare, er “samlet kvalitativ subjektivitet”. Ethvert forsøg på at forklare bevidstheden må anskue det bevidste selv som det samlede, egenhændige, sammenhængende subjekt for dets oplevelse (jeg lægger vægt på forskellen mellem det bevidste selv og typerne af kropslige, psykologiske, sociale og andre former for selv, som jeg som det bevidste jeg kan antage og identificere mig med). Sådan en forklaring må også omtale den kvalitative natur af vores oplevelser, hvilket leder os til et koncept ved selve roden af diskussionen om bevidsthed: qualia.
“Qualia” (“quale” i ental) er et begreb, der stammer fra latin. En quale er defineret som “den indre og subjektive bestanddel af sanseopfattelsen, der opstår fra stimulation af sanserne via fænomener.” Desværre yder ordbogsforklaringen ikke begrebet retfærdighed. Efter Charles Sanders Pierce opfandt udtrykket qualia i midten af det 19. århundrede, og Clarence Lewis udviklede dets brug i 1920’erne, blev begrebet stort set overset i det 20. århundrede på trods af begrebets vigtighed. Michael Tye, forfatteren til indslaget om qualia i “Stanford Encyclopedia of Philosohy” kommenterer: ”Qualias status er i høj grad et varmt emne i filosofi, for det er centralt for den rette forståelse af bevidsthedens natur.” (Fortsættes i næste nummer)