Af Rasika Devi Dasi

Rasika Devi Dasi er sygeplejerske i Sao Paulo, Brasilien.

Beskrivelserne af Kali-yuga har aldrig givet så megen mening for mig, som de gør nu om dage.

Jeg har været hengiven siden 2009. Jeg bestod Bhakti-sastri fra Jaladuta Institut i Campina Grande i det nordlige Brasilien og arbejder nu som sygeplejerske på et hospital for COVID-19 patienter i Sao Paulo.

Jeg har kun én ting at sige til dem, der synes, at det er overdrevet at blive hjemme, at praktisere social distancering eller holde butikkerne lukket: Kom og arbejd ved siden af mig og se det helvede, som hospitalerne er i.

Læger bliver vanvittige, der er mangel på ressourcer, folk dør for øjnene af os, kolleger bliver syge, ubehersket gråd på gangene.

Personer bliver til numre. Elskede bliver til procentdele. Ofrene for COVID-19 vokser kun. Frygten er konstant.

Hver dag, når jeg kommer på arbejde, går jeg forbi adskillige rustvogne parkeret foran hospitalet. Vestibulerne lugter af desperation. Folk forlader deres kroppe uden mulighed for at sige farvel til deres elskede. Jeg ser døden dagligt.

Og hvordan er denne død?

Ensom!

Ingen elskede kommer for at sige farvel. Ingen våger over én. Og forseglede kister stakkes oven på hinanden – forseglede, for antallet af infektioner vokser kun, og risikoen for at blive smittet er stor.

Måske er det en floskel at sige det, men jeg har bedt mere. Jeg har aldrig før reciteret japa med et sådant ønske om at lette lidelsen for andre. Samtidig forlader bevidstheden om at have forgrebet os på Moder Bhumi Devi, Moder Jord, ikke mit sind. Og det er ikke kun vegetarisme. Det handler om respekt for hvert eneste levende væsen. Den respekt, vi ikke viste, da vi forurenede floderne, da vi forbrugte flere ressourcer end nødvendigt, da vi gik med lædersko, da vi viste respektløshed over for liv i alle dets former – og i dag betaler vi regningen, hengivne såvel som ikke-hengivne.

Det har ikke været let at forblive Krishna-bevidst i et fuldstændigt stressende miljø, hvor opgaven er at være hurtig, rationel, intelligent og effektiv. Men når jeg ser dem, der er ved at forlade deres kroppe, tænker jeg altid på Srimati Radharani, og jeg synger maha-mantraet med hengivenhed, så det sidste ord, de hører eller mærker, kan være ”Hare Krishna, Hare Rama.”

Det er min tjeneste til Prabhupada. Og det har aldrig været vanskeligere end nu.

Et vers i Bhagavad-gita (2.39) har altid været min ledsager igennem vanskelige tider og fortsætter med at ledsage mig nu:

sukha-duhkhe same kritva,
labhalabhau jayajayau
tato yuddhaya yujyasva,
naivam papam avapsyasi

”KÆMP DERFOR FOR KAMPENS SKYLD UDEN AT BEKYMRE DIG OM LYKKE ELLER LIDELSE, TAB ELLER VINDING, SEJR ELLER NEDERLAG, FOR PÅ DEN MÅDE VIL DU ALDRIG PÅDRAGE DIG SYND.”

Jeg er ikke bange for at gøre min pligt, men jeg frygter at se brødre, søstre, mødre, fædre og børn forlade denne verden tidligt.

Jeg er ikke her for at fortælle, at min erkendelse var at forstå, at vi ikke er denne krop – langt fra. At se døden for øjnene af sig er ikke let, men jeg har indset, at vi har brug for at stræbe efter at være bedre nu, uden fanatisme, med kærlighed.

I dag den 19. maj 2020 nåede vi op på over et tusinde døde på én dag – en død for hver 73 sekunder.

Den største kilde til infektion er stædighed, uvidenhed og – værst af alle – egoisme.

Så søstre og brødre …

For min og for din skyld – bliv hjemme.

Rasika Devi Dasi (DVS)

Fra Dandavats den 29. maj 2020: http://www.dandavats.com/?p=86015