Af Suhotra Swami

Imens tidligere afsnit af Transcendental psykologi var studier over nogle af emnerne i Vedanta Psychology af Suhotra Swami, er Modernitetens personlighedstyper en direkte oversættelse af bogens afsluttende kapitel, The Modes of Modernity. Her bringes det femte og sidste afsnit. Det er også det afsluttende afsnit i serien Transcendental Psykologi.

Konklusion: Afhængighed af fantasi

Som nævnt tidligere i dette essay er der så mange afhængigheder, man kan forfalde til i forsøget på at fylde et hjerte, der er tomt på grund af mangel på Krishna-bevidsthed. ”Rousseau-typen” med hans afhængighed af at ændre verden er blot én. De mange afhængigheder, som personer med skjult depression søger tilflugt i, klassificeres af nogle psykiatere under to overskrifter: sammensmeltning og ophøjelse.

I Kapitel 3 i I Don’t Want to Talk About It definerer Terence Real disse to slags afhængigheder således:

”I sammensmeltning lempes de normale grænser omkring selvet eller opløses sågar, hvilket giver en følelse af grænseløshed og overflod. I psykoanalyse kaldes denne oplevelse for ”oceanisk lykke.” Opløsningen af selvets grænser er kernen i beruselse med stoffer som alkohol, morfin og heroin. Forskellige former for løssluppenhed som at hengive sig uhæmmet til at spise, bruge penge og sex kan give den samme følelse af udfoldelse. En sådan ekstase kan også opnås igennem afhængighed i en forelskelse, hvor genstanden for kærlighed føles som guddommelig, hvorved sammensmeltning med den person giver én henrykkelse.”

I ophøjelse ” … bliver menneskets følelse af magt oppustet, så det føler sig begavet ud over det almindelige, som noget særligt eller tilmed guddommeligt.”

Real forklarer, at beruselse er det fælles rum, hvor skjulte depressive og manisk depressive udviser deres pågældende symptomer.

”Den reneste form for denne beruselse er mani. Den ophøjende beruselse i skjult depression er hovedsageligt forskellig fra mani ved, at mani ikke har brug for et ydre objekt til at udløse det storstilede forsvar imod skam. Imens det skjult depressive menneske må indtage et eller andet eller gøre noget for at ændre sin tilstand af selvværd, svinger et menneske med maniodepressiv sygdom frem og tilbage mellem grandiositet i den maniske fase og skam i den depressive fase tilsyneladende bare med sygdommens luner. Bortset fra det er maniodepression blot en ekstrem version af skjult depression i den forstand, at de begge afhænger af suset af oppustet selvværd for at afværge depression.”

Som eksempler på ophøjelsesafhængighed nævner Real hasardspil, sexnarkomani, overgreb mod børn, vold mod hustru og politisk tortur. Forskellen på sammensmeltning og ophøjelse er igen, at den første indebærer en sammensmeltning eller enhed med afhængighedsobjektet, og den anden indebærer at herske over, styre og udnytte afhængighedsobjektet.

Det er bemærkelsesværdigt, at disse to generelle kategorier af afhængighed falder sammen med mentaliteterne hos karmier og jnanier. Karmier vil have ophøjelse, og jnanier ønsker at smelte sammen. Det må dog ikke glemmes, at karma og jnana er fromme vediske veje, imens de moderne forfald til ophøjelse og sammensmeltning er syndige.

Hvis vi accepterer Professor Ryns påstand om, at moderniteten er maniodepressiv, bør vi se nærmere på problemet med afhængighed, der spiller en stor rolle i depressiv adfærd. Fra Stanton Peele Addiction Web Site på Internettet (https://www.peele.net/):

” … Vi behøver ikke længere tænke på afhængighed udelukkende i forhold til narkotiske stoffer. Vi interesserer os for det større spørgsmål om, hvorfor nogle forsøger at afslutte deres oplevelse med et behageligt, men kunstigt og selvfortærende forhold til noget, der ligger uden for dem selv. I sig selv er valget af objekt irrelevant i denne universelle proces med at blive afhængig. Hvad som helst som folk bruger til at frigøre deres bevidsthed, kan blive misbrugt i en afhængighed.

Vores analyse af afhængighed starter med den afhængiges lave opfattelse af sig selv og hans mangel på ægte involvering i livet og studerer, hvordan denne gærende utilfredshed udvikler sig til den onde spiral, der er midtpunktet i afhængighedens psykologi. Personen, der bliver afhængig, har ikke lært at udrette ting, han betragter som værdifulde, eller blot at nyde livet. Fordi han føler sig ude af stand til at involvere sig i en aktivitet, som han finder meningsfuld, vender han sig naturligt væk fra enhver mulighed for at gøre det. Hans mangel på selvrespekt forårsager denne pessimisme. Et resultat af den afhængiges lave selvværd er også hans tro på, at han ikke kan stå alene og må have støtte udefra for at overleve. Således antager hans liv formen af en serie afhængigheder, uanset om de billiges (såsom familie, skole eller arbejde) eller misbilliges (såsom stoffer, fængsel eller mentale institutioner).

Der kommer dog en paradoksal omkostning som betaling for denne frigørelse fra bevidsthed. Når den afhængige vender sig væk fra sin verden til sin genstand for afhængighed, som han opskatter mere og mere for dens sikre, forudsigelige virkninger, holder han op med at forholde sig til den verden. Jo mere han bliver involveret med narkotikaet eller en anden afhængighedsskabende erfaring, desto mindre bliver han i stand til at håndtere de ængstelser og usikkerheder, der drev ham til det til at begynde med. Han forstår dette, og at han har søgt tilflugt i flugt og beruselse, forværrer derfor kun hans tvivl på sig selv. Når en person som reaktion på sin ængstelse gør noget, som han ikke respekterer (såsom at drikke sig fuld eller spise for meget), får hans lede ved sig selv hans ængstelse til at vokse. Som resultat, og også fordi han nu står over for en endnu mere trøstesløs objektiv situation, har han endnu mere brug for beroligelsen, som den afhængighedsskabende oplevelse giver ham. Dette er afhængighedens onde spiral. I sidste ende er den afhængige fuldstændigt forfalden til sin afhængighed for at få tilfredsstillelse i livet, og intet andet interesserer ham. Han har opgivet håbet om at få sin tilværelse under kontrol. Glemsel er det eneste mål, som han er i stand til at forfølge af hele sit hjerte.”

Denne forklaring af afhængighed er meget nyttig. Men den kommer ikke til kerneproblemet efter min mening. Den påstår, at afhængighed er den overdrevne afhængighed af noget i den ydre verden. Men fra alt, som vi har set fra Srila Prabhupadas bøger i denne serie af essays, må vi slutte, at afhængighed begynder inde i sindet. Før sindet forbinder sig med noget udenfor, er afhængighed kort sagt en åndeligt usund afhængighed af forestilling, fantasi eller mental spekulation.

Srila Prabhupada: ”Krishna forklarer: ”Disse levende væsener er mine uadskillelige dele. Men tåbelige slyngler skaber forestillinger og mental spekulation for at blive lykkelige.” Manah-sasthanindriyani (Bg. 15.7). Og ifølge deres mentalitet får de forskellige slags kroppe, indriyani … Manah-sasthanindriyani. Som det første skaber vi med det subtile sind en anden slags indriya [sanser]. Hvis vi lever som hunde og svin, giver den mentalitet mig tilsvarende sanser, en hund eller et svins krop, og vi ændrer vores smag i overensstemmelse med hunde og svin. På samme måde kan vi ændre vores smag i overensstemmelse med halvguders kroppe. Men genstanden for smag eller nydelse er den samme: at spise, sove, have sex og forsvare sig.” (Srila Prabhupada, Bhagavad-gita-klasse den 20. juni 1976 i Toronto)

”Vi fabrikerer planer gennem vores mentale spekulation. Det bør opgives. Yada prajahati kaman sarvan. Alle former for mentalt opspind, mental spekulation, bør opgives. Det er videnskab. Det er begyndelsen på vores åndelige liv, at ”Jeg skal ikke længere bruge mit sind på mine aktiviteter. Jeg skal vente på vejledning fra den højere autoritet, den højeste bevidsthed. Så skal jeg handle.”” (Bhagavad-gita klasse, 27. april 1966 i New York)

Det er blevet sagt, hvilket efter min mening er helt korrekt, at det, der driver alle afhængigheder, er et ønske om at have en verden, der er helt ens egen. Dette afhængighedsskabende ønske bliver først næret i ens forestilling. Forestilling er ifølge Srimad-Bhagavatam det materiale, som de træk, det menneskelige sind opfatter ved det materielle univers, er lavet af.

evam krsam sthulam anur brhad yad
asac ca saj jivam ajivam anyat
dravya-svabhavasaya-kala-karma
namnajayavehi krtam dvitiyam

”Siden dette univers ingen virkelig grundlæggende eksistens har, er tingene i det – korthed, forskelle, grovhed, tyndhed, lidenhed, storhed, resultat, årsag, livssymptomer og materialer – alle indbildte. De er alle som krukker, der er lavet af den samme substans – jord – med forskellige navne. Forskellene karakteriseres af substansen, naturen, tilbøjeligheder, tid og aktivitet. Du bør vide, at alle disse er blot mekaniske manifestationer, der skabes af den materielle natur.” (SB. 5.12.10)

Dermed følger det, at hvis ønsket om at have en verden, der er helt ens egen, er det, der driver afhængighed, og at den oprindelige form for afhængighed er sjælens afhængighed af forestillingsevnen til at opdigte en sådan verden, må erfaringen af det materielle univers være det ”sus”, som den forfaldne sjæl søger at nyde ved at dosere det til sin fantasi.

”Den lykke, man nyder på den måde, er som glæden ved at omfavne en ung kvinde i en drøm. I nogen tid kan det virke behageligt, men i virkeligheden er det grundlæggende princip falsk. De mentale opspind af lykke og lidelse i denne materielle verden sammenlignes med drømme på grund af deres falskhed. Alle tanker om at opnå lykke ved at bruge de materielle sanser har en falsk baggrund og er derfor uden mening.” (SB. 7.2.48, kommentar)

”Vi er nødt til at komme til sjælens platform. Det er åndelig uddannelse. Men der er så mange stadier. Nogle standser ved sindet. De tror, at det er slutmålet. Filosofi, poesi, forestilling, det mentale sind. Vi ser, at for de flestes vedkommende hænger jeres vestlige filosoffer fast på sindets platform. Det er alt. De tror, at det er endemålet. Indtil videre har jeg kun set Sokrates nå frem til sjælens niveau. Bortset fra ham er alle Vestens filosoffer på den mentale platform. Under alle omstændigheder må vi gå videre end det og endnu videre. At drømme er funktionen i den subtile krop, nemlig sind, intelligens og falsk ego. I er ikke fri af den subtile krop. De, der ingen viden har, ved ikke, hvordan materielle ting agerer for at dække sjælen. Det højeste, de kan gøre, er at tænke på sindet eller sindets aktiviteter med at tænke, føle og ville eller psykologi og skrive nogle bøger om en eller anden mentalt spekulativ filosofi. De tror, at det er endemålet. Det er ikke endemålet. Man er nødt til at komme videre, først til den intellektuelle platform, derefter til egoisme og så til sjælen.” (Forelæsning over Srimad-Bhagavatam den 28. maj 1976 i Honolulu)

Derfor er optagethed af sindets forestillinger om kropslig tilfredsstillelse eller i de mere subtile, men stadigvæk ikke-åndelige spekulationer, galskab. Selv åndelige spekulationer er produkter af den samme afhængighedsskabende proces med fantasibaseret selvbedrag.

I de tidlige dage i New York citerede Srila Prabhupada somme tider en linje fra Shakespeare [fra En Skærsommernats Drøm]:

”Den gale, elskeren og digteren er helt og holdent gjort af fantasi.”