Af Vasanta Dasa
Ifølge den vediske visdom går et levende væsen, der har en materiel krop, gennem fem eksistensstadier: anna-maya, prana-maya, mano-maya (eller jnana-maya), vijnana-maya og ananda-maya.
Det første stadie er mad og tøj (anna-maya). I begyndelsen af livet tænker et lille barn kun på mad. Det forsøger at forstå denne verden igennem mad. Derfor putter det alting i munden. Dette eksistensstadie, hvor det levende væsens mål er at få mad, tøj og et stort hus kaldes anna-maya. “Anna” betyder mad. Dette er bevidstheden af grov sansenydelse og er det laveste, mest animalistiske stadie.
Det andet stadie, prana-maya, betyder sundhed, reguleret liv og bevægelse. Når en person forsøger at ophøje og rense sig selv, kommer han til dette andet stadie af bevidsthed. Prana betyder livsenergi og alt, der er forbundet med helbred – den rette kost, reguleret livsstil, forsvar osv. På dette niveau er personen bevidst om sin egen eksistens såvel som andre manifestationer af liv. Målet for disse mennesker er at have et godt helbred. Disse folk følger moralske regler. Derfor kaldes de civiliserede.
Det tredje stadie, mano-maya, handler om sindet og viden. På dette niveau begynder personen at have interesse i psykologi, filosofi og intellektuel spekulation. Han begynder at søge efter en mening med livet og har en vis forståelse af Gud og Hans højere love og forstår, at det gør ham ulykkelig at bryde disse love. Derfor følger disse folk en eller anden form for religion.
Det fjerde stadie, vijnana-maya, kendetegnes af åndelig visdom og intelligens. Vijnana betyder, at personen får åndelige erkendelser. Han forstår forskellen på krop og sjæl og på materie og ånd. På dette niveau forstår det levende væsen, at han er evig ånd og holder op med at identificere sig med sindet og kroppen. Denne erkendelse kaldes Brahman-erkendelse.
Det femte stadie er evig åndelig lyksalighed (ananda-maya). Dette er niveauet, hvor det levende væsen opnår evig eksistens i lyksalighed og fuld viden. Dette højeste stadie af bevidsthed kaldes også bhakti-yoga eller et personligt kærlighedsforhold til Gud. Den hurtigste måde at opnå denne form for bevidsthed på er gennem praktiseringen af mantra-yoga eller at synge og recitere
Hare Krishna, Hare Krishna,
Krishna Krishna, Hare Hare
Hare Rama, Hare Rama,
Rama Rama, Hare Hare.