VORES SYV MØDRE

Af Rukmini Devi Dasi

Den 3. marts 2019 talte Rukmini Devi om vores syv mødre i anledning af den Internationale Kvindedag på Institute for Spiritual Culture, der havde arrangeret en konference med titlen The Glories of Our Mothers i Mayapur, Indien.

Jeg er meget taknemmelig over at være blevet inviteret til at tale på denne konference om vore mødres herligheder. Mere præcist er jeg blevet bedt om at sige noget om det traditionelle vediske maksime, at i denne verden skal vi ære syv mødre: vores egen biologiske moder, guruen eller guruens hustru, statsoverhovedet eller en dronning, en konges hustru, en brahmani eller en brahmanas hustru, koen, ammen og til sidst Moder Jord. Ifølge Manu Smriti: ”Guderne bor, hvor kvinder æres og respekteres.” Måske er det fordi, at vi ikke ærer vores mødre, at der er så mange problemer i verden i dag.

Den første er vores egen moder, vores første guru, hende, der fødte os. Srila Prabhupada skriver i en kommentar til Srimad-Bhagavatam: ”Kun tåber er ikke taknemmelige over for deres velgørere.” (SB.1.16.26-30) Måske har vi problemer med vores mor, men tak hende! Hun valgte ikke at abortere os. Hun smed os ikke i en skraldespand. Tak hende!

For nogle år siden rejste jeg igennem Newark, New Jersey, hvor jeg så en reklame på en bus, hvor der stod: ”Hvis du ikke vil have dit barn, så smid det ikke i en container. Bring det til den nærmeste brandstation eller politistation. De stiller ingen spørgsmål og tager imod dit barn. Bare lad være med at smide det i en skraldespand!”

Hvor trist for både moderen og barnet. Dette er helt sikkert Kali-yugas mørkeste dage, når en moder er så fattig på alle områder og berøvet enhver form for kærlighed, at hun overhovedet vil tænke på at smide sit eget barn i en skraldespand.

Vores moder opfostrede os og lærte os efter bedste evne om forskellen på rigtigt og forkert. Hun tolererede vores teenageoprør, ligesom min moder gjorde det, da jeg gik hjemmefra som femtenårig og seksten år gammel sluttede mig til en åndelig vej, der var mærkelig og fremmed for hende. Jeg er nødt til at sige tak, mor!

Og kvinder, mit råd til jer er, at hvis I søger efter et forhold til en mand, så find en, der elsker og respekterer sin egen mor. Ellers vil der blive vanskeligheder – og på livets vej vil der altid være vanskeligheder – og han vil lade det gå ud over dig. Tro mig!

For nogle år siden gjorde en af mine Gudsbrødre, Jayadvaita Swami, en klog observation. Han bemærkede, at problemet med ISKCON er, at vi ikke har bedstemødre. Det var sandt dengang. Vi var så unge og arrogante. Vi havde ingen sund fornuft. Den eneste ”bedstefaderlige visdom”, vi kunne acceptere, kom fra Srila Prabhupada.

Nu har vi selvfølgelig mange bedstemødre. Problemet er, at når kvindernes, dvs. mødres og bedstemødres, stemmer bringes til tavshed, åbnes døren for, at børn og kvinder bliver misbrugt, sådan som vi så tragisk har set vores børn og vores søstre lide.

Hvem skal kvinder og børn beskyttes imod? Imod ondsindede mænd. Misbrugerne ser vi blive afsløret over hele verden af “Me Too” bevægelsen.

Jeg vil gerne læse noget for jer om ligestilling, som Srila Prabhupadas guru, Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura, skrev omkring 1920 i sit magasin The Harmonist:

“ … Mænd og kvinder sammenkobles i et ægteskab for at tjene hinanden i den fælles tjeneste til Krishna. Hustruen er ikke mandens nydelsesobjekt eller omvendt … De vælger som partnere kun sådanne personer, der tjener Gud bedre, end de selv gør det. De tilbyder sig selv til at blive accepteret af deres partnere for til gengæld at få lov til at tage del i den højere tjeneste til Hari … ”

Guruens hustru

Den anden moder, der skal æres, er guruen eller guruens hustru. Jahnava Devi, Herren Nityanandas hustru, blev efter Hans bortgang æret af alle de levende gosvamier som overhoved for hele Caitanyas discipelrække. De mandlige forsagere, der levede ved Radha Kunda, bar hende i en bærestol. Hun samlede og systematiserede undervisningen fra alle dem, der levede og underviste efter Sri Caitanyas bortgang.

Der har altid været og vil altid være store lærere, der er kvinder. Der har altid været forskellige slags mennesker. Det er ikke kun et moderne fænomen.

De tidligste Upanisader beskriver, at i Treta-yuga debatterede en lærd kvinde ved navn Gargi og overvandt den store vismand Yajnavalkya i hoffet ved Kong Janaka, Sitadevis fader. Det er muligt, at Sita kan have mødt Gargi i sin faders slot.

Vi har alle forskellige gaver, som Gud har givet os. Det, vi er blevet givet, er Guds gave til os. Hvordan vi bruger det, er den gave, vi giver tilbage til Gud.

Min søn, Gaura Vani, og jeg har nære venner i Mumbai. De er støttepillerne i vores fællesskab der. Deres ældste datter er glad for at være en trofast hustru og moder til tre smukke døtre. Hendes lillesøster har altid fra dengang, hun var lille, vidst, at hun ville vokse op og blive Indiens premierminister. Som Gandhi sagde det, ønsker hun at være forandringen. Hun er nu jurist og arbejder i et advokatfirma og har i enhver henseende ambitionen om at gå efter et politisk embede.

Vores sønner og døtre passer måske ikke ind i den form, som vi synes, at de skulle være i livet. Men alle har brug for at blive respekteret for deres særlige bidrag til verden.

Kongens hustru

Den tredje moder, der skal æres, er statsoverhovedet eller i gamle dage dronningen.

Måske har I hørt om USA’s første hinduistiske kongreskvinde, Tulsi Gabbard? Hun er kendt for at være upartisk, og hun følger bhakti-yogaens vej. Hvert år til Diwali er hun online og læser et inspirerende budskab fra Bhagavad-gita. Hun forsøger at dele opløftende visdom med den brede befolkning.

I Washington DC til et arrangement, der fejrede hendes valg, mødte vi hendes forældre, der også praktiserer bhakti. Hendes moder fortalte mig, at begge hendes døtre er krigere, og begge hendes sønner er forretningsfolk. Ikke, hvad man ville vente.

Tulsi, der nu stiller op til embedet som præsident for USA, gjorde to gange militærtjeneste i Irak, hvor hun gik rundt med maskinpistol samtidig med, at hun var striks og intens i sin åndelige praksis.

Hver af os er som et snefnug. Hver af os er noget særligt med forskellige gaver, som Krishna har givet os, og som er tiltænkt til at blive brugt for Ham af hver af os på hver sin specielle måde.

Hvis jeg ikke giver mine særlige Gudgivne gaver tilbage til Gud, vil verden være så meget mindre. Moder Teresa udtalte engang: ”Vi anser det, vi gør, for kun at være dråber af vand i et hav. Men uden vores små dråber ville havet være så meget mindre.”

Jeg tænker ofte på den store Kuntidevi, moder til Arjuna, Bhagavad-gitas hovedperson. Hun var dronning og en ren hengiven af Herren Krishna. Hun havde ret til at nærme sig Krishnas stridsvogn, da Han var ved at forlade Hastinapura for at rejse hjem til Sin egen by, Dvaraka. Men hvis hun nu var blevet stående bagved? Hvad nu, hvis hun ikke var trådt frem for at frembære sine ekstraordinære bønner? Verden ville have været foruden hendes meditation og hendes forherligelse uden mulighed for at lære fra hendes eksemplariske hengivenhed.

Srila Prabhupada sang hendes bønner i vanskelige tider. På Bhaktivedanta Charity Hospital i Mumbai er den sidste ting, de hører, når nogen bliver rullet ind og givet bedøvelse, Dronning Kuntis bønner.

I en af sine bønner udtaler hun: “O min Blide Herre (Krishna), ligesom Ganges for altid løber mod havet uden hindring, lad på samme måde min tiltrækning hele tiden være draget til Dig uden at blive afledt til noget andet.” (SB. 1.8. 42)

Brahmanaens hustru

Nummer fire er en brahmini eller en brahmanas hustru. Her kommer jeg i tanke om yajna-patnierne, der beskrives i Srimad-Bhagavatams Tiende Bog, kapitel 23. Yajna-patnierne er vores mødre og guruer i ren hengivenhed. De kunne for de flestes vedkommende ikke læse, mens deres stolte mænd kendte alle Vedaernes mantraer, tantraer og yantraer. Det, som mændene ikke vidste, var, at når Krishna, Balarama og kohyrdedrengene er i nærheden og er sultne, skal de med det samme gives resultaterne af alle offerhandlinger.

bhoktaram yajna tapasam
sarvaloka mahesvaram
suhrdam sarva bhutanam
jnatva mam santim rcchati

”Krishna er den endelige modtager af alle offerhandlinger, den Højeste Herre over alle planeter og halvguder og alle levende væseners velønskende ven.” (Bg. 5.29) Dette vers er blevet kaldt Fredsformlen.

Brahmanaernes simple hustruer vidste, hvad deres højtuddannede mænd ikke vidste. De havde overbevisning og fred, og de var ikke bange for at gå til Krishna med deres ofringer. Deres mænd forbandede sig selv bagefter: ”Til helvede med vores yajnaer, mantraer og tantraer! Vi var så uvidende, at vi ikke tog chancen for at tjene Krishna, sådan som vores hustruer gjorde det!”

Den smukke Srimad-Bhagavatam fortæller mange steder om sådanne rolleombytninger. Bhakti handler om at løfte de små folk, de ydmyge folk som Prahlada Maharaja, Sudama Brahmana og Vrindavanas simple kohyrdepiger, de største hengivne på bhaktiens vej.

Moder ko

Nummer fem er moder ko. Hun er symbolet på uselvisk kærlighed. Hvorfor anses hun for at være så hellig og vigtig i vedisk kultur?

Hun spiser kun græs, der vokser frit overalt, og forvandler det til sit eget livsblod i form af et mirakelfødeemne – mælk – ligesom vores egen moders mælk. Mælk, ghee osv. bruges i tilbedelsen af Krishna og til at opbygge fint hjernevæv, så vi kan forstå de finere åndelige sandheder.

I Vesten har mælk fået et dårligt omdømme på grund af fabrikslandbruget og så mange tilsætningsstoffer, og fordi folk ikke ved, at mælk skal drikkes varmt og ikke koldt fra køleskabet. Og så ved folk ikke, at køer skal altid beskyttes og aldrig slagtes.

Hun er vores blide moder. Blot at se hende får sindet til at falde til ro. Ikke desto mindre misbruges og dræbes hun i Kali-yugas mørke tider ligesom andre mødre, selv om hun er så uskyldig.

Ammen

Nummer seks er ammen. Måske ansatte vores moder ikke en amme til at hjælpe med at give os mad. Men hvad med Herren Visvambhara? Herren Sri Caitanya Mahaprabhu kaldes Visvambhara. “Visva” betyder universet, “ambha” betyder amme.

Herren Caitanya, der også kaldes Gauranga, er Visvambhara, den universelle moder, der giver os nektaren af Krishnas hellige navn. Hvis vi bare kunne gå med til at drikke dybt af denne nektar, denne amrta, i viden om, at den åbner døren til vores evige kærlighedsforhold til den Højeste Elskede Person, Herren Sri Krishna.

Moder Jord

Til sidst nummer syv. Den hellige gudinde, der bærer os alle hver eneste dag, vores Moder Jord. Hendes gaver er mere end bare råvarer og ressourcer, der kan tingsliggøres eller misbruges af grådighed. Hvor er vores taknemmelighed for hendes beskyttelse og for hendes gavmildhed, som hun nærer os med hver dag?

Det siges, at uden taknemmelighed er kærlighed umulig. ”Taknemmelighed er en jord, hvor stolthed ikke let kan vokse.” –Michael Ramsey, Ærkebiskop af Canterbury.

I vores bhakti-tradition er der en bøn, vi siger hver morgen, før vi står ud af sengen.

samudra vasine devi
parvata sthana mandite
visnupatni namas tubhyam
pada sparsam samastite

”O Moder Jord! Du bærer alle havene og bjergene! Du er Visnus hustru! Tilgiv mig, fordi jeg sætter min fod på dig.”

Således betyder traditionel visdom på bhaktiens vej ydmygt at ære vores syv mødre: vores egen mor, der er vores første guru; vores guru på den åndelige vej eller vores gurus hustru; statsoverhovedet eller dronningen, en konges hustru; en brahmani eller en brahmanas hustru; vores mest godgørende moder ko; den guddommelige amme, der bespiser os med det hellige navns nektar, vores Herre Visvambhara; og til sidst vores hellige Moder Jord.