Af Suhotra Swami

Imens de tidligere afsnit af Transcendental psykologi var studier over nogle af emnerne i bogen Vedanta Psychology af Suhotra Swami, er de næste afsnit en direkte oversættelse af bogens afsluttende kapitel, The Modes of Modernity. Her diskuteres det moderne menneskes personlighed i lyset af, hvad der tidligere er blevet diskuteret.

De forudgående kapitler fokuserede på emner, der traditionelt belyses af vedantisk viden. Her agter jeg fortsat at lade denne klare lampe lyse, men nu rette dens stråler ind i de mørke kroge af det moderne menneskes sind og dets måder at tænke, føle og ønske på.

Vi er helt sikkert alle i en vis grad betinget af modernismen. Ja, jeg vil være så dristig at påstå, at de fleste af os er dybt betingede af den. Vi, hvis mål er Gudsbevidsthed, er nødt til at forstå, at for åndeligt fremskridt er modernismen en formidabel hindring i vores tankeliv.

Jeg fandt stor hjælp til at skrive dette essay i en artikel af Professor Claes G. Ryn fra The Catholic University of America. Titlen er ”Imaginative Origins of Modernity: Life as a Daydream and Nightmare.” [’Modernismens fantasioprindelse: Livet som dagdrøm og mareridt.”]

Modernismen og Indiens traditionelle kultur er værdimæssigt vidt forskellige, i virkeligheden endnu mere end bare polemikken om teisme versus ateisme. I Sri Caitanya-caritamrta, Adi-lila 7.119k skriver Srila Prabhupada:

”Det er Carvaka Munis udtalelse, at man bør tigge, låne eller stjæle penge for at kunne købe ghee og nyde livet … Således anbefaler selv Indiens største ateist, at man spiser ghee, ikke kød. Ingen kunne forestille sig mennesker spise kød som tigre og hunde, men mennesker er nu blevet så usle, at de er præcis som dyr og kan ikke længere hævde at have en menneskecivilisation.”

Carvaka Muni var en ateist/materialist fra Oldtidens Indien. Selv om han var uenig med en stor del af den vediske filosofi, var hans råd, at folk skulle nyde deres sanser til fulde inden for rammerne af vedisk kultur. I modsætning til modernismen opfandt han ikke med sin febrilske, uoplyste Kaliyuga-fantasi en ”ny” kultur, der er dybt nedsunket i naturens lavere kvaliteter, dvs. lidenskab og uvidenhed.

Modernisme som maniodepression

Aretaeus af Cappadocia, en læge fra det andet århundrede, beskrev den tilstand, vi nu kalder en maniodepressiv forstyrrelse. Den tyske psykiater Emil Kraepelin (1856-1926) gav en moderne definition af maniodepression, der stadig gælder i dag.

Fundamentalt ved den maniodepressive forstyrrelse er modstridende sindsstemninger af høj opstemthed og dyb fortvivlelse. Patienten kan svinge mellem de to sindsstemninger, eller han plages af begge stemninger samtidigt. Den ene stemning kan være mere fremherskende end den anden. Når stemningerne er ekstreme, kaldes tilstanden bipolar lidelse. Når den er mindre voldsom, kaldes den cyklotymi.

Det er ikke svært at se, hvordan den maniodepressive forstyrrelse ville blive analyseret fra det vediske perspektiv. Mani defineres i ordbogen som ”en overdreven stærk entusiasme, interesse eller ønske.” Det er tydeligvis rajo-guna. Depression defineres som ”tilstanden af at føle sig bedrøvet eller fortvivlet; en nedsættelse af aktivitet eller kraft; en nedsættelse af fysiologisk vigør eller aktivitet.” Det er tydeligvis tamo-guna.

Da Scindias fragtskib Jaladuta lagde til kaj i Bostons havn den 18. september 1965, skrev Srila Prabhupada: ”Alle folk her er dækket af lidenskabens og uvidenhedens kvaliteter.”

Professor Ryn bemærker om den moderne personlighedstype:

”På den ene side bruger det moderne menneske sin fantasi til i en grad uden sidestykke at undvige den hårde og smertefulde opgave, som det er at leve op til moralsk ansvarlighed. Det drømmer altid om lykke på helt andre, langt lettere betingelser, om et liv, der kan tilfredsstille alle dets indestængte ønsker. Så længe det svælger i denne fantasi, er det beruset, inspireret. Men lige så ofte virker det på det moderne menneske, som om livets mørke side er alt, der er, og det opgiver ethvert håb om lykke og plages af bitterhed og pessimisme.”

Ryn hæfter sig ved, at på den ene side har mennesket i dag en voldsomt oppustet ide om sin position i verden. På den anden side kastes det ned i dyb fortvivlelse, når den position, det forestiller for sig selv, ikke respekteres af verden. Ifølge Ryn er det moderne menneske derfor maniodepressivt:

”Det maniodepressive temperament er selvskabt, hvilket ikke er det samme som at benægte, at det somme tider udvikler sig til det, der almindeligvis kaldes sindslidelse. For at forstå, hvordan dette temperament opstår, er det nyttigt at spørge: Hvem er kynikeren eller personen, der rynker på næsen af livet og mistænker alle andre for at have de mest snavsede motiver? Hvem andre er han end den desillusionerede, gentaget frustrerede drømmer, en person, der bærer et stort nag imod andre mennesker og livet generelt for at have forpurret hans inderste længsler? Den kunstige munterhed, der skabes af den romantiske fantasi, må uundgåeligt lede til en grum bitterhed.”

Depression: et verdensomspændende mentalt sundhedsproblem

For tredive år siden (den 8. januar 1973) skrev nyhedsmagasinet Newsweek som sin coverstory om depression, der blev udråbt til at være USA’s værste sindslidelse og epidemi, der alt for ofte ender med selvmord. Depression er nu anerkendt som sindslidelse nummer et i verden.

Ryn indrømmer, at han bruger udtrykket maniodepressiv ”i en protest mod den psykologi, der er tilbøjelig til at reducere individet til et produkt af kræfter, som det ikke er herre over.” Som vi skal se det, er ideen om, at ens personlige svagheder i virkeligheden er indflydelsen fra kræfter, der ligger uden for én selv, og som man absolut ingen kontrol har over, et hovedsymptom på den modernisme, som Professor Ryn på en måde latterliggør med udtrykket maniodepressiv.

Under alle omstændigheder er udbredt depression et klart tegn på, at ikke alt er godt i tankelivet i dagens verden. Det siges i nogle psykiatriske kredse, at depression har to faser: åben og tilsløret. Det siger sig selv, at åben depression udviser alle de forventede symptomer på melankoli. Men tilsløret depression er depression i forklædning. Det er det, som en person forestiller om sig selv og om det, han gør, for systematisk at skjule sin deprimerede tilstand for alle inklusive sig selv. Ofte er den maske, som han gemmer sin depression bag, en tavs pligtopfyldelse, en tvangstanke om at skulle arbejde hårdt, en følelsesmæssig hårdhed, en manglende forbindelse med verden og/eller en afhængighed af alkohol eller andre rusmidler. Depression kan også være forklædt som en stærk trang til at skulle lykkes med at overgå andre, at glæde en autoritetsskikkelse eller som et naivt håb om en bedre fremtidig verden eller som ekstrem idealisme eller religiøs entusiasme, der alle har overtoner af mani. Tilsløret depression såsom mani er symptomatisk på lidenskabens kvalitet.


Moderne værdier og lavt selvværd

De fleste psykologer og psykiatere fortæller os, at depression (der viser sig under navne som åben depression, tilsløret depression og maniodepression) er en forstyrrelse i ens selvværd. Et sundt selvværd er en slags selvrealisering, der antager, at bag ens begavelser og begrænsninger er der en kerne af et selv, der har en konstant værdi, der hverken er bedre eller værre end kernen af selvet i andre mennesker. Selvværd siges at blive tilegnet i barndommen fra den ”betingelsesløse positive værdsættelse”, som forældre har for deres afkom. Når forældre med andre ord viser deres børn, at kernen af deres kærlighed er den samme, selv når børnene præsterer dårligt, gør børnene denne forældreværdsættelse til deres egen. Den bliver roden til deres eget selvværd. Men når børnene oplever, at deres forældres kærlighed afhænger af, om de for eksempel klarer sig godt i skolen eller ej, udvikler de problemer med lavt selvværd i en tidlig alder. Selv børn, der blev værdsat af deres forældre, kan få problemer med lavt selvværd, når de bliver eksponeret for samfundet uden for familiekredsen. Det moderne samfund gør absolut intet for at styrke en persons naturlige selvværd. Det måler individets værdi op imod noget ydre: rigdom, skønhed, status, berømmelse. En person, der opgiver sin følelse af indre selvværd for at efterstræbe værdinormer, der gives af det moderne samfund, rammes af tilsløret depression. Han er deprimeret, men ser det ikke, for han har for travlt med at jagte efter falske mål. Det er at forvente, at på et tidspunkt bliver hans depression åbenlys. Det sker, når gassen løber af ballonen i alle hans ihærdige bestræbelser på at være noget, som han ikke er. (Fortsættes i næste nummer)