Af Satsvarupa Dasa Goswami
En kritik af de hengivne i Hare Krishna-bevægelsen er, at de er ekstreme. Selv om de fleste mennesker vil indrømme, at Gudsbevidsthed har en plads i menneskelivet, mener de, at det bør praktiseres med måde.
En Krishnabevidst hengiven er enig i, at der bør være en balance mellem åndelige og materielle aktiviteter, men fra hans synspunkt er det materialisten, der er urimelig i sin nærige tildeling af tid og engagement til åndeligt liv. Selv om man må finde en balance mellem det materielle og det åndelige, bør tjenesten til det åndelige ifølge de vediske skrifter være det vigtigste. Hvor ekstrem er så den faktiske praktisering af Krishnabevidsthed?
En Krishnabevidst person indvilliger i at undgå fire former for aktiviteter, der er ugunstige for åndeligt liv: 1) kødspisning, 2) uretmæssig sex, 3) beruselse og 4) hasardspil. Han indvilliger også i at recitere et bestemt antal hellige navne på Gud hver dag (ca. to timer). Man behøver ikke at barbere hovedet, bo i et tempel eller bære en bestemt form for beklædning for at være en Krishna-hengiven. Man kan vælge enhver karrierevej og livsstil, så længe man følger de fire regler og fremsiger Hare Krishna maha–mantraet.
De fire regler forbyder ikke helt sex eller spisning for ren fornøjelse eller rekreation, men de begrænser disse for at få dem op på det menneskelige niveau og bringe dem i overensstemmelse med Guds love. Disse regler er heller ikke en bestemt sekts opfindelse. De er universelle for alle store religioner. I stedet for at være ekstreme udgør disse regler i virkeligheden blot subreligiøse principper, der er nødvendige forudsætninger for at nærme sig de højere stadier af kærlighed til Gud. Overvej kødspisning engang. I de seneste årtier er det blevet medicinsk dokumenteret, at en vegetarisk kost er sundere end en kost, der omfatter kød. Kødspisning er også økonomisk ødselt. Men endnu vigtigere er den etiske eller religiøse overvejelse ”Du må ikke slå ihjel.” Med selv en svag opfattelse af teisme må vi indrømme, at de hjælpeløse dyr også er Guds afkom, og at mennesket ikke har lov til at dræbe dem blot for at tilfredsstille sine egne smagsløg. Steven Rosens bog Food for the Spirit dokumenterer grundigt det faktum, at alle verdens største religioner er fortalere for vegetarisme.
At undgå kødspisning er ikke urimeligt eller ekstremt. Snarere er det en ekstrem form for menneskelig grusomhed at insistere på, at uskyldige dyr kan ofres for at levere vores fødevarer. At opgive kødspisning kan virke ekstremt i et samfund af kødspisere, men det betyder ikke, at det er forkert. Vi bør følge sandhedens vej, uanset om det er moderne at gøre det eller ej.
Beruselse i sine forskellige former er en yndlingsflugt fra livets kedsomhed og desperation. Som svar på massekravet fordrejer teologer og præster nogle gange skrifterne og erklærer, at Gud vil være tilfreds, hvis vi drikker eller indtager andre rusmidler ”med måde”. Men ligesom med kødspisning hindrer beruselse åndelig fremgang.
Overvej den jargon, der bruges til at beskrive den berusede tilstand: smadret, stenet, ødelagt, baldret og så videre. Hvordan kan en person, der er ”smadret”, være fredfyldt og tænke på sit forhold til Gud? ”Men hvis du ikke bliver påvirket,” protesterer folk, ”hvordan kan du så have det sjovt?” Svaret er, at det menneskelige behov for lykke her og nu kan leveres på en anden måde end via skadelig kemisk forgiftning.
Faktisk kan den salige tilstand, som vi higer efter, opnås på den mest naturlige måde i dagligdagens enkle handlinger, når de udføres i Guds tjeneste. Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, er evig og fuld af lyksalighed og kundskab. Når vi forbinder os med Ham, som når vi synger Hans hellige navne, føler vi en ekstase, der overflødiggør behovet for rusmidler. Som Srila Prabhupada skriver: ”Når man oplever en højere smag i Krishnabevidsthed, mister man automatisk sin smag for ligegyldige ting.”
Én af de vanskeligste vaner at opgive er uretmæssig sex, og Krishnabevidste hengivne møder måske deres største modstand, når de foreslår seksuel tilbageholdenhed. Folk kan være enige om, at kødspisning ødelægger uskyldige skabninger, men hvad er skaden i seksuel nydelse? Hvad mere er, hvor er livets glæde, hvis vi fjerner sex? Hvor er så meningen med tilværelsen?
Men de Krishnabevidste hengivne går ikke ind for ophør af sexliv. Snarere siger Krishna i Bhagavad-gita: ”Jeg er sex i overensstemmelse med religiøse påbud.” Det betyder, at sex skal bruges som en form for hengiven tjeneste til Gud. Når ægtemand og hustru forenes i religiøst ægteskab for at undfange børn med et løfte om at opdrage disse børn for deres åndelige velbefindende, er deres forening en meget religiøs handling.
Meget få personer af i dag er villige til at acceptere dette traditionelle begreb om sex, selv om det beskrives i samtlige skrifter. Endnu engang stiller præster og teologer sig frem og støtter sansenyderne og fordrejer de hellige tekster væk fra deres originale betydning. De giver tilladelse til sex uden for ægteskabet og den reproduktive handling. Men at trodse vores åndelige velbefindende gennem uretmæssig sex vil ikke gøre os ægte lykkelige.
Hvad angår hasardspil, fortjener det helt sikkert sin plads blandt de vigtigste laster, selv om det promoveres af statsfinansierede lotterier og kasinoer. Spil frembringer en nærmest febrilsk snydementalitet, et falsk håb om at få noget uden faktisk at tjene eller fortjene det. Det bliver endnu en distraktion fra forfølgelsen af Gudsbevidsthed, endnu et spild af menneskeliv og tid. Fjodor Dostojevskijs selvbiografiske roman Spilleren viser, hvor meget spil koster ham i skam og elendighed, ligesom hans breve til hans hustru viser det: ”Tilgiv mig … jeg mistede alt … hvad vil du dog tænke om mig? Dette har rystet selve grundlaget for vores ægteskab! Jeg hader at spille.”
Selvfølgelig vil det være svært at bryde længe nærede vaner. På Sanskrit er denne vanskelighed kendt som tapasya eller askese. Men når vi frivilligt gør os umage for at behage Gud, renser vi os selv og gør fremskridt i Gudsbevidsthed. Ingen person eller nation blev nogensinde stor ved at være doven. Man er nødt til at møde problemer og udfordringer, hvis man vil være en stor opfinder eller en dygtig musiker. Man er nogle gange nødt til at opgive nogle umiddelbare fornøjelser for at opnå en større lykke. Åndeligt liv kræver også en indsats, men dets gevinst er evighed, lyksalighed og viden, og dets tab gentagen fødsel og død. Desværre har vi en tendens til at nedbryde os selv ved at hengive os til seksuelle vaner, og påvirket af ateistisk propaganda betvivler vi det evige mål. Når vi mangler uddannelse i Gudsbevidsthed, og når vi ikke har nogen venner, der med glæde fører et åndeligt liv, ønsker vi at opgive hele forsøget på selvbeherskelse. Men hvis vi omgås med ægte hengivne, vil vi forstå vigtigheden af at opgive uretmæssig sansenydelse, og det vil blive let at give afkald på det.
Bortset fra at overholde “ikke”-reglerne indvilliger en Krishnabevidst person i regelmæssigt at recitere eller synge Guds hellige navne. Men fordi folk har mistet meget af deres religiøse kultur, kan også dette synes som en ekstrem praksis. For nylig spurgte en ung mand i et indkøbscenter mig ind til min recitation på min japa-kæde. Jeg svarede: “Det er en bønnekæde i stil med, hvad katolikker, muslimer, buddhister og andre bruger.” Manden svarede: “Er det ikke kedeligt?” For de fleste mennesker er dét at recitere eller bede noget kedeligt i forhold til den hurtige spænding, de kan få ved at se TV eller bruge penge på at forkæle sanserne. De kan ikke forestille sig, at der er intens glæde i den simple praksis at recitere Guds navne. Men sand bøn frembringer ekstase af kærlighed til Gud og skåner os for alle denne materielle verdens pinsler.
Balancen mellem det åndelige og materielle er et spørgsmål om fornuftig budgettering, kan man sige. Den moderne civilisation lider af en ubalance til den materielle side. Hvis vi i det mindste kan erkende behovet for åndelig forbedring, vil det være en stor gevinst. Den virkelig fare er ikke for meget kærlighed til Gud, men tabet af vores sjæl. Som Jesus Kristus sagde: “Thi hvad gavner det et menneske, hvis han vinder hele verden, men må bøde med sin udødelige sjæl?”