Af Lalitanatha Dasa
Som optakt til Govardhana-puja, der i år fejres søndag den 15. november, bringes i dette og det næste nummer et uddrag fra Srila Prabhupadas bog Krishna, Guddommens Højeste Personlighed. Denne bog er ved at blive gjort klart til en genudgivelse på dansk som e-bog, og uddraget kommer fra det løbende arbejde med klargøring af bogen.
Under deres mellemværende med brahmanaerne, der var alt for involverede i udførelsen af vediske ofringer, lagde Krishna og Balarama mærke til, at kohyrdemændene var i gang med at forberede en lignende ofring for at tilfredsstille Indra, himmelens konge, der er ansvarlig for vandtilførslen. Som der står i Caitanya-caritamrta, har Krishnas hengivne stærk og fast tro på, at hvis man blot engagerer sig i Krishnabevidsthed og Krishnas transcendentale kærlighedstjeneste, er man fri for alle andre forpligtelser. Krishnas rene hengivne behøver ikke at udføre nogen af de rituelle funktioner, der er påbudt i Vedaerne, ligesom de heller ikke behøver at tilbede nogen af halvguderne. Når man er Herren Krishnas hengivne, er det underforstået, at man har udført alle former for vediske ritualer og tilbedelse af halvguderne. Blot ved at udføre vediske rituelle ceremonier eller tilbede halvguderne udvikler man ikke hengiven tjeneste til Krishna. Men den, der er fuldt engageret i Herrens tjeneste, har allerede fulgt alle vediske påbud.
Mens Krishna var i Vrndavana, var det Hans ønske at sætte en stopper for alle sådanne handlinger blandt Hans hengivne og med eftertryk fastslå positionen af udelt hengiven tjeneste. Fordi Krishna er den alvidende Guddommens Personlighed, vidste Han, at kohyrderne forberedte ofringen til Indra, men af ren og skær etikette begyndte Han med stor ærbødighed og underdanighed at spørge ældre personer som Maharaja Nanda.
Krishna spurgte Sin fader: ”Min kære fader, hvad er det for et arrangement, der er ved at blive forberedt til en stor ofring? Hvad er resultatet af en sådan ofring, og hvem er den beregnet for? Vil du ikke nok fortælle Mig det? Jeg er meget ivrig efter at kende til denne procedure, så vær rar og forklar Mig formålet med denne ofring.” Da Krishnas fader, Nanda Maharaja, blev udspurgt på denne måde, forblev han tavs, for han troede, at hans lille søn ikke ville kunne forstå de indviklede omstændigheder omkring udførelsen af yajnaet. Krishna blev imidlertid ved: ”Min kære fader, de, der er åbensindede og helgenagtige, holder intet hemmeligt. De anser ingen for at være ven eller fjende, for de er altid åbenhjertige over for alle. Og selv for dem, der ikke er så fordomsfrie, bør intet skjules for deres familiemedlemmer og venner, skønt der kan vises forsigtighed over for personer, der er fjendtligsindede. Derfor bør du ikke holde noget tilbage fra Mig. Alle personer er engageret i frugtstræbende handlinger. Nogle forstår, hvad disse handlinger går ud på, og kender resultatet, og nogle handler uden at kende formålet eller resultatet. Den person, der handler med fuldstændig viden, opnår det fulde resultat. Den, der handler uden viden, får ikke et så fuldkomment resultat. Vil du ikke derfor godt fortælle mig om formålet med ofringen, som I skal til at udføre? Er den i overensstemmelse med vediske påbud, eller er det blot en folkelig ceremoni? Lad Mig vide alle enkeltheder omkring denne ofring.”
Efter at have hørt Krishna spørge på denne måde svarede Maharaja Nanda: ”Min kære dreng, denne ceremoni er mere eller mindre en tradition. Fordi regn afhænger af Kong Indras nåde, og skyerne er hans repræsentanter, og fordi vand er så vigtigt for vort udkomme, må vi vise en vis taknemmelighed over for herren over denne regn, Maharaja Indra. Vi træffer derfor forberedelser for at tilfredsstille Kong Indra, fordi han så venligt har sendt os skyer, der kan give tilstrækkelig regn til, at vi kan opnå et godt udbytte af vort landbrug. Vand er meget vigtigt. Uden regn kan vi ikke drive landbrug eller dyrke korn. Vi kan ikke leve, hvis der ikke kommer regn. Den er nødvendig for vellykkede religiøse ceremonier, økonomisk udvikling og i sidste ende befrielse. Derfor bør vi ikke opgive den traditionelle ceremoni. Hvis man opgiver den under indflydelse af lyst, grådighed eller frygt, ser det ikke særligt godt ud for én.”
Efter at have hørt dette talte Krishna, Guddommens Højeste Personlighed, i nærvær af Sin fader og alle kohyrderne fra Vrndavana på en måde, der havde til formål at gøre den himmelske Kong Indra meget vred. Han foreslog, at de opgav ofringen. Han havde to grunde til at fraråde ofringen, der blev gjort for at glæde Indra. For det første er det, som det forklares i Bhagavad-gīta, ikke nødvendigt at tilbede halvguderne for at opnå materielt fremskridt. Alle resultater, der stammer fra tilbedelse af halvguderne, er midlertidige, og kun de, der er mindre intelligente, er interesseret i midlertidige resultater. For det andet bliver et hvilket som helst midlertidigt resultat, der stammer fra tilbedelse af halvguderne, i virkeligheden skænket efter tilladelse fra Guddommens Højeste Personlighed. Det forklares tydeligt i Bhagavad-gīta (7.22), mayaiva vihitan hi tan. En hvilken som helst begunstigelse, der formodes at blive givet af halvguderne, kommer i virkeligheden fra Guddommens Højeste Personlighed. Uden tilladelse fra Guddommens Højeste Personlighed kan man ikke tildele andre nogen form for velsignelse. Men nogle gange bliver halvguderne opblæst på grund af den materielle naturs indflydelse. Da anser de sig selv for at være ét og alt og glemmer Guddommens Højeste Personligheds suveræne position. I Śrīmad-Bhagavatam forklares det tydeligt, at i dette tilfælde ønskede Krishna at gøre Kong Indra vred. Krishna fremkom specielt for at udslette dæmonerne og beskytte de hengivne. Kong Indra var afgjort en hengiven og ikke en dæmon, men fordi han var opblæst, ville Krishna give ham en lærestreg. Han forsøgte først at gøre Indra vred ved at stoppe Indra-pūjaen, der blev arrangeret af kohyrderne i Vrndavana.
Med dette mål for øje begyndte Han at tale, som om Han var en ateist, der var tilhænger af karma-mimaṁsa-filosofien. Talsmændene for denne filosofi anerkender ikke Guddommens Højeste Personligheds suveræne autoritet. De giver argumentet, at hvis man arbejder godt, er resultatet sikkert på at komme. Deres opfattelse er, at selv hvis der er en Gud, der giver mennesket resultatet af dets frugtstræbende handlinger, er det ikke nødvendigt at tilbede Ham, for medmindre mennesket arbejder, kan Han ikke skænke noget godt resultat. De hævder, at i stedet for at tilbede en halvgud eller Gud bør folk koncentrere sig om deres egne pligter, og på den måde vil de helt sikkert få et godt resultat. Herren Krishna begyndte at tale til Sin fader i overensstemmelse med disse principper fra karma-mimaṁsa-filosofien. ”Min kære fader,” sagde Han. ”Jeg mener ikke, at I behøver at tilbede nogen halvgud for at få gode resultater af jeres agerbrugsarbejde. Ethvert levende væsen fødes i overensstemmelse med sin tidligere karma og tager efter dette liv resultaterne af sin nuværende karma med sig. Alle fødes i forskellige livsformer eller arter i overensstemmelse med deres tidligere handlinger, og man får sin næste fødsel i overensstemmelse med sine handlinger i dette liv. De forskellige grader af materiel lykke og lidelse, bekvemmeligheder og uheldige omstændigheder i livet er forskellige resultater af forskellige former for handlinger i enten det tidligere eller det nuværende liv.”
Maharaja Nanda og andre ældre medlemmer indvendte, at hvis man ikke tilfredsstiller den herskende gud, kan man ikke opnå gode resultater gennem materielle handlinger. Det er faktisk sandt. For eksempel ses det nogle gange, at en syg person dør på trods af den bedste medicinske hjælp og behandling af en førsteklasses læge. Det konkluderes derfor, at god medicinsk behandling eller en førsteklasses læges indsats i sig selv ikke er grunden til en patients helbredelse. Guddommens Højeste Personlighed skal have en hånd med i spillet. Ligeledes er det, at en far og mor tager sig af deres børn, ikke grunden til børnenes velbefindende. Sommetider ses det, at på trods af enhver omsorg fra forældrenes side bliver børnene syge eller dør. Derfor er materielle årsager ikke tilstrækkelige til at opnå resultater. Guddommens Højeste Personligheds sanktion er nødvendig. Nanda Maharaja anførte derfor, at for at have gode resultater med deres landbrug måtte de tilfredsstille Indra, guddommen, der har tilsyn med tilførslen af regn. Krishna tilbageviste dette argument ved at gøre opmærksom på, at halvguderne kun giver resultater til de personer, der har gjort deres foreskrevne pligter. Halvguderne kan ikke give gode resultater til personer, der ikke har gjort deres foreskrevne pligter. Derfor er halvguderne afhængige af udførelsen af pligter og er ikke absolutte, når det kommer til at give gode resultater til alle og enhver. Så hvorfor skulle man bekymre sig om dem?
”Min kære fader, det er ikke nødvendigt at tilbede halvguden Indra,” sagde Herren Krishna. ”Alle vil opnå resultaterne af deres eget arbejde. Man kan faktisk se, at alle beskæftiger sig i overensstemmelse med deres naturlige tilbøjelighed til at arbejde. Alt efter denne naturlige tendens opnår alle levende væsener, mennesker såvel som halvguder, deres respektive resultater. Alle levende væsener får højere eller lavere kroppe og skaber fjender, venner eller neutrale partier udelukkende på grund af deres forskellige former for arbejde. Man bør være omhyggelig med at gøre pligter i overensstemmelse med sit naturlige instinkt og ikke aflede opmærksomheden til tilbedelsen af forskellige halvguder. Halvguderne vil blive tilfredsstillet gennem korrekt udførelse af alle pligter, så det er ikke nødvendigt at tilbede dem. Lad os hellere gøre vore foreskrevne pligter meget omhyggeligt. Faktisk kan man ikke blive lykkelig uden at gøre sin rette foreskrevne pligt. Derfor sammenlignes den, der ikke gør sine foreskrevne pligter ordentligt, med en løsagtig kvinde. Brahmanaernes foreskrevne pligt er at studere Vedaerne. Pligten for den kongelige orden, ksatriyaerne, er at beskytte borgerne. Pligten for vaiśya-samfundet er landbrug, handel og beskyttelse af køerne, og śudraernes pligt er at tjene de højerestående klasser, nemlig brahmanaerne, ksatriyaerne og vaiśyaerne. Vi tilhører vaiśya-samfundet, og vores pligt er at drive landbrug eller handle med landbrugsprodukter, beskytte køerne eller engagere os i bankvirksomhed.”
Krishna identificerede Sig med vaiśya-samfundet, for Nanda Maharaja beskyttede mange køer, og Krishna tog Sig af dem. Han opregnede fire former for beskæftigelse for vaiśya-samfundet, nemlig landbrug, handel, beskyttelse af køer og bankvirksomhed. Selv om vaiśyaerne kan engagere sig i en hvilken som helst af disse beskæftigelser, arbejdede mændene i Vrndavana primært med at beskytte køer.
Krishna forklarede videre for Sin fader: ”Denne kosmiske manifestation fungerer under indflydelsen af den materielle naturs tre kvaliteter – godhed, lidenskab og uvidenhed. Disse tre kvaliteter er årsagerne til skabelse, opretholdelse og tilintetgørelse. Skyen fremkaldes af aktiviteten fra lidenskabens kvalitet. Derfor er det lidenskabens kvalitet, der er årsag til regn. Og efter regnen får de levende væsener konsekvensen, nemlig gode resultater inden for landbrug. Hvad har Indra med det at gøre? Selv hvis I ikke tilfredsstiller Indra, hvad kan han da gøre? Vi opnår ingen særlige fordele fra Indra. Selv hvis han er der, lader han det også regne over havet, hvor der ikke er brug for vand. Han lader det regne på havet og på landjorden. Det afhænger ikke af vores tilbedelse af ham. Hvad os angår, behøver vi ikke at tage til en anden by eller landsby eller til et fremmed land. Der er paladsagtige bygninger i byerne, men vi er tilfredse med at bo i denne skov i Vrndavana. Vort specielle forhold har vi til bjerget Govardhana og Vrndavanas skov og til intet andet. Kære fader, Jeg beder Dig derfor om at påbegynde en ofring, der vil tilfredsstille de lokale brahmanaer og Govardhana-bjerget, og lad os ikke have noget med Indra at gøre.” (fortsættes i næste nummer)