Srila Prabhupada blev født i 1896 i Tollygunge i Kolkata (Calcutta). Hans fødested er nu blevet overtaget af ISKCON, og et tempel til hans ære er ved at blive opført der. 

Fødestedet ligger 100 meter fra templerne for Srila Prabhupadas kæreste Deiteter, Sri-Sri Radha-Madanmohanji og Sri-Sri Radha-Govindaji. Ganges løber også tæt ved.

Efter at de hengivne fra ISKCON Kolkata har kæmpet i årtier kunne Radharaman Dasa, vicepræsident for ISKCON Kolkata, den 11. august 2021 erklære, at det nu var lykkedes dem at erhverve Srila Prabhupadas fødested. Som altid i Indien testede Krishna Sine hengivne ved i årevis at lade dem gå igennem mange bureaukratiske komplikationer, før dette blev muligt.

I 2011 købte ISKCON fire meget små værelser, der lå under jackfrugttræet, hvor Srila Prabhupada blev født, med en donation fra Radhanatha Swami. Imidlertid var hele området underlagt ”thika-leje”, hvilket gjorde det vanskeligt at erhverve det. Thika-leje er et særligt system i Vestbengalen, hvor staten ejer jorden, alle thika-lejerne betaler leje til staten, og alle ”bharatiya’erne” eller sublejerne betaler leje til thikaerne.

Sytten lejere boede på området. Efter flere års bestræbelse fik ISKCON et lån på 10 millioner rupi (ca. 1. millioner kroner) til at betale til de tidligere lejere, så ISKCON kunne overtage grunden. Med hjælp fra hengivne og forskellige ISKCON-centre i Indien såvel som fra ISKCON’s GBC (Governing Body Commission) plus et banklån blev det til sidst muligt for ISKCON Kolkata at betale lejerne ud og erhverve stedet.

På nuværende tidspunkt er der ved at blive opført en 85 meter lang mur rundt om området. Planen er først at færdiggøre det forreste areal foran jackfrugttræet. Den 31. august lægges de fire hjørnesten til selve templet, der skal opføres til ære for Srila Prabhupada. Først bliver der opført et lille tempel med Srila Prabhupadas lotusfødder, der for øjeblikket er ved at blive lavet af marmor i Jaipur. Dette tempel skal være 200 kvm. i størrelse og færdiggøres så hurtigt som muligt.

Senere skal der opføres et storslået tempel i stil med Srila Prabhupadas samadhi-tempel i Vrindavana med en murti af ham i legemsstørrelse. Her er det håbet også at kunne købe en tilstødende grund, så hele området kommer op på tæt ved en hektar. Ideen er også at købe en tilstødende dam og restaurere den.

Den 31. august 2021 på Srila Prabhupadas 125-års fødselsdag vil der blive sendt direkte fra hans fødested fra kl. 15 (indisk tid) på ISKCON Kolkatas officielle YouTube-kanal. Klokken 16 begynder indvielsesceremonien efterfulgt af forskellige ISKCON-lederes taler. Det hele kan ses her, både live, og senere hen: https://www.youtube.com/c/iskconkolkataofficial.

Mere information kan også fås på https://www.facebook.com/iskconkolkatatemple/ og https://www.iskconkolkata.com/. Læs eventuelt også https://iskconnews.org/srila-pabhupadas-birthplace-land-bought-by-iskcon,7948/.