Af Casey Luskin
I dette nummers videnskabelige hjørne diskuterer Casey Luskin, hvordan intelligent design er en videnskabelig tilgang til at afgøre diskussionen af, hvorvidt naturen udelukkende er et resultat af naturlige processer, eller om naturen er sådan, at der nødvendigvis må være intelligens bag den.
Artiklen er lidt teknisk, men ikke desto mindre god at få forstand af.
En indsigelse, som jeg har hørt i mange år mod intelligent design (ID), er, at ID ikke kan betragtes som videnskab, for ”Man kan ikke måle intelligent design.” Eugenie Scott ville sige, at hun uden et hypotetisk ”teometer” ikke vidste, hvordan hun kunne konstatere, om Gud stod bag. Selv nogle forskere, der er åbne over for designargumenter, har spekuleret over, hvordan vi kan påvise design, hvis vi ikke kan ”måle design, sådan som vi måler mængden af et eller andet stof i et reagensglas.”
Svaret på disse indvendinger er, at vi tester intelligent design på samme måde, som vi tester alle andre historiske videnskabelige teorier. Vi kigger i naturen efter kendte effekter af den pågældende årsag (i dette tilfælde intelligent aktivitet) og viser, at denne årsag (igen, intelligent aktivitet) er den bedste forklaring på de observerede data. Hvis dette lyder lidt teknisk eller uklart, så lad mig forklare, så det giver mere mening. Jeg vil vise, hvordan præcise kvantitative målinger faktisk kan hjælpe os til at påvise design.
Sådan fungerer de historiske videnskaber
Historiske forskere, der studerer områder som geologi, evolutionsbiologi, kosmologi eller intelligent design, kan ikke hælde historien ned i et reagensglas. De kan ikke måle, hvad der skete tidligere, ligesom vi direkte her og nu kan måle mængden af et eller andet stof i en kemisk opløsning. Det betyder dog ikke, at vi ikke kan bruge videnskabelige metoder til at studere fortiden. Det betyder bare, at vi er nødt til at bruge andre metoder inden for de historiske videnskaber (der studerer, hvad der skete tidligere) end i de empiriske videnskaber (der studerer, hvordan ting opfører sig i nutiden). At hævde, at intelligent design ikke er videnskab, fordi vi ikke direkte kan ”måle det i et reagensglas”, er at misforstå, hvordan historisk videnskab fungerer, og at pålægge et urealistisk og urimeligt kriterium, når det kommer til intelligent design.
Stephen Jay Gould bemærkede, at historiske videnskaber ”udleder historien fra dens resultater.” Historiske videnskaber (såsom darwinistisk evolution og intelligent design) er afhængige af princippet om uniformitet, der hævder, at ”nutiden er nøglen til fortiden.” Under denne metode undersøger forskere årsager i den nuværende verden for, som den berømte geolog Charles Lyell udtrykte det, at forklare ”de tidligere ændringer på Jordens overflade” med henvisning ”til årsager, der virker nu.”
Historiske videnskabelige teorier begynder således med at studere årsager i den nuværende naturlige verden og forstå deres kendte effekter. De undersøger derefter de historiske spor, der er bevaret i naturen, for at finde de kendte effekter. Når disse kendte effekter findes i de historiske spor, og disse effekter kun kan forklares med en given årsag, som vi har undersøgt i dag, udleder vi, at den samme årsag var aktiv tidligere.
Et dagligdags eksempel
Forestil dig, at du kører din firhjulstrækker ud i terrænet, og den kommer tilbage dækket af mudder. Du sætter bilen af ved en bilvask og vender tilbage en time senere for at hente den. Hvordan kan du nu videnskabeligt afgøre, om bilen blev vasket? Svaret er, at du kan forudsige, hvad du vil forvente at finde, hvis bilen er blevet vasket, og så kan du teste disse forudsigelser.
Du kan for eksempel forudsige, at hvis bilen er blevet vasket, vil der ikke være større mudderklumper tilbage på ydersiden. Denne forudsigelse kan testes ved en simpel visuel analyse. Hvis du ser mange mudderklumper tilbage, vil det afkræfte din hypotese om, at bilen er vasket. Du kan også foretage en mere teknisk analyse og forudsige, at hvis bilen er blevet vasket, skal der være små mængder sæberester tilbage på lakken. Du kan skrabe materiale af bilens overflade og udføre en kemisk analyse for at bekræfte eller afkræfte denne hypotese. Hvis du konstaterer, at der ikke er mudder på bilen, og der er sæberester på bilens lak, vil du have positive beviser for, at bilen blev vasket.
Som en historisk videnskabelig teori fungerer intelligent design stort set på samme måde.
Påvisning af design
Teorien om intelligent design anvender videnskabelige metoder, der almindeligvis bruges af andre historiske videnskaber for at konkludere, at visse træk ved universet og levende ting bedst forklares af en intelligent årsag og ikke af en ikke-styret proces som naturlig selektion. Intelligent aktivitet er en årsag, ”der virker nu”, og som kan studeres i verden omkring os. Som en historisk videnskab anvender ID således princippet om uniformitet. Den begynder med nutidige observationer af, hvordan intelligente kræfter fungerer, og omsætter derefter disse observationer til positive forudsigelser af, hvad forskere kan forvente at finde, hvis en naturlig genstand er opstået ved intelligent aktivitet.
For eksempel bemærker matematikeren og filosoffen William Dembski, at ”[det] vigtigste kendetegn ved intelligent aktivitet er ’styret mulighed’ [directed contingency] eller det, vi kalder valg.” Når en intelligent kraft handler, vælger den Ifølge Dembski ”blandt en række konkurrerende muligheder” for at skabe en kompleks og specificeret begivenhed. Således kaldes den type information, der pålideligt indikerer intelligent design, ”specificeret kompleksitet” eller ”kompleks og specificeret information”, forkortet til CSI [complex specified information].
Kort sagt er noget komplekst, hvis det er usandsynligt, og specificeret, hvis det passer til et givet uafhængigt eksisterende mønster. Ved at bruge CSI til at påvise design kalder Dembski ID ”en teori om information”, hvor ”information bliver en pålidelig indikator for design såvel som et passende objekt til videnskabelig undersøgelse.” ID-teoretikere udleder positivt design ved at studere naturlige objekter for at afgøre, om de bærer den type information, der efter vores erfaring stammer fra en intelligent årsag.
Menneskelig intelligent aktivitet giver et stort empirisk datamateriale til at studere, hvad der frembringes, når intelligente kræfter designer ting. Sprog, koder og maskiner er alle strukturer, der indeholder høj CSI. Efter vores erfaring stammer disse ting altid fra intelligens. Ved at studere menneskers handlinger kan vi forstå, hvad vi kan forvente at finde, når en intelligent kraft har været på spil, så vi kan konstruere positive, testbare forudsigelser om, hvad vi skal finde, hvis intelligent design er til stede i naturen. Høj CSI indikerer således pålideligt den forudgående handling af intelligens.
Udelukkelse af materielle årsager
At finde de kendte effekter af intelligent aktivitet (dvs. høj CSI) opfylder en testbar forudsigelse af intelligent design og viser, at ID virkelig kan bevises videnskabeligt. Men for at understøtte vores konklusion af, at intelligent design er den bedste forklaring på visse funktioner, må vi også udelukke andre mulige årsager og vise, at kun intelligent design kan forklare dataene. ID-teoretikere har udviklet metoder til at gøre dette.
Således foreslog William Dembski at udelukke materielle årsager ved at vise, at sandsynligheden for, at en begivenhed finder sted mekanisk, er under det, han kaldte den ”universelle sandsynlighedsgrænse.” I det væsentlige er den universelle sandsynlighedsgrænse et skøn over det maksimale antal begivenheder, der er mulige i universets historie i betragtning af alle kendte sandsynlighedsressourcer. Det giver materielle mekanismer den i virkeligheden alt for generøse antagelse af, at hver elementarpartikel har interageret i hver enhed af Planck-tid gennem hele universets historie. Dembski forklarer dette koncept med Jonathan Witt i deres bog Intelligent Design Uncensored:
”Forskere har sluttet, at inden for det kendte fysiske univers er der omkring 1080 elementarpartikler … Forskere har også konkluderet, at en ændring fra en materietilstand til en anden ikke kan ske hurtigere, end hvad fysikere kalder Planck-tiden … Planck-tiden er 1 sekund divideret med 1045 (1 efterfulgt af 45 nuller) … Endelig vurderer forskere, at universet er omkring 14 milliarder år gammelt ( = 4,41504×1017 sekunder), hvilket betyder, at universet i sig selv er mange millioner gange yngre end 1025 sekunder. Hvis vi nu antager, at enhver fysisk begivenhed i universet kræver ændring af mindst én elementarpartikel (de fleste begivenheder kræver naturligvis langt flere), antyder disse grænser for universet, at det samlede antal begivenheder op gennem den kosmiske historie ikke kan have overstige 1080 x1045 x1025 = 10150 hændelser.
Dette betyder, at enhver specificeret begivenhed, hvis sandsynlighed er mindre end 1 ud af 10150, forbliver usandsynlig, selv om samtlige hændelser i universet er blevet brugt til at kaste de metaforiske terninger. Universet er ikke stort nok, hurtigt nok eller gammelt nok til at have kastet terningerne nok gange til, at der er en realistisk sandsynlighed for tilfældigt at generere begivenheder, der er så usandsynlige.”(1)
Naturligvis repræsenterer 10150 ”sandsynlighedsgrænsen” for hele universet, men når vi betragter antallet af elementarpartikler og den tid, der er tilgængelig for forskellige zoner i universet, opnår vi følgende sandsynlighedsgrænser samt informationsindholdet, som de repræsenterer (målt i bits):
Universets sandsynlighedsgrænse:
10-150 ( = 498 bits)
Mælkevejens sandsynlighedsgrænse:
10-96 ( = 319 bits)
Solsystemets sandsynlighedsgrænse:
10-85 ( = 282 bits)
Jordens sandsynlighedsgrænse:
10-70 ( = 232 bits)
Brug af målinger til at påvise design
Disse sandsynlighedsgrænser er vigtige, for de sætter os i stand til at måle sandsynligheden for, om forskellige naturligt forekommende træk kan opstå alene gennem mekanistiske årsager eller ej, hvorefter vi kan konvertere sandsynligheden til en mængde af kompleks og specificeret information, der måles i bits. Vi kan derefter sammenligne dette resultat med forskellige sandsynlighedsgrænser (som ovenfor). Ved at anvende den rette sandsynlighedsgrænse kan vi afgøre, om der er tilstrækkelige sandsynlighedsressourcer til, at strukturen kan opstå naturligt. Eller for at sige det på en anden måde kan vi afgøre, om strukturen sandsynligvis stammer fra naturalistiske processer eller ej.
Hvis sandsynligheden for, at strukturen opstår mekanisk, er under dens relevante sandsynlighedsgrænse (eller for at sige det på en anden måde overstiger dens CSI-indhold de beregnede grænser for den informationsgenererende kraft ved naturlige processer), falsificeres en materialistisk oprindelse af denne struktur. Hvis antallet af bits overstiger den relevante sandsynlighedsgrænse, har vi et meget godt argument for intelligent design.
En hurtig illustration: Douglas Axes forskning i proteiner viste, at sandsynligheden for, at en tilfældig sekvens af aminosyrer giver et funktionelt beta-lactamase-enzym, er mindre end 1 ud af 1074. Det svarer til 245 bits CSI. Da denne funktion skulle være opstået på Jorden, er Jordens sandsynlighedsgrænse den relevante tærskel for at forstå, hvad naturlige årsager kan gøre. Og Jordens sandsynlighedsgrænse er 10-70 (eller 232 bits). Således overstiger mængden af CSI i beta-lactamase-enzymet Jordens sandsynlighedsgrænse. Den bedste forklaring er derfor intelligent design.
Bemærk, at denne metode ikke gør intelligent design til et negativt argument mod darwinistisk evolution eller andre naturlige mekanismer. For at slutte design kræver vi et positivt argument, der er baseret på vores observationer i dag af, at sekvensspecifik kode eller skrift med høj CSI (f.eks. computerprogrammer eller skriftsprog) altid kommer fra en intelligens. Således er vores konklusion af design i bund og grund baseret på vores erfaring og observationer af, at intelligente væsener efterlader høj CSI, der netop er det, vi finder i levende organismers DNA.
Så det er sandt, at vi ikke direkte ”måler” intelligent design i et reagensglas. Men vi kan bruge målinger og beregninger til at påvise design. Hvis vi beregner og måler, at en struktur indeholder mere CSI, end der kan opstå af de relevante sandsynlige ressourcer, der er tilgængelige for en naturalistisk oprindelse af strukturen, og vi ved af erfaring, at intelligente kræfter frembringer præcis sådanne CSI-rige funktioner, kan vi påvise design.(2)
1) William Dembski og Jonathan Witt, Intelligent Design Uncensored: An Easy-to-Understand Guide to the Controversy, s. 68-69 (Intervarsity Press, 2010)
2) For originalartikel, se https://evolutionnews.org/2021/07/answering-an-objection-you-cant-measure-intelligent-design/.