Det største Hare Krishna-tempel i England, Bhaktivedanta Manor, blev skænket til ISKCON af George Harrison i 1973. Nu har templet indviet en mindehave til ære for George Harrison. Haven blev officielt åbnet den 25. maj i nærvær af Olivia Harrison (George Harrisons enke), andre venner af George, repræsentanter for forskellige lokale trossamfund, hengivne og BBC fjernsyn.
Haven ligger i en overskygget skovdækket dalsænkning, som George holdt meget af. Åbningen begyndte med sitarmusik og oplæsning af sange og digte af George Harrison efterfulgt af flere taler. Olivia Harrison:
”Jeg er glad for, at de hengivne ærer George i form af en have. Det er en tilkendegivelse i den materielle verden, som han ville være stolt af. George var ingen perfektionist, men han havde alligevel evnen til at se mulighederne i haver, og han så potentiellet i denne dalsænkning. Skabelsen af denne have er godt nok blevet påbegyndt flere gange, men det afspejler vel blot livet og de stadier, vi gennemgår på vores rejser.”
Gauri Dasa sagde:
“Der er en dyb åndelighed i George Harrisons sange, nogle gange metaforisk og andre gange mere direkte. For os er det en stor ære, at haven er åbnet i 40-året for åbningen af Bhaktivedanta Manor.”
Efter de korte taler blev alle deltagerne vist rundt i haven. På forskellige steder blev sange af George oplæst af repræsentanter for forskellige trossamfund.
Yvonne Innes, havens artikekt, fortalte: “Nogle af de planter, som George mest holdt af, var ahorn, birk, bregner, græs og stauder som høstanemoner. Her har vi forsøgt at eftergøre Georges plantestil med nogle af de samme temaer som i Friar Park. Vi håber, at det vil vise, hvordan George havde lige så meget øje for planlægning som for musik, og at dalhaven vil blive et sted for meditation og inspiration.”