Af Jerry Bergman, ph.d.
Biologen Dr. Bergman tager et kig på det seneste inden for teorierne om livets oprindelse.
Den største kløft for evolutionister ligger mellem det ikke-levende og liv.
En af de enkleste kendte livsformer er en bakterie ved navn Buchnera.[1] Buchnera aphidicola er en proteobakterie med en diameter på 3 µm. Den er så simpel, at den mangler de gener, der kræves for at producere lipopolysakkarider, der er nødvendige for dens ydre membran. Seks arter kendes. Alle har et genom, der er mindre end det menneskelige patogen Mycoplasma genitalium, der havde det mindste kendte bakteriegenom, indtil B. aphidicola blev opdaget. Buchnera aphidicola har tæt på 480.000 basepar sammenlignet med M. genitaliums 580.070 basepar eller 1.160.140 baser og 482 proteinkodende gener.[2] Dens 1.160.140 DNA-baser svarer til 100 sider i tolvpunkttype, hvilket kan sammenlignes med en kort roman. Disse bakterier er de mindste kendte livsformer. Bemærk: Virus lever ikke, men er teknisk set kun ”genmaskiner”.
Både B. aphidicola og M. genitalium er ‘mutualistiske intracellulære symbionter’, hvilket betyder, at de er for enkle til at eksistere alene. De første livsformer kunne pr. definition ikke leve af et andet, mere komplekst liv, ellers kunne de ikke være den første livsform. Den første livsform skal være i stand til at overleve alene. Selv om både B. aphidicola og M. genitalium er patogener, der lever af andre, mere komplekse organismer, har de de mindste genomer blandt alle kendte naturligt forekommende, selvreplikerende organismer. Således postulerer evolutionister, at de første livsformer, der begyndte hele livet, må have været betydeligt mere komplekse end disse og indeholdt meget større genomer end disse to minimalistiske parasitære bakterier. Organismer, der ikke kræver andre, mere komplekse organismer for at forsyne dem med nogle af deres behov, er langt mere komplekse end patogener.
Charles Darwin vedkendte sig problemet med livets oprindelse. Således skrev Charles Darwin i 1863 i et brev til en ven, at det at overveje livets oprindelse var ”blot forvrøvlet tænkning”, og at ”man lige så godt kunne fundere over [oprindelsen til materie].” Mange forskere er i dag enige med Darwin. Og dog, for mens kosmologer har en ide om, hvordan partikler, grundstoffer og mange molekyler dannes efter Big Bang, kæmper biologer stadig for at forklare, hvordan uorganiske molekyler blev til levende stof.[3]
Citatet ovenfor var Darwins svar til den tyske naturforsker Lorenz Oken. Oken havde hævdet, at mikroskopiske organismer spontant blev genereret på bunden af have, søer og floder fra en eller anden spekulativ polariserende kraft. Darwin svarede korrekt Oken, at ”Det vil vare et stykke tid, før vi ser ‘slim, snot eller protoplasma ’ … generere et nyt dyr … Det er for nærværende blot forvrøvlet tænkning at overveje livets oprindelse. Man kunne lige så godt fundere over [oprindelsen til materie].”[4]
Darwin erklærede også i dette brev, at han ”længe beklagede, at jeg lå under for den offentlige mening [dvs. for kreationisterne] og brugte den bibelske betegnelse ”skabelse” [i Arternes Oprindelse], hvor jeg virkelig mente ’dukkede op’.” Han havde hentydet til skabelse i sin bogs sidste sætning:
”Der er storhed i dette livssyn med dets mange kræfter, der oprindeligt blev indåndet i en enkelt eller nogle få former, og at mens denne planet har bevæget sig i kredsløb i henhold til den faste tyngdekraftlov, er der fra en så simpel begyndelse opstået og fortsat udvikler sig endeløse former, de smukkeste og mest vidunderlige.”
På Darwins tid havde celleforskere kun et meget naivt indblik i cellens kompleksitet. Darwin må have vidst, at livet ikke bare naturligt opstår øjeblikkeligt. Hans kritikere hævder, at livet skal skabes af intelligens ligesom en fagbog på 100 sider skal skrives af en lærd person med høj intelligens og uddannelse. Ikke desto mindre forsøger evolutionister jævnligt at forklare, hvordan livet på en eller anden måde kan være opstået spontant.
De nyeste forsøg på at kortlægge livets oprindelse
Flere nye forslag til forklaring af livets oprindelse blev sammenfattet i en artikel, der blev offentliggjort for nylig i PNAS den 20. april 2021, hvor Adam Mann gennemgik teorier om livets oprindelse i sit essay ”Making headway with the mysteries of life’s origins.” [5] Her diskuterede han bl.a. søer med relativt høje koncentrationer af fosforforbindelser og spekulerede, at sådanne søer “muligvis har været almindelige på den præbiotiske jord, hvilket giver de fosforrige miljøer, hvor biologi og liv kan være kommet i gang.”
I virkeligheden har fosfor naturligt en tendens til at kombinere med andre atomer såsom calcium og danne mineraler som apatit, hvilket gør det utilgængeligt for biomolekyler. Dette problem kan omgås, hvis koncentrationen af ubundet (og dermed biotilgængeligt) fosfor er meget høj. Det kan løse ét problem. Dette er vigtigt, for fosfor er en vigtig del af rygraden i DNA og RNA såvel som central for adenosintrifosfat (ATP), som celler har brug for til energi.
Men livet kræver meget mere end fosfor. Cirka 25 forskellige elementer skal være biotilgængelige for at skabe liv. Derudover skal, som Mann indrømmer det, alle disse kemikalier, der kræves til livet, ”også være til stede i tilstrækkeligt høje koncentrationer i et bestemt miljø for at blive inkorporeret i biomolekyler”, der er nødvendige for at skabe liv.
Livets ødelæggere
Et problem er vand. Selv om det er nødvendigt for livet, er vand meget destruktivt for kemikalier, der prøver at kombinere sig. Vand siges at være det universelle opløsningsmiddel, for med nok tid får det næsten alt til at gå opløsning. Mann fokuserer dog kun på vandets bæreevne:
”Vand er i stand til at opløse en række forskellige stoffer, hvorfor det er så godt et opløsningsmiddel. Og vand kaldes det ”universelle opløsningsmiddel”, for det opløser flere stoffer end nogen anden væske. Det er vigtigt for enhver levende ting på Jorden. Det betyder, at overalt, hvor vand kommer, enten gennem jorden eller gennem vores kroppe, bringer det værdifulde kemikalier, mineraler og næringsstoffer med sig.”[6]
Men Mann ignorerer problemet med, at vand også opløser biomolekyler. Det ville opløse enhver begyndende byggesten såsom polære molekyler, herunder proteiner, simple alkoholer og DNA/RNA. Livet består hovedsageligt af protein og DNA/RNA. Disse vigtige byggesten ville ikke dannes i nærvær af vand.
Livets forløbere, der blev antaget i de fleste oprindelige eksperimenter (inklusive Stanley Millers berømte gnistudladningseksperiment fra 1953), inkluderer aminosyrer, der udgør protein. Miller postulerede, at der ”for over 4 milliarder år siden kunne have været knyttet aminosyrer sammen og dannet peptider. Disse peptider kan i sidste ende have ført til de proteiner og enzymer, der er nødvendige for livets biokemi, som vi kender det.”[7]
I dag forsøger forskning, der koster millioner af dollars hvert år, at finde en proces, der kunne have gjort det muligt for livet at opstå spontant. Et hold forskere i livets oprindelse inkluderer ”Professor Sasselov, der ligesom Öberg er en af 26 forskere, der arbejder med et initiativ ved navn Simons Collaboration on the Origins of Life (SCOL).”[8]
Chiralitetsproblemet
Nogle af de problemer, som forskerne i deres forslag til livets oprindelse indrømmer skal overvindes, inkluderer det faktum, at som alle molekyler kommer nukleinsyrer i forskellige isomerer, der er forskellige arrangementer af de samme atomkomponenter. Isomerer kan variere i deres funktionalitet. Kun én isomer af hver af de kanoniske nukleinsyrer, der udgør DNA og RNA – adenin, guanin, cytosin, thymin og uracil – kan bruges til at fremstille selvreplikerende genetisk materiale. Alligevel producerer naturlige processer mange forskellige nukleinsyre-isomerer.[9]
En foreslået løsning på isomerproblemet inkluderer:
” … at udsætte de forskellige isomerer for ultraviolet lys, der fortrinsvis ødelægger de ikke-nyttige og efterlader dem, der er relevante for livet. Resultaterne antyder, at livets oprindelse muligvis er sket på lavt vand, der blev udsat for sollys snarere end nær hydrotermiske ventilationsåbninger, som nogle forskere tidligere har antaget.”[10]
Denne effekt kan med held foregå under stramt kontrollerede laboratorieforhold for at adskille enantiomerer såsom D-alanin og L-alanin. Den uoverstigelige hindring for evolutionister er dog det faktum, at kun L-formede aminosyrer bruges til at fremstille proteiner, men kun D-formede molekyler bruges til at fremstille kulhydrater. Det enkle, men enorme problem for forskere i livets oprindelse er det faktum, at sukker i ”enhver livsform på Jorden altid er højrehåndet, og aminosyrer altid er venstrehåndede.”[11] De fleste organiske forbindelser indeholder et chiralt kulstof, der producerer enten venstre- eller højredrejede molekyler. Hvis ultraviolet lys således fortrinsvis ødelægger én form, f.eks. D-formen, ødelægges livspotentialet. Men hvis L-formen ødelægges, ødelægges livet ligeledes. Således er begge former nødvendige, så ødelæggelse af den ene eller den anden, som UV-lysløsningen foreslår det, får livets udvikling til at ødelægge sig selv.
Vand er ikke den eneste ødelægger af livets påståede forløbere. UV-stråling er dødelig for livet, især UVB og UVC. UV-stråling klassificeres i tre primære typer: ultraviolet A (UVA), ultraviolet B (UVB) og ultraviolet C (UVC). Al UVC og det meste UVB-stråling absorberes af Jordens ozonlag, så næsten al den ultraviolette stråling, der modtages på Jorden, er UVA. Både UVA- og UVB-stråling er giftige for livet. UV-stråling bruges på hospitaler til at dræbe bakterier, og eksperimenter fra sovjetiske forskere konkluderede følgende:
”Ultraviolette stråler påvirker frem for alt proteinerne og de levende organismers genetiske kode. Ozonlaget fungerer som et filter og reducerer intensiteten af dødelig ultraviolet stråling, der når planetens overflade.”[12]
Af disse og andre grunde løser UV-hypotesen ikke problemet. Den gør tingene værre for forskere i livets oprindelse. Vand, UV-stråling og også ilt (tænk på antioxidanttilskud) er hver især ødelæggende for biomolekyler. Oxygen og UV-lys bruges således til at dræbe levende organismer.
Antagelse oven på antagelse
I den gennemgåede artikel indrømmer forfatteren, at der findes mange store antagelser i deres oprindelige teori som dem, jeg har understreget i det følgende: ”Disse søer indeholdt muligvis også opløst hydrogencyanid, der sandsynligvis enten dannedes i vores planets tidlige atmosfære eller faldt til jorden via kometpåvirkninger … forskere har nu en idé om, hvordan forbindelserne fra præbiotisk kemi kan være blevet lagret på vores planet … På et tidligt tidspunkt kunne Jordens atmosfære muligvis hovedsageligt have indeholdt enkle molekyler … … ribozymer er muligvis blevet indkapslet i lipider ved et tilfælde og har dannet en niche, hvor biokemiske reaktioner kunne finde sted. Måske stødte en anden RNA-streng på et ribozym og udløste en reaktion, der lavede flere kopier af RNA-strengen.”[13]
Måske, muligvis, kan være. Antagelse oven på antagelse oven på antagelse.
Konklusioner
160 år efter, at Darwin offentliggjorde Arternes Oprindelse i 1859, er hans udsagn
”Det vil vare et stykke tid, før vi ser ‘slim, snot eller protoplasma ’ … generere et nyt dyr … Det er for nærværende blot forvrøvlet tænkning at overveje livets oprindelse. Man kunne lige så godt fundere over [oprindelsen til materie],”
langt sandere i dag end på Darwins tid. Darwin var helt korrekt på sin tid og også i vores. Siden den dag, Darwin forandrede verden med sin bog, er problemet med livets oprindelse ikke blevet løst.
Vi kigger ikke længere på slim, men på oprindelsen til cellen og kroppen, især hjernen, der hos mennesker “har 100 milliarder neuroner, hvor hver neuron er forbundet med 10.000 andre neuroner. På dine skuldre sidder det mest komplicerede objekt i det kendte univers.”[14] Hjernen er konstrueret af celler, og celler er også blandt de mest komplicerede objekter i universet. I dette tilfælde er vi nødt til at lytte til Charles Darwin om ”forvrøvlet tænkning” med hensyn til livets oprindelse ved en tilfældighed. Meget af det, han skrev, har vist sig at være forkert, men når det kommer til problemet med livets oprindelse, havde han ret, og ingen har siden beskrevet problemet mere rammende end Darwin.
Referencer
Ovenstående artikel er hentet fra https://crev.info/2021/04/ool-darwin/. Fodnoterne i artiklerne refererer til følgende:
[1] van der Meer, J.R., W.M. de Vos, S. Harayama, and A. Zehnder, Molecular mechanisms of genetic adaptation to xenobiotic compounds, Microbiological Review 56(4):677–694, 1992.
[2] Rosario, G., et al., Extreme genome reduction in Buchnera spp.: Toward the minimal genome needed for symbiotic life, PNAS (Proceedings of the National Academy of Sciences) 99 (7):4454-4458, April 2002, https://doi.org/10.1073/pnas.062067299
[3] Mann, Adam, Inner Workings: Making headway with the mysteries of life’s origins, 118(16):e2105383118, April 2021, https://doi.org/10.1073/pnas.2105383118.
[4] Letter to Joseph Hooker, dated March 29, 1863, in: The Correspondence of Charles Darwin, Volume 11, Cambridge University Press; redigeret af Fedrick Burkhardt et al., s. 278.
[5] Mann, 2021.
[6] Water Science School, Water Q&A: Why is water the “universal solvent”? USGS.
[7] Georgia Institute of Technology. Origin of life: Stanley Miller’s forgotten experiments, analyzed. ScienceDaily, June 2014.
[8] Mann, 2021, s. 2.
[9] Mann, 2021, s. 2.
[10] Mann, 2021, s. 2.
[11] Wellford, Sebastian, Biological homochirality: One of life’s greatest mysteries, July 2016, https://medium.com/a-spoonful-of-sugar/biological-homochirality-one-of-lifes-greatest-mysteries-2031f4700c4b.
[12] Khlebnikov, Nikolai, Scouting the ozone eaters, Soviet Life 6(381):15, juni 1988.
[13] Mann, 2021, s. 2-3; alle understregninger tilføjet.
[14] Bartucca, Julie (Stagis). The Most Complicated Object in the Universe, UConn Today, April 2021,. https://today.uconn.edu/2018/03/complicated-object-universe/.