Af Lalitanatha Dasa
Her fortsættes og afsluttes en kort gennemgang af resultater fra den psykiske eller paranormale forskning.
Et tilfælde af videnskabelig undertrykkelse
Man kan spørge, at hvis telepati og andre parapsykologiske fænomener er så veldokumenterede, hvorfor er de da ikke bredt accepteret i det videnskabelige samfund? En forklaring kan være, at mange videnskabsmænd nægter at se på beviserne for sådanne fænomener, fordi de strider imod nogle af deres generelle antagelser om virkeligheden. En nylig hændelse med Rupert Sheldrake antyder dette.
I 2007 kontaktede Channel 4, en af Englands offentlige tv-kanaler, Rupert Sheldrake for at spørge, om han ville deltage i programmet Enemies of Reason [”Fornuftens fjender”] med Richard Dawkins, der ud over at være professor i zoologi på Oxford er kendt som en ateistisk korsfarer og fortaler for darwinisme.
Rupert Sheldrake fortæller: ”Kort tid før Enemies of Reason skulle optages, fortalte IWC Media mig, at Richard Dawkins ville komme og besøge mig for at diskutere min forskning i uforklarlige evner hos dyr og mennesker. Jeg var ikke særlig ivrig efter at være med, men selskabets repræsentant forsikrede mig for, at ”Channel 4 er indstillet på, at dette dokumentarprogram skal være meget mere afbalanceret, end ’The Root of All Evil’ var det. [‘The Root of All Evil’ eller ”Roden til al ondskab” var et program, der hævdede, at roden til al ondskab i verden er religion.] Hun tilføjede: ”Vi er meget opsatte på, at det bliver en diskussion mellem to videnskabsmænd om forskellige måder at gribe videnskab an på.” Så jeg indvilligede, og vi blev enige om en dag. Jeg var stadig ikke helt sikker på, hvad jeg kunne forvente …”
Sheldrake beretter videre om den faktiske diskussion, der fandt sted, da de sad foran kameraerne. Dawkins affejede på forhånd fuldstændigt ideen om telepati med en påstand om, at der var absolut ingen beviser for hverken telepati eller andre parapsykologiske fænomener. Folk ønsker at tro på parapsykologi, men det er intet andet end ønsketænkning.
Sheldrake fortsætter: ”Vi blev derefter enige om, at det var nødvendigt med kontrollerede forsøg. Jeg sagde, at det var derfor, jeg faktisk lavede sådanne eksperimenter inklusive forsøg på at finde ud af, om folk virkeligt kunne forudsige, hvem der ringede til dem på telefonen, når den, der ringede op, var tilfældigt valgt. Resultaterne oversteg langt niveauet for ren tilfældighed.”
Ugen i forvejen havde jeg sendt Richard uddrag af nogle af mine afhandlinger, der havde været offentliggjort i professionelle tidsskrifter, så han kunne tage et kig på materialet. Richard virkede utilpas og sagde: ”Jeg ønsker ikke at diskutere bevismateriale.”
“Hvorfor ikke?” spurgte jeg.
“Der er ikke tid til det. Det er for indviklet. Og det er ikke, hvad dette program handler om.” Kameraet standsede.
Russell Barnes, instruktøren, bekræftede, at han var heller ikke interesseret i bevismateriale. Programmet, han lavede, var blot endnu en omgang Dawkins-polemik.
Jeg sagde til Russell: ”Hvis I behandler telepati som en irrationel tro, er beviser for, om det forekommer eller ej, afgørende for diskussionen. Hvis telepati forekommer, er det ikke irrationelt at tro på det. Jeg troede, at det var det, vi skulle tale om. Jeg gjorde det klart fra begyndelsen af, at jeg ikke var interesseret i blot endnu en omgang plat nedgøring.”
Richard svarede: ”Det er ikke en omgang plat nedgøring. Det er en omgang førsteklasses nedgøring.”
I så fald, svarede jeg, havde der været en alvorlig misforståelse, for jeg var blevet ledt til at tro, at det skulle være en afbalanceret diskussion om videnskabelige beviser. Russell Barnes bad om at få lov til at se de e-mails, jeg havde fået fra hans assistent. Han læste dem med åbenlyst mishag og bemærkede, at garantien, hun havde givet mig, var forkert. Holdet pakkede sammen og tog af sted.”(1)
En ny fysik og forståelse af virkeligheden?
“Spørgsmålet, om paranormale fænomener virkeligt forekommer, deler sandsynligvis de uddannede lag i den moderne vestlige civilisation så skarpt som noget andet enkeltspørgsmål. Hvis det er sandt, at menneskehjernen kan modtage budskaber og påvirke ting på måder, der ikke kan forklares på nogen normal måde, underminerer dette de fleste videnskabsmænds tro og går direkte imod troen hos de fleste af os, der faktisk undersøger hjernen.” (2)
Dette var fysiologen Horace Barlows indledende bemærkninger, som han i april 2000 gav på universitetet i Cambridge under en usædvanlig tværfaglig konference, Rational Perspectives on the Paranormal [”Rationelle perspektiver over det paranormale”], der havde deltagelse af omkring 50 fysikere, psykiatere og psykologer, hvor nogle var skeptiske over for det paranormale, imens andre var mere åbne over for, at det skulle være virkeligt. Blandt sidstnævnte var Fotini Pallikari, en fysiker fra Athens Universitet.
Pallikari fremlagde materiale fra en gruppe psykologer, der havde undersøgt, om folk kunne påvirke udfaldet af tilfældigt frembragte ettaller og nuller. Materialet blev analyseret med to forskellige statistiske metoder. Den ene af metoderne kunne ikke påvise nogen signifikant forskel mellem de ”upåvirkede” forsøg og de forsøg, hvori forsøgspersoner forsøgte at øve en indflydelse. Men analyse nummer to viste et svagt udfald til støtte for, at forsøgspersonerne kunne påvirke udfaldet. Disse og andre sådanne eksperimenter formåede ikke at overbevise skeptikerne, men det viser, at parapsykologisk forskning fortsætter med at tiltrække fremtrædende videnskabsmænds opmærksomhed.
En sådan videnskabsmand er den verdensberømte engelske fysiker og nobelprismodtager Brian Josephson, der i 1962 i en alder af 22 år opdagede, hvad der nu inden for kvantefysikken kaldes Josephson-effekten. Omkring 1970 ændrede hans interesse sig fra ren fysik til, hvordan hjernen virker. Samtidigt blev han også interesseret i orientalsk mystik og parapsykologi. På et tidspunkt overværede han en konference, hvor et psykisk medium demonstrerede bukning af skeer. ”Jeg begyndte at ane, at traditionel videnskab er utilstrækkelig i situationer, hvor sindet er involveret, og arbejdet med at få dette afklaret blev en af mine store interesser,” fortæller Josephson. (3)
Ifølge Josephson er der nu stærke beviser for eksistensen af parapsykologiske fænomener. Han hævder, at fænomener som telepati, telekinese og ”remote viewing” kan påvises videnskabeligt, og at videnskabsmænd er nødt til seriøst at begynde at overveje, om de nuværende fysikteorier er tilstrækkelige:
”Videnskaben er nødt til at forsøge at forstå betragteren og reagere stærkt på ”udfordringen fra bevidsthedsforskning”. Fysikken … har måske bevæget sig for hurtigt frem til en fristende konklusion [at kvantefysikkens love udgør den endelige beskrivelse af virkeligheden] og afvist betragterens afgørende og særskilte intelligens som en del af denne proces. ” (4)
Josephson har også udtalt, at sind og bevidsthed måske eksisterer uafhængigt af materie, en opfattelse, der i sidste ende kan ændre den måde, videnskaben ser på verden:
”Hvilke konsekvenser for videnskaben har den kendsgerning, at psykiske funktioner ser ud til at have en virkelig effekt? Disse fænomener virker mystiske, men måske ikke mere mystiske end fortidige besynderlige fænomener, som videnskaben nu lykkeligt har fundet plads til inden for sine rammer. Hvilke ideer kan være relevante i forbindelse med en passende udvidelse af videnskaben til at tage disse fænomener med i betragtning? To sådanne begreber er betragterens rolle og ikke-lokalitet. Betragteren tvinger sig ind i den moderne videnskab, for kvantefysikkens ligninger medfører, hvis de skal tages for pålydende, et univers, der hele tiden deler sig i nye grene, af hvilke kun én svarer til vores opfattede virkelighed. En proces er blevet foreslået for at afholde de to grene fra at påvirke hinanden, men dette besvarer stadigvæk ikke spørgsmålet om, hvorfor vores erfaring er af en bestemt gren og ikke af en anden. Måske er de, der betragter virkeligheden, på trods af, hvor upopulær denne ide er, også dem, der vælger virkeligheden.”(5)
Universet kan altså, som Josephson foreslår det, ligefrem være blevet valgt af os bevidste betragtere og ikke blot blevet opfattet os. Her kan vi dog spørge, hvilke bevidste betragtere? Dig? Mig? Eller er der bag hele naturen faktisk en bevidst betragter, en betragter med evner, der langt overgår dem hos de bevidste betragtere, vi har dagligdags erfaring af? Er det denne betragter, der vælger virkeligheden?
***
Fodnoter
Bragt fra Rupert Sheldrakes hjemmeside på http://www.sheldrake.org:80/D&C/controversies/Dawkins.html, med Rupert Sheldrakes tilladelse.
Physicists probe the paranormal, Matin Durrani, Physics World, maj 2000, s. 5. Tilgængelig på Internettet på http://physicsworld.com/cws/article/print/652.
Pioneer of the paranormal, Edwin Cartlidge, Physics World, maj 2002, s.10-11. Tilgængelig på Internettet på http://www.tcm.phy.cam.ac.uk/~bdj10/mm/articles/PWprofile.html
’Beyond quantum theory: a realist psycho-biological interpretation of reality’ revisited, Brian Josephson, Biosystems 64 (1-3), januar 2002, s. 43-45. Tilgængelig på Internettet på http://arxiv.org/ftp/quant-ph/papers/0105/0105027.pdf
The Paranormal: The Evidence and its Implications for Consciousness, Jessica Utts og Brian Josephson, fra Times Higher Education Supplements særlige sektion om bevidsthed i forbindelse med Tucson II-konferencen ”Toward a Science of Consciousness” den 5. april 1996, side v. Tilgængelig på Internettet på http://www.tcm.phy.cam.ac.uk/~bdj10/psi/tucson.html.