Af Madhurika Devi Dasi
En artikel fra ISKCON News den 18. september 2020. Madhurika Devi bemærker, at hun deler sine erfaringer direkte, som hun oplever dem ”på arbejdet”.
Når vores børn vokser ind i teenageårene, oplever mange af os, at det bliver vanskeligere at inspirere dem i Krishna-bevidsthed. De er ikke længere ivrige efter at imitere os eller tage del i de hengivne aktiviteter, som vi sætter i gang. Jeg har brugt en masse tid på at tænke over, hvad vi kan gøre for at bevare den tætte kontakt til dem og forhåbentligt holde dem inspireret. Her er nogle af mine tanker.
Den første prioritet er altid at drage omsorg for forholdet. Som man siger det, husker de måske ikke, hvad vi har sagt, men de vil altid huske, hvordan det, vi gjorde, fik dem til at føle sig. Vi har brug for at udvikle og nære et forhold af tillid, kærlighed og forståelse med vores teenagere, hvis de skal være villige til at dele deres inderste tanker og følelser og være åbne over for, hvad vi ønsker at dele med dem. Det betyder, at som forældre kan vi have brug for at tilegne os færdigheder, som vi ikke har – hvordan man lytter med indlevelse, hvordan man undgår at dømme, skamme og bebrejde, og hvordan vi håndterer vores egen frygt og utilstrækkeligheder, så vi ikke handler eller reagerer på uønskede, betingede måder. Vi har brug for at forstå og acceptere dem som individer og lade forholdet vokse og udvikle sig i takt med, at de modnes. En erfaren moder i vores fællesskab fortalte mig: ”Uanset hvilken fase mine piger gik igennem, eller hvad de havde gang i, gjorde jeg altid meget ud af at være en støtte og bevare et tæt forhold til dem.” Jeg syntes, at det var et godt råd.
Det er vigtigt, at vores børn føler sig ubetinget elsket af os og af Krishna. Men giver vi dem indtryk af, at vi billiger dem mere og elsker dem mere, når de opfører sig som hengivne – går i ’hengivent tøj’, lærer vers udenad, laver kirtana, gør tjeneste – end når de efterstræber andre ting? Jeg tror, vi har brug for at være klar over, at hvis vi bruger vores billigelse og misbilligelse på en akavet måde, kan det få dem til at føle, at vores kærlighed er betinget af, hvordan de begår sig som hengivne, og kunne i sidste ende føre til bitterhed over at føle, at de skulle ’fortjene kærlighed’ på den måde.
Et virkelig godt sted at starte fra som forældre er at spørge os selv, hvorfor vi ønsker, at vores børn skal være hengivne. Er det, fordi vi så føler, at vi er lykkedes som forældre i vores egne og samfundets øjne? Er det, fordi vi synes, at Krishna-bevidsthed er sådan en kostbar gave, at den forbinder os til kilden til den kærlighed, alle søger efter? At det er den endelige løsning på alle livets problemer og lidelser? At det er en dejlig livsstil? At det er det, vi er vokset op med, og som vi er vant til? Eller nogen anden grund? Jeg tror, at forståelse af vores egen motivering kan have en meningsfuld indvirkning på, hvordan vi deler Krishna-bevidsthed med vores børn. Det kan også hjælpe os til at undgå fejl som at forsøge at udleve vores egne uopfyldte åndelige aspirationer igennem vores børn.
En enorm vigtig del af teenagerejsen handler om at finde sin identitet ved at observere andre og afprøve forskellige identiteter og også i at adskille sig fra sine forældre og udtrykke sin egen individualitet. Derfor holder teenagere hele tiden øje med de voksnes opførsel i deres verden, kigger efter rollemodeller og helte og forsøger at finde ud af, hvor de hører til i samfundet. De er overordentligt opmærksomme på de kvaliteter, som de voksne demonstrerer igennem deres opførsel – om vi er venlige, tolerante, indlevende, opmuntrende, irritable, reaktionære, fordømmende, ondskabsfulde, hykleriske osv. Derfor har vi brug for at være meget selvransagende med hensyn til, hvilke kvaliteter vi udvikler og viser, for vores teenagere holder øje med og konkluderer, at ”det er sådan, hengivne er” eller ”Jeg vil være/ikke være sådan.”
De lægger også mærke til vores holdning til vores åndelige liv. Er vi entusiastiske med hensyn til vores åndelige aktiviteter? Giver vores praksis os glæde og fuldbyrdelse, eller gør den os utålmodige og irritable, fordi vi har en endeløs liste af ting, der skal gøres – runder at recitere, puja at gøre, gøre rent, tjeneste osv.? Gør vores praktisering af filosofien os fordømmende og kritiske over for andre? Hvis vores teenagere forbinder mange af vores negative og utiltalende indstillinger med vores praktisering af Krishna-bevidsthed, vil det have en frastødende virkning på dem. Jeg mener, at det er en stor tjeneste til vores børn at arrangere og leve vores liv på sådan en måde, at vi virkelig er lykkelige i vores hjem, familier og engagementer. De kan lære fra os, at vores hengivne livsstil og værdier hjælper os til at skabe et glædesfyldt liv og støtte os igennem livets forandringer og udfordringer. Et lykkeligt Krishna-bevidst hjemmeliv vil også hjælpe dem til at søge tilfredshed og kærlige forhold som deres fundamentale følelsesmæssige miljø, når de bliver voksne.
Vi har brug for at være temmelig bevidste om de budskaber, vi giver vores børn. For eksempel tog jeg for nylig en gruppe teenagere til templet til darsana, mens de var på vej til sport. Det var mere praktisk for dem bare at komme til templet i deres korte bukser og T-shirts. Jeg tænkte bagefter på, hvad slags budskaber vi kan give til vores børn om at være i fritidstøj i templet:
1. Det er altid i orden at ”komme, som du er” for at se Krishna. Han er interesseret i vores hjerte, ikke i vores tøj. Dette hensyn bør aldrig få os til at være tilbageholdende med at komme.
2. Det er på en måde i orden. Man kan gøre det, men vi bør føle os en smule akavet til mode, imens vi er der (og vær bevidst om, at folk måske ikke accepterer det).
3. Det er ikke passende, og vi gør det generelt ikke. På samme måde som man ikke kommer i badetøj til et interview eller i en dhoti til sport, bør man ikke være i noget forkert tøj, når man kommer for at se Herren.
Det gik op for mig, at uden at tænke over det var det sandsynligvis budskab nr. 2, jeg gav dem – og at jeg havde brug for at tænke dybere over, hvad jeg virkeligt tænker, hvorfor jeg tænker på den måde, og kommunikere det tydeligt med dem, så de ikke modtager forvirrede, utilsigtede budskaber.
Et andet eksempel på at være bevidst om de budskaber, vi videregiver, er, at jeg er tilbøjelig til at brokke mig over at skulle lave mad på ekadasi, for det er vanskeligt for mig at lave nok igennem hele dagen til hele familien. Så budskabet, jeg utilsigtet giver mine børn, er, at det er en byrde at følge ekadasi. Det er åbenbart, at jeg har brug for tage min indstilling op til revision og lave nogle praktiske ændringer, så jeg ikke giver min negative indstilling videre til dem.
Teenagere er helt naturligt idealistiske og nysgerrige om verden, og de er ofte forbavsende interesserede i filosofi, hvis de finder, at det har nogen relevans til dem. Når vores børn vokser op som hengivne, bliver de hurtigt dygtige til at efterplapre filosofien og kende de ’rigtige’ svar. Men hvis det skal betyde noget for dem, har det brug for at være relevant for deres liv og ikke bare noget, der er isoleret til templet eller deres ’hengivne liv’. En måde, vi kan hjælpe til, er ved proaktivt at have samtaler om, hvordan vores filosofi relaterer til det, der sker i verden, og til bestemte emner, der interesserer dem. For eksempel: ”Hvordan kan vores filosofi give tilfredsstillende og humanitære forklaringer og løsninger på problemer som racediskrimination, miljøødelæggelse, Covid osv.?”
Dette kan virkelig være skræmmende for os som forældre, specielt hvis vi ikke er sikre på, at vi har en stærk filosofisk viden eller tilfredsstillende svar at give. Jeg tror, at det er virkelig vigtigt, at vi er villige til at forsøge at involvere os i vanskelige spørgsmål. Det er i orden at indrømme det, når vi ikke ved det eller er usikre på os selv. Hvis vi på den anden side undgår de vanskelige spørgsmål eller blot giver kopierede svar, kan teenagere hurtigt konkludere, at det er ikke værd at give udtryk for tvivl og spørgsmål, for de vil ikke få tilfredsstillende svar. Når mine teenagere stiller endda temmelig enkle spørgsmål om, hvorfor vi gør bestemte ting i hengiven tjeneste, har jeg ofte ikke et godt svar eller noget svar overhovedet. I stedet for bare at mumle et formelt svar eller sige, ”Det ved jeg ikke”, og lade det være ved det, kan jeg tage det som en mulighed til at finde ud af det og forstå det bedre sammen med dem.
Selv hvis vi ikke har særlig megen viden om filosofi, kan vi altid ærligt dele vores personlige erfaringer af Krishna-bevidsthed med vores børn. En hengiven, der i mange år har stået for en søndagsskole for teenagere, fortalte mig: ”Det er den smukke ting ved teenagere. De går direkte til sagen. De er på udkig efter virkeligheden. De køber ikke en facade.” At tage tid til at tænke over vores egne motivationer og praksisser i Krishna-bevidsthed og formulere det er virkelig vigtigt, så vores børn kan fornemme, at vi er ægte i vores valg og praksis. Hvis vi kan udtrykke noget i retning af: ”Disse erfaringer bevægede mit hjerte på en særlig måde … Jeg lægger mærke til disse virkninger af min åndelige praksis i mit liv … selv hvis der er ting, jeg ikke helt forstår endnu, har jeg det fint med det,” kan det sommetider være mere meningsfyldt end korrekte filosofiske svar. (Fortsættes i næste nummer)